Hvorfor I ikke skal være imponerede af mine svulmende muskler

Se godt på billedet herunder. Det er mig. Gennem tiden har jeg fået mangt en kompliment for min fysik og folk har været fyldt med imponade. Nogle af kommentarerne har været: ‘Kæft det må have krævet noget arbejde’. ‘Respekt!’ ‘Shit en fed fysik.’ ‘Swole!’ ‘Brutalt!’. ‘Vild form’. ‘Sweet jesus 😮 lord has been kind. – virkelig flot krop 🙂 det må have taget nogle timer.’ ‘Sindsyg flot… du er sku et godt forbillede.’ ‘Godt klaret’.‘HOLD DA OP HVOR EN KROP… NICE.’ Og det er jo alt sammen meget rart og egoboostende, men i denne artikel vil jeg forsøge at argumentere for, at I på ingen måde behøver være imponerede over hverken mig, eller andre der træner sig op til en flot fysik.

I disse fitspo-Instagram,-ophøje-fitnessfolk-til-semi-guder-der-høvler-respekt-ind-på-kontoen-tider, er det vist ved at være på tide at en eller anden piller os fitnessfolk ned ned fra vores pedestal og jeg ofrer gerne mig selv på bålet som den første.

For det første. Jeg har altid godt kunnet lide at løfte vægte. Jeg løfter nu vægte på 19. år eller noget i den stil og om end entusiasmen var større i mine unge år, så elsker jeg stadig at løfte vægte. Og er det imponerende at nogen bruger meget tid på noget de godt kan lide at lave? Nej vel. Nogle kan godt lide at sidde på sofaen og se film, nogle kan godt lide at svømme, nogle elsker dart og andre elsker at bygge modelfly. Jeg elsker at træne, så at finde min fysik imponerende på denne baggrund giver lige så lidt mening som at være imponeret over at andre vælger at bruge deres tid på at bygge modelfly eller se film. Og det er trods alt så som så med respekten for modelflybyggere her til lands.

Men altså kære Brian/Mussetrussen nu har der vel også været dage, hvor det var surt og sindssygt hårdt og ikke specielt sjovt, men hvor du trænede alligevel og holdt dig til din diæt?

Jo såmænd såmænd. Jeg har da haft ufatteligt mange dage, hvor jeg ikke rigtigt gad, men fulgte planen alligevel og nogle vil måske finde dette beundringsværdigt. Her skal man bare passe på man ikke forveksler viljestyrke med vaner. Jeg er et ekstremt vanedyr, og i mange mange år havde jeg den vane at jeg tog ned for at træne efter arbejde. Det var bare noget jeg gjorde uden at tænke over det, ligesom jeg børster tænder hver aften og tager tøj på hver morgen. Det handlede ikke så meget om at jeg ‘tog mig sammen’ men mere at jeg fulgte mine vaner uanset om jeg havde lyst til at træne eller ej.

Min tankegang var så fokuseret på træning at jeg på flotte, dejlige solskinsdage så det som et tegn på styrke at JEG, det swole overmenneske, tog ned for at træne, mens de andre, de svage viljesløse idioter, tog på stranden eller fandt et stykke græs, hvor de kunne drikke en kold øl med deres tynde venner. Det var derfor deres træning aldrig førte til andet end gennemsnitlighed og derfor jeg var så swole. Jeg formåede ikke at slappe lidt af og nyde livet når chancen bød sig. Jeg var bare en slave af mine egoboostende vaner og min angst for at miste muskelmasse.

Forøvrigt er der efterhånden ret mange studier der har vist, at viljestyrke og motivation i høj grad er genetisk betinget. Et studie fra 2006, udført på 37.000 tvillingepar viste f.eks. at 50-75 % af den variation man så i træningsmængde, hang sammen med generne. Og et studie fra 2006, udført på 13.000 tvillingepar viste, at tendensen til at træne, hos enæggede tvillinger, var dobbelt så tilbøjelig til at være ens i sammenligning med tveæggede tvillinger. Flere studier har desuden vist, at særlige versioner af gener, der har med dopaminreception at gøre, har direkte sammenhæng med mængden af fysisk aktivitet den person, der har dette gen, udfører. Nogle mennesker får tilsyneladende en overdreven følelse af belønning og tilfredsstillelse ved at være fysisk aktive, og man er mere tilbøjelig til, at blive afhængig af træning, hvis man har disse særlige genvarianter.

Der er altså en god sandsynlighed for at det vi vælger at kalde viljestyrke og som vi har en tendens til at beundre, i virkeligheden bare er genetisk betinget adfærd som individet ikke har specielt meget indflydelse på. Dermed kan du, hvis du føler trang til at være imponeret over diverse gener, lige så godt være imponeret over en person der har brunt hår, en person der er 1.76 m høj, en person der har kraftig skægvækst eller en person der elsker at sove længe om morgenen.

Derudover, jamen så er der jo også en ekstrem grad af genetik involveret i de proportioner jeg har og i den måde hvorpå jeg responderer på træning. Der er god harmoni mellem længden på mine arme, ben og torso, mine led er små og det får altsammen min muskulatur til at se harmonisk og imponerende ud.

Der findes studier der har vist, at der både finde non-responders, low-responders og hyper-responders ift. styrketræning. I et par studier fra 2005 og 2008, så man, at tolv ugers progressiv dynamisk styrketræning havde meget forskellig indvirkning på de henholdsvis 585 og 66 deltagere der var med i forsøgene. Dem der responderede værst på træningen (non-responders) tabte faktisk 2 % i muskelfibertykkelse og blev ikke stærkere, mens dem der responderede bedst på træningen (hyper-responders) øgede deres muskelfibertykkelse med 59 % og deres styrke med op til 250 %. Et af studierne viste faktisk, at op mod ¼ af alle dem der deltog, ikke formåede at opnå nogen nævneværdig hypertrofi.

Jeg har altså været heldig med mine gener både i forhold til motivation/viljestyrke, proportioner og respons på træning. Med SÅ mange genetiske fordele er der ikke ret meget tilbage at være imponeret over, medmindre man er fan af eugenik og synes at bestemte gener der disponerer for musklemasse og fysisk aktivitet bør hyldes mere end gener der disponerer for andre ting.

Desuden, en ung mand, uden børn og uden ret mange andre forpligtelser end et små-ligegyldigt job, som vælger at bruge det meste af sin tid på sig selv og på at dyrke sin egen krop…er det særligt imponerende? Ikke rigtigt vel. De år hvor jeg virkeligt gav den en skalle med træningen og tog det meste af min muskelmasse på, det var sgu en let tid. Måske den letteste tid jeg nogensinde har haft i mit liv. Der var ikke andre end mig og en kæreste. Ingen børn, intet frivilligt arbejde, ingen forpligtelser. Bare træning, træning og mere træning så meget jeg gad. Det ville nærmest være MERE imponerende hvis jeg IKKE var blevet swole med den mængde tid jeg havde til rådighed til at dyrke mig selv i. Store muskler eller en god form hos en ung mand eller kvinde betyder jo bare at han/hun har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at dyrke sig selv fremfor at lave andre ting der måske, hvis vi skal være ærlige, betyder lidt mere i det store billede.

Og det bringer mig hen til mit næste argument for at I ikke skal være imponerede af min fysik. For løfteri og muskler betyder jo i virkeligheden ingenting. Det er ren egowanking. Betyder det noget for samfundet at jeg eller andre har store muskler? Nej. Betyder det noget som helst for andre end mig selv? Nej. Kunne jeg have valgt at bruge min tid mere konstruktivt på ting der måske havde lidt mere værdi for andre end mig og mit ego? Ja.

Jo mere veltrænet man er, des mere respekt og beundring plejer man at kunne tiltuske sig, fordi det vidner om hårdt arbejde. Der er dog tale om hårdt arbejde uden andet formål end det hårde arbejde i sig selv. Der kommer ikke en virksomhed ud af det, en bog eller noget teknologi der kan ændre og forbedre verden. Det er bare skønne spildte kræfter som ikke resulterer i andet end en muskuløs krop i mængden af andre muskuløse formålsløse kroppe.

Og nu er det ikke fordi det ikke er ok at have det at løfte vægte som en hobby eller en livsstil. At løfte vægte er en lige så fin hobby som så meget andet. Kitesurfing, at spille guitar, at danse, at spille golf eller håndbold, fint nok. Gode fritidssysler. Men der er bare ingen grund til at være specielt imponeret over at folk har en hobby de dyrker, og ophøje deres hobby til noget beundringsværdigt, bare fordi det tilfældigvis resulterer i store muskler og er lidt hårdt.

Men hvad så nu, hvor du har fået to børn, har lange arbejdsdage, er blevet ældre og mere slidt ældre og stadig får trænet og holder formen. DET er sgu da imponerende.

Dertil kan jeg kun svare: nej. Det kan godt være at mængden af tid man bliver nødt til at bruge i centeret som ung for at opbygge en stor muskelmasse er riiimelig stor, men den tid har man jo som nævnt, når man er ung og har få forpligtelser. Det var ikke så imponerende en indsats. Og mængden af tid man behøver at bruge på træning for så nogenlunde at vedligeholde sin muskelmasse når man bliver ældre er jævnt lille. 1-3 korte, lette pas om ugen er faktisk tilstrækkeligt. Så den fysik jeg sporter på billedet herunder, som en mand midt i 30’erne, ikke et resultatet af en benhård træningsindsats af en stålsat familiefar, men blot reminiscenser af den tid i min ungdom hvor jeg trænede rigtigt meget, samt en halvsløj indsats for at vedligeholde lortet så nogenlunde efter jeg har fået børn.


Og så har jeg selvfølgelig også valgt et billede hvor jeg ser swole ud, fordi jeg er forfængelig og ikke helt vil slippe tanken om at jeg er pisse imponerende. Jeg kunne også have valgt billedet herunder, som er taget ganske få uger før billedet herover. Det skal I vide venner. Det er ikke bare tilfældige billeder vi fitnessfolk smider op på nettet. Næh, de er nøje udvalgt så de fremstiller os så imponerende som muligt.

Men hvis man nu fastholder samme mængde træning, efter man har fået børn og forpligtelser, så er det sgu da imponerende, ikke?’

Igen er svaret nej. For det ville betyde at livet intet havde lært én. At ens værdier ikke havde ændret sig efter man fik børn. At man stadig følte det nødvendigt at fortsætte med 1½ times træning fem dage om ugen, og at træning stadig havde ultra høj prioritet i ens liv. Se det ville jeg faktisk finde endnu mere sørgeligt. Der er kun 24 timer i døgnet, og med fuldtidsjob, hus, bil, have, indkøb og andre tidskonsumerende aktiviter er der ekstremt få timer tilbage i døgnet. Dvs. at hver time man tilbringer i træningscenteret, er en time man ikke tilbringer sammen med sine børn. Og kære venner, det lyder som en kliché, men fuck hvor bliver de store hurtigt. Puf, og så er barndommen ovre og de er flyttet væk for at uddanne sig til noget relevant.

At blive ved med at insistere på at tilbringe timevis hver eneste uge i træningscenteret, mens man har små børn, det føler jeg i hvert fald selv, giver mindre og mindre mening. I næsten 20 år har træning haft ekstrem høj prioritet i mit liv og jeg ser det kun som noget positivt at træning er rykket et par trin ned af rangstigen efter der er kommet børn ind i mit liv. Jeg synes det er mere beundringsværdigt at gøre sine børn til førsteprioritet i sit liv, end at man stædigt hænger fast i at det er mængden af muskelmasse der skal afgøre hvor imponerende man er.

På et tidspunkt troede jeg fejlagtigt også at jeg gennem hård træning knoklede mig til en plads i toppen af evolutionspyramiden. Men survival of the fittest handler ikke om at være mest fit, og overleve de andre fede McDonaldsofre. I biologien handler ’fittest’ udelukkende om forplantning. Mens jeg, som havde misforstået det hele, svedede i fitnesscentret, var dem, der havde forstået det, dem der virkeligt var ’the fittest’, ude at finde tøsebørn de kunne besvangre. ’The fittest’, er den, hvis gener slår bedst rod i den kommende generation. Det er ikke den der lever længst, er mest sund, og stadig er swole som 69-årig der tæller mest i naturen, men den, der skifter flest bleer.

Og med det kære venner, håber jeg I vil se på mig med mindre imponade i øjenkrogen. Der er slet ingen grund til at være så benovede over mig og andre veltrænede mennesker. Hvis vi er veltrænede er det blot fordi vi godt kan lide at træne, har gode gener, er vanedyr, har god tid og er rimeligt selvoptagede. Og selvom vi ofte er ret imponerede over os selv, fordi det jo er så hårdt så hårdt at træne og være på diæt og være et priviligeret ungt menneske med for meget fritid i en rig, fredelig vestlig verden, så behøver andre ikke også nødvendigvis at være imponerede. Personligt er jeg mere stolt af mig selv som far end jeg er af mig selv som fitnessgud, og jeg håber I har det på samme måde ift. jer selv.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Øvelser opkaldt efter kendte løftere


Hvis man nævner fodboldspilleren Jesper Olsen, så kommer de fleste nok til at tænke på denne kamp mellem Danmark og Spanien fra VM 1986, hvor den gode Jesper kom til at lave en helt forfærdelig tilbagelægning, som kostede Danmark et mål. Det er ikke meget man har hørt til Jesper Olsen siden dengang, men han er gået over i historien fordi udtrykket ‘en rigtig Jesper Olsen’ er blevet en del af det danske sprog, og vi kan stadig finde på at bruge udtrykket når en spiller laver en forfærdelig tilbagelægning.

Inden for styrketræningens verden er der også løftere som er gået over i historien og som vi stadig nævner, selvom vi måske har glemt hvem de var. Deres navne lever nemlig videre fordi de har fået en øvelse opkaldt efter sig. I denne artikel skal vi se på de øvelser som er opkaldt efter kendte løftere. Så må vi så vurdere undervejs om vi synes det er positivt, eller om der også er øvelser der må betegnes som en slags øvelsernes svar på ‘en rigtig Jesper Olsen’.

Kroc Rows
Kroc rows er en one-arm row variant, hvor man bruger usandsynlig meget vægt og kører sig fuldstændig i smadder med et langt udmarvende sæt. Modsat normale one-arm rows, hvor man forsøger at holde en god stil, så er god stil ikke det vigtigste når man kører Kroc rows. Det er f.eks. ok med lidt cheat fra benene. Det vigtige her er at flytte en meget tung vægt, køre med fuld ROM (i det omfang det er muligt) og være eksplosiv. Kroc rows er efter sigende ret gode til grebstræning, hvis man kører dem uden straps, men når man skal køre virkeligt tungt, så er straps en nødvendighed.

Kroc rows er opkaldt efter den transkønnede styrkeløfter og bodybuilder Janae Marie/Matt Kroczaleski som selv har formået at tage 13 reps med 136 kg i Kroc rows.

Jesper Olsen faktor: 2/10

Pendlay rows
Penday rows er opkaldt efter vægtløftertræneren Glenn Pendlay, og er en barbell row-variant hvor man ikke holder spændingen i musklerne mellem hver rep, som i traditionelle barbell rows, men hvor man i stedet lægger vægten død på gulvet mellem hver rep. Når man kører Pendlay rows skal man så vidt det er muligt forsøge at holde ryggen parallelt med gulvet, og løfte vægten eksplosivt. Det er en øvelse der bl.a. kan bruges som støtteøvelse til dødløft eller vægtløftning, hvor man kan træne sin core samt styrken og eksplosiviteten i øvre ryg.

Jesper Olsen faktor: 1/10

Arnold pressØvelsen Arnold press, opkaldt efter den levende legende Arnold Schwarzenegger, er en siddende skulderpres variant, hvor man starter med håndvægtene på brystet og håndfladerne ind mod kroppen. Herfra presser man vægtene opad, mens man drejer underarme, således at man i toppositionen, ender med håndflader der vender fremad. Arnold press er en slags lateral raise/skulderpres/rotatorcuff kombi, som de fleste ikke rigtigt kan lide at lave, fordi man ikke kan køre ret tungt i den, sammenlignet med traditionel skulderpres.

Det er sandsynligvis ikke Arnold Schwarzenegger selv der har fundet på løftet, men løftet er blevet kendt som Arnold press fordi Arnold yndede at lave øvelsen. Og da han var den mest prominente løfter back in the days, var det ham der løb med æren for den. Arnold kunne godt lide øvelsen fordi han følte den satte stræk på forskulderen i bunden af bevægelsen og gav en lidt større ROM end traditionel skulderpres.

Jesper Olsen faktor: 2/10

Yates rows
Yates rows en en barbell row-variant der køres med underhåndsgreb, dvs. med håndfladerne opad. Yates rows er selvfølgelig opkaldt efter en anden levende legende, nemlig Dorian Yates, som i 1994, få uger inden Mr. Olympia, smadrede sin venstre biceps under et sæt super tunge Yates rows. Det afholdt dog ikke Dorian fra at tage sin tredje Mr. Olympia titel i en noget kontroversiel afgørelse, hvor en super skarp Shawn Ray måtte se sig henvist til 2. pladsen. At den mand som øvelsen er opkaldt efter, selv er kommet til skade da han lavede den, er ikke noget der har gjort noget godt for øvelsens rygte, for Yates rows omtales ofte, måske lidt uretfærdigt, som en øvelse der er god til at smadre bicepssener.

Jesper Olsen faktor: 2/10

Zottman curls
Zottman curls er en curl-variant der er opkaldt efter den amerikanske stærkmand George Zottman, som levede sidst i 1900-tallet. Ifølge legenden kørte Zottman selv øvelsen med 23 kgs håndvægte og det var bl.a. denne øvelse der var med til at give ham overarme på 48 cm og underarme på 38 cm. Zottman curls er måske faktisk mere en underarmsøvelse end det er en bicepsøvelse.

Øvelsen startes ved at curle et par håndvægte med håndfladerne opad. Helt almindeligt. Når du når op i toppen kommer twistet (bogstavelig talt), nemlig at du lige roterer underarmene 180o så håndfladerne nu vender nedad. Herfra sænker du vægtene igen og starter næste rep.

Grunden til at øvelsen primært er en underarmsøvelse er at mængden af vægt du kan håndtere er begrænset af hvor tungt du kan køre i den nedadgående del af løftet, hvor du kører en slags excentrisk reverse curl, som primært har fokus på brachioradialis. Du vil altid kunne køre tungere i den opadgående del af løftet, hvor biceps laver det meste af arbejdet, men fordi vægten skal begrænses til det du kan håndtere i den nedadgående del af løftet, bliver det en suboptimal øvelse for biceps.

Jesper Olsen faktor: 5/10

Jefferson lift
Jefferson lift, Jefferson deadlift eller Jefferson squat (kært barn har mange navne) er en asymmetrisk squat/dødløft øvelse som er opkaldt efter stærkmanden Charles Jefferson (1863-1911). Løftet udføres ved at stille sig over skrævs henover en lang vægtstang og tage fat i den med den ene hånd foran kroppen og den anden hånd bagved kroppen. Herfra trækker man vægten op i retning af sit mellemkød mens man strækker benene ud. Det er egentlig ikke noget dumt løft. Jefferson lift er godt tænkt fordi man ved at skræve hen over stangen får tyngdepunktet til at ligge perfekt inde midt i kropskernen. Har man ikke noget squatrack, kan Jefferson squat være en fin quad øvelse, da man starter ret dybt og dermed får stor involvering af sine lårbasser. Spørgsmålet er bare om man kan vænne sig til det asymmetriske greb.

Jesper Olsen faktor: 4/10

Tate press
Tate press er en tricepsøvelse, hvor man ligger på en incline bænk og laver en slags fransk dumbbell press. Man starter med vægtene oppe i samme position som man starter en normal db press, men i stedet for at bevæge albuerne ned af, så holder man dem ud til siden og lader dem bliver der. Håndfladerne vender hele tiden ned mod fødderne. Fra denne position fører man håndvægtene ned mod brystet ved at bøje i albuerne, indtil enderne af håndvægtene rammer brystet. Herfra strækker man så albuerne igen. Det er ikke meningen af brystet skal arbejde ret meget med, men det kan næsten ikke undgås efterhånden som man øger vægten.

Tate press blev efter sigende populariseret af styrkeløfteren Dave Tate, som lavede øvelsen meget da han trænede hos West Side barbell sammen med Louis Simmons. Siden rykkede Tate videre, blev træner, og stablede det uhyre populære og anerkendte EliteFTS på benene.

Jesper Olsen faktor: 4/10

JM press
JM står for John Mark og JM presses er en øvelse, der er opkaldt efter styrkeløfteren og bænkpresspecialisten John Mark Blakley. Det var egentlig George Halbert og Louis Simmons som begyndte at kalde øvelsen for JM press da Blakley lavede øvelsen hyppigt da han trænede hos West Side Barbell. Øvelsen er en slags fransk press/skullcrusher/narrow grip-reduced ROM-bænkpres-agtig tingest, hvor man har stangen længere nede mod brystet end under skullcrushers, hvor man har et lidt bredere greb end man har under bænkpres med smalt greb og hvor stangen ikke er nede at røre brystet som under alm. bænkpres. Derudover er albuerne ude i en 450 vinkel. John Blakley kørte selv øvelsen som hans eneste direkte arbejde til triceps og han mente selv at øvelsen bidrog væsentligt til hans bænkpresstyrke. Du kan se John Mark Blakley forklare lidt om øvelsen her.

Jesper Olsen faktor: 1/10

Scott curls
Scott curls er egentlig bare den samme øvelse som preacher curls, hvor du sidder på en preacher curl bænk og curler derud af for at isolere biceps. Preacher curls kaldes dog også Scott curls og er opkaldt efter vinderen af den første Mr. Olympia konkurrence i 1965, Larry Scott. Du kan se Larry lave Scott curls her, med sine usædvanligt flotte biceps. I dag kører de fleste nok øvelsen med en e-z stang, men den kan også køres med en alm. lige stang.

Scott curls eller preacher curls burde måske faktisk have et navn mere, nemlig Gironda curls, da det, ifølge annalerne, egentlig var Vince Gironda, Larry Scotts træner, som opfandt øvelsen. Vince Gironda har dog allerede et par curl-varianter opkaldt efter sig, nemlig Gironda drag curls, og Gironda perfect curls som vi skal se på nu.

Jesper Olsen faktor: 2/10

Gironda drag curlsGironda drag curls, drag curls, Gironda body drag curls eller Gironda curls (kært barn har mange navne), er en bicepsøvelse, hvor du forsøger at holde stangen så tæt på kroppen som muligt, mens du curler med en lang vægtstang. Ved normale barbell curls vil man holde albuerne ind til siden af kroppen og føre stangen opad i en bue. I drag curls trækker man i stedet stangen ind til kroppen og fører den lige op, mens albuerne kommer en smule bagud. ifølge Gironda skulle denne måde at curle på, sætte stress på den laterale/yderste del af biceps. Det er nok tvivlsomt om den teori holder, men under alle omstændigheder er drag curls en ganske fortrinlig øvelse som i hvert fald formår stresse biceps irriterende meget. Du kan se en gammel video af Gironda som instruerer i øvelsen her.

Jesper Olsen faktor: 4/10

Læs også: Fokus på detaljen

Gironda perfect curlsGironda var kendt som ‘The Iron Guru’ og han opfandt et hav af øvelser, bl.a. Gironda perfect curls, som er en anti-cheat barbell curl-variant, hvor man starter med at læne sig bagover. Mens man curler op, bøjer man sig så forover. Formålet skulle være at øge strækket i starten af bevægelsen og øge kontraktionen i slutningen af bevægelsen, så du både får en god ROM og en kraftig squeeze-kontraktion i toppen. Ifølge Gironda skulle hver rep vare 6 sek.

Jesper Olsen faktor: 4/10

Pallof press
Pallof press er en øvelse der udspringer af fysioterapien og den er opfundet af fysioteraputen John Pallof. Mange synes Pallof press er en ret fesen øvelse, fordi man som oftest kører den med ekstremt lette vægte som en slags rehab/prehab core øvelse. Du kan dog godt køre den tungt, hvis du står med meget bred fodstilling. Hermed bliver det en rimelig hardcore anti-rotationsøvelse, som er med til at styrke din core. Det gode ved øvelsen er også netop at den kan bruges både af super veltrænede atleter og af folk med rygproblemer eller andre skavanker. Det geniale aspekt ved øvelsen er at den foregår uden bevægelse i rygsøjlen, hvilket gør den mere anvendelig i starten af et rehabforløb for folk med rygproblemer end andre øvelser der ligner den som f.eks. wood chops eller russian twist.

Jesper Olsen faktor: 2/10

Bradford press
Bradford press er opkaldt efter vægtløfteren James ‘Jim’ Bradford, som blev født i 1928 og som døde for nylig i 2013. Jim Bradford vandt aldrig andet end sølvmedaljer til de store konkurrencer, da han vandt to OL-sølvmedaljer og fire VM-sølvmedaljer. Jim brugte Bradford press som en støtteøvelse til den gamle vægtløfterøvelse der hedder stem (clean and press), som i lang tid var ‘den tredje vægtløfterøvelse’ ud over træk (snatch) og stød (clean and jerk). Stem røg dog ud af programmet i 1972, så man i dag kun konkurrerer i træk og stød.

Bradford press går ud på at man presser en vægtstang over hovedet og skiftevis sænker den ned til brystet og ned til nakken. Man behøver ikke køre den helt op i lock-out hver gang, men man skal bare lige løfte stangen nok til at den kan passere over hovedet.

Jesper Olsen faktor: 3/10

Haney shrugs
Den otte-dobbelte Mr. Olympia vinder Lee Haney har også fået en øvelse opkaldt efter sig, nemlig Haney shrugs, som er en barbell shrug-variant, hvor man holder stangen bag kroppen. Mens man ved normale shrugs holder armene strakte og kun bruger trapz til at trække med, så bøjer man lidt i armene når man laver Haney shrugs, for at få bagskulderen mere med i løftet. Haney selv kørte dog primært Haney shrugs fordi trapz sidder bagpå kroppen og ikke foran. Altså giver det bedre mening at køre med stangen bag kroppen (ifølge Haney, som nogle gange havde nogle lidt selvopfundne teorier omkring træning). Lee Haney kørte selv sine Haney shrugs med forholdsvis stor ROM. Du kan se en video af Haney der laver Haney shrugs her.

Jesper Olsen faktor: 3/10

Zercher squat
Zercher squat er en forfærdelig squatvariant, hvor stangen holdes i armkrogene, fremfor på nakken som i alm. squat, eller øverst på brystet som i front squat. Øvelsen blev opfundet af stærkmanden Ed Zercher som levede fra 1902-1995. Ed Zercher var ekspert i at opfinde øvelser ingen mennesker kan lide som Zercher dødløft, hvor man bøjer sig herre langt ned og løfter stangen op i armkrogene, eller Zercher good mornings, hvor man laver good mornings med en vægt i armkrogene. Der findes også Zercher lunges og Zercher situps, som også er noget armkrogshalløj. Jeg ved virkeligt ikke hvad det var med den mand og armkroge.

Zercher squats går ud på at du holder stangen i armkrogene, squatter ned og op igen. Det lyder simpelt, og det er det da også. I hvert fald hvis du kan udholde den intense smerte man som regel får i underarmene, når en tung og brutal stang hviler på muskler, knogler, blodårer og nervebaner i underarmene. Det er ikke en øvelse for pattebørn. Har man en fat bar kan det tage noget af smerten, ellers er vi ude i noget squatpad eller evt. et håndklæde mellem stang og arm.

Man kan selvfølgelig også bare bide smerten i sig, for ifølge styrkeløftlegenden Louis Simmons er Zercher squats en genial øvelse, som alle der elsker squat burde lave. Simmons mener at Zercher squats er vanvittigt gode til at lære folk at squatte ordentligt, fordi øvelsen tvinger dig til at skubbe knæene ud, holde brystet højt og få bagdelen godt tilbage.

Jesper Olsen faktor: 6/10

Reeves deadlift
Steve Reeves (1926-2000) var en gudsbenådet muskelbygger, som fandt på det her lidt småbizarre løft, som han ikke brugte som en del af sin bodybuildingtræning, men som han brugte som et ‘showpiece’ når han skulle blære sig lidt. Der er egentlig bare tale om et traditionelt dødløft, men i stedet for at tage fat i stangen, som giver mening, så tager du fat i de inderste store skiver, hvilket ikke giver så meget mening. Herfra løfter du så det bedste du har lært med et noget akavet og alt for bredt greb. Skal vi sige noget som helst positivt om løftet så er det nok at det kan være et fint løft at lave, hvis man gerne vil træne sin grebsstyrke.

Jesper Olsen faktor: 8/10

Ukendte kendte
En særlig kategori inden for øvelser der er opkaldt efter dem der har fundet på dem, eller dem der har gjort dem berømte, er de øvelser der er opkaldt efter folk ingen længere ved hvem er. Det er lidt ærgerligt at få den ære at få en øvelse opkaldt efter sig og så glemmer folk alligevel hvem man er. Øvelser i denne kategori er f.eks.:

Jackson Press
Jackson press er en slags støtteøvelse til stød hvor du unracker stangen fra et højt rack og presser stangen over hovedet. Twistet her er at det gøres med et greb, hvor håndfladerne vender ind mod dig selv.

Jesper Olsen faktor: 4/10

James lift
Det her er et noget omfattende løft. Først cleaner du stangen op, dvs. løfter den fra gulvet og får den op i en front squat position. Herefter frontsquatter du ned i bunden. Herfra presser du så vægten over hovedet og sænker den igen, og sidst men ikke mindst, frontsquatter du så lige op af hullet igen og lægger stangen stilfærdigt fra dig. Der er ingen der aner hvem der har fundet på den vægtløftningens udgave af en helkrops Anne Bech øvelse.

Jesper Olsen faktor: 6/10

Der er dog en god sandsynlighed for at disse løft, og andre mere ukendte løft som Mansfield lift og Ziegler clean, er opkaldt efter løftere fra et forbund der hedder Usawa (Unites States All-Round Weightlifting Association), som er et forbund hvor man konkurrerer i alverdens bizarre løft. De har det med at opfinde deres egne øvelser når sådan noget som one arm Zercher squat ikke er fjollet nok.

Få en øvelse opkaldt efter dig selv
Hvis du selv går med en lille drøm om at få et løft opkaldt efter dig, så ser tricket ud til at være at vælge en øvelse, der allerede findes, og lave den en lille smule anderledes end man normalt gør. Herefter gælder det bare om at blive berømt og anerkendt og muligvis droppe nogle hints om at du har fundet på den og den unikke og pisse essentielle øvelse. Personligt satser jeg på at få Mussetrusse deadlifts anerkendt som en fucking mass builder. Mussetrusse deadlifts er 0RM forsøg i dødløft, som jeg demonstrerer her, efter 38 sek.

Jesper Olsen faktor: 10/10

Hvilken øvelse vil du gerne have opkaldt efter dig, og hvad skal den hedde?

Kilder:
http://usawa.com/
Diverse hjemmesider

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Slingshot bænkpres


Måske har du set nogle løftere i dit lokale center, som har spændt nogle mærkelige elastiske bånd hen over brystet når de skulle køre bænkpres. Disse elastiske bånd hedder Slingshots, og de bruges primært af styrkeløftere, som noget next level shit, i selskab med bænkprestrøjer og chestboards (brædder af varierende tykkelse som lægges på brystet). Dette udstyr anvendes i bestræbelserne på at blive en lean mean benchpressing machine.

I denne artikel skal vi prøve at se lidt nærmere på Slingshots. Hvad er det egentlig for noget? Hvorfor bruges de? Giver de mening? Og virker de rent faktisk? Du kan se et billede af en Slingshot i brug her.

Hvis vi ser lidt på hvordan Slingshots fungerer, jamen så sker der det at når du sænker vægten, så spændes de elastiske fibre i slingshot’en og det gør, ifølge producenterne, at du kan håndtere vægte der er ~10 % over dit RAW-niveau, samtidig med at stresset nedsættes på skuldre, albuer og bryst. I bunden af løftet er Slingshot’en maximalt strakt og det betyder at man kan presse vægten langt mere eksplosivt op fra brystet.

Mark Bell, som har opfundet Slingshots, har på et tidspunkt udtalt, at hvis man normalt kan tage 135 kg i bænkpres (1 rep), så kan man med en Slingshot tage 3-5 reps med samme vægt. Der er desuden kommet flere typer Slingshots til siden den første, som i dag bliver kaldt ‘Original’. Der er bl.a. kommet en knapt så kraftig udgave kaldet ‘Reactive’, og en ekstrem udgave kaldet ‘Maddog’, hvor man skal have mindst 135 kg på stangen før man overhovedet kan få stangen ned på brystet. Nyeste skud på stammen er ‘Full Boar’, som er lidt ala ‘Original’ med den ændring at hullerne til armene er koniske, så man kan få sin Slingshot længere op på overarmene.

Hvis vi ser på de argumenter, der bliver brugt i reklamer for Slingshots, så kan man f.eks. falde over følgende sætning: ‘The math is simple: more weight + more reps + more sets = more volume. More volume = getting stronger!’

Man kan spørge sig selv om regnestykket nu også er så simpelt. For det første er der ikke nødvendigvis en klar sammenhæng mellem højere volumen og øget styrke. Hvis det var tilfældet kunne jeg tage en 20 kgs vægtstang og bænkpresse 10 x 18 reps med den; nå en samlet volumen på 3600 kg, og dermed blive stærkere end en der bænkede 8 sæt á 2 reps med 200 kg, og dermed kun nåede op på en samlet volumen på 3200 kg. Sådan fungerer det jo ikke.

Læs også: For høj volumen i German Volume Training

Dernæst er der spørgsmålet om, om man egentlig løfter mere vægt? Ja, du kan håndtere tungere vægte, men det er jo fordi det elastiske materiale løfter en god del af vægten. Hvis du nu tager en Maddog Slingshot på, hvor stangen ikke kan komme helt ned til brystet, med mindre du læsser 135 kg på stangen, hvor meget træning får dit bryst og dine triceps så egentlig? Det er ikke nemt at svare på.

Der er flere ting i det. Nogle mener brugen af Slingshots er ‘snyd’. Det er det jo kun, hvis scenariet er en konkurrence, hvor én deltager har en Slingshot på, og de andre ikke har. Eller hvis man er en internet warrior der blærer sig på nettet med at man kan tage 170 kg i bænkpres, uden at nævne at det er med en Maddog Slingshot. Så kan man godt tale om at det er snyd. Men for langt de fleste, der bruger Slingshots, er de jo et træningsredskab på linje med bands og kæder, altså noget der ændrer på belastningen i dele af løftet, og ikke noget der kan betegnes som snyd.

Vi ved fra flere studier at træning med bands og kæder er ret effektivt ift. at assistere i opbygningen af styrke. En metaanalyse fra 2015 viste f.eks. at traditionel styrketræning i kombination med træning med bands, øgede styrken mere end traditionel styrketræning alene. At bruge en Slingshot minder en del om at køre bænkpres med bands fra toppen, da der ved brug af Slingshot (og bands), stort set ingen assistance er i toppen af løftet, mens der er en del mere hjælp i bunden af løftet, hvor man som regel er svagest. Hvis elastisk modstand fra bands kan bedre styrken, så burde elastisk modstand fra en Slingshot kunne gøre det samme.

På trods af at meget af den ekstra vægt man er i stand til at håndtere med Slingshot skyldes hjælp fra de elastiske kræfter, så er det altså først et stykke nede i den nedadgående del af bevægelsen at Slingshot’en begynder at spænde op, og det betyder at man bliver i stand til at køre noget excentrisk overload i toppen af bevægelsen. Normalt når man kører excentrisk overload i bænkpres, med >100% af ens 1RM, har man brug for en spotter, der kan hjælpe med at få vægten op igen. Med en Slingshot kan man gøre dette alene (hvis man tør).

Man kan godt forestille sig at den ekstra vægt man kan håndtere i de øverste cm, i den nedadgående del af løftet + den ekstra vægt man kan håndtere i de samme cm i den opadgående del af løftet, fordi man får noget ekstra bounce og acceleration i bunden, kan være med til at øge styrken. Der findes i hvert fald en del andre studier der har vist at excentrisk overload kan være en effektiv træningsteknik for folk der gerne vil øge deres styrke.

Hvis man læser lidt rundt om på nettet, om brugernes egne erfaringer med Slingshots, så er det overordnede billede at de fleste er glade for deres Slingshots. Mange af dem der bruger dem, har investeret i dem fordi de har haft en skade i skulder, bryst eller albuer. Mange synes bare det er fedt at de kan løfte tungere vægte, også selvom det udelukkende skyldes at Slingshot’en løfter nogle af de ekstra kg. Andre ser ud til at have øget deres max efter at have anvendt Slingshot’en i en periode.

Et eksempel er en bruger som havde ramt et plateau på 135 kg (1RM). Da han tog Slingshot’en på kunne han pludselig tage 150 kg (1RM), og han kunne tage 3 reps på 142 kg, 8 reps på 133 kg og 10 reps på 124 kg. Efter således at have kørt over niveau med Slingshot’en i 4 uger var han i stand til at sætte ny PR med 142 kg (1RM).

Inden vi går full retard i anekdoter og formodninger skal vi så ikke lige se på de eneste to studier der er lavet omkring Slingshots, for at se om de kan bidrage med noget relevant info. Her har vi Ye et al. fra 2014 og Dugdale et al. fra 2017. I begge studier har man brugt Slingshot ‘Original’.

Ye et al. 2014
Her satte man 19 veltrænede mænd til at lave bænkpres af flere omgange for at afklare hvilken effekt Slingshot’en havde på bænkpressen. Her så man at alle 19 deltagere var i stand til at løfte flere kg med en Slingshot end uden.

Gennemsnitligt steg deltagernes bænkpres fra 114 ± 18.6 kg til 132.1 ± 18.5 kg når de anvendte Slingshot. De deltagere der fik mindst ud af at anvende den var dem der løftede tungest, mens dem der fik mest ud af det var de slappeste. Det så også ud som om dem der fik mest ud af det var dem med brede, store brystkasser, da Slingshot’en blev spændt mere effektivt i bunden af løftet hos disse individer end på de mindre fyre. En af de ting man gerne ville afklare i studiet var om Slingshot’en giver en fast mængde assistance (f.eks. 15 kg) eller om den giver en varierende grad af assistance, altså en procentdel af det man løfter. Her peger studiet i retning af at Slingshots nærmere giver en fast mængde assistance, i omegnen af 17.6 kg, end en procentdel af løftet. Med den variation at folk med store, brede brystkasser kan få lidt mere ud af dem.

Man så også en stigning i den hastighed hvormed stangen kunne accelereres op fra brystet, når der blev anvendt Slingshot. Dette var dog kun når man anvendte den samme mængde vægt, da deltagernes RAW 1RM var en submaksimal vægt når de havde Slingshot på. Man kan selvfølgelig accelerede en lettere vægt hurtigere end man kan accelerede en super tung vægt. Når man justerede vægten op så Slingshot bænkpressen også blev et maxløft (~17.6 kg tungere) var stangens hastighed den samme som under RAW 1RM forsøgene.

Man så også et lidt højere power output (155 Watt) når der blev anvendt Slingshot end når der blev kørt RAW (119 Watt).

Sidst men ikke mindst fandt man at muskelaktiviteten var mindre i både pecs og triceps når deltagerne anvendte Slingshot. Man så ikke denne forskel i forskulderens muskler. Triceps er især aktiv i bunden af bænkpres, hvor armene skal strækkes. Da Slingshot’en netop giver mest assistance i denne del af løftet, kan det forklare den nedsatte triceps aktivitet.

Dugdale et al. 2017
Her satte man 15 konkurrerende styrkeløftere til at eksperimentere med Slingshots. De blev både sat til at lave 1RM-forsøg med Slingshot og uden Slingshot og de blev sat til at køre med submaksimale vægte (3 reps på 87.5 % af 1RM og 8 reps på 70 % af 1RM).

I dette studie fandt man også at deltagerne var i stand til at øge deres bænkpresmax når de anvendte Slingshot (139.7 ± 4.34 kg RAW mod 160.4 ± 4.43 kg med Slingshot). Altså en gennemsnitlig stigning på ~20 kg. Man fandt også at den mængde ekstra vægt deltagerne var i stand til at løfte med Slingshot, ikke hang sammen med hvor mange kg deltagerne løftede, men i stedet hang nøje sammen med deltagernes kropsvægt. De tungeste løftere, med store brede brystkasser, fik mere ud af det end de lette løftere (ligesom i Ye et al.) At deltagerne i dette studie fik ~3 kg mere ud af deres Slingshots end tilfældet var med deltagerne i Ye et al. hænger sandsynligvis sammen med det faktum at løfterne i dette studie var erfarne styrkeløftere, mens deltagerne i Ye et al. bare var hobbyløftere. Løfterne i Dugdalestudiet må derfor formodes at have en noget bedre teknik. Det kunne i hvert fald være en forklaring.

Ift. muskelaktivering så man markant mindre aktivitet i triceps, i den opadgående del af løftet, når deltagerne anvendte Slingshot. Man så ikke samme billede i pecs som ellers var tilfældet i Ye et al.

Når deltagerne løftede deres 1RM RAW vægt med Slingshot på, var de i stand til at presse stangen op fra bundpositionen 3 gange hurtigere end når de kørte uden Slingshot. Når man gjorde Slingshot-vægten ~20 kg tungere end RAW-vægten, for at gøre den relative intensitet ens med og uden Slingshot, fandt man at deltagerne, med Slingshot, var i stand til at holde en højere hastighed på de sidste reps, når de kørte 3 og 8 reps. Det ser altså ud som om man udtrættes mindre når man anvender Slingshot, også selvom vægten er tungere end den man bruger når man kører RAW.

Man kan argumentere for at det at bruge Slingshot måske ikke er den bedste idé, hvis målet med træningen er muskelvækst, da Slingshot’en ser ud til delvist at overtage det arbejde som triceps ellers ville lave. På den anden side kan man måske stadig få noget ekstra muskelvækst i brystet ud af at supplere sin hypertrofitræning med en Slingshot, da man kan lave excentrisk overload for pecs i en del af bevægebanen. Træner man for styrke skal man nok ikke udelukkende bænke med Slingshot, da det sandsynligvis vil betyde mindre kraftfulde triceps på sigt.

Men ellers ser Slingshots primært ud til at være et redskab for folk der elsker at bænke tungt, men som døjer med smerter. Der er ingen studier der bakker op omkring dette, men der er masser af brugere (anekdotisk evidens), som anvender Slingshots fordi de er skadede, er på vej tilbage fra en skade eller døjer med smerter. Da Slingshots aflaster triceps, og ser ud til at give mindre udtrætning end RAW-træning, kan man argumentere for at Slingshots kan bruges til en slags tung deload-træning.

Ligeledes kan Slingshots anvendes af seriøse løftere som træner for styrke, og som gerne vil arbejde med deres eksplosivitet, deres teknik (Slingshots er med til at trække albuerne ind i en mere favorabel position), eller som vil køre noget overload træning. De to studier der er lavet siger intet om, om man rent faktisk kan blive stærkere af at anvende Slingshots, så også her er vi overladt til anekdotisk evidens. Vi kan dog med lidt god vilje overføre resultaterne fra de studier der er lavet på træning med bands, til træning med Slingshot, da bands og Slingshots fungerer lidt på samme måde. Og de fleste studier der er lavet på bands viser at de kan assistere i opbygningen af styrke.

Endelig kan Slingshots også anvendes af udstyrsløftere som ikke gider bøvle med bænkprestrøjer til hver eneste træning. Slingshots virker på mange måder som bænkprestrøjer, men er uhyre nemme at tage af og på, modsat bænkprestrøjer. Slingshots giver en del flere kg (15-25 kg) end enkelt-lags bænkprestrøjer (~9 kg), men funktionelt set er de ret ens og giver maksimal elastisk assistance i bunden.

Læs også: Effekten af squatdragter

Kilder:
Dugdale JH1, Hunter A, Di Virgilio T, Macgregor LJ, Hamilton DL.
Influence of the “Slingshot” bench press training aid on bench press kinematics and neuromuscular activity in competitive powerlifters. J Strength Cond Res. 2017 Feb 13.

Xin Ye, Travis W. Beck, Matt S. Stock, Michael BembenAcute effects of wearing an elastic, supportive device on bench press performance in young, resistance-trained males. Gazzetta medica italiana 173(3):91-101 · March 2014

Soria-Gila MA, Chirosa IJ, Bautista IJ, Chirosa LJ, Salvador B. Effects of variable resistance training on maximal strength: a meta-analysis. J Strength Cond Res. 2015 May 8.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fake fitnessnews – cherrypick dig til unik viden


Kapitel 1 – Groundbreaking research!
Vidste du at proteinpulver er fuldstændig virkningsløst når det kommer til at opbygge muskelmasse? It’s true! Big Protein har i årevis hjernevasket fitnessverdenen til at tro at protein er nødvendigt for muskelopbygning, men ser man på den samlede evidens på området er det faktisk ikke sandt. They don’t want you to know!

Proteinpulver består jo af en lang række aminosyrer, nemlig histidin, isoleucin, leucin, lysin, methionin, phenylalanin, threonin, tryptophan, valin, arginin, cystin, glutamin, prolin, tyrosin, alanin, asparagin, glycin og serin, og ud af disse er det især leucin, isoleucin, valin og glutamin, som bliver solgt som ‘muskelopbyggende’ aminosyrer. Problemet er bare at det er en stor fed løgn.

Ekstraordinære påstande kræver selvfølgelig ekstraordinære beviser, and we’ve got them! Se bare på den lange liste af forskningsartikler herunder, som afliver disse aminosyrers effekt én efter en:

Candow et al. 2001 viste f.eks. at glutamin ikke havde nogen effekt på styrken eller muskelmassen. Og der er mange flere studier. Søger man på PubMed på ‘glutamine no effect on muscle’ får man hele 666 studier! Djævelsk mange.

Aguiar et al. 2017 viste at en af de mest hypede aminosyrer, leucin, ikke havde nogen effekt på styrken eller muskelmassen. I dette studie konkluderede de at ‘Leucine supplementation does not increase muscle strength or cross-sectional area during resistance training in healthy young subjects.’ Nå ja, men det er jo også kun DEN MEST ANABOLSKE AMINOSYRE!! ifølge proteintilhængerne. Så er det jo bare ærgerligt at det ikke virker. Og det er selvfølgelig kun et ud af 1000-vis af studier der ligger, som bakker op om denne ilde hørte sandhed.

Et af kosttilskudsindustriens andre guldæg, BCAA, som består af aminosyrerne leucin, isoleucin og valin, er blevet godt og grundigt aflivet af bl.a. Wolfe et al. 2017, som viste at disse tre aminosyrer ikke havde nogen effekt på proteinsyntesen og dermed muskelmassen. Too bad! Suck it up folks!

Ser vi på nogle af de andre aminosyrer, som findes i proteinpulver, jamen så har den meget kloge, flotte, muskuløse og anerkendte fitnessekspert Brian Henneberg lavet en stor gennemgang af mange af dem her.

Om arginin skriver han f.eks.: ‘Der findes mange studier hvori man ingen effekt har set. Der findes endda et studie, hvor man har observeret negative resultater.’

Om glycin skriver han: Ingen effekt

Om tyrosin skriver han: Ingen effekt

Og jeg kunne fortsætte. Ser man på alle de enkelte aminosyrer, er der altså intet der bakker op om myten om at protein skulle være vejen til store muskler. Men hvad nu hvis vi blander alle aminosyrerne sammen? Måske er der en symbioseeffekt når alle aminosyrerne bliver blandet sammen? Wrong again!

Her er der også utallige studier, som har vist at protein ingen effekt har på muskelmassen. Tager vi et tilfældigt studie ud af de 1000-vis der findes, så har vi f.eks. Et studie af Bhasin et al. fra 2018. Her var konklusionen: ‘Protein intake did not increase lean body mass, muscle performance, physical function or well-being measures or augment anabolic response to testosterone in men’.

Næh folkens, lad jer ikke narre af Big Protein. Hemmeligheden bag muskelopbygning hedder ikke proteinpulver. Bodybuildere har kendt sandheden i mange år, og nu kan DU også få indblik i hemmeligheden. For kun 299,- får du min e-bog ’Unlimited muscle – The muscle building secrets they don’t want you to know’, hvor jeg vil indvi dig i nøglen til muskelvækst.

Jeg kan afsløre så meget at det ikke er de kendte aminosyrer der batter, men derimod stoffer som Fortetropin, phosphatidic acid, GBI-30, sustamine, HMB-FA, quercetin, ATP, arachidonic acid og HICA, der spiller en nøglerolle. Stoffer som du selvfølgelig kan købe på min hjemmeside.

Nu lyder det måske som om jeg bare prøver at tjene penge, men du kan selv tjekke forskningen ud. Der ligger en overvældende mængde studier, som bakker op om mine påstande. The research is right there!

Fortetropin: Fortetropin supplementation increases lean body mass (LBM) and decreases markers of protein breakdown while simultaneously increasing mTOR signaling.

Quercetin og sustamine: These results suggest that quercitin and sustamine can positively augment adaptations in strength, and skeletal muscle hypertrophy in resistance-trained men.

Phosphatidic acid: PA significantly activates mTOR and significantly improved responses in skeletal muscle hypertrophy, lean body mass, and maximal strength to resistance exercise.

HMB-FA: These results suggest that HMB-FA enhances hypertrophy, strength, and power following chronic resistance training, and prevents decrements in performance following the overreaching.

ATP: Oral ATP administration increases lean body mass, enhances power and prevents exercise-induced declines in ATP, which may be beneficial for sports requiring repeated high-intensity sprinting bouts.

Arachidonic acid: Our findings suggest that ARA supplementation can positively augment strength-training induced adaptations in resistance-trained males.

Anyways, dette er blot et lille udpluk af de forskningsbaserede hemmeligheder du får indblik i når du køber min e-bog. Like for øvrigt min Facebookside og abonner på min Youtube kanal, hvor jeg løbende vil afsløre flere af de proteinløgne vi er blevet fodret med gennem årene, ligesom jeg vil indvi dig i de virkelige hemmeligheder bag muskelopbygning.

Kapitel 2 – Fake news
Se det ovenstående er jo noget komplet bavl. Som ikke-idiot har du selvfølgelig gennemskuet det for længst, men hvad nu hvis samme indlæg figurerede på Facebook eller på en tilsyneladende troværdig kosttilskuds hjemmeside? Og hvad nu hvis du ikke var så meget inde i kost og træning, men gerne ville i gang med et træningsforløb, og forsøgte at finde hoved og hale i hele fitnessjunglen? Kunne du så ikke godt falde for noget af det? Den forskning, der henvises til i min fake-news artikel herover er jo reel nok. Forskningen ligger der, frit tilgængelig på PubMed.

Okay, jeg har fejlciteret studierne nogle steder, hvis det ikke lige passede helt ind i min historie, og så har jeg kun udvalgt studier, som bakkede op om min agenda. Og det er efterhånden en ret udbredt måde at gøre tingene på inden for mange områder, herunder også fitnessbranchen.

Motiveret ræsonnering
Der produceres fake fitness & healthnews i stor stil. Prominente eksempler på storproducenter af fake news er f.eks. David Avocado Wolfe, FoodBabe eller danske Ninka Bernadette. Fake news, eller fingerede nyheder er f.eks. artikler, der simulerer rigtig journalistik, men som i virkeligheden er materiale, som er opfundet til lejligheden med det formål at tjene penge på sagesløse mennesker.

Når der fremstilles fake news bruger producenterne ofte det som kaldes motiveret ræsonnering, som går ud på at man f.eks. ikke gennemgår forskning for at finde frem til ny viden, men i stedet starter bagfra, med en konklusion, en agenda eller en fasttømret overbevisning, som man så forsøger at finde information, der kan bakke op om.

I denne proces anvendes det der kaldes cherrypicking eller ’sandhed i udvalg’, som det formuleres i Vincent Hendricks’ bog Fake News fra 2017. Vil man bakke sine rablerier op med forskning, hvilket kan være en god idé, eftersom forskning kan være med til at øge troværdigheden af en artikel, så cherrypicker man enkeltstudier for at bakke op om en bestemt agenda. Samtidig ignorerer man de studier der peger i en anden retning. Artiklerne bliver således til fake news fordi de ender med at give et misvisende og ikke-repræsentativt billede af virkeligheden. Artiklerne bidrager dermed ikke til det moderne oplysningsprojekt, og undergraver betingelserne for evidensbaseret vidensdeling. De fake fitnessnyheder sender irrelevant støj ind i manegen og gør det svært for sandhedssøgende fitnessbegyndere at finde frem til god information.

Læs også: The Church of Gluten – en religiøs kostrevolution

Profitabel larm
Og irrelevant støj er netop hvad fake news producenterne producerer. For fake news er som regel designet til at larme. I en verden, hvor der sprøjter tusindvis af fitnessrelaterede artikler ud hver dag, skal der virkelig larmes før man får noget opmærksomhed. Og sort/hvide bastante budskaber som ’Så farlige er proteiner!’ og ’Ny forskning afslører: Sammenhæng mellem autisme og indtag af mælk’, larmer bare mere end nuancerede og grå budskaber som tager alle aspekter af en sag med.

Desværre belønner mange moderne medieplatforme som Facebook og Youtube larmende unuancerede budskaber som at mælk giver glasknogler eller at man kan kurere autisme med kostændringer. Sådanne vilde påstande genererer bare mere trafik, flere likes osv. end de nuancerede artikler, og genererer dermed profit til skaberne af disse fake news. Det er dog ikke kun profit de genererer, men i visse tilfælde også polarisering, frygt eller personskade, som tilfældet har været med de utallige fake news, der har floreret de senere år fra anti-vaxxer-grupper.

Aftagerne af disse fake news kan både være individer, som er villige til at tro på det der skrives, fordi det måske passer med deres egen verdensopfattelse, men det kan også være sagesløse mennesker, som bare ikke kan hitte rundt i al den modstridende information der florerer, og dermed ender med at blive misinformerede.

Truthiness
Når man prøver at diskutere med fake newsere oplever man ofte at de er komplet faktaresistente. Man kan præsentere nok så meget forskning, der viser de tager fejl, men de mener blot noget andet. De er tilhængere af det der kaldes 50/50-journalistik, og mener at alle meninger er lige gyldige. Alle meninger har lige stor betydning og derfor skal alle parter have lige meget taletid og opmærksomhed. Den misinformerede radiovært Peter Falktoft, som mener at mælk giver glasknogler, skal f.eks. have lige så meget taletid som velinformerede fagfolk, der til dagligt beskæftiger sig med forskning i fødevarer. Sådan er det bare ikke i virkeligheden.

Alle meninger er ikke lige gyldige og fortjener ikke lige meget opmærksomhed. Argumenter baseret på korrekte informationer og argumenter baseret på misinformation og cherrypicking er ikke to ligestillede positioner. Det er korrekt at alle har ret til at have en mening, men det betyder ikke at alles mening har lige stor værdi.

For nogle er dette argument dog ligegyldigt, for de påberåber sig det som kaldes truthiness. Hvis noget føles sandt for mig, så er det sandt for mig. Truthiness er når man bruger sin mavefornemmelse til at finde frem til sandheden. Jeg ved f.eks. at aspartam er sundhedsskadeligt, at concentration curls er grunden til at jeg har fået peak på biceps og at tribulus har været med til at booste mit testosteronniveau og give mig syge gains, så derfor er det sandt. Jeg ved det reelt set ikke, men det føles sandt, så derfor må det være sandt.

Overbevisningsekko
Insisterer man på at få ret, selvom man diskuterer med faktaresistente, fake newsere, som mener og føler de har ret, uanset hvor gode argumenter man kommer med, så var det måske værd at overveje om det er noget du behøver spilde din sparsomme tid med. Der findes nemlig noget der hedder overbevisningsekko, som går ud på at fake news, som gentages nok, og som tildeles stor opmærksomhed over tid, er med til at overbevise folk om at der nok er noget om snakken. Dvs. jo mere energi du bruger på at hive diverse myter frem i lyset igen og igen i et forsøg på at aflive dem, des større sandsynlighed er der for at du bare er med til at skabe et overbevisningsekko, hvor folk tænker: ’Nå der har vi det jo igen, det med mælken; det med aspartam; det med protein; det med vacciner. Der er sgu nok noget om snakken’. Faktatjek er i mange tilfælde faktisk med til at forstærke ekkoet og fremme fake newsernes sag.

Konklusion
Så har du en agenda; et produkt du gerne vil sælge; en historie du gerne vil have frem, så er fake news helt sikkert en brugbar vej til at nå dit mål. Det er faktisk muligt at finde forskning der bakker op om rigtigt mange ting, det gælder blot om at finde den, cherrypicke det du kan bruge, og lade resten ligge, som jeg gjorde indledningsvist i denne artikel. Det er faktisk muligt at finde studier der viser at styrketræning ikke øger styrken; at okklusionstræning ikke virker; at Fortetropin og arachidonic acid er da bomb for folk der træner, og andre absurde påstande.

Spørgsmålet er bare om du vinder på den lange bane. Dine larmende løgne giver måske clicks, trafik og kunder i butikken på den korte bane, men på den lange bane og i det store perspektiv taber du.

Vil du have noget reel information om de emner jeg indledningsvist mishandlede, kan du finde det her:
Hvad er glutamin?
Leucin-supplementering for større muskelvækst
Proteinhierarkiet: Det essentielle, det optimale og det hyperavancerede
Phosphatidic acid – det nye wonderdrug eller problematisk forskning?
Hvad gør BCAA, hvordan virker det, og hvornår skal man tage det?

Kilder:
Vincent F. Hendricks & Mads Vestergaard. Fake news – når virkeligheden taber. Gyldendal 2017.

Aguiar AF1, Grala AP2, da Silva RA2, Soares-Caldeira LF2, Pacagnelli FL3, Ribeiro AS2, da Silva DK2, de Andrade WB2, Balvedi MCW2. Free leucine supplementation during an 8-week resistance training program does not increase muscle mass and strength in untrained young adult subjects. Amino Acids. 2017 Jul;49(7):1255-1262. doi: 10.1007/s00726-017-2427-0. Epub 2017 Apr 25.

Candow DG1, Chilibeck PD, Burke DG, Davison KS, Smith-Palmer T. Effect of glutamine supplementation combined with resistance training in young adults. Eur J Appl Physiol. 2001 Dec;86(2):142-9.

Bhasin S1, Apovian CM2, Travison TG3,4, Pencina K1, Moore LL5, Huang G1, Campbell WW6, Li Z1, Howland AS1, Chen R1, Knapp PE2, Singer MR5, Shah M2, Secinaro K1, Eder RV1, Hally K1, Schram H1, Bearup R1, Beleva YM1, McCarthy AC2, Woodbury E1, McKinnon J1, Fleck G1, Storer TW1, Basaria S1. Effect of Protein Intake on Lean Body Mass in Functionally Limited Older Men: A Randomized Clinical Trial. JAMA Intern Med. 2018 Mar 12. doi: 10.1001/jamainternmed.2018.0008. [Epub ahead of print]

Sharp MH1, Lowery RP1, Mobley CB2, Fox CD2, de Souza EO1, Shields KA1, Healy JC2, Arick NQ1, Thompson RM2, Roberts MD2, Wilson JM1. The Effects of Fortetropin Supplementation on Body Composition, Strength, and Power in Humans and Mechanism of Action in a Rodent Model. J Am Coll Nutr. 2016 Nov-Dec;35(8):679-691. Epub 2016 Jun 22.

Thomas L. Andre, Joshua J. Gann, Sarah K. McKinley-Barnard, Joon J. Song, og Darryn S. Willoughby. Eight Weeks of Phosphatidic Acid Supplementation in Conjunction with Resistance Training Does Not Differentially Affect Body Composition and Muscle Strength in Resistance-Trained Men. J Sports Sci Med. 2016 Sep; 15(3): 532–539.

Jay R Hoffman, Jeffrey R Stout, David R Williams, Adam J Wells, Maren S Fragala, Gerald T Mangine, Adam M Gonzalez, Nadia S Emerson, William P McCormack, Tyler C Scanlon, Martin Purpura og Ralf Jäger. Efficacy of phosphatidic acid ingestion on lean body mass, muscle thickness and strength gains in resistance-trained men. J Int Soc Sports Nutr. 2012; 9: 47.

Escalante G, Alencar M, Haddock B, Harvey P. The effects of phosphatidic acid supplementation on strength, body composition, muscular endurance, power, agility, and vertical jump in resistance trained men. J Int Soc Sports Nutr. 2016 Jun 2;13:24.

Jordan M Joy, David M Gundermann, Ryan P Lowery, Ralf Jäger, Sean A McCleary, Martin Purpura, Michael D Roberts, Stephanie MC Wilson, Troy A Hornberger, Jacob M Wilson. Phosphatidic acid enhances mTOR signaling and resistance exercise induced hypertrophy. Nutr Metab (Lond). 2014; 11: 29.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Iron Names

Hvis man bor langt ude på landet ender man meget ofte med at få et øgenavn. Det kan være Halte Henning, Preben Fisker, Tømrer Knud, Gåsen, Diesel Finn eller Kræsten Pik Hår. Sådan er det bare når man bor på landet. Mange er opkaldt efter deres erhverv, eller et eller andet der er karakteristisk ved dem som person, mens andre er opkaldt efter en eller anden episode, hvor de har trådt lidt ved siden af. Det kan være man er blevet taget på fersk gerning i færd med at stjæle nabo Toves BH’er fra tørresnoren og så er man pludselig Karsten BH. Eller man er voldsomt dygtig til at sætte fliser op i badeværelser på egnen, sort selvfølgelig, og så bliver man kendt som Flise John.

I bodybuilding- og stærkmandsverdenen har man en lige så stolt tradition for at tildele løftere kælenavne eller øgenavne, de såkaldte Iron Names eller stålnavne. Nogle vælger selv deres iron name, mens andre (flertallet), ligesom folk langt ude på landet, får et navn tildelt af folk omkring dem.

Hvis du vil være en af dem der vælger sit eget iron name, så kunne en løsning være at finde et fedt navn, oprette en profil på f.eks. Bodybuilding.dk og håbe det fænger an i det virkelige liv også. Det gør det nogle gange. Andre gange ikke. Lige pt er der på BB.dk registreret 53.586 iron names. Nogle er bedre end andre. Powermag, DecaDario, Smeden, Meanzilla, Hammer, Brutalis, Stenberg og Yggdrasil er f.eks. ret gode, mens Autumn_Rain, 1-timer, DJ Spasser, Missekat og Jan Projekt Smørhul ikke er de bedste iron names jeg nogensinde har hørt. Hairy Blotter, som også findes på sitet ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige til.

Hvis du selv får lov til at vælge dit iron name skal det gerne være noget der lyder kraftfuldt og stålagtigt. Nogle hurtige forslag kunne f.eks. være Freakazoid, HammerThor, Bæstet, Gunslinger eller Jernet. Det skal også være noget du kan bære, således at det ikke bliver overkill. The Amazing Henning er f.eks. nok en kende for pompøst, ligesom du også skal have en hvis pondus for at kunne hedde Hernings Herkules. Nogle af os som har fået et ret dårligt navn oprettede bare en BB.dk profil i tidernes morgen og nåede ikke at tænke så meget over det inden vi bare trykkede godkend, og så hed vi pludselig Mussetrussen til evig tid. Sådan kan det gå, hvis man er idiot som mig.

Mit eget navn, Mussetrussen, var oprindeligt noget andre var begyndt at kalde mig efter en famøs hyttetur der endte sådan her:

Billede fra: Mussetrussens lumre arkiv

Jeg fik så ikke stoppet toget i tide, men valgte uklogt at komme mere koks i kedlen ved også at kalde mig selv Mussetrussen, da en stålkammerat, med det klassiske navn BodyBuilder, bad mig oprette en BB.dk profil tilbage i 2008. Resten er som bekendt historie.

Læs også: Interview med Mussetrussen

Hvis du endnu ikke har et iron name eller en profil på BB.dk, så har du stadig altså tid til at komme op med et godt navn. Men som jeg skrev, så har den slags navne det med at være noget andre tildeler én og ikke noget man vælger selv.

Gennem tiden har der været mange episke stålnavne i omløb. Lad os lige tage et tilbageblik på nogle af de bedste og værste navne gennem tiden.

Vi har selvfølgelig The Austrian Oak, som var Arnold Schwarzeneggers stålnavn. Han var fra Østrig og var stor og solid som et egetræ så ja, The Austrian Oak. Ikke videre opfindsomt, men alligevel rammende.

Så har vi Tom Platz, som fik op til flere stålnavne. På grund af sine massive lår kom han til at hedder The Quadfather. Ganske originalt og godt fundet på. Han var også kendt som The Golden Eagle. Golden delen hang sandsynligvis sammen med at Platz havde en flot gylden hårpragt, og det med ørnen hænger nok både sammen med at ørne bare er seje, ligesom Ørnen fra Herning også er pisse sej, det ved alle, men også at Tom Platz var en all american guy, og ligesom ørnen, var et symbol på det ægte amerikanske. Der er lidt artsproblematikker omkring valget af ørn, da den ørn der traditionelt set bliver forbundet med USA er den der hedder Bald Eagle, altså den hvidhovede havørn, mens Golden Eagle er en kongeørn og altså ikke er den officielle amerikanske ørn. Men så langt ned i deltaljerne behøver vi måske heller ikke at gå.

Et andet godt stålnavn var The Blond Bomber, som var et navn Joe Weider fandt på til Dave Draper. Sandsynligvis fordi det lød godt når Dave skulle promoveres. Baggrunden for navnet var lidt ligesom Tom Platz, at han var en blond, all american boy.

Phil Heath er i dag kendt som The Gift. Den negative vinkel på det navn er at det indikerer at Phil har fået en masse foræret i form af god genetik og at han derfor ikke behøver arbejde så hårdt som alle andre. Den positive vinkel på navnet er at Phil har fået en genetisk gave af naturen, et talent, som han har formået at udnytte optimalt og nu deler med verden.

Den 6-dobbelte Mr. Olympia vinder Dorian Yates blev kendt som The Shadow da han af flere omgange holdt sig skjult i månederne op til konkurrencer, hvor han bare trænede og forberedte sig. På konkurrencedagen kom han så ud af skyggerne, hård som granit og smadrede alle de andre som havde haft travlt med promovering, interviews, spotlys og sponsoraftaler.

Sergio Oliva kom til at gå under navnet The Myth, fordi folk ikke troede deres egne øjne når de så ham. Som Sergio selv sagde, med cubansk accent, da han op til et show blev spurgt om hvordan hans form var: Baby, you gonna see, but you ain’t gonna believe .

Flex Wheeler hed egentlig Kenneth Wheeler, men det er der vist ingen der kan huske mere. Flex er nok en af de bodybuildere der har fået det bedste stålnavn, da det fuldstændig har erstattet hans rigtige navn. Om nogen kunne Flex godt få ændret sit navn i sit pas uden at nogen ville fortrække en mine. Den var nok ikke gået med Lee Haney som havde et af de mest kitschede og corny kælenavne, nemlig Total-Lee Awesome. Av hva. Den var ikke god. Jeg ved ikke om der nogensinde er nogen der rent faktisk har kaldt Lee Haney det fjollede navn. Det var ikke fordi Haney ikke var awesome, det var han, navnet er bare piv idiotisk.

Andre prominente stålnavne er f.eks:

The Maryland Muscle Machine (Kevin Levrone)

The Real Deal (Chris Cormier)

The Menace (Dennis James)

The Blonde Myth (Lee Priest)

The Gentle Giant (Günter Schlierkamp)

The Master Blaster (Joe Weider)

The Big Bad Wolf (Dennis Wolf)

The Black Prince (Robby Robinson)

The Golden Boy (Larry Scott)

The Lion of Lebanon (Samir Bannout)

The Giant Killer (Danny Padilla)

Abzilla (Ahmad Haidar)

Glutezilla (Tommi Thorvildsen)

Quadzilla (Paul DeMayo)

Quadrasaurus -(Branch Warren)

Alt hvad der kan laves af ordspil på Godzilla og Tyrannosaurus Rex er faktisk anvendeligt. Måske ikke Sidedeltzilla, men ellers. Calfzilla, traposaurus, Gunzilla eller Triceposaurus Rex kunne også være gode navne som mig bekendt endnu ikke er taget.

Går vi længere tilbage i tiden så har vi f.eks. italieneren Angelo Siciliano, som var en af bodybuildingsportens pionerer. Han valgte at skifte navn til Charles Atlas som 30-årig i 1922. Som jeg skrev, så kunne Flex Wheeler nok også gøre det, men det er alligevel de færreste der går så langt som at få ændret deres dåbsattest, så deres stålnavn bliver deres officielle navn. Det gjorde den kære Charles/Angelo dog. Hvis du nu har valgt navnet DJ Spasser eller The Amazing Henning, vil jeg nok foreslå dig at du undlader at følge i Charles Atlas’ fodspor.

Læs også: Bodybuildingsportens forfædre

Mange af de gamle stærkmænd fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet valgte ofte deres egne navne, og derfor blev de nogle gange lidt fjollede. Der havde f.eks. været en stærkmand der hed Apollon (en fyr som også kaldte sig Louis Uni selv om han egentlig hed Cyprien-Noé Cyr), så Apollonnavnet var ligesom taget. Da den unge upcoming J. C. Tolson så ville i gang med at optræde valgte han i stedet navnet The Mighty Young Apollon, som en slags tribute til sit forbillede.

Stærkmanden Walter Joseph Lyons valgte af uransagelige årsager at kalde sig selv for Don Athalgo.

William Bankier valgte navnet Apollo – The Scottish Hercules. Lidt langt og knapt så originalt, men altså, hvis du er stærk og kommer fra Skotland, hvorfor så ikke.

Adolph E. Nordquest var måske inspireret af The Mighy Young Apollon. Nordquest blev i hvert fald kendt som The Young Sandow, fordi han lignede Eugen Sandow og fordi han var yngre end Sandow. Arh men nogle gange kommer navnet bare af sig selv.

Eugen Sandow var forøvrigt også et iron name, da den originale Sandow i virkeligheden hed Friedrich Wilhelm Müller.

Andre prominente gamle stærkmandsnavne var:

Bobby Pandour (Wladyslaw Kurcharczyk)

The Russian Lion (George Hackenschmidt)

Arthur Saxon fra The Saxon Trio eller The Great Saxon Trio (Arthur Hennig)

Lionel Strongfort (Max Unger)

The Mighty, eller Goerner The Mighty (Hermann Görner)

Al Treloar (Albert Toof Jenkins)

The Amazing Samson (Alexander Zass)

Ironking (Sigmund Breitbart)

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvorfor er der ingen der kan lide Phil Heath? 

Artikel oprindeligt skrevet i 2017 – beklager formatteringen og de underlige orddelinger, som wordpress har autogenereret.

I skrivende stund er der ca. 14 dage til Mr. Olympia 2017 løber af stablen. Hvis alt går som forventet, så vinder Phil Heath sin syvende titel i træk, og dermed overhaler han Dorian Yates med seks sejre; kommer op på niveau med Arnold Schwarzenegger med syv sejre, og er kun én sejr fra at tangere Ronnie Coleman og Lee Haneys otte sejre i træk. Kan han vinde i både 2017, 2018 og 2019, og det kan han meget vel, så sidder han alene på toppen af Mr. Olympiabjerget som nifoldig vinder.

Folk burde være ellevilde og hylde denne musklernes mester som den legende han egentlig er. For han er jo en af de største, det kan ingen tage fra ham, men alligevel. Af en eller anden grund hader de fleste Phil Heath. Herunder har jeg inkluderet nogle kommentarer fra en tråd på Bodybuilding.dk, hvor den ikke får for lidt med Phil-had:

I denne artikel skal vi se på hvor alt dette had til Phil Heath kommer fra.

Fortællingen om The Gift
Der er flere grunde til at folk nægter at anerkende Phil som værende en af de største gennem tiden. For det første har Phil aldrig lagt en video op, hvor han træner tilnærmelsesvis hårdt. De fleste af hans træninger er maskinøvelser med let vægt og det pisser folk af, at han kan slippe afsted med den slags træning, og stadig være verdens bedste bodybuilder. Når han så oven i købet har et ego som var han den person i verden, der trænede hårdest, så pisser det folk endnu mere af.

Mange føler ikke at hans ego matcher hans arbejdsindsats. Han burde være mere ydmyg, mener vi, fordi hans succes kommer let til ham via hans genetik, mens andre knokler mere for tingere og har mere ‘ret’ til at være stolte. 

Nu har jeg ikke set alle træningsvideoer som Phil har lavet, og jeg kender ham ikke, og har ingen reel mulighed for at vide præcis, hvor hårdt han arbejder for sagen, men der er opstået en fortælling om at Phil arbejder mindre hårdt end andre, fordi han er The Gift. Fordi han er født med rigtig gode proportioner, gener for vanvittig udvikling af snart set enhver muskel i kroppen og ikke mindst, fordi han, tilsyneladende er hyperresponder på anabolika. Ligesom Kevin Levrone og andre hypersponders, så kan han slippe af sted med fesen træning, suboptimal kost og mindre dedikation, så længe han sørger for at holde sit dopingprogram i tip top stand.

Vi som sidder og følger med bag skærmen, ved jo faktisk ikke om alt dette er sandheden, eller om vi bare har accepteret dette narrativ, som der jo blev fyret kraftigt op under i ‘dokumentaren’ Generation Iron, hvor Phil blev kørt i stilling som en slags bad guy, der lever højt på sit talent og har et oppustet ego. Måske er Phil i virkeligheden en af de mest hårdtarbejdende pro bodybuildere derude. Måske ikke i træningscentret, men som forretningsmand er han sandsynligvis en af de rigeste og mest succesfulde bodybuildere på planeten. Og det kommer altså ikke af sig selv.

Mange af Phils haters kan faktisk godt anerkende dette. De anerkender at Phil gør det der skal gøres, og at han er god til at spille spillet, og at hans sejre på den vis er fortjente. Men der er stadigvæk et eller andet der nager dem. De føler stadig et behov for at finde på øgenavne som Phil Cheath, Philsuline, Blow up doll, Heathsuline og Clown Heath.

Forbilledet der ikke var et forbillede
En af grundene til at styrke og muskler er blevet anset som noget beundringsværdigt gennem historien, og at atleter er blevet rigt belønnede for deres præstationer, er at store muskler, stor styrke og gode atletiske evner, kun kan opnås på én måde, nemlig gennem hårdt slid. Det kræver blod, sved og tårer, og det har vi respekt for. Sådan var det i hvert fald før i tiden. Nu til dags har doping, især inden for bodybuilding, taget det hele til et helt nyt niveau, hvor det ikke nødvendigvis handler om hvem der arbejder hårdest, men om hvem der responderer bedst på anabolika. Det er derfor så mange instinktivt anser folk der tager steroider, for ikke-værdige til de muskler de render rundt med.

Men der er stadig mange store bodybuildere, som har taget doping, som vi godt kan lide. Ronnie Coleman, Dorian Yates og Arnold Schwarezenegger f.eks. Mange af dem der hader Phil, elsker samtidig disse atleter. På trods af at de har udvandet vores opfattelse af hvad det kræves at blive stor. Så hvorfor er det lige at Phil Heath bliver udelukket fra det gode selskab?

En af grundene er nok, at det er svært at se Phil som en rollemodel. Ronnie Coleman var en hard worker, og enhver kan arbejde hårdt, hvis han har viljen til det. Vi føler altså at vi kan gøre som Ronnie, nemlig arbejde hårdt, og så kan vi også opfylde vores personlige potentiale og være stolte af det vi opnår. Samtidig var Ronnies dedikation og kærlighed til træning meget motiverende. Det er den stadig selvom han i dag er slidt og ødelagt. Hans gamle træningsvideoer er over the top aggressive og motiverende og det elsker vi. 

Phil og hans træning? Not so much. Phil er for mange hverken motiverende eller inspirerende. Hans personlighed er ret kedsommelig. Han har karisma som en selvdød karklud og han træner som en pussy. Hvis man ikke selv responderer helt vildt på anabolika, så kan man ikke bruge ham som eksempel til efterfølgelse. Forskellen mellem Ronnie og Phil som forbilleder er lidt ligesom forskellen mellem at have erhvervsmanden Richard Branson og en lottovinder som forbillede. 

Richard Branson er en mand, der har været god til at udnytte de muligheder han så, han er ekstremt dygtig til det han laver, og han har arbejdet hårdt for det han har opnået. En lottovinder har bare spillet lotto og har vundet. De har begge to masser af penge, men mens Richard Branson er inspirerende, interessant og værd at lytte til, fordi hans eksempel, i nogen grad, kan kopieres, så er der ikke meget ved at have en lottovinder som forbillede. Hvis du ikke selv vinder i lotto (eller vinder det genetiske lotteri inden for bodybuilding), så er det bare svært at bruge sådan et forbillede til noget.

Lånte fjer og moralsk fordærv
En anden grund til at Phil irriterer os er at styrke, måske især før i tiden, har været meget vigtigt i krig, i forsvar af stammen eller familien, i jagt på byttedyr og ift. arbejde, hvor tunge ting skulle slæbes eller redskaber skulle smedes. Store muskler er i den forstand et fysisk udtryk for power, magt og kontrol. Og det er nogle af de ting der gør, at folk gerne selv vil være stærke, eller beundrer dem der er det. Dem der er stærke og en veltrænet krop, bliver som regel beundrede, fordi vi ved det kræver hårdt arbejde at blive stor og stærk. 

Man kan bruge hårdtarbejdende løftere som inspiration til at stræbe mod at blive bedre, og holde sig på den hårde vej, fordi man ved det er der selvrespekten er at finde. Selve træningen kan også virke karakteropbyggende, da flere års hård træning, som regel vil være med til at kultivere vores karakter, og gøre os i stand til at kontrollere vores trang til at få det vi ønsker nu og her. Træningen lærer os om tålmodighed, og gør os i stand til at indse, at det vi egentlig inderst inde ønsker, som regel kommer gennem hårdt arbejde, og ikke gennem lette her-og-nu løsninger.

Phil irriterer os fordi han med sine fesne træninger og sine genetiske gaver ødelægger denne grundlæggende præmis for storhed. Det er derfor folk kalder ham Phil Cheath. Vi føler han pynter sig med lånte fjer og opnår respekt uden at han har gjort sig fortjent til det, og det vækker vores foragt, og rokker ved vores retfærdighedssans og indgroede opfattelse af verdens indretning. 

Vi føler han er sprunget over hvor gærdet er lavest; at han har snydt sig til en plads i det gode selskab; at han gerne vil opfattes som havende en stærkere karakter end han egentlig har. At man arbejder hårdt og fravælger de lette løsninger på sin vej til greatness, kan betragtes som en moralsk styrke der matcher ens fysiske styrke. En svag karakter vil hungre efter anerkendelse, uden at gide ligge det arbejde i det, der kræves for at få denne anerkendelse. Der er altså også noget moralsk fordærveligt over Phils måde at agere på.

Problemet er nok at vi blander professionel bodybuilding sammen med styrketræning. De ligner hinanden og har flere ting til fælles, men i bund og grund er det to forskellige ting. Det er æbler og pærer. Vi kan ikke tage værdier fra vores egen styrketræning og forsøge at trække disse værdier ned over Mr. Olympiakonkurrencen. Mr. O er et helt andet game, der ikke handler om hårde træninger og viljestyrke og selvrespekt. Mr. Olympia handler om anabolika, om penge, om show og om gode historier ala dem vi ser i professionel wrestling og UFC. 

Læs også: Elefantens motivation

Men vi blander æblerne og pærerne sammen og hiver Phils præstationer ind under vores moralske paraply. Ronnie og Dorian kunne godt klemmes ind i vores værdisæt, fordi de måske nok tog gigantiske mængder anabolika, men de trænede også hårdt. De var ok. Phil. Han er all about the anabolika, og derfor falder han uden for vores værdimæssige ramme. 

De værdier som mange hobbybodybuildere navigerer efter dikterer at en stor del af det at dyrke styrketræning er æren. Stoltheden over det man har opnået gennem hårdt CLEAN arbejde. Styrketræning er en beskæftigelse, hvor man på en mere eller mindre organiseret måde kan dyrke viljen. Viljen til at skabe noget stort og smukt. En slags personlig viljestyret evolution. Viljen til at gøre sig selv bedre, større, stærkere og mere modstandsdygtig gennem hårdt arbejde og uden genveje. Vil føler Phil tager en genvej, og derfor irriterer det os når han selv tror han er all about the hard work. Det er lånte fjer Phil! 

Styrketræning er også et sted, hvor menneskeskabte sociale skel bliver ophævede. Det er lige meget om du er direktør eller postbud, prins eller håndværker, rig eller fattig. 150 kg vejer det samme, uanset hvem du er. Hvor tungt du kan løfte eller hvor stor du kan blive, afhænger af naturgivne evner og så den indsats du leverer. Hvor mange penge du har i banken, hvilken bil du kører i, hvilket tøj du har råd til, eller hvilket uddannelsesniveau du er på, er ligegyldigt. Styrketræning er livet, basic, cut down to the bone. Inden for styrketræning bedømmes man på ganske få ting: den indsats man leverer i træningslokalet; den fysik man fremviser og de vægte man løfter. Phil forstyrrer denne junglelov ved at høste alle frugterne uden at levere en tilsvarende arbejdsindsats.

Denne tankegang er dog, som sagt, irrelevant, da den måske nok passer på en roid fri bodybuildingkonkurrence anno 1948, eller et dopingfrit amatør træningsmiljø i et dansk center i 2017, men til en Mr Olympia konkurrence i 2017, har denne tankegang bare intet med virkeligheden at gøre. Mr O handler om DRUGS og sådan er det. 

Phil gives zero fucks
Phil-haternes tankegang er forholdsvis irrationel, for hvad er det vi forventer at Phil skal gøre for at skabe respekt om sig selv? Skal han træne som det selvdestruktive fjols Branch Warren, som har sat en ære i at ‘Train insane’? Phil er mesteren, og har været det i mange år, fordi han træner klogt og undgår skader. Han træner ikke hårdere end han har behov for. Work smarter, not harder er Phils filosofi, og den har han haft stor succes med. Ser vi på ‘the hard workers’ som Branch Warren, Ronnie Coleman og Dorian Yates, så er de jo komplet kvæstede den dag i dag. De lever med smerter og funktionsbegrænsninger hver eneste dag, fordi de elskede hård træning mere end noget andet. Det i hvert fald ikke en fejl vi kommer til at se Phil lave. Han griner i stedet hele vejen til banken, og kan samtidig grine af de andres idioti og smadrede kroppe. Hvem giver nogle som helst fucks for the respect of the masses, hvis man skal ødelægge sig selv for at opnå denne respekt? Ikke Phil. Phil er kynisk. Og kalkulerende. Og klog.

Hver gang du tager til træning er det jo en kalkuleret risiko, fordi du risikerer at blive skadet. Og en del af det at være en stor og succesfuld mester er også at undgå skader. Lance Armstrong og Miguel Indurain formåede at vinde Tour de France mange gange. Ikke kun fordi de var i bedre form end de andre og tog mere doping, men også fordi de var gode til at undgå at ende i uheld. Contador derimod, jamen han vælter jo kraftedeme hele tiden.

Er der nogen der er efter Ronaldo eller Mikkel Hansen eller andre atleter fordi de ikke kører sig selv fuldstændig i smadder til hver træning? Nej. Vi ved at en stor del af det at være en succesfuld fodboldspiller eller håndboldspiller handler om at balancere indsats og restitution, for at kunne præstere på så højt niveau som muligt og undgå skader. Hell, sådan er det også for os andre når vi er nede i centret for at løfte jern. Vi kan godt train insane ligesom Branch Warren, men hvem fanden gider holde pause i 8 mdr pga af en smadret skulder, bare fordi man skulle imponere de andre gutter i centret med sine vanvittige diskusprolaps-inducerende dødløft-dropsæts? Fuck de andre.

Vi kan altså godt mene at det var de ‘rigtige’, der vandt i de 14 år hvor Dorian Yates og Ronnie Coleman sad på tronen. Jo de tog lige så meget doping som de andre, men vi kunne også se at de trænede hårdt, elskede sporten og var ultra dedikerede. Til sammenligning virker Phil som en udvandet tynd kop te. Det kan vi sagtens mene. 

Vi må dog også, et eller andet sted, tage hatten af for at Phil Heath gennem så mange år, har formået at holde sig på toppen, holde sig motiveret, og gøre det han er nødt til at gøre for at vinde det spil han spiller. Et spil som kun ganske få individer i denne verden formår at spille så godt som han.

Læs også: En fortælling om to brødre – Mr. Olympia og den gyldne æra

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Tv-sportens historie


Jeg har tidligere skrevet nogle historiske artikelserier, f.eks. Den danske fitnesshistorie, Dopingens historie, Historien om Joe og Ben Weider og deres bodybuilding imperium, Bodybuildingdiæter gennem tiden, Den komplette Mr. Olympia historie, Styrketræningsudstyr gennem tiden, De olympiske leges historie samt Proteinpulverets historie. I denne artikel vil jeg se på tv-sport gennem tiden.

Vi skal bl.a. se på hvornår DR for første gang begyndte at vise sport på tv; de første små skridt i retning af kommercialisering af sporten; hvordan fodbold og håndbold kom til at dominere sendefladen op gennem slut 90’erne; den komplette kommercialisering af sporten op gennem 00’erne, og afslutningsvis skal vi se nærmere på de programmer som de danske sportsseere er blevet tilbudt gennem årene, og på hvordan disse programmer har forandret sig.

Den spæde start
I starten af 1900-tallet og især op gennem 1920’erne havde der været lidt småeksperimenteren med radio i Danmark fra private aktører. I 1925 gav det daværende Folketing, Rigsdagen, imidlertid Statsradiofonien monopol på radiospredning i Danmark. Radioen skulle nemlig ikke bruges kommercielt, men til at danne og uddanne befolkningen mente man. Det var derfor politisk bestemt hvad der skulle sendes i radioen og det var mest klassisk musik, nyheder, oplæsninger og foredrag der var i æteren.

I 1936 fik Gunnar ’Nu’ Hansen imidlertid lov til at sende fra OL i Berlin, og det var her sportsreportagen fik sit folkelige gennembrud. Efter krigen, i slutningen af 1940’erne, begyndte den danske Statsradiofoni, med inspiration fra BBC, at eksperimentere med tv-mediet. Og nu var sport altså kommet med på listen over aktuelt stof, som noget der kunne generere national bevidsthed. Det hjalp stærkt på accepten af sporten, at sport dengang i høj grad var fri for økonomiske og politiske interesser og blev dyrket af glade amatører. Sport var fysisk og mentalt dannende mente man, og blev ikke dyrket for at tjene penge. Altså var det acceptabelt at sende sportsreportager ud til den brede befolkning.

Som de fleste nok har gættet kom denne holdning til at give visse problemer senere hen, efterhånden som sport blev mere og mere kommercielt.

I starten blev sport på tv betragtet som en trussel af sportsklubberne, fordi de var afhængige af billetindtægter og kontingent fra folk der rent fysisk kom ud for at se eller dyrke sport. Da antallet af tilskuere begyndte at falde op gennem 50’erne, i takt med at sport på tv blev mere udbredt, kom der forslag om at forbyde transmissioner fra sportsbegivenheder.

I USA havde denne konflikt ført til flere retssager som var endt med, at klubberne kom til at tjene penge på at sælge tv-rettigheder til kampene. I Danmark endte det også i en konflikt, da Dansk Idræts-Forbund (DIF) i maj 1957 boykottede dansk tv for at presse tv til at betale et minimumshonorar for at vise en idrætsbegivenhed. De blev enige om 500 kr. svarende til ca. 7100 kr. i dagens mønt. Pengene blev set som en kompensation for tabte entréindtægter.


Statsradiofonien ændrede navn til Danmarks Radio i 1959, og de var selvfølgelig meget interesserede i at vise fodboldkampe, da det var noget mange danskere gerne ville se på tv. Men Dansk Boldspil Union (DBU) var blandt de mest genstridige ‘medspillere’ og vi skal helt frem til 80’erne før DBU tillod at DR sendte hele kampe live fra dansk klubfodbold og fra landskampe på hjemmebane. Problemet var nok at fodbold var uhyre populært og der kom masser af penge i kassen fra entréindtægter. Tv havde mere derfor mere brug for fodbolden end fodbolden havde brug for tv.

Da tv stadig var uhyre kostbart at producere indgik DR i 1954 et samarbejde med otte andre europæiske lande og dannede EBU (Eurovision Broadcasting Union). I dag er EBU eller Eurovisionen, nok mest kendt for Melodi Grand Prix som Danmark deltog i for første gang i 1957, men i starten var sport klart det største område for Eurovisionen.

Samarbejdet betød at DR fik mulighed for at sende store internationale sportsbegivenheder, fordi de kunne dele udgiften til produktionen med de andre lande. Det betød også at kommercielle aktører begyndte at få øjnene op for sport på tv. Sport var populært; sportsprogrammer fra Eurovisionen var velproducerede, og de blev sendt i flere europæiske lande til rigtigt mange mennesker. Det var et oplagt forretningsområde. Man kunne pludselig få direkte visuel eksponering i et omfang man hidtil kun havde drømt om.

Dette faldt godt i hak med sportens naturligt iboende drift mod citius, altius, fortius (hurtigere, højere, stærkere) som betød, at atleterne med tiden begyndte at træne mere for fortsat at blive bedre. Og denne træning, indkøb af udstyr osv. blev med tiden så omfattende, at de glade amatører begyndte at se sig om efter sponsorer og andre indtægtskilder for at finansiere deres liv som sportsfolk.
Pludselig stod der to aktører som ønskede mere kommercialisering: sportsfolkene, som ønskede økonomisk opbakning for at kunne fokusere 100 % på sporten, og firmaerne, som ville udnytte sportsfolkene og sportsudsendelserne til at reklamere. I England begyndte man i slutningen af 60’erne den kommercialisering der i dag står i fuldt flor, med reklamer på trøjer, udstyr, stadions osv. I Danmark tillod DIF i 1969 dragtreklamer, men DR var ikke begejstret for de nye kommercielle vinde der begyndte at blæse.

Dilemmaet lå bl.a. i den oprindelige tanke og det oprindelige formål med sporten på tv, nemlig at det skulle være noget idealiseret, smukt og dannende, fri for økonomiske interesser. Derudover måtte DR som licensfinansieret tv-kanal ikke sende reklamer, og man vidste ikke helt hvordan man derfor skulle forholde sig til reklamer på stadions og trøjer. Man forsøgte sig en overgang med en ordning, hvor man skulle vurdere om de reklamer der var på stadionet var henvendt til folk på stadionet (det var ok) eller til folk på tv (det var ikke ok). Denne ordning var dog uhyre besværlig at administrere.


Problemet viste sig især i 1969, da DR og en række andre nordiske kanaler begyndte at sende Tipsfodbold med engelsk fodbold hver lørdag eftermiddag. Annoncørerne begyndte at målrette reklamerne på de engelske stadions til det nordiske publikum, og det betød et værre roderi, hvor man forsøgte at hemmeligholde hvilke stadions man ville sende fra, og i flere tilfælde ændrede man sendekamp i sidste øjeblik, fordi der var for mange ’nordiske’ reklamer på stadionet. Ordningen blev hurtigt skrottet igen.

I 1978 blev det besluttet fra DBUs side, at der skulle være professionel fodbold i Danmark. Samtidig besluttede man i DIF at der skulle åbnes op for professionelle afdelinger af forskellige sportsgrene. Dermed begyndte man også at undersøge grundlaget for en mere systematisk udnyttelse af mulighederne for indtægter. Bl.a. så man tv som en afgørende medspiller, da tv var bindeled mellem sporten, kommercielle aktører, der ville reklamere, og et stort publikum. DBU fik sin første store sponsorkontrakt i 1978, hvor Carlsberg sponsorerede dem med 1 mio. kr., svarende til ca. 3.7 mio. kr. i dag.

https://www.youtube.com/watch?v=z0WprTf9CvI
Danmark – Sovjet 1985

I 1983 begyndte landsholdsfodbold på tv for alvor at blive populært. F.eks. havde en kvalifikationskamp mod England i 1983 et seertal på 3.548.000, og det danske fodboldlandshold fik sit store gennembrud ved EM i 1984. En af de mest legendariske landskampe nogensinde, kampen mod Sovjet d. 5. juni 1985, blev ikke kun legendarisk fordi Danmark vandt 4-2, men også fordi det var første gang nogensinde DR fik lov at sende en landskamp på hjemmebane, live, i sin fulde længde. DBU havde inden de solgte tv-rettighederne til DR for 400.000 kr. (880.000 kr. i dag) sikret sig at der var udsolgt til kampen, så de ikke gik glip af entréindtægter.

Samme år viste man også for første gang en fodboldkamp fra den danske 1. division (den bedste liga på daværende tidspunkt). Kampen var mellem Vejle og Lyngby og udsendelsen var en del af det legendariske program Sportslørdag.

https://www.youtube.com/watch?v=KfVf1StAVl0
Gensyn med Claus Borre og Sportslørdag fra feb. 1984

I 1984 kom der en lov kaldet Eliteidrætsloven, som gav det lovgivningsmæssige grundlag for oprettelsen af Team Danmark. Vejledning i sportsmarketing, altså hvordan man bedst udnytter kommercielle interesser i sportens verden, blev en stor del af Team Danmarks opgave fra starten af.


Op gennem slut 70’erne og starten af 80’erne begyndte det altså at lysne ift. at sportsfolk kunne komme til at tjene penge på, at deres sport blev vist i tv. En trussel mod disse nye kommercielle muligheder var dog det faktum, at flere og flere danskere begyndte at se kommercielle satellit tv-kanaler i stedet for DR. Dette var én af årsagerne til, at det blev besluttet at bryde DRs monopol på landsdækkende tv i Danmark. Man tænkte at det var bedre at oprette en kommerciel public service kanal fremfor at lade sig rende over ende af de udenlandske satellitkanaler. I 1988 så TV2 dagens lys. En kommerciel tv kanal som fra starten af satsede hårdt på sport.

https://www.youtube.com/watch?v=GSp3-_M0eB0
TV2s premiere jingle fra 1988

TV2 skulle ifølge aftalen hive 75 % af deres indtægter ind på reklamer, og det betød, at man blev nødt til at vise det som seerne ville have. Og sport var en af de ting folket ville have. TV2 var efter sigende også villige til at betale klubberne for indhold som DR ikke havde været villige til at betale for, så TV2 satte også mere gang i de kommercielle hjul. I 1990/91 sikrede TV2 sig eksklusive rettigheder til at vise fodbold fra den nyetablerede Superliga for fem år frem i tiden. Prisen var vanvittig ift. noget man hidtil havde set, nemlig 75.000.000 kr. svarende til ca. 125 mio. i dag.


I løbet af start 90’erne blev sportsdækningen polariseret, da man valgte at satse på de mest populære sportsgrene som især var fodbold og håndbold, men også badminton og ishockey. Dette skete ud fra et ønske om at holde seertallene høje. For TV2s vedkommende skulle seertallene holdes høje for at fastholde reklameindtægterne. TV2 havde i anden halvdel af 90’erne nemlig fået stærk konkurrence om reklamekronerne fra TV Danmark og især TV3, som sendte fra England og havde lov til at afbryde programmerne med reklamepauser. Og for DRs vedkommende skulle seertallene holdes høje for at fastholde politikerne og befolkningens opbakning. Ingen turde satse stort på mindre sportsgrene, og især fodbold og håndbold kom derfor til at fylde uforholdsmæssigt meget.

TV2 gjorde et scoop i 1992, da de sikrede sig rettighederne til at vise EM i Sverige, hvor Danmark som bekendt vandt. Dette brandede TV2 som landets førende fodboldkanal. Hutelihut og alt det der.

DR kunne godt se, at fodboldtoget var kørt, da TV2 havde både EM og Superligaen. Da herre landsholdet i fodbold i 1993 missede kvalifikationen til VM i USA i 1994, og der således ville komme et ’hul’ i sendefladen, rykkede DR derfor benhårdt ind og satsede fuldt ud på håndboldkvinderne, som fik stor succes ved VM i Norge i 1993. DR sendte derefter både fra slutrunder og fra den hjemlige håndboldliga, og denne satsning betød, at dansk håndbold fik et økonomisk løft, ligesom fodbolden havde fået årene forinden. Ligeledes kom der lidt mere ligestilling ind i sportsdækningen, da kvindehåndbold på mange måder overtog 1. pladsen som danskernes samlende nationalsport, eller i hvert fald rykkede op på en sikker 2. plads efter herrelandsholdet i fodbold, som ikke klarede sig specielt godt i midten af 90’erne.


Denne polarisering, hvor håndbold og fodbold efterhånden blev altdominerende betød, at håndbold og fodbold blev de danske A-sportsgrene, mens resten blev reduceret til B-sportsgrene. I A-sportsgrenene tjente atleterne masser af penge, mens B-sportsgrenene ikke var attraktive nok til at lande de store tv-aftaler og dermed kontanter. Ligeledes favoriserede kanalerne kampe med bestemte hold som f.eks. Brøndby og FCK, som derved fik mere eksponering og flere reklameindtægter, som så igen betød, at de fik råd til at købe nye spillere og blev langt bedre end de andre superliga klubber.

I 1996 Da TV2s 5-årige Superligaaftale udløb, blev DR, TV2 og Tele Danmark enige om at gå sammen om en 8-årig aftale der gjaldt rettighederne til både Superliga og landsholdsfodbold. Tele Danmark var kommet ind i billedet da TV2 og DR ikke kunne løfte den økonomiske byrde selv. Beløbet for denne aftale var nemlig hele 551 mio. kr., svarende til 818 mio. kr. i dag. De tre kanaler etablerede sammen en helt ny betalingskanal TVS, som skulle stå for visning af al dansk fodbold.

Der blev lidt murren i krogene over at dansk fodbold nu for alvor var blevet så kommercialiseret, at den skulle vises på en kanal som ikke alle danskere havde adgang til. TVS blev dog heller aldrig rigtigt til noget, da de gik konkurs i 1998 efter kun 14 mdr. Enden på det hele blev, at TV3 købte rettighederne til at vise Superligafodbold og Europacupkampe fra 1998-2002.

Der var lignende problemer rundt om i Europa, hvor rettighederne til flere store sportsbegivenheder blev solgt til nyetablerede kommercielle stationer, som brugte de populære sportsbegivenheder til at etablere sig. Dette betød at befolkningerne i flere europæiske lande ikke havde fri adgang til at se deres atleter til de store sportsbegivenheder. Derfor gik konkurrencemyndighederne ind på området, og i 1997 kom der et EU-direktiv der lagde op til, at der i de enkelte lande kunne laves en liste over sportsbegivenheder af ‘særlig samfundsmæssig betydning’, som skulle vises på de landsdækkende kanaler. Det var frivilligt om man ville lave en sådan liste, men det valgte den daværende røde regering at gøre. Dette betød at ingen kanaler kunne tage f.eks. landsholdsfodbolden fra DR og TV2. Hvis de havde råd til at betale vel at mærke.

I 2004 var håndbold blevet så populært, at fodboldklubberne begyndte at blive bekymrede over at miste sponsorer og reklamekroner til håndbolden, som blev vist på de landsdækkende kanaler. Derfor blev der lavet en aftale om, at TV2 og DR gerne måtte vise uddrag fra Superligaen for at give dansk fodbold mere eksponering end den kunne få på TV3, som ellers havde generhvervet eksklusive rettigheder fra 2002-2006.

Da Anders Fogh afløste Poul Nyrup som statsminister i 2001, droppede den nye liberalistiske regering, listen over sportsbegivenheder af ‘særlig samfundsmæssig betydning’ som skulle vises på de landsdækkende kanaler. Nu skulle det hele foregå på markedskræfter uden politisk indblanding. Aftalen havde heller ikke fungeret efter hensigten, da DR og TV2 i flere tilfælde ikke havde haft råd til at købe rettighederne til de store sportsbegivenheder som ellers havde været meningen med aftalen.

I det hele taget var priserne på sportsbegivenheder efterhånden blevet skruet så højt op, at man blev nødt til at se på nye forretningsmodeller, fremfor bare at betale gigantbeløb for at vise de mest populære ting. En af løsningsmodellerne blev den som TV2 indgik med DBU i 2004-2008, hvor de betalte et mindre beløb for rettighederne til landsholdsfodbold end DBU egentlig følte var rimeligt, men hvor TV2 til gengæld forpligtede sig til at vise et bredere udvalg af fodbold, herunder U21 kampe og damelandsholdskampe, så et bredere udsnit af DBUs aktører fik eksponering.


Også DR indgik en sådan aftale med Team Danmark fra 2001-2006, hvor man i stedet for at satse smalt på de meget populære ting, og betale store beløb for rettighederne, i stedet betalte et mindre beløb, men samtidig forpligtede sig til at vise 10 forskellige idrætsgrene ud over håndbold og fodbold. Denne aftale blev forlænget fra 2006-2011.

Omkring 2006 begyndte myndighederne at skærpe reguleringen ift. rettighederne til at vise sport i tv, da der var eksempler på at aftalerne, ifølge myndighederne, var alt for omfattende. Flere aftaler løb over mange år, 5 år f.eks., og indeholdt desuden klausuler om eksklusiv adgang til genforhandling, som i realiteten holdt andre spillere ude af markedet. Derfor blev der lavet en række bestemmelser om, at fodboldrettighederne skulle deles op i ’pakker’ med forskelligt indhold, som skulle udbydes enkeltvis for perioder på max 3 år. Det hele skulle overvåges af en uafhængig instans.

De nye regler betød at dansk klubfodbold i 2009-2012 blev vist på hele seks forskellige kanaler. Klubberne var yderst tilfredse, da de fik mere eksponering og tjente flere penge end nogensinde før på tv-aftaler. Samlet set tjente dansk fodbold ca. 1 mia. kr. over en tre-årig periode på den nye model, og for første gang nogensinde, tjente klubberne nu mere på at sælge tv-rettigheder end de gjorde på entréindtægter på stadion, sponsorindtægter osv. For seerne betød det imidlertid, at man måtte slippe større beløb end nogensinde, hvis man ville have adgang til det hele.

I den nyeste public service aftale som DR har indgået er der, for at dæmme op for den fodboldmæssige polarisering, blevet indføjet afsnit om, at DR skal vise flere smalle sportsgrene samt handicapidræt. Ligeledes er det lykkedes for de europæiske public service stationer af få tilføjet et afsnit i EU-direktivet om, at de må vise klip fra store sportsbegivenheder som OL, EM og VM i fodbold, selvom andre kanaler har eksklusive rettigheder.

De stigende priser på populært sport har gjort, at f.eks. superligakampe og håndbold i dag er dyrere pr. seer end både film, dansk drama og realityprogrammer. Og i England har en prominent træner udtalt, at de indtægter som de store klubber, som Manchester United f.eks., får fra de fans der rent faktisk møder op på stadion for at se kampene, ikke betyder noget som helst for klubbernes økonomi. Det hele ligger i tv-aftalerne.

Afslutningsvis skal vi nu se nærmere på de programmer som de danske sportsseere er blevet tilbudt gennem årene, og på hvordan disse programmer har forandret sig.

Antallet af timer med sportsudsendelser på tv er eksploderet siden de første år tilbage i 50’erne. Fra 1959-1960 blev der f.eks. kun vist 73 timers sport, mens der var 8668 timers sport på dansk tv i 2010. Sammen med film er sport blevet en af de mest centrale indholdskomponenter for tv-stationer og distributører i kampen om seerne. En af de ting der har haft indflydelse på den eksplosive stigning i antallet af ’sportstimer’ på tv er, at der er i de senere år, er blevet oprettet flere deciderede sportskanaler for at lokke kunderne til.

Udsendelsestimer
ÅrTimer
19961.603
19971.328
19981.800
19991.236
20002.701
20012.989
20028.645
20039.076
20049.561
200510.021
200610.590
20079.567
20087.551
20096.329
20108.820

Oversigt over antallet af timer med sport på dansk tv

Den eksplosive stigning fra 2001 til 2002 skyldes oprettelsen af Viasat Sport 1, som i 2006 stod for hele 2/3 af det samlede antal sportstimer på tv. I 2007 blev TV2 Sport oprettet og det betød lukning af Viasat Sport 1. TV2 Sport har vist mindre sport end Viasat Sport 1 gjorde, og det er grunden til det fald der ses i 2007. Desuden er der en tendens til, at tallene er højest i de år, hvor der har været store sportsbegivenheder som OL, EM og VM i fodbold.

Den første sportsudsendelse man viste på dansk tv var en reportage fra Europamesterskabet i letvægtsboksning som blev afholdt i Danmark i 1952. Antallet af sportsudsendelser steg i årene fremover fra otte i 1952, 16 i 1965 og 30 i 1957. Nogle faste indslag i disse år var Hellerup Idrætsklubs årlige tennisturnering, 6-dages løbet i Forum, og danselandskampe i KB-Hallen. Da det var teknisk svært og økonomisk tungt at sende live valgte man ofte at lave udsendelser hvor man inviterede atleter ind i studiet, som så demonstrerede forskellige tekniske ting eller viste tegninger der illustrerede forskellige aspekter ved en sportsgren.

Grunden til at 6-dages løbet blev en fast del af programfladen var, at Forum lå lige over for Radiohuset, og man havde et langt kabel som kunne nå direkte fra den ene bygning til den anden. Ofte viste man også lidt småabsurde ting som f.eks. en reportage fra et svæveflyvningsmesterskab, udelukkende fordi det tilfældigvis lå geografisk tæt på det gymnastikstævne man ellers var ude for at dække.

Også afspændingsgymnastik med gymnastikpædagogen Helle Gotved var på programmet i de tidlige år, og en tidlig udgave af Vild med Dans var på programmet fra 1954-1957, hvor DR arrangerede dansekonkurrencer rundt om på Københavnske restaurationer og derefter viste dem på tv.

I 1954 fik DR sin første såkaldte OB vogn som kunne sende live transmissioner fra sportsbegivenheder. I 1959 lavede man den første ’moderne’ sportsudsendelse, hvor man sammensatte et 20 min langt program kaldet Sportsorientering, bestående af 4-7 blandede indslag fra ind- og udland. Der var mestendels tale om klip man fik fra Eurovisionssamarbejdet og begivenheder fra København og omegn. Var der noget med fra Jylland var det ofte noget med en stadionindvielse eller en reportage fra et stutteri.

https://www.youtube.com/watch?v=FP6FgfBXi5I
OL i Rom 1960. På holdet er bl.a. Tommy Troelsen, Guld Harald og Henry From

OL i Rom i 1960 var det første OL, hvor danskerne fik direkte transmissioner via Eurovisionssamarbejdet. Disse udsendelser blev en stor seersucces, bl.a. fordi det danske fodboldlandshold vandt sølv.

Op gennem 60’erne og starten af 70’erne kørte det bare derud af med faste begivenheder på programmet året igennem (se skemaet herunder).

1. halvår2. halvår
World Cup i skisport
EM i kunstskøjteløb VM i kunstskøjteløb Europæisk klubfodboldturnering VM i ishockey The Grand National horse race DM i badminton DM i gymnastik DM i billard DM i bordtennis EM i gymnastik Engelsk pokalfinale i fodbold
Engelsk Derby Europapokalfinale i fodbold
Fodboldlandskampe OL, VM og EM i fodbold (når det var der)
Davis Cup tennis Internationale ridestævner i Bernstorffsparken Dansk Galop Derby EM i ridning
Wimbledon tennis DM i svømning DM i roning DM i atletik DM i ridning VM i cykling EM i roning Herrehåndboldlandskampe
Vinter OL (når det var der)


Et af de mest populære programmer var Tipsfodbold som løb over skærmen fra 1969-1978. Tipsfodbold var bygget op omkring en kamp fra den engelske liga som var på ugens tipskupon. Denne kamp blev suppleret med nyheder om de øvrige tipskampe. Denne dækning af fodbolden blev så populær, at den fortrængte andre sportsgrene og trak i retning af den polarisering der blev omtalt i del 2 af denne artikelserie, hvor fodbold, og senere også håndbold, blev altdominerende på sendefladen. Hvor DR i 1973 transmitterede fra 22 forskellige sportsgrene var man i 1985 nede på 13 sportsgrene.

Det ’moderne’ sportsprogram Sportsorientering, som var startet i 1959 og som i 1969 ændrede navn til Sport, blev i 1967 suppleret med Søndagens Sport som var et endnu mere moderne program, som faktisk ligner de søndags-sportsudsendelser vi ser i dag, hvor man samler op på weekendens fodbold, håndbold, ishockey, badminton osv.

I 1979 blev Tipsfodbold erstattet af programmet Sportslørdag, som sendte fra kl. 15-18 hver lørdag i vinterhalvåret. Dette skabte et utal af fodboldenker som glædede sig til at tipslørdag-sæsonen sluttede, så de kunne komme til at tale med deres mænd igen. Programmet løb over skærmen helt frem til 1981 og fokus var stadig på en engelsk tipskamp og sportsnyheder, men blev nu suppleret med faste indslag som Ugens Gæst og Spørg om Sport, foruden baggrundsreportager og dokumentarudsendelser der sagtens kunne vare 30-40 min.


Senere kom der også indslag med sportsquizzer, seerkonkurrencer og brevkasser, og da man havde hele tre timer til rådighed blev der igen plads til minoritetssportsgrene, der ikke kostede så meget at vise så som isspeedway, kunstskøjteløb og latinamerikansk dans.


Indtil 1988 var det kun mænd der havde været sportsværter. Jeg kan nævne ikoner som Gunnar Nu, Claus Borre og Tommy Troelsen. I feb. 1988 ansatte DR imidlertid den første kvindelige sportsvært, Karin Palshøj, som mange, født sidst i 70’erne, nok kan huske.

https://www.youtube.com/watch?v=2Nr15CYmnA4
Karin Palshøj i aktion 1988

Da TV2 kom til i 1988 havde de DRs erfaringer at trække på fra programmer som Sportslørdag, og de udviklede hurtigt meget underholdende og alsidige sportsprogrammer. TV2 prøvede i starten at være klassens frække dreng og transmitterede fra f.eks. triatlon og trampolinspring, ligesom speedway, boksning og sportsdans også var på programmet. Mens DR havde satset på dansk og engelsk fodbold kastede TV2 sig i starten over den spanske og især den italienske fodboldliga. Der gik dog ikke mange år inden TV2 blev tvunget til at være mere ’traditionel’ og da de sikrede sig rettighederne til Superligaen i 1990/91, rettigheder der kostede rigtigt mange penge, blev sendefladen knapt så oprørsk, nyskabende og fræk.


To af de mest populære TV2 programmer var superligaprogrammet Superfodbold (1991-1996) og Sport i 2’eren (1989-1993), med Morten Stig Christensen og Line Baun Danielsen som værter. Som noget nyt var der i Sport i 2’eren publikum i studiet så programmet fik et show-præg, og der var gak og løjer, konkurrencer og opvisninger i studiet.

https://www.youtube.com/watch?v=HdLnBa9vWXY
Sport i 2’eren intro

Da TV2 havde brugt alle pengene på at sikre sig Superligarettighederne, var det småt med penge til andre sportsgrene, hvorfor de sportsgrene man valgte at sende, i visse tilfælde var rimelig alternative ift. hvad man plejede at se. F.eks. valgte TV2 at sende Stærkmandskonkurrencer, ligesom de fik kendte sportsfolk til at deltage i et stærkt underholdende program kaldet Stjernetræf (1989-2010), hvor atleterne dystede i forskellige discipliner som militær forhindringsbane og Land Rover kørsel.

https://www.youtube.com/watch?v=iuGuNmtPcUQ
Stjernetræf fra 1993

TV2 satsede også på transmission fra Tour de France og fik gigantisk succes med dette i årene hvor Jørn Mader og Jørgen Leth kommenterede, mens stjerner som Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm og Bo Hamburger stred sig gennem de franske bjerge. Hele Tour de France-showet peakede i årene 1995-1997, hvor Bjarne Riis klatrede helt til tops (i 1996) og det hele gik amok i gule farver, fællessang og varme sommernætter i en mere uskyldig tid før alle dopingskeletterne begyndte at vælte ud af skabene.

https://www.youtube.com/watch?v=bljUnAKZw1E
Minder fra sommeren 1996

Da TV3 overtog superligabolden fra 1998 og frem fik seerne programmet Onside som har kørt lige siden. Andre programmer var f.eks. Det’ bare fodbold som kørte på Viasat Sport fra 2003-2008, Fodbold for fan’ som kørte på TV3+ og Hutlihut som kørte på TV2.

Udover disse dedikerede sportsprogrammer var der også daglig formidling af sportsnyheder fra 1992, da TV2 som de første havde et fast sportssegment i deres almindelige nyhedsdækning. Noget der i dag virker som det naturligste i verden. DR fulgte hurtigt trop med sportsnyheder i deres TV-avis kl. 18.30 og 21.00.

Der er altså sket en hel del siden de første spæde sportsudsendelser i starten af 50’erne, og i dag er der nok ingen der kan forestille sig en verden uden daglige sportsnyheder og et bredt udvalg af kanaler der viser mange forskellige ting. Der er stadig en tendens til, at fodbolden fylder meget, men en kanal som Eurosport har f.eks. slået sig op på, at vise flere minoritetssportsgrene (måske mere af nød end af lyst), og også DK4 har rapporteret fra mindre sportsgrene.

Prisen på rettigheder til de store fodboldligaer som Premier League og La Liga er i dag så vanvittige, at kanaler som DR slet ikke kan følge med. Der er langt fra de 500 kr. DIF fik tilbage i 1957 for rettighederne, til de milliardbeløb rettigheder forhandles til i dag. Man kan glæde sig på atleternes vegne eller man kan begræde udviklingen, men der er vist ingen vej tilbage. Tv-sporten er for alvor blevet en gigantforretning.

Kilde:
Fascination og forretning i dansk tv-sport. Kirsten Frandsen. Århus Universitetsforlag 2013.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Din 4-trins guide til en lifechanging FITNESS MAKEOVER!


Er du blevet for tyk? Vil du gerne have markerede muskler, en stram bagdel og slippe af med mormorarmene? Vil du gerne have slanke lår, smalle hofter og en flad mave? Vil du gerne være lidt højere, have blå øjne, langt lyst hår og spændstige babser? Vil du gerne have mere energi, bedre humør, et bedre sexliv og være mere lykkelig? Så har du fundet den helt rette artikel. Når du har læst hele artiklen vil du nemlig være i stand til at opnå alle disse ting og du vil kunne give dig selv en lifechanging FITNESS MAKEOVER med kun 4 lette trin! Lad os bare springe direkte ud i det. Time is money!

Trin 1 – For tyk – what to do!
Nå. Du er blevet for tyk. Fortvivl ikke. Det er sandsynligvis ikke din egen skyld. I 1960’erne fik den amerikanske kemigigant Monsanto patent på et stof de kaldte DHMO eller dihydrogen monoxide. Gennem effektfuld lobbyistvirksomhed i den amerikanske kongres fik Monsanto lov til at distribuere DHMO til samtlige lande i verden og stoffet bliver i dag brugt i stort set alle industrielle fødevarer. Forsøg på rotter har vist at DHMO er med til at sænke stofskiftet med op til 800 kcal om dagen, så det er sandsynligvis der dit problem ligger. Ikke i overdrevne mængder Nutella og Ben & Jerrys.

Den mest effektive måde at tabe dig på er derfor at foretage en grundig DHMO detox og derefter lave en kostomlægning der udelukker alle DHMO-holdige fødevarer. Mit eget DHMO Detoxkit er baseret på økologisk hørfrøtran og er et af de bedste detoxkits på markedet.

For at undgå nye ophobninger af DHMO og dermed ny tykhed, er det essentielt med en varig kostomlægning. Det er vigtigt at du undgår alle industrielle produkter, alt brød, alle mælkeprodukter, alt der indeholder gluten og glutamin og glutamat og glykogen, alt frugt og grønt, alle nødder, alle konservesvarer, alt pålæg, alt kød, alt fisk, alle skaldyr, alt med stivelse, alle brune fødevarer og selvfølgelig al is, slik, cola, kager og andre ulækre ting. I stedet kan du prøve DHMO-fri fødevarer som spisekisel, ghee, gentian, nux vomica-dråber, lecitin, gyldenris, hindbærblade, melbærris, guarmin, resuim, tormentosa, nds vitex angus-castus, padderokke og økologisk blæksprutte. Desuden er der en række undtagelser fra de ovennævnte regler. F.eks. må du gerne spise vietnamesisk tiet canh, fugufisk, durianfrugt, balut og cazu marzu ost. Hvis du ikke lige ved hvad de ting er, så fortvivl ikke. Google er din ven og du bliver hurtigt dus med de nye fødevarer, og jeg lover dig at du ikke kommer til at savne din Matador mix aka Pretty fucking disgusting fat mix.

Trin 2 – tynd men slap – what to do?
Nå. Nu er du så blevet tynd. Du har detoxet og du har lavet en varig kostomlægning. Easy peasy! Men nu er du jo bare blevet tynd og slap med slaskede mormorarme og en slatten røv. Let’s do something about it!

Mormorarme er faktisk mest et geografisk fænomen, hvis du spørger mig. Man ved at tyngdekraften er størst på polerne af Jorden, mens den er lidt mindre ved ækvator. Da vi bor højt mod nord er der en høj prævalens af mormorarme i Danmark, sammenlignet med f.eks. Uganda som ligger tæt på ækvator. Dette skyldes at huden på armene trækkes mere ned mod Jorden i Danmark. Det er bare too bad, men fortvivl dog ikke. Mormorarme kan sagtens trænes væk. Det handler bare om at lave anti-gravity øvelser som f.eks. ‘spinning shoulder joint’ hvor du strækker armene ud fra kroppen og bevæger dem rundt i cirkler. Tag den tyngdekraft!

Den slatne røv trænes godt med den øvelse jeg kalder ‘male dog pissing on a lamppost’, som er en øvelse hvor du sidder på alle fire og løfter benene ud til siden som om du var en stor køter der pissede på en lygtepæl. The name explains the exercise! EMG-målinger fra 18 store metametalyser viser at det er den mest effektive MASS BUILDER verden har set.

Hvis der stadig er lidt stædigt lår-, hofte- og mavefedt på din ellers smækre krop, så skyldes det sandsynligvis ophobning af toxiner, ubalancer i den sorte og den gule galde samt analt stress. Balancen kan genoprettes ved at smøre de omtalte kropsdele ind i økologisk snake oil, som går ind og forbrænder det genstridige fedt. Du kan selvfølgelig købe min egen økologiske snake oil på min hjemmeside.

Når alle dine problemområder er TAKEN CARE OF, så kan du rykke over til at stramme hele kroppen op og få THE BODY OF YOUR DREAMS! Her har du kun brug for én øvelse, nemlig ‘total body makeover tighten up’ish on a sheepblanket’, som jeg har fået min gode veninde Anne Bech til at vise her. Med den øvelse i dit arsenal er der ingen undskyldning for at være fucking fed og slap 🙂

Trin 3 – tynd, stærk og stram men stadig grim – what to do?
Nå. Så er du blevet tynd og stærk og stram, men du har stadig brunt hår, er 158 cm høj og har grønne øjne. Ja den er ikke go’ hva? Hvis du gerne vil være virkelig pæn så er der flere ting du kan gøre.

Hvis du er træt af dine grønne eller brune øjne, så prøv nellikepulver. Det kan gøre dem mere blå.

Er du træt af at være lille, så prøv bukkehornsfrø. Et hollandsk studie lavet på søstjerner viste at indtag af bukkehornsfrø forøgede længden af armene på søstjernerne markant. Desuden kan du forøge benlængden ved at lave herre mange leg extensions – det giver også lange flotte stænger. The name explains the exercise!

Din hårfarve kan du ændre ved at blande kobbersulfat i dit badevand. Det gør håret mere lyst. Husk selvfølgelig at det skal være økologisk fair trade Max Havelaar kobbersulfat, og ikke industrielt og forarbejdet kobbersulfat. Den slags bliver du syg af lille skat. Du kan købe kobbersulfat på min hjemmeside.

Og få så lige strammet de babsenutter op. Du vil vel gerne være pæn og være med i de smukkes hule, ik’ Mulle? Her kan koldpresset vandmand være rigtig fint at smøre på brysterne. Det lyder måske lidt småskørt, men trust me! Jeg bruger det selv og det virker som en slags husblas, som når det størkner, går ind og danner ny cellulose i cellerne som derved bliver mere bastante og stramme. Du kan selvfølgelig også købe koldpresset vandmand på min hjemmeside.

Trin 4 – tynd og stærk og stram og pæn men stadig pisse ulykkelig – what to do?
Nå. Så du er blevet tynd og stærk og stram og pæn, men inden i føler du dig stadig som den grimme ælling du i virkeligheden er. No worries.

Kuren hedder mindlessness. Mindfulness er so last year, da det fordrer alt for megen fokus på egen eksistens, personlige problemer og dødtrættende navlepilleri. Vil du gerne have mere energi og bedre humør, så er mindlessness vejen frem. Mindlessness går ud på at smile, holde dig for ørerne og sige la la la la la, hver gang du mærker depressionen og trætheden melde sig. Som jeg plejer at sige til mine klienter: ’Bid det i dig bitch!’

Tror du dine forfædre klynkede over at de ikke havde energi nok? Nej. Det var bare fucking ud på sletten og fange dinosaurusser ellers døde du af fucking sult. Og hvad har dit humør måske at gøre med noget som helst? Hvordan du har det betyder jo NADA i det store billede. Om 1 mia år eksploderer solen i en supernova og alt hvad vi mennesker nogensinde har bedrevet bliver forvandlet til støv og ingenting. Tror du så det betyder ret meget om du er lidt trist Jytte? Nej vel. Så du holder bare din fucking kæft og overlever. Du kommer videre; du spiser din leverpostej; du laver spaghetti med kødsovs til dine børn, og så smiler du gennem dine salte tårer mens du tager opvasken og læger vasketøj sammen. Sådan! Yo go girl! Girlpower! I’m a survivor! Tænk mindre, føl mindre og gør mere. Det er fucking mindlessness.

Og det var vist det. 4 enkle trin til et bedre liv. Hvis du er blevet hooked på mere, så har jeg netop nu tilbud på den fulde udgave af min bog ‘Din 4-trins guide til en lifechanging FITNESS MAKEOVER!’ på min webshop.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Træning i computerspil – løft fiktive vægte

I min artikel ‘Hvis styrketræning var et computerspil’ prøvede jeg at forestille mig hvordan styrketræning ville være, hvis det var et computerspil. Det viste sig at være en bug-ridden omgang ligegyldig grinding, som sandsynligvis ikke ville sælge mange kopier.

I denne artikel skal vi prøve at se på det omvendte, nemlig eksisterende computerspil, hvor det at træne, er en del af gameplayet.

The Sims
År: 2000-
Udvikler: EA Games
The Sims er et af de bedst sælgende spil nogensinde (over 200 mio. solgte eksemplarer), hvilket jeg personligt ikke rigtigt forstår. Jo jeg sad da også og spillede det oprindelige spil da det kom frem i 2000, men helt ærligt, så brugte jeg det mest som en husbygningssimulator. Resten af spillet er jo dødssygt.

Du kan f.eks. sætte dine små sims til at træne, men mens du i andre spil, i det mindste selv kan styre dem gennem processen, så sidder du i The Sims bare og kigger på en fiktiv karakter der træner. Der er flere forskellige måder du kan træne på i The Sims. Du kan f.eks. løbe en tur, lave øvelser på gulv, træne i styrkeudstyr, tæske en boksepude ihjel eller svømme en tur. Nå ja, og så hjælper det faktisk også på dit fitnessniveau, hvis du læser en bog om træning.

Når du bliver træt af alt dette (jeg mistede personligt interessen efter ca. 8 sek.), så kan du sende din lille sim i bad, ud for at lave mad, ud for at skide eller andre sindsoprivende spændende ting. Hvem der gider lave så kedsommelige ting i et spil, når det virkelige liv er fyldt til randen med lige så kedsommelige opgaver, aner jeg ikke. Men det er tilsyneladende ret mange.

Hvis du ikke gider bruge tid på at komme op på et højt fitnesslevel i The Sims, kan du bruge digital doping. Hvis du trykker på CTRL+SHIFT+C, kommer der en lille konsol op, hvor du kan skrive: stats.set_skill_level Skill_Fitness 10. Så ryger du fluks op på 10/10 i fitnesslevel.

Hard Time
År: 2007
Udvikler: MDickie
Hard time er et amatøragtigt, og rimelig grinagtigt fængselsspil, hvor du som indsat i Southtown Correctional Facility, skal forsøge at overleve på bedste vis. Det er ikke nemt, da både medfanger og fængselsvagter er ultra voldelige. En måde at forsvare dig selv på er dog ved at blive stærkere, og det bliver du selvfølgelig ved at løfte vægte.

Når du træner opbygger du styrke, og jo større styrke du har, des større prygl kan du give til dine modstandere i spillet. Du kan dog ikke bare opbygge uendelig styrke, da du dræner din energi når du løfter vægte.

Hard time er bestemt ikke for børn, og uanset hvor hårdt du træner, skal du være forberedt på at få massive prygl af snart set hvem som helst, eller få brokket en latexhandske-beklædt hånd op i rektum af en bestialsk fængselsvagt.

I må I ikke snyde jer selv for dette absurde klip fra spillet, hvor den episke Bulk Bogan dyrker bodybuildinglivsstilen bag tremmer:
https://www.youtube.com/watch?v=5NII2j-llWo

World games
År: 1986
Udvikler: Epyx
Tilbage i 1980’erne udgav spilfirmaet Epyx, en lang række sportsspil til datidens platforme som f.eks. Commodore 64 og Amstrad. De mest populære var Summer Games og Winter games, men også spillet World games blev ret populært. I World games kunne man f.eks. dyrke vægtløftning. Jeg spillede selv spillet da jeg var en 9-10 år, og husker det som det vildeste shit. Okay, vægtløftningen var bare nogle simple moves man lavede med et gammelt joystick, men det var alligevel fedt når man satte en ny rekord. Der var dog en lille bug i spillet, som gjorde at man f.eks. kunne løfte 860 kg i snatch.
https://www.youtube.com/watch?v=cXl0EcbgirM
995 kg sammenlagt i træk og stød. Hossein Rezazadeh kom bare an.

Gennem årene var der flere spilfirmaer, som forsøgte at kopiere Epyx’ populære sportskoncept. Firmaet Magic Bytes Entertainment forsøgte sig f.eks. med Eskimo games, uden den store succes. Epyx selv gik konkurs i 1989.

Læs også: 20 års jubilæum som jernkriger – et eksempel på muskelvækst over tid

Daley Thompson’s Olympic Challenge
År: 1988
Udvikler: Ocean
I 1988 fik tikæmperen Daley Thompson sit eget computerspil. Thompson vandt guld i tikamp ved OL i 1980 og 1984, og satte verdensrekord fire gange, og da sportsspil var the shit i midten og slutningen af 80’erne, så skulle en tikæmper selvfølgelig også have sit eget spil.

En del af spillet går ud på at du skal løfte vægte for at træne dig op til de 10 main events. Du skal både køre biceps curls og squats, for at få boostet din energi i form af den fiktive energidrik Lucozade. Når du er færdig med at køre biceps curls bliver du præsenteret for den episke sætning:

Well done, you gained a can of Lucozade. Now try some squats”.

Spillet fik i sin tid ret gode anmeldelser med 7-8/10 i de fleste gamingmagasiner. Gameplayet var dog, som i de fleste af denne type sportsspil, designet på den måde at man skulle HØVLE styrepinden frem og tilbage på sit stakkels joystick, for at klare sig godt i spillet. Denne måde at kontrollere hvad der sker i spillet, har siden affødt en række morsomme kommentarer, fra folk som har forsøgt at spille det på gamle Amiga 500 maskiner: “Play this and your joystick is ready for the waste bin. I love the gfx but the game sux balls. We need an easy play, no-joystick-waggling-crack. Daley Thompson’s Joystick Killer would have been a better name.”

Som det fremgår i videoen herunder var grafikken, i træningsdelen af spillet, faktisk ret vild for sin tid.
https://www.youtube.com/watch?v=xHNblbovWY0

Hyper sports
År: 1984
Udvikler: Konami
I Hyper sports kan du også dyrke vægtløftning ligesom i World Games. Både grafikken og lyden er dog lige en tand sjovere i Hyper sports, selvom spillet kom et par år før World Games. Din karakter i spillet har et flot rødbrunt 70’er overskæg, og når han løfter vægte har han faktisk knæbind og vægtløftersko på. Når du klarer et tungt løft, kommer der nogle trunter i meget korte kjoler og holder et helt random skilt op, hvorpå der står 1000. Jeg ved ikke hvad det handler om.
https://www.youtube.com/watch?v=OsLEq3DP4as
Vægtløftningen starter ved 5.44 min.

GTA San Andreas
År: 2004
Udvikler: Rockstar Games
Et af de bedste spil nogensinde, hvor vægttræning indgår som en del af gameplayet, er GTA San Andreas. Det er ikke fordi træning fylder meget i spillet, men ligesom du kan gå til frisør og få lavet nyt hår; gå på grillbar og få dig en lækker burger, og gå ind i en våbenbutik og købe dig en dejlig flammekaster, så kan du også gå i træningscentret og gøre din karakter mega buff. Og jo mere buff du er, des mere respekt får du på gaden i det fiktive Los Santos, hvor kriminelle bander hersker.

Som i virkeligheden tager det dog virkeligt lang tid at blive swole, og gider du ikke bruge utallige timer på at bygge fiktive muskler, når du også har rigtige muskler der skal trænes, kan du du skyde genvej med snydekoden ’BUFFMEUP’, som giver instant muscles.

GTA San Andreas er efterhånden blevet solgt i over 27 mio. eksemplarer. En af de mest savnede features ved den nyeste udgave af spillet, GTA V, er netop muligheden for at træne, og gøre sin karakter mega buff. Det har dog ikke sat en bremser for salget, som efterhånden er nået op over 110 mio. eksemplarer.

Roblox Weight lifting simulator 3
År: 2018
Udvikler: Flamin’ StudiosDet mest rendyrkede styrketræningsspil der findes må være Roblox weight lifting simulator 3. Her kan du pumpe dig kæmpe stor med dødløft, bænkpres, curls, armbøjninger osv., ligesom du kan spise proteinbarer og nogle andre småting. Dine træningssessioner bliver dog af og til afbrudt af såkaldte brawls, hvor du skal kæmpe mod andre spillere, for at se hvem, der er den stærkeste.

Kampsystemet er så sofistikeret, at det mest af alt minder om noget en hviderussisk programmør biksede sammen engang tilbage i 1983.

Der ser ikke rigtigt ud til at være nogen grænse for hvor stor du kan blive i spillet, og nogle ihærdige spillere, med lidt for meget fritid, har formået at pumpe sig så store, at de ikke rigtigt kan være i spillet mere. https://www.youtube.com/watch?v=MhAJrSMY444

Hvis du har så meget tid til rådighed, som det kræver at blive stor i weight lifting simualtor, vil jeg foreslå at du i stedet bruger den tid på at lave vægttræning ude i virkeligheden, fremfor at pumpe dine fiktive muskler store.

Robloxplatformen, som er en gamingplatform, hvor brugerne selv kan designe deres egne primitive spil, har desuden er lang række andre vægttræningspil som Weight clicking simulator, Body builder simulator, Weight champion, Ro-lifting simulator osv. De er alle rimelig primitive og åndssvage, og i Ro-lifting simulator kan du f.eks. brække den ene ende af en barbell og tæske dine medspillere med den resterende del af vægtstangen.

Læs også: Bodybuildingens lumre gyder – Kai Greene og grapefrugten

Summertime saga
År: 2019Udvikler: DarkCookieSummertime saga er et riiimelig erotisk datingspil, som endnu ikke er fuldt færdigudviklet, men en del af spillet går ud på at du kan træne. Jeg er ret sikker på det ikke bliver det nye Fortnite, så medmindre du er fan af højerotiske indiegames, hvor du kan få lov at træne en lille smule, så vil jeg anbefale dig at springe over denne titel.

Casual games
År: Forskelligt
Udvikler: ForskelligtUd over de spil jeg allerede har nævnt, findes der en lang række casual games til Android og iOS, som du kan give dig i kast med når du er på farten. Det er f.eks. titler som Poptropica, Weight Lifting – Workout, Exercise and Fitness Game, Gym Fit to Fat Race, Virtual Gym Workout game, Fitness Gym Bodybuilding Pump og Muscle King! Fælles for dem er at det er reklamefinansierede spil af en forholdsvis tvivlsom karakter. Det er den type spil, som børn kan finde på at installere, hvis du lader dem sidde alene med en ipad ½ t, hvorefter du får pop ups og notifikationer og reklamer kastet i hovedet de næste 3 måneder indtil du finder ud af hvordan du afinstallerer lortet igen.

Personligt foretrækker jeg nu at løfte rigtige vægte, da det virker som et gigantisk tidsspilde at pumpe fiktive muskler store. Lidt ligesom dengang der var horder af unge mennesker, som brugte utallige timer af deres liv på at blive vanvittigt gode til Guitar Hero, i stedet for at blive gode til at spille på rigtig guitar. Der er jo ingen der spiller Guitar Hero mere, mens rigtige guitarer sjovt nok stadig er i omløb.

Men som adspredelse er træningsspil nu sjove nok, og de ovenstående er i hvert fald eksempler på spil, som du kan prøve kræfter med, hvis du synes det kunne være sjovt at træne, også i et computerspil.

Læs også: Muskler i populærkultur – Stallone, Duke Nukem og superhelte

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvorfor var Usain Bolt så god?

Lørdag d. 12/8-17 løb Usain Bolt sit sidste løb. 4 x 100 m stafet for Jamaica. Det endte med en skade i baglåret, i den øverste del af hans venstre biceps femoris, men de foregående 10 år havde Bolt været verdens absolut bedste og mest dominerende sprinter, og havde vundet guld på 100 m og 200 m i stort set hver eneste konkurrence han stillede op til, inkl. OL og VM.

I 2013 kom der et studie med titlen ‘A Kinematics Analysis Of Three Best 100 M Performances Ever’ hvor man forsøgte at komme til bunds i hvad det er der gjorde Bolt så overlegen. Det er et lidt tungt studie, men i denne artikel vil jeg forsøge at hive de mest interessante oplysninger ud for at få svar på, ‘Hvorfor var Usain Bolt så god?’

Analysen af Bolts løb blev lavet ud fra hans tre bedste løb: OL i Beijing i 2008, hvor han løb på 9.69 sek; VM i Berlin 2009, hvor han løb på 9.58 sek (den gældende verdensrekord), og OL i London i 2012, hvor han løb på 9.63 sek (den gældende olympiske rekord).

Bolts stats i 2013 var: Højde: 196 cm. Alder: 26 år. Vægt: 93 kg. Bedste tid på 100 m: 9.58 sek.
Man sammenlignede hans data og løbestil med en række andre topløbere fra de tre løb. De andre deltageres stats var (gennemsnit):

OL i Beijing i 2008: Alder: 25.3 ± 2.93 år. Højde: 176.0 ± 8.40 cm. Vægt: 76.7 ± 6.41 kg. Bedste tid på 100 m: 9.96 ± 0.05 s (Bedste tid: 9.98 sek.)
VM i Berlin 2009: Alder: 26.7 ± 4.07 år. Højde: 177.3 ± 6.40 cm. Vægt: 79.0 ± 8.01 kg. Bedste tid på 100 m: 9.91 ± 0.10 s (Bedste tid: 9.71 sek.)
OL i London i 2012: Alder: 27.0 ± 3.26 år. Højde: 179.4 ± 8.10 cm. Vægt: 80.4 ± 8.27 kg. Bedste tid på 100 m: 9.86 ± 0.10 s (Bedste tid: 9.75 sek.)

Som det fremgår var Bolt markant højere end de andre deltagere. Faktisk var han verdens højeste sprinter og var mellem 16.6 cm og 20 cm højere end de atleter han slog til de tre mesterskaber. Bolt var med sine 93 kg også mellem 10.7 % og 14.8 % tungere end hans modstandere i de tre løb.

Ser vi på Bolts løbestil og sammenligner den med de andre deltagere, så tog Bolt kun 41.13 skridt i løbet af de 100 m, mens de andre brugte mellem 43-48 skridt. Bolt tog kortere skridt i starten af sine løb, men i gennemsnit var hvert skridt hele 2.45 m langt, mens de andre deltagere måtte nøjes med 2.19 m – 2.25 m pr. skridt.

En høj krop og lange ben kan være en ulempe da det tager længere tid at få så stor en krop op i fart. Vi så i mange af Bolts løb at han sjældent var forrest efter de 10 første meter. Til gengæld kunne Bolt nå op på en højere tophastighed, og med sin højde, kunne han holde den høje fart i længere tid end de lavere modstandere.

Læs også: Optimale kropsproportioner for bodybuilding

Forskerne bag studiet mener også at Bolt er i stand til at generere mere kraft hver gang han rammer underlaget, hvilket er med til at gøre hans skridt længere og hans fart højere. En af de måder hvorved Bolt kan gøre dette, er ved at hans forfod lander en lille smule længere foran hans knæ end man ser hos de andre løbere. Dette stresser godt nok baglåret ret meget, hvilket måske kan forklare, hvorfor Bolt blev skadet i sine haser i både 2004, 2006, 2014 og 2017, men det giver altså også et mere kraftfuldt løb.

Forskerne mener også at Bolt har en fleksibilitet i sine hofter, som er med til at give ham en overlegen bevægelighed og evne til at generere kraft omkring hofter og ben. Dette er ikke nærmere uddybet.

Bolts absolutte tophastighed nåede han op på i Berlin i 2009 mellem 60 og 80 m, hvor han nåede op på hele 44.72 km/t. Forskerne bag studiet estimerer at Bolt kunne have sat en verdensrekordtid på 9.52 sek. hvis alt havde lykkedes for ham i et af de løb han deltog i. I Beijing 2008 var han f.eks. meget hurtigt ude af startblokkene, også hurtigere end da han satte sin verdensrekord i 2009, og i London, hvor han løb sin næstbedste tid nogensinde, viser talene at han satte farten ned inden han nåede over målstregen.

Læs også: Grænsen for den menneskelige fysik

Begrænsningerne ved det studie vi lige har gennemgået er at man primært så på højde, vægt, hastighed, skridtlængde og skridtfrekvens, mens man ikke havde muskelfibertyper, træningsprogram, doping og andre faktorer med i sine overvejelser. Studiet kan godt give det indtryk at en stor del af Bolts succes skyldes at han er så høj som han er, og at hans proportioner er den primære årsag til at han er så god. Den næsthøjeste sprinter i verden er amerikaneren Ryan Bailey (1.93 m) og hans personlige rekord på 100 m er på 9.88 sek. Der er intet der tyder på at Bailey lige høvler 0.30 sek af sin PR inden for de næste par år, selvom han næsten er lige så høj som Bolt, så højde er altså ikke altafgørende. Den næsthurtigte mand i verden nogensinde, Tyson Gay, har da også formået at løbe 9.69 sek med en højde på kun 1.78 m.

Doping
Tyson Gay fik en dopingdom i 2013. Og han er langt fra den eneste af topsprinterne, som er blevet taget for doping. Yohan Blake som også har løbet på 9.69 fik en dopingdom i 2009 (om end det var en mild en af slagsen for brug af DMAA). Asafa Powell, som har løbet på 9.72 blev taget for doping i 2014. Også Justin Gatlin og Nesta Carter er blevet taget for doping. Faktisk skal vi helt ned til den 34. hurtigste tid nogensinde før vi finder en atlet som ikke er taget for doping (opgjort i 2017). Altså bortset fra Bolt, som er den eneste på listen der ikke har taget doping. Vi vender tilbage til dette om lidt.

Maurice Greene, der har løbet på 9.79 sek, den 34. hurtigste tid nogensinde, har dog en dum sag liggende, hvor han har indrømmet at have betalt penge til en mexikansk diskoskaster, som var kendt for at levere doping til andre atleter. Hvis vi antager at også Maurice Greene har været dopet, så skal vi helt ned til nr. 51 på listen for at finde en dopingfri atlet, nemlig Richard Thompson fra Trinidad & Tobago, med en tid på 9.82 sek. Altså bortset fra at den bedste af dem alle, Usain Bolt, aldrig er blevet taget for doping.

Kynikere vil nok mene at man er naiv hvis man tror at Bolt var ren, mens andre vil argumentere for at hans atypiske kropsbygning, hans naturlige talent for sprint, hans samarbejde med nogle af verdens bedste trænere, og veltilrettelagt træning er den eneste opskrift bag hans succes. Vi plejer at operere med den grundlæggende regel at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og derfor må vi retfærdigvis antage at Bolt ikke har været dopet.

En som er af den modsatte mening er en fyr ved navn Tom New, som i en længere artikel har brugt den såkaldte Duck test for at vise at der er ret meget der peger i retning af at Bolt har været dopet. The duck test lyder: ‘If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck’. Med andre ord, hvis alt peger i retning af at Bolt har været dopet, så har han sandsynligvis været dopet. Det ‘alt’ som Tom New fremhæver i sin artikel er bl.a. den statistik jeg lige har gennemgået herover, nemlig at stort set alle andre fantomtider, som er blevet sat på 100 m, er sat af dopede atleter. At Bolt skulle være den eneste der ikke har taget doping, samtidig med at han er bedre end alle de andre dopede atleter, virker bare usandsynligt.

Tom New påpeger også at Bolt i løbet af kun 12 mdr. omkring 2008, forbedrede sin PR fra 10.03 sek til 9.69 sek. Det er sjældent man ser clean atleter forbedre sig så drastisk på så kort tid.

Et andet punkt Tom New slår ned på er at sprint er en beskidt sport, som gennem tiden har fostret mangt en dopingskandale. Bolt løber desuden for et hold, Jamaica, som indtil 2008, ikke havde noget nationalt anti-doping forbund, og som de seneste 10 år kun har testet ganske få atleter uden for konkurrence. Jamaica er også et af de lande, hvor flest atleter (og især sprintere) er blevet taget for doping ift. befolkningstallet. Mens 0.1 ud af hver 1 mio amerikanere er blevet taget for doping, så er hele 5.9 ud af hver 1 mio jamaicanere blevet taget for doping (denne statistik kan dog retfærdigvis også tilskrives det langt lavere indbyggertal på Jamaica.)

Tom New har flere argumenter, men lad os stoppe her. Flere af hans argumenter er lidt søgte og meget af hans statistik er konstrueret så det passer ind i hans fortælling. Han refererer også til tvivlsomme, moralsk anløbne kilder som f.eks. dopingkongen fra 90’erne, Victor Conte. Det er alt sammen indicier og indtil videre kan vi stadig betragte Bolt som, ikke kun den hurtigste, men også den hurtigste clean sprinter nogensinde.

Læs også: Dopingens historie

Kilder:
Maćkała Krzysztof og Antti Mero. A Kinematics Analysis Of Three Best 100 M Performances Ever. J Hum Kinet. 2013 Mar; 36: 149–160.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar