Træning i computerspil – løft fiktive vægte

I min artikel ‘Hvis styrketræning var et computerspil’ prøvede jeg at forestille mig hvordan styrketræning ville være, hvis det var et computerspil. Det viste sig at være en bug-ridden omgang ligegyldig grinding, som sandsynligvis ikke ville sælge mange kopier.

I denne artikel skal vi prøve at se på det omvendte, nemlig eksisterende computerspil, hvor det at træne, er en del af gameplayet.

The Sims
År: 2000-
Udvikler: EA Games
The Sims er et af de bedst sælgende spil nogensinde (over 200 mio. solgte eksemplarer), hvilket jeg personligt ikke rigtigt forstår. Jo jeg sad da også og spillede det oprindelige spil da det kom frem i 2000, men helt ærligt, så brugte jeg det mest som en husbygningssimulator. Resten af spillet er jo dødssygt.

Du kan f.eks. sætte dine små sims til at træne, men mens du i andre spil, i det mindste selv kan styre dem gennem processen, så sidder du i The Sims bare og kigger på en fiktiv karakter der træner. Der er flere forskellige måder du kan træne på i The Sims. Du kan f.eks. løbe en tur, lave øvelser på gulv, træne i styrkeudstyr, tæske en boksepude ihjel eller svømme en tur. Nå ja, og så hjælper det faktisk også på dit fitnessniveau, hvis du læser en bog om træning.

Når du bliver træt af alt dette (jeg mistede personligt interessen efter ca. 8 sek.), så kan du sende din lille sim i bad, ud for at lave mad, ud for at skide eller andre sindsoprivende spændende ting. Hvem der gider lave så kedsommelige ting i et spil, når det virkelige liv er fyldt til randen med lige så kedsommelige opgaver, aner jeg ikke. Men det er tilsyneladende ret mange.

Hvis du ikke gider bruge tid på at komme op på et højt fitnesslevel i The Sims, kan du bruge digital doping. Hvis du trykker på CTRL+SHIFT+C, kommer der en lille konsol op, hvor du kan skrive: stats.set_skill_level Skill_Fitness 10. Så ryger du fluks op på 10/10 i fitnesslevel.

Hard Time
År: 2007
Udvikler: MDickie
Hard time er et amatøragtigt, og rimelig grinagtigt fængselsspil, hvor du som indsat i Southtown Correctional Facility, skal forsøge at overleve på bedste vis. Det er ikke nemt, da både medfanger og fængselsvagter er ultra voldelige. En måde at forsvare dig selv på er dog ved at blive stærkere, og det bliver du selvfølgelig ved at løfte vægte.

Når du træner opbygger du styrke, og jo større styrke du har, des større prygl kan du give til dine modstandere i spillet. Du kan dog ikke bare opbygge uendelig styrke, da du dræner din energi når du løfter vægte.

Hard time er bestemt ikke for børn, og uanset hvor hårdt du træner, skal du være forberedt på at få massive prygl af snart set hvem som helst, eller få brokket en latexhandske-beklædt hånd op i rektum af en bestialsk fængselsvagt.

I må I ikke snyde jer selv for dette absurde klip fra spillet, hvor den episke Bulk Bogan dyrker bodybuildinglivsstilen bag tremmer:
https://www.youtube.com/watch?v=5NII2j-llWo

World games
År: 1986
Udvikler: Epyx
Tilbage i 1980’erne udgav spilfirmaet Epyx, en lang række sportsspil til datidens platforme som f.eks. Commodore 64 og Amstrad. De mest populære var Summer Games og Winter games, men også spillet World games blev ret populært. I World games kunne man f.eks. dyrke vægtløftning. Jeg spillede selv spillet da jeg var en 9-10 år, og husker det som det vildeste shit. Okay, vægtløftningen var bare nogle simple moves man lavede med et gammelt joystick, men det var alligevel fedt når man satte en ny rekord. Der var dog en lille bug i spillet, som gjorde at man f.eks. kunne løfte 860 kg i snatch.
https://www.youtube.com/watch?v=cXl0EcbgirM
995 kg sammenlagt i træk og stød. Hossein Rezazadeh kom bare an.

Gennem årene var der flere spilfirmaer, som forsøgte at kopiere Epyx’ populære sportskoncept. Firmaet Magic Bytes Entertainment forsøgte sig f.eks. med Eskimo games, uden den store succes. Epyx selv gik konkurs i 1989.

Læs også: 20 års jubilæum som jernkriger – et eksempel på muskelvækst over tid

Daley Thompson’s Olympic Challenge
År: 1988
Udvikler: Ocean
I 1988 fik tikæmperen Daley Thompson sit eget computerspil. Thompson vandt guld i tikamp ved OL i 1980 og 1984, og satte verdensrekord fire gange, og da sportsspil var the shit i midten og slutningen af 80’erne, så skulle en tikæmper selvfølgelig også have sit eget spil.

En del af spillet går ud på at du skal løfte vægte for at træne dig op til de 10 main events. Du skal både køre biceps curls og squats, for at få boostet din energi i form af den fiktive energidrik Lucozade. Når du er færdig med at køre biceps curls bliver du præsenteret for den episke sætning:

Well done, you gained a can of Lucozade. Now try some squats”.

Spillet fik i sin tid ret gode anmeldelser med 7-8/10 i de fleste gamingmagasiner. Gameplayet var dog, som i de fleste af denne type sportsspil, designet på den måde at man skulle HØVLE styrepinden frem og tilbage på sit stakkels joystick, for at klare sig godt i spillet. Denne måde at kontrollere hvad der sker i spillet, har siden affødt en række morsomme kommentarer, fra folk som har forsøgt at spille det på gamle Amiga 500 maskiner: “Play this and your joystick is ready for the waste bin. I love the gfx but the game sux balls. We need an easy play, no-joystick-waggling-crack. Daley Thompson’s Joystick Killer would have been a better name.”

Som det fremgår i videoen herunder var grafikken, i træningsdelen af spillet, faktisk ret vild for sin tid.
https://www.youtube.com/watch?v=xHNblbovWY0

Hyper sports
År: 1984
Udvikler: Konami
I Hyper sports kan du også dyrke vægtløftning ligesom i World Games. Både grafikken og lyden er dog lige en tand sjovere i Hyper sports, selvom spillet kom et par år før World Games. Din karakter i spillet har et flot rødbrunt 70’er overskæg, og når han løfter vægte har han faktisk knæbind og vægtløftersko på. Når du klarer et tungt løft, kommer der nogle trunter i meget korte kjoler og holder et helt random skilt op, hvorpå der står 1000. Jeg ved ikke hvad det handler om.
https://www.youtube.com/watch?v=OsLEq3DP4as
Vægtløftningen starter ved 5.44 min.

GTA San Andreas
År: 2004
Udvikler: Rockstar Games
Et af de bedste spil nogensinde, hvor vægttræning indgår som en del af gameplayet, er GTA San Andreas. Det er ikke fordi træning fylder meget i spillet, men ligesom du kan gå til frisør og få lavet nyt hår; gå på grillbar og få dig en lækker burger, og gå ind i en våbenbutik og købe dig en dejlig flammekaster, så kan du også gå i træningscentret og gøre din karakter mega buff. Og jo mere buff du er, des mere respekt får du på gaden i det fiktive Los Santos, hvor kriminelle bander hersker.

Som i virkeligheden tager det dog virkeligt lang tid at blive swole, og gider du ikke bruge utallige timer på at bygge fiktive muskler, når du også har rigtige muskler der skal trænes, kan du du skyde genvej med snydekoden ’BUFFMEUP’, som giver instant muscles.

GTA San Andreas er efterhånden blevet solgt i over 27 mio. eksemplarer. En af de mest savnede features ved den nyeste udgave af spillet, GTA V, er netop muligheden for at træne, og gøre sin karakter mega buff. Det har dog ikke sat en bremser for salget, som efterhånden er nået op over 110 mio. eksemplarer.

Roblox Weight lifting simulator 3
År: 2018
Udvikler: Flamin’ StudiosDet mest rendyrkede styrketræningsspil der findes må være Roblox weight lifting simulator 3. Her kan du pumpe dig kæmpe stor med dødløft, bænkpres, curls, armbøjninger osv., ligesom du kan spise proteinbarer og nogle andre småting. Dine træningssessioner bliver dog af og til afbrudt af såkaldte brawls, hvor du skal kæmpe mod andre spillere, for at se hvem, der er den stærkeste.

Kampsystemet er så sofistikeret, at det mest af alt minder om noget en hviderussisk programmør biksede sammen engang tilbage i 1983.

Der ser ikke rigtigt ud til at være nogen grænse for hvor stor du kan blive i spillet, og nogle ihærdige spillere, med lidt for meget fritid, har formået at pumpe sig så store, at de ikke rigtigt kan være i spillet mere. https://www.youtube.com/watch?v=MhAJrSMY444

Hvis du har så meget tid til rådighed, som det kræver at blive stor i weight lifting simualtor, vil jeg foreslå at du i stedet bruger den tid på at lave vægttræning ude i virkeligheden, fremfor at pumpe dine fiktive muskler store.

Robloxplatformen, som er en gamingplatform, hvor brugerne selv kan designe deres egne primitive spil, har desuden er lang række andre vægttræningspil som Weight clicking simulator, Body builder simulator, Weight champion, Ro-lifting simulator osv. De er alle rimelig primitive og åndssvage, og i Ro-lifting simulator kan du f.eks. brække den ene ende af en barbell og tæske dine medspillere med den resterende del af vægtstangen.

Læs også: Bodybuildingens lumre gyder – Kai Greene og grapefrugten

Summertime saga
År: 2019Udvikler: DarkCookieSummertime saga er et riiimelig erotisk datingspil, som endnu ikke er fuldt færdigudviklet, men en del af spillet går ud på at du kan træne. Jeg er ret sikker på det ikke bliver det nye Fortnite, så medmindre du er fan af højerotiske indiegames, hvor du kan få lov at træne en lille smule, så vil jeg anbefale dig at springe over denne titel.

Casual games
År: Forskelligt
Udvikler: ForskelligtUd over de spil jeg allerede har nævnt, findes der en lang række casual games til Android og iOS, som du kan give dig i kast med når du er på farten. Det er f.eks. titler som Poptropica, Weight Lifting – Workout, Exercise and Fitness Game, Gym Fit to Fat Race, Virtual Gym Workout game, Fitness Gym Bodybuilding Pump og Muscle King! Fælles for dem er at det er reklamefinansierede spil af en forholdsvis tvivlsom karakter. Det er den type spil, som børn kan finde på at installere, hvis du lader dem sidde alene med en ipad ½ t, hvorefter du får pop ups og notifikationer og reklamer kastet i hovedet de næste 3 måneder indtil du finder ud af hvordan du afinstallerer lortet igen.

Personligt foretrækker jeg nu at løfte rigtige vægte, da det virker som et gigantisk tidsspilde at pumpe fiktive muskler store. Lidt ligesom dengang der var horder af unge mennesker, som brugte utallige timer af deres liv på at blive vanvittigt gode til Guitar Hero, i stedet for at blive gode til at spille på rigtig guitar. Der er jo ingen der spiller Guitar Hero mere, mens rigtige guitarer sjovt nok stadig er i omløb.

Men som adspredelse er træningsspil nu sjove nok, og de ovenstående er i hvert fald eksempler på spil, som du kan prøve kræfter med, hvis du synes det kunne være sjovt at træne, også i et computerspil.

Læs også: Muskler i populærkultur – Stallone, Duke Nukem og superhelte

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvorfor var Usain Bolt så god?

Lørdag d. 12/8-17 løb Usain Bolt sit sidste løb. 4 x 100 m stafet for Jamaica. Det endte med en skade i baglåret, i den øverste del af hans venstre biceps femoris, men de foregående 10 år havde Bolt været verdens absolut bedste og mest dominerende sprinter, og havde vundet guld på 100 m og 200 m i stort set hver eneste konkurrence han stillede op til, inkl. OL og VM.

I 2013 kom der et studie med titlen ‘A Kinematics Analysis Of Three Best 100 M Performances Ever’ hvor man forsøgte at komme til bunds i hvad det er der gjorde Bolt så overlegen. Det er et lidt tungt studie, men i denne artikel vil jeg forsøge at hive de mest interessante oplysninger ud for at få svar på, ‘Hvorfor var Usain Bolt så god?’

Analysen af Bolts løb blev lavet ud fra hans tre bedste løb: OL i Beijing i 2008, hvor han løb på 9.69 sek; VM i Berlin 2009, hvor han løb på 9.58 sek (den gældende verdensrekord), og OL i London i 2012, hvor han løb på 9.63 sek (den gældende olympiske rekord).

Bolts stats i 2013 var: Højde: 196 cm. Alder: 26 år. Vægt: 93 kg. Bedste tid på 100 m: 9.58 sek.
Man sammenlignede hans data og løbestil med en række andre topløbere fra de tre løb. De andre deltageres stats var (gennemsnit):

OL i Beijing i 2008: Alder: 25.3 ± 2.93 år. Højde: 176.0 ± 8.40 cm. Vægt: 76.7 ± 6.41 kg. Bedste tid på 100 m: 9.96 ± 0.05 s (Bedste tid: 9.98 sek.)
VM i Berlin 2009: Alder: 26.7 ± 4.07 år. Højde: 177.3 ± 6.40 cm. Vægt: 79.0 ± 8.01 kg. Bedste tid på 100 m: 9.91 ± 0.10 s (Bedste tid: 9.71 sek.)
OL i London i 2012: Alder: 27.0 ± 3.26 år. Højde: 179.4 ± 8.10 cm. Vægt: 80.4 ± 8.27 kg. Bedste tid på 100 m: 9.86 ± 0.10 s (Bedste tid: 9.75 sek.)

Som det fremgår var Bolt markant højere end de andre deltagere. Faktisk var han verdens højeste sprinter og var mellem 16.6 cm og 20 cm højere end de atleter han slog til de tre mesterskaber. Bolt var med sine 93 kg også mellem 10.7 % og 14.8 % tungere end hans modstandere i de tre løb.

Ser vi på Bolts løbestil og sammenligner den med de andre deltagere, så tog Bolt kun 41.13 skridt i løbet af de 100 m, mens de andre brugte mellem 43-48 skridt. Bolt tog kortere skridt i starten af sine løb, men i gennemsnit var hvert skridt hele 2.45 m langt, mens de andre deltagere måtte nøjes med 2.19 m – 2.25 m pr. skridt.

En høj krop og lange ben kan være en ulempe da det tager længere tid at få så stor en krop op i fart. Vi så i mange af Bolts løb at han sjældent var forrest efter de 10 første meter. Til gengæld kunne Bolt nå op på en højere tophastighed, og med sin højde, kunne han holde den høje fart i længere tid end de lavere modstandere.

Læs også: Optimale kropsproportioner for bodybuilding

Forskerne bag studiet mener også at Bolt er i stand til at generere mere kraft hver gang han rammer underlaget, hvilket er med til at gøre hans skridt længere og hans fart højere. En af de måder hvorved Bolt kan gøre dette, er ved at hans forfod lander en lille smule længere foran hans knæ end man ser hos de andre løbere. Dette stresser godt nok baglåret ret meget, hvilket måske kan forklare, hvorfor Bolt blev skadet i sine haser i både 2004, 2006, 2014 og 2017, men det giver altså også et mere kraftfuldt løb.

Forskerne mener også at Bolt har en fleksibilitet i sine hofter, som er med til at give ham en overlegen bevægelighed og evne til at generere kraft omkring hofter og ben. Dette er ikke nærmere uddybet.

Bolts absolutte tophastighed nåede han op på i Berlin i 2009 mellem 60 og 80 m, hvor han nåede op på hele 44.72 km/t. Forskerne bag studiet estimerer at Bolt kunne have sat en verdensrekordtid på 9.52 sek. hvis alt havde lykkedes for ham i et af de løb han deltog i. I Beijing 2008 var han f.eks. meget hurtigt ude af startblokkene, også hurtigere end da han satte sin verdensrekord i 2009, og i London, hvor han løb sin næstbedste tid nogensinde, viser talene at han satte farten ned inden han nåede over målstregen.

Læs også: Grænsen for den menneskelige fysik

Begrænsningerne ved det studie vi lige har gennemgået er at man primært så på højde, vægt, hastighed, skridtlængde og skridtfrekvens, mens man ikke havde muskelfibertyper, træningsprogram, doping og andre faktorer med i sine overvejelser. Studiet kan godt give det indtryk at en stor del af Bolts succes skyldes at han er så høj som han er, og at hans proportioner er den primære årsag til at han er så god. Den næsthøjeste sprinter i verden er amerikaneren Ryan Bailey (1.93 m) og hans personlige rekord på 100 m er på 9.88 sek. Der er intet der tyder på at Bailey lige høvler 0.30 sek af sin PR inden for de næste par år, selvom han næsten er lige så høj som Bolt, så højde er altså ikke altafgørende. Den næsthurtigte mand i verden nogensinde, Tyson Gay, har da også formået at løbe 9.69 sek med en højde på kun 1.78 m.

Doping
Tyson Gay fik en dopingdom i 2013. Og han er langt fra den eneste af topsprinterne, som er blevet taget for doping. Yohan Blake som også har løbet på 9.69 fik en dopingdom i 2009 (om end det var en mild en af slagsen for brug af DMAA). Asafa Powell, som har løbet på 9.72 blev taget for doping i 2014. Også Justin Gatlin og Nesta Carter er blevet taget for doping. Faktisk skal vi helt ned til den 34. hurtigste tid nogensinde før vi finder en atlet som ikke er taget for doping (opgjort i 2017). Altså bortset fra Bolt, som er den eneste på listen der ikke har taget doping. Vi vender tilbage til dette om lidt.

Maurice Greene, der har løbet på 9.79 sek, den 34. hurtigste tid nogensinde, har dog en dum sag liggende, hvor han har indrømmet at have betalt penge til en mexikansk diskoskaster, som var kendt for at levere doping til andre atleter. Hvis vi antager at også Maurice Greene har været dopet, så skal vi helt ned til nr. 51 på listen for at finde en dopingfri atlet, nemlig Richard Thompson fra Trinidad & Tobago, med en tid på 9.82 sek. Altså bortset fra at den bedste af dem alle, Usain Bolt, aldrig er blevet taget for doping.

Kynikere vil nok mene at man er naiv hvis man tror at Bolt var ren, mens andre vil argumentere for at hans atypiske kropsbygning, hans naturlige talent for sprint, hans samarbejde med nogle af verdens bedste trænere, og veltilrettelagt træning er den eneste opskrift bag hans succes. Vi plejer at operere med den grundlæggende regel at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og derfor må vi retfærdigvis antage at Bolt ikke har været dopet.

En som er af den modsatte mening er en fyr ved navn Tom New, som i en længere artikel har brugt den såkaldte Duck test for at vise at der er ret meget der peger i retning af at Bolt har været dopet. The duck test lyder: ‘If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck’. Med andre ord, hvis alt peger i retning af at Bolt har været dopet, så har han sandsynligvis været dopet. Det ‘alt’ som Tom New fremhæver i sin artikel er bl.a. den statistik jeg lige har gennemgået herover, nemlig at stort set alle andre fantomtider, som er blevet sat på 100 m, er sat af dopede atleter. At Bolt skulle være den eneste der ikke har taget doping, samtidig med at han er bedre end alle de andre dopede atleter, virker bare usandsynligt.

Tom New påpeger også at Bolt i løbet af kun 12 mdr. omkring 2008, forbedrede sin PR fra 10.03 sek til 9.69 sek. Det er sjældent man ser clean atleter forbedre sig så drastisk på så kort tid.

Et andet punkt Tom New slår ned på er at sprint er en beskidt sport, som gennem tiden har fostret mangt en dopingskandale. Bolt løber desuden for et hold, Jamaica, som indtil 2008, ikke havde noget nationalt anti-doping forbund, og som de seneste 10 år kun har testet ganske få atleter uden for konkurrence. Jamaica er også et af de lande, hvor flest atleter (og især sprintere) er blevet taget for doping ift. befolkningstallet. Mens 0.1 ud af hver 1 mio amerikanere er blevet taget for doping, så er hele 5.9 ud af hver 1 mio jamaicanere blevet taget for doping (denne statistik kan dog retfærdigvis også tilskrives det langt lavere indbyggertal på Jamaica.)

Tom New har flere argumenter, men lad os stoppe her. Flere af hans argumenter er lidt søgte og meget af hans statistik er konstrueret så det passer ind i hans fortælling. Han refererer også til tvivlsomme, moralsk anløbne kilder som f.eks. dopingkongen fra 90’erne, Victor Conte. Det er alt sammen indicier og indtil videre kan vi stadig betragte Bolt som, ikke kun den hurtigste, men også den hurtigste clean sprinter nogensinde.

Læs også: Dopingens historie

Kilder:
Maćkała Krzysztof og Antti Mero. A Kinematics Analysis Of Three Best 100 M Performances Ever. J Hum Kinet. 2013 Mar; 36: 149–160.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Flexitarian diet – skal du til at spise mycoprotein?


(Oprindeligt skrevet okt 2019)
For nylig kom der et studie, som vakte en del opsigt blandt vegetarer, og folk der træner, fordi studiet tilsyneladende viste at en proteinkilde kaldet Quorn, var mere effektiv til at bygge muskelmasse end protein fra mælk.

Det er ikke meget vi ved om studiet, da det ikke er publiceret endnu, men det er lavet ved University of Exeter i England, og dataene fra studiet blev publiceret i forbindelse med en konference i Prag, holdt af European College of Sport Science (ECSS). Siden da er der blevet skrevet en del om det på diverse vegetarhjemmesider, hvor der selvfølgelig været stor jubel omkring studiet, og hvor der lidt har bredt sig en stemning af: “Ha! Tag den Big-Dairy og kødindustri. Så var plantebaseret protein alligevel bedre hva!”

Det er dog, som sagt, ikke meget der er kommet ud omkring studiet, andet end de her hurtige forklaringer om at mycoprotein tilsyneladende er bedre end mælkeprotein. Jeg har derfor været i kontakt med Benjamin Wall, som er en af forskerne bag studiet, for at få lidt mere brugbar information om det. Wall oplyser at studiet først er sat til at blive udgivet ultimo 2019 eller primo 2020. Har har dog givet mig lidt uddybende information om studiet:

I studiet satte man 20 raske, veltrænede mænd til at styrketræne den ene side af kroppen, 1 gang, hvorefter man gav dem enten mycoprotein (også kaldet Quorn) eller mælkeprotein. Da der er mere protein, og dermed mere leucin pr. 100 g i mælkeprotein end mycoprotein, gav man deltagerne 30.8 g mælkebaseret proteintilskud (26.2 g protein, 2.5 g leucin) eller 70 g mycoprotein (31.5 g protein, 2.5 g leucin).

Man så derefter på hvor meget proteinsyntesen steg hos de to grupper i både de utrænede og de trænede muskler. Man fandt at de som havde indtaget mælkeprotein, fik en stigning på 43 % i de utrænede og 60 % i de trænede muskler, mens de som indtog mycoprotein, fik en stigning på 123 % i de utrænede og 199 % i de trænede muskler. Desuden var der en klar tendens til at mælkeproteinet gav en hurtigere, og større, stigning i leucinindhold i blodet end mycoprotein (299±36μmol·L-1 efter 15 min vs. 244±11μmol·L-1 efter 75 min.)

Man så altså ikke på målinger af opnået muskelmasse over en periode, men udelukkende på akutte stigninger i proteinsyntese og leucin efter en enkelt træning, og et enkelt indtag af de to proteinkilder.

Og det er sådan set det vi ved indtil videre. Jeg vil selvfølgelig afvente at det endelige studie bliver publiceret, og vende tilbage med yderligere info, hvis der er noget nyt at berette. Det skal desuden bemærkes at Tim Finnigan, som er listet som en af forfatterne på studiet, arbejder hos Marlow foods, som producerer mycoprotein, og har patent på Quorn navnet. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det bør dog nævnes, da Finnigan er meget aktiv i promoveringen af Quorn, og nogle vil se det som en interessekonflikt.

Men lad os prøve at se nærmere på mycoprotein. Hvad er det for en, tilsyneladende, hyperpotent proteinkilde?

Flexitarianbølgen
Mycoprotein har eksisteret i mange år, men har levet et uglamourøst liv uden for rampelyset. Ligesom John Travolta gjorde comeback med sin rolle i Pulp Fiction, så har mycoprotein fået en revival, som en del af hele flexitarianbølgen.

Selvom du måske ikke betegner dig selv som vegetar eller veganer, så er der en god sandsynlighed for at du, især det seneste års tid, har forsøgt at købe noget ærtebaseret PIPFRI kyllingeerstatning; noget plantebaseret hakket “kød” eller andre af de køderstatningsprodukter, der er kommet i kølediskene de senere år. Og det gør dig faktisk til en del det man kalder flexitarianbølgen, altså en slags afslappet, lejlighedsvis vegetarianisme.

De sidste 5 år har vi set en stigning på 128 % i antallet af nylancerede alternative protein-produkter, og ifølge nogle fremskrivninger vil alternative proteinkilder udgøre 33 % af proteinmarkedet i 2054. Den primære grund til at mange af os er begyndt at spise anderledes, er klima. Vi får dagligt tudet ørerne fulde med historier om hvor meget især oksekød, men også bare kødproduktion generelt, belaster vores klima, og det har fået mange af os til at skifte kødet ud med diverse plantebaserede fødevarer og proteinprodukter. Mycoprotein er en af disse alternative proteinkilder.

Læs også: Plantefars, sojamælk og mandelmel – er plantebaserede alternativer sundere?

Hvad er mycoprotein/Quorn?
Mycoprotein bliver lavet i store 40 m høje fermenteringstanke, hvor man tilsætter ilt, nitrogen, glukose og mineraler til en ordentlig portion af “svampen” fusarium venenatum. Jeg sætter “svampen” i citationstegn, fordi det i virkeligheden ikke er en svamp, men nærmere en slags mug eller skimmelvækst med et højt proteininhold. Svampen danner nogle store klumper, som man så piller ud og varmer op. Herefter slynger man vandet ud, til man har en dej-agtig substans. Så tilsætter man æggehvide som bindemiddel; koger det hele, og til sidst bliver det frosset ned. Nedfrysningen gør at klumperne får en struktur, der til forveksling minder om muskelfibre/kød.

Mycoprotein blev oprindeligt opfundet sidst i 60’erne, fordi man ville skabe en alternativ fødekilde, med et højt proteinindhold, så man havde mad nok til det kraftigt stigende antal mennesker på kloden. Der var flere dommedagsscenarier, som florerede op gennem 70’erne og 80’erne, hvor man frygtede at verden ville løbe tør for mad, på grund af den befolkningseksplosion man så. Det første mycoprotein blev solgt til mennesker i 1985 under brand-navnet Quorn. Patentet på Quorn-opskriften udløb i 2010, og Quorn, lavet af andre fabrikanter, kaldes som regel bare mycoprotein.

Hvordan er proteinkvaliteten i mycoprotein?
Hvis vi ser på det som kaldes DIAAS-scoren (digestible indispensable amino acid score), som er en skala for proteinkvalitet, hvor man ser på indholdet af essentielle aminosyrer, og hvordan disse optages i kroppen, så ligger protein fra mælk rigtig højt (1.09 for valleproteinisolat og 0.97 for valleproteinkoncentrat). Til sammenligning ligger risprotein på 0.37.

Ser vi på den såkaldte PDCAAS (Protein digestibility-corrected amino acid score), som er en ældre metode, hvor man vurderer kvaliteten af protein, baseret på aminosyrebehovet hos mennesker, og vores evne til at fordøje proteinet (og hvor max scoren er 1.0), så scorer både whey, æg, mælk og kasein 1.0, mens f.eks. ærteprotein scorer 0.89 og risprotein scorer 0.42.

Jeg har ikke kunnet finde en DIAAS på mycoprotein, men PDCAAS ligger på 0.996. Altså rigtig flot, og på linje med protein fra mælk. Et studie fra 2017 bakker desuden op om at mycoprotein har en biotilgængelighed, der svarer til animalsk protein. Det tager dog som nævnt lidt længere tid om at blive optaget end protein fra mælk.

Læs også: Leucin-supplementering for større muskelvækst

Hvad med leucinindholdet?
En af grundene til at valleprotein er så effektivt ift. muskelopbygning er, at det har et meget højt leucin-indhold, som ved indtag, resulterer i en større stigning i muskelproteinsyntese end samme mængde af andre proteintyper (mælkeprotein, risprotein, ærteprotein osv.)

Sammenligner vi indholdet af essentielle aminosyrer (herunder leucin) i mycoprotein og whey, så ser det således ud:

Aminosyre100 g whey (70 g protein pr. 100 g)100 g  Mycoprotein/quorn
Histidin1.19 g0.39 g
Isoleucin4.48 g0.57 g
Leucin7.42 g0.95 g
Valin4.13 g0.60 g
Trypthofan0.98 g0.18 g
Lysin6.72 g0.91 g
Phenylalanin2.1 g0.54 g
Threonin4.69 g0.61 g
Methionin1.54 g0.23 g


Umiddelbart ser det altså ud som om der er en del mere leucin i whey, men det er fordi der kun er 11 g protein/100g i mycoprotein og hele 70 g pr. 100 g. i whey:

100 g mycoprotein = 85 kcal og 11 g protein.
100 g whey = 390 kcal og 70 g protein.

Hvis vi prøver at opstille et virkelighedsnært scenarie, hvor du vil have 35 g protein efter træning, så skal du altså indtage 50 g whey (195 kcal) eller 318 g Quorn (270 kcal).

De 35 g protein fra whey indeholder 3.71 g leucin, mens de 35 g protein fra Quorn indeholder ~3.1 g leucin (alt afhængig af hvilket mycoprotein/Quornprodukt du vælger).

Pris
Indtil videre ser det altså rigtig fint ud for mycoprotein, bortset fra at du samlet set kommer til at indtage flere kalorier, hvis du skal have samme mængde protein. Men hvis vi begynder at se på pris pr. g protein, så falder begejstringen hurtigt.

Hvis vi går ud fra en realistisk pris på 169 kr/kg for whey, og 117 kr/kg for Quorn (Quorn fileter fra Coop), indeholdende 13 g protein/100 g, så koster 35 g protein dig 8.45 kr, hvis du vælger whey, og 31.45 kr, hvis du vælger Quorn. Det er alligevel noget af en prisforskel.

Hvis du nu også vil have 35 g protein til dit aftensmåltid, så koster de 35 g protein fra Quorn dig som sagt ca. 31 kr., og hvis vi går ud fra en kg pris på 60 kr/kg for hakket oksekød, med et proteinindhold på 21 g/100 g, så koster 35 g protein fra oksekød dig ca. 10 kr. Det kan altså hurtigt blive meget dyrt at ville erstatte animalsk protein med mycoprotein.

I praksis er det også noget nemmere lige at kyle en shake indenbords efter træning, end at pløje sig gennem 300 g Quorn, som først skal tilberedes. Quorn er nok mere anvendelig som en del af aftensmåltidet, som erstatning for kød, hvis du kan leve med den højere pris.

Vær desuden opmærksom på at Quorn indeholder æg som bindemiddel, og derfor passer til ovo vegetarer, men ikke veganere.

Fremtiden
Mens mycoprotein måske nok er begyndt at vinde indpas som køderstatning, så er det nok begrænset, hvor mange der har tænkt sig at skifte deres whey ud med små køderstatnings klumper. Især når prisen på mycoprotein stadig er så høj.

Et andet alternativt proteinprodukt, som er under udvikling, er dog det såkaldte Puretaste, som er et ris- og ærteproteinbaseret produkt, som er blevet fermenteret ved hjælp af det såkaldte mycelium (en underjordisk, trådformet/strenget, rod-agtig struktur) fra shiitake svampe. PureTaste består af 77-80 % protein og har en DIAAS score på 1.0. Jeg har ikke fundet nogle steder man kan købe Puretaste endnu, men med et så højt proteinindhold og en høj DIAAS, begynder det muligvis at kunne konkurrere med whey, hvis altså prisen bliver rimelig, og den stigende interesse for plantebaserede fødevarer varer ved.

Hvis man har prøvet at spise ærte- og risprotein vil man vide at det er en blandet fornøjelse. Især risprotein er en gusten og svært-opløselig substans. Ved at fermentere proteinet med de her svampedele, har folkene bag Puretaste tilsyneladende formået at forbedre smagen, opløseligheden og biotilgængeligheden. Dermed har man et protein, som er fri for alt det, som rigtig mange mennesker efterhånden forsøger at undgå: gluten, soja, nødder og mælkeprodukter. Ting som mange enten er allergiske overfor eller tror de er allergiske overfor.

Læs også: The church of gluten – en religiøs kostrevolution

Grus i maskineriet
Selvom det altså ser mere lovende ud for plantebaseret protein end det har gjort i mange år, så er der desværre også lidt malurt i bægeret. I et studie fra 2018 blev der nemlig rapporteret om en hel del individer, som fik allergiske reaktioner efter indtag af mycoprotein/Quorn-produkter.

I studiet så man på 1752 tilfælde af allergiske reaktioner på mycoprotein. 312 personer fik f.eks. nældefeber eller anafylaktiske reaktioner (hævede øjne, hals og tunge, kløende udslæt, åndenød, opkast, lavt blodtryk og svimmelhed). 48 % oplevede dette 1 time efter indtag af Quorn, mens resten oplevede det op til 4 timer efter indtag. 60 % af de som oplevede sådanne symptomer, oplevede dem flere gange, efter at have spist Quorn gentagne gange. Man så også en hel del tilfælde af diarre og andre mave/tarm-gener.

Er man allergisk over for skimmel eller svampe, skal man altså være opmærksom på at man muligvis kan få symptomer som disse. Studiet siger dog ikke noget om hvor udbredt disse allergiske reaktioner er, så selvom det lyder voldsomt med 1752 sager om allergiske reaktioner, så skal det sandsynligvis ses ud fra at der findes millioner af mennesker, som spiser mycoprotein dagligt.

Konklusion
Mycoprotein er altså pt en dyr proteinkilde, men også en proteinkilde, som sandsynligvis er mindre klimabelastende end kød. Det akutte studie viser en ret vanvittig stigning i proteinsyntese efter indtag, både i utrænet og trænet muskulatur, på trods af en lidt mindre og langsom stigning i leucinindhold i blodet.

Før vi kan sige noget omkring mycoproteins effekt på længere sigt, bliver vi imidlertid nødt til at se studier, hvor man sætter deltagerne til at træne over længere tid, mens de indtager enten mycoprotein eller et mælkebaseret proteintilskud.

Læs også: Hvad betyder proteinkvalitet for muskelvækst?

Kilder:
MYCOPROTEIN INGESTION STIMULATES PROTEIN SYNTHESIS RATES TO A GREATER EXTENT THAN MILK PROTEIN IN BOTH RESTED AND EXERCISED SKELETAL MUSCLE IN HEALTHY YOUNG MEN. Monteyne, A.J.1, Coelho, M.O.1, Jameson, T.S.O.1, Jackman, S.R.1, Porter, C.2, Abdelrahman, D.R.2, Finnigan, T.J.A.3, Dirks, M.L.1, Stephens, F.B.1, & Wall, B.T.1(endnu ikke publiceret).

https://redesign.mycotechcorp.com/puretaste/

https://www.researchgate.net/figure/Comparison-of-essential-amino-acid-content-of-mycoprotein-and-other-protein-foods-g_tbl1_305317336

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31187084

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29567357

http://www.exeter.ac.uk/news/featurednews/title_723771_en.html

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4924180/

https://www.cambridge.org/core/journals/british-journal-of-nutrition/article/mycoprotein-represents-a-bioavailable-and-insulinotropic-nonanimalderived-dietary-protein-source-a-doseresponse-study/EA83AC16BF75C659FD1058AE1D6AEEB7

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Geniale grønne proteiner

For nylig sendte Anders Nedergaard, aka Dr. Muskel, en ny bog på gaden, i samarbejde med kokken og madskribenten Christine Bille Nielsen. Undertitlen på bogen er ‘Den ultimative guide til planterigets kvalitetsproteiner’, og det må man sige det er.

Bogen sluttes af med 63 plantebaserede opskrifter, men inden da folder Anders Nedergaard sig ud i en tour de force af interessant viden om planteprotein. Mange af os som dyrker styrketræning, går jo i disse år, og overvejer om vi ikke også skulle hoppe med på ‘plantebølgen’, og droppe det røde oksekød. Men mens mange fitnessentusiaster har en stor viden om proteinindholdet i en lang række animalske fødevarer, så står det ofte ret sløjt til, når det kommer til viden om plantebaserede proteinkilder. Her kommer bogen til undsætning.

Hvorfor overhovedet vælge planteprotein?
Anders starter ud med at fortælle, hvorfor vi overhovedet bør overveje planteprotein. Det kan både være af klimahensyn, men det kan så sandelig også være for sundhedens skyld, at man med fordel kan vælge at indføre nogle kødfrie dage hver uge. Der er et helt kapitel dedikeret til sundhedsfordelene ved en mere plantebaseret kost, og det er opsigtsvækkende læsning. Heldigvis, vil jeg sige, bliver det aldrig dogmatisk og moraliserende. Det er meget sobert opstillet, og der er aldrig en agenda om at vi alle skal være hardcore veganere. Sundhedsfordele ved indtag af fisk og fjerkræ indgår også som en del af fremlæggelsen af de videnskabelige resultater.

Skal man spise kød for at opnå sine fitnessmål?

Alle kan være med, og dog…
Og det er netop her bogen har sin helt store styrke: Det hele er baseret på den tilgængelige forskning. Det handler ikke om hvad nogen mener eller føler er rigtigt. Det er simpelthen bare et stykke solidt arbejde Anders har lavet i sin research. OG det er præsenteret i et sprog der er forståeligt for de fleste.

Okay, det bliver temmelig nørdet af og til, og især et afsnit omkring fordele og ulemper ved befolkningsstudier og interventionsstudier, bliver måske liiige tungt nok for den almene læser. Bevares, jeg elsker selv den slags. Jo mere nørdet og detaljerigt des bedre, men jeg kan forestille mig at mange nok vil skimme lidt let henover det afsnit, da det ikke er super relevant for det egentlige emne, men nok mere er ment som et redskab til selv at kunne vurdere studiers relevans.

Frygt ikke, hvis du er bange for at skifte bøffen ud med bønner
Herefter følger et kapitel om hvorfor proteiner/aminosyrer er så vigtige, efterfulgt af et af bogens mest interessante og dybdegående kapitler om kvaliteten af forskellige planteproteiner. Her er der virkelig brugbar info til dem, som er bekymrede for, om de får nok af alle de essentielle aminosyrer, hvis de begynder at skifte frikadellerne ud med falafler. Bogen ville være alle pengene værd, hvis den alene bestod af dette ene kapitel, da det giver et så godt overblik over de forskellige plantebaserede proteinkilder. Der er f.eks. lister over hvilken funktion de forskellige aminosyrer har i kroppen, og lister over gode ‘fødevare-par’ som f.eks. ris og brune bønner, som hver for sig ikke er imponerende, proteinwise, men som sammen bliver en stærk kombo.

Til dig der træner
Og lige når man troede, at nu kan det da ikke blive ret meget mere interessant, så topper Anders det lige med et kapitel, fuldstændig målrettet folk som træner, og som gerne vil spise mere plantebaseret. Der er bl.a. info om hvor meget protein du bør spise, hvorfor du skal spise mere planteprotein end animalsk protein, hvilke proteinkilder det er fordelagtigt at kombinere, og, og her bliver det igen meget nørdet, der er også forklaringer på hvorfor. Sådan er det hele vejen igennem bogen. Der er fysiologiske forklaringer på, hvorfor du skal spise på en bestemt måde, så du ikke bare spiser sådan fordi Anders siger det, men fordi du forstår hvordan forskellige aminosyrer fungerer i kroppen.

Igen vil nogle nok finde det for tungt og nørdet, men man kan absolut ikke klandre Anders for ikke at gå i dybden med stoffet. Vil man gerne forstå, fremfor bare at gøre, så er bogen genial.

Vægttab og proteinindtag for ældre
De sidste af Anders’ kapitler handler om vægttab og proteinindtag for 50+ segmentet, hvorefter det er Christine Bille der tager over. Personligt blev jeg helt trist da jeg var igennem Anders’ del af bogen, da jeg kunne mærke at han egentlig havde meget mere at sige, men bremser sig selv, for ikke at komme uden for bogens emne.

Derefter indfandt der sig, hos mig, en lidt nervøs stemning, da jeg nu var gennem bogen, men ikke helt vidste hvordan jeg så skulle lave noget velsmagende mad med alle de nye oplysninger jeg lige var blevet præsenteret for. Men det er så her Christine Billes del af bogen bliver aktuel.

Opskrifterne
Det geniale ved Christines opskrifter er, at de er sat sammen for at ramme en så optimal kombination af aminosyrer som muligt. Jeg har ikke set det gjort på den måde før, og det er måske det mest geniale ved bogen om de geniale grønne proteiner: At man bliver helt tryg ved at spise mere plantebaseret, fordi man ved, at man får det man skal have. Både i forhold til sundhed, men også ift. stadig at få det optimale ud af ens træning, selvom man dropper kødet nogle dage om ugen.

Se vores lækre opskrifter med højt proteinindhold

Konklusion
Da jeg selv kom i gang med bogen, slugte jeg den på 2 dage, da jeg simpelthen ikke kunne få nok. Bare det at få samlet al denne info i én bog, i koncentreret form, er fantastisk. Man kan snildt bruge uger eller måneder på selv at finde al denne information i andre bøger, artikler og studier, men nu har Anders gjort det for os. Og så er bogen jo ikke kun et unikt opslagsværk at have stående, men det er også en kogebog, som du kan finde frem, når du selv vil lave retter med geniale grønne proteiner.

Kilde: Geniale grønne proteiner. Anders Nedergaard, Christine Bille Nielsen. Politikens forlag. 2019

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Top 5: Guilty fitness displeasures

Vi kender alle guilty pleasures. Altså noget, der bliver betragtet som dårlig stil at kunne lide, men som vi faktisk godt kan lide. Det kan f.eks. være at vi synger med på Michael Bolton når vi er alene i bilen. Men der er faktisk også noget, der hedder guilty displeasures. Altså hvor vi ikke bryder os om noget, som det ellers er god latin at være vild med.

I denne artikel vil jeg se på 5 af mine guilty fitness displeasures. Altså træningsrelaterede ting, som det er forbudt at hade, men som jeg faktisk ikke bryder mig om.

Squat passer ikke til min krop mere
I dag bliver man nærmest lidt til grin, hvis man ikke kører KONGEØVELSEN squat, men squat er jo egentlig bare en øvelse blandt øvelser. Jeg kørte selv rigtig meget squat de første 15 år jeg trænede, men har faktisk ikke kørt øvelsen de sidste 5 år. Ift. at squat primært er en øvelse folk kører for at stimulere deres quads til vækst, så går den uforholdsmæssigt meget i lænden hos mange, og jeg har slet ikke tal på de gange squat har givet mig hold i ryggen, fordi min lænd var fuldstændigt brændt af, af alt det squat og dødløft man skulle køre, hvis man ville være hardcore.

Er man bygget til squat er det en dejlig øvelse, men alt for mange, alt for usmidige personer, men alt for lange ben har gennem tiden gjort vold på dem selv, for at forsøge at blive dus med squat, hvor de måske ville være bedre tjent med split squats eller andre lignende øvelser, der tillader en mere oprejst torso. Min lænd og mit slidgigtramte venstre knæ bryder sig ikke om squat mere, og jeg har derfor lagt øvelsen på hylden.

Bænkpres er egentlig en lorteøvelse
Og nu vi er i gang med at bashe kongeøvelser, så lad os bare tage bænkpres med, for mage til overhypet øvelse skal man da lede længe efter. Der er op til flere problemer med bænkpres: For det første er det en skulderdræber, hvis man har nedsat bevægelighed i den ene skulder, som jeg f.eks. selv har. Den ene skulder kommer til at diktere hvad den anden skal lave, fordi armene skal følges ad, og det = fucked-upness af den usmidige skulder.

For det andet er ROM lavere end når du kører med håndvægte; du risikerer at dø, hvis du kører den alene og ikke kan få stangen op; du kan ikke tage højde for styrkeforskelle mellem højre og venstre side, hvorfor mange kører den skævt, og mange vil desuden kunne mærke brystmusklerne arbejde langt mere intenst, hvis de skiftede til håndvægte i stedet. Jeg har aldrig kunnet lide bænkpres; har ikke kørt øvelsen de sidste 15 år, og har dog, på trods af dette, opnået et forholdsvis imponerende brystparti.

Læs også: 20 års jubilæum som jernkriger – et eksempel på muskelvækst over tid

At være funktionel
Jeg ved godt at funktionel træning er the shit for tiden, og efterhånden har været det i mange år. Folk er trætte af ubrugelige fitnessmuskler, der bare ser ud, og funktionelle områder vinder indpas rundt om i centrene. Men jeg er ikke interesseret i alt det funktionelle lort. Det rager mig. Jeg elsker at stimulere enkeltmuskler til vækst, gennem øvelser som leg extensions, cable pushdowns og curls, og jeg synes simpelthen folk spilder tiden når de fjoller rundt med battle ropes, kaster en bold op ad en væg, svinger med kettlebells, klatrer i monkey bars eller tyrer en bold ned i en trampolin.

Jeg sværger til god gammeldags bodybuildinginspireret styrketræning med frie vægte, kabler og maskiner, og så må jeg så finde mig i ikke at være en del af det gode funktionelle selskab.

Læs også: Spilder du din tid med disse øvelser?

At stille op
Da jeg var aller mest veltrænet blev jeg virkelig ofte spurgt, om jeg ikke skulle stille op til en eller anden fitness- eller bodybuildingkonkurrence. Det skulle jeg så ikke. Jeg ved godt det er virkeligt populært at vise omverdenen hvad man kan, udleve sit potentiale og blive en ‘athlete’ på Instagram og Facebook, men hold nu kæft hvor jeg synes det er det dumt ‘at stille op’.

Jeg kan godt lide at træne, og det er det. Jeg kan ikke lide at cutte ned til min fedtprocent er absurd lav; jeg kan ikke lide at barbere al min kropsbehåring af og det interesserer mig ikke at posere i små trusser på en scene; jeg kan ikke lide at tage absurde mængder sol og smøre mig ind i bizarre tan-lotions, og det rager mig en høstblomst at lave poseringsrutiner osv. osv. Der er intet ved det at stille op der virker interessant for mig. Det har intet at gøre med den træning jeg elsker.

Men vil du ikke gerne bevise at du er den bedste?’ Nej, det har jeg faktisk heller ingen som helst interesse i. Den bedste, hvad betyder det overhovedet? Selv hvis jeg skulle blive nr. 1 til en random fitnesskonkurrence i Danmark, hvad beviser det så? At jeg tilfældigvis, på et bestemt tidspunkt, i et mikroskopisk land mod nord, var den, der var bedst til alt det ovenstående pjat? Det er en rimelig random definition af at være den bedste, og fuldstændigt ubetydeligt i min verden.

At juble over en sådan sejr, svarer for mig til at juble, fordi man er den der er mest villig til at tilsidesætte venner, familie og andre vigtige ting, til fordel for 418 træningspas om året. Nærmer det sig ikke nærmere vanvid at afholde konkurrencer, hvor vi hylder dem, der formår at leve mest ensporet og bruge deres liv på den mest idiotiske måde?

Fitnesstrackere er noget skrammel
Jeg kan se på folks håndled, og undersøgelser af fitnesstrends, at fitnesstrackere og smart watches er usandsynligt populære. Jeg har dog ikke selv sådan en sag, og det er der én rigtigt god grund til: Det er et lille idiotisk apparat, der fodrer dig med falske og ubrugelige data.

Alle de undersøgelser, der er lavet af fitnesstrackere har vist, at de er håbløst upræcise. Du kan til nøds stole på de data de giver dig omkring puls (dog er de ikke så præcise som pulsure med en strop på brystet), mens data omkring især energiforbrug er helt i skoven. Søvnkvalitet og stressniveau kan de heller ikke give dig andet end falske, ubrugelige data omkring, så for mange ender en fitnesstracker egentlig bare med at være et dyrt ur med en skridttæller, som næsten tæller alle de skridt du tager.

Studier har desuden vist at de fleste går rigtigt meget op i de data trackerne viser dem de første par måneder, mens 50 % stopper med at gå op i det efter 6 mdr. At investere i en fitnesstracker svarer til at betale en tilfældig indisk programmør en sum penge for, at han finder nogle upræcise data omkring din fysik, og stiller dem op i nogle diagrammer så det ser professionelt og overbevisende ud. Fitnesstrackere er selvbedrag.

Og således fik jeg raset ud. Har du selv nogle fitness displeasures du tør lufte, så hører jeg gerne om dem i kommentarsporet.

Læs også: Kan du gøre noget ved din appelsinhud?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Percy Cerutty og det stotaniske manifest


I Prahran, lidt uden for Melbourne i Australien, blev der i 1895 født en lidet bemærkelsesværdig knægt ved navn Percy Wells Cerutty. Han voksede op med en alkoholiseret far og en mor der havde nok at gøre med at holde styr på parrets seks børn. Percy levede et ganske normalt liv og verden havde måske aldrig hørt om ham, hvis han ikke var løbet ind i alvorlige helbredsproblemer som 43-årig.

På dette tidspunkt i Percys liv fik han nemlig en dødsdom af lægerne. Han led af forskellige sygdomme som f.eks. migræne og hans indre organer havde taget skade af diverse medicin han havde taget gennem årene. Percy havde svært ved at spise, han havde gigt, og han vejede kun 45 kg. Lægerne gav ham to år.  

Og så var det at Percy pludselig en dag begyndte at løbe. Han havde observeret en galophest der løb og fik selv lyst til at prøve. Og det ændrede noget i ham. Han fik det fysisk bedre, og Percy begyndte at se anderledes på verden og på sig selv. Han kunne se at det liv han havde levet havde fordærvet ham. Usund mad, dårlige vaner, medicin og civilisationens blødhed og komfort havde sendt ham til tælling, og nu ville han rejse sig som en fugl Fønix fra asken.

Det var som om der pludselig var en masse brikker der faldt på plads for den nu efterhånden midaldrende Percy Cerutty, og i løbet af få år havde han tænkt så mange nye tanker og fået så mange nye erfaringer, at han besluttede sig for at skrive det hele ned og samle det hele sammen i et system han kaldte ‘Det stotaniske manifest’.

‘Det stotaniske manifest’ bestod af seks maskinskrevne sider, og var Ceruttys bud på hvordan man burde leve og hvordan verden hang sammen. Selve ordet stotanisk havde Cerutty sat sammen ved at kombinere ordene ‘stoisk’ og ‘spartansk’.

Stoisk hænger sammen med stoicismen som var en filosofisk retning, der blev grundlagt af en fyr ved navn Zenon omkring år 300 f.kr. Stoikerne lagde vægt på en harmonisk livsførelse præget af ligevægt, sindsro og selvbeherskelse, hvorved de mente, at man bliver i stand til at få del i det gode. Man skal ikke bare lade sig nøjes med at være et produkt af omstændighederne, men man skal være herre over sig selv ved at lade fornuften og viljen suverænt beherske alle lidenskaber og impulser. Stoikerne mente at mennesket er en slave af sine lyster og behov, men at frigørelse er mulig, hvis vi disciplinerer os selv, f.eks. gennem askese.

Spartansk henviser til krigerstaten Sparta i det gamle Grækenland, hvor man levede spartansk og nøjsomt for at blive gode og hårdføre krigere.

Ceruttys stotaniske manifest fra 1946 er således en guide til sundhed; en guide til indre ro og harmoni, og en guide til hvordan man lever et godt liv i pagt med sine omgivelser, med rod i bl.a. græsk filosofi. En central del af manifestet var også løb og vægttræning, som Cerutty så som midler til at disciplinere kroppen.

I sit manifest tog Cerutty afstand fra både rygning, alkohol, hvidt brød og festligt lag der varede til efter midnat. Cerutty anbefalede en diæt bestående af frugt, grønt, müsli og vegetarisk mad. Han var også tilhænger af raw food som var begyndt at blive populært i træningskredse, med folk som Armand Tanny og George Hackenschmidt som bannerførere.

Ceruttys manifest var en dundertale om civilisationens blødhed, som havde fordærvet mennesket og om vejen tilbage til fordums storhed og stolthed, der gik gennem sund kost, hård fysisk aktivitet og naturoplevelser. Bortset fra det med naturoplevelserne, lyder det meget som et koncept der kunne være udtænkt nu til dags.

Cerutty mente at vi skulle presse os selv fysisk, helt derud hvor det gør rigtig ondt. Helt ud over grænsen, så vi vækker de allerdybeste overlevelsesmekanismer og kommer i kontakt med vores inderste natur. På denne måde kunne man blive mentalt renset og opnå et højere åndeligt niveau. Essensen af Ceruttys tanker minder meget om dette citat fra bogen ‘Solipsist’ af rocklegenden Henry Rollins.

’For me it’s always been about being able to take the pain. The more I can take, the safer I feel. I lift weights to the point of exhaustion and extreme pain. I get off on surviving. It’s the purest level of life I have been able to find. When I say surviving, I don’t mean just barely getting through the day. I mean surviving hard. I mean outliving them. As the civilization grows weaker I grow stronger. Take the pain. Get stronger. Get off on strength.’

Percy anbefalede også at man sov udenfor under stjernerne; at man lyttede til fuglenes sang og havets brusen; at man løb barfodet i sand og at man duftede til blomsterne. Det er måske knapt så Henry Rollins-agtigt. Da Cerutty var 5 år gammel døde den tyske filosof Friedrich Nietzsche, som Cerutty utvivlsomt ville have været enig med på flere punkter. Nietzsche er nemlig manden bag dette klassiske citat fra bogen Afgudernes Ragnarok fra 1889: ‘Fra livets krigsskole. – Dét, som ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.’

Ceruttys livsfilosofi bliver til tider en smuuule højstemt og fjollet, men i bund og grund er det en livsfilosofi, som mange moderne mennesker i fitnessmiljøet har taget til sig og videreudviklet på deres egen måde. Alt det med naturen er røget ud for de fleste moderne bymennesker, men hele idéen om at det moderne samfund gør os inaktive, svage, fede og lade gennem overforbrug af teknologi, komfortabel transport, fast-food og diverse nydelsesmidler, er en måde at tænke på, der stadig er vidt udbredt i dele af fitnessmiljøet.

Cerutty forsøgte selv at kvalificerere sig til OL i London i 1948, men han var startet alt for sent og hans tider var ikke i nærheden af at være gode nok til at han kunne komme med til OL. I stedet købte han en stor naturgrund i Portsea i Australien og indrettede en løbeskole, hvor han ville træne andre løbere ud fra sin stotaniske filosofi.

Det må have været en noget speciel skole at træne på, da Cerutty efterhånden var blevet en rimelig excentrisk herre. F.eks. mente Cerutty at opvarmning var overflødigt, da ingen andre dyr varmede op. En hest, en gepard, en løve, de gik alle blot i gang med at løbe uden opvarmning. Percy havde også engang hældt en spand kold vand ud over en kat, som derefter fór op som en trold af en æske. Den løb herre hurtigt når den således blev vækket af det kolde gys. Denne metode, mente Percy, kunne sagtens overføres til mennesker, så på et tidspunkt hældte en af hans elever, John Pottage, en spand kold vand over sig selv inden starten gik i et vigtigt løb. Pottage fik en tredjeplads og så var effektiviteten af den metode ligesom bevist. 

Cerutty kunne også finde på at gemme sig bag en busk tæt på mål, når hans elever kom løbende. Så sprang han frem og forsøgte at løbe fra dem og komme først over målstregen, mens han råbte efter løberne at de var nogle svæklinge. Alt sammen for at motivere dem til at yde deres bedste.

Cerutty yndede, igen som en anden Henry Rollins, at rende rundt i korte shorts og intet andet det meste af tiden. En googling på Percy Cerutty afslører en spinkel og senet, ældre herre i shorts, der løber og løfter flotte vægte. Nogle gange smed Cerutty tøjet og satte sig op på et sofabod i underhylere og fortalte vidt og bredt om filosofi, mens han flexede sine muskler. Jo han var en satans til karl.

Da Cerutty i 1957 rejste til USA fandt han at landet var én stor dekadent omgang lort, hvor overvægtige mennesker ikke lavede andet end at æde og købe alt muligt crap de ikke havde brug for. Cerutty var ikke en mand der holdt sine meninger for sig selv, og det trak store overskrifter da han offentligt, sammen med sin løbeelev Herb Elliot, proklamerede at ‘En befolkning der forkæler sig selv så meget må blive svagere både fysisk og åndeligt’. Da han samtidig holdt af at bruge et noget voldeligt sprog til at beskrive sine elevers løbepræstationer efter en konkurrence, og f.eks. udtalte at ‘Vi dræbte dem’ eller ‘Vi bankede dem til hakkekød’ var det nok godt at Cerutty hurtigt rejste tilbage sit fædrene Australien.

En af Ceruttys største succeser var hans samarbejde med Herb Elliot som Cerutty nærmest adopterede og førte til OL guld på 1500 m i 1960, men Percy Cerutty vil nok altid blive husket mest som en excentrisk mand med tossede idéer, der dog ikke var mere tossede end at mange af dem stadig giver genklang i vor tid.

Læs også: Askese og selvpineri, Selvovervindelse gennem vægttræning, Valhal Gym, Hvad jeg taler om når jeg taler om at løfte. Kilder:
Thor Gotaas – Løb gennem tiden. 2015
Wikipedia

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Farvel til Terry Todd 1938-2018 – hvem var han egentlig?


:::Denne artikel blev oprindeligt skrevet i 2018, men først udgivet i 2021:::

I 2018 måtte vi sige farvel til Terry Todd. Du kender ham måske ikke, men Terry var en af styrketræningens absolutte sværvægtere. Han var styrkeløfter, han skrev indflydelsesrige træningsartikler, han var muskelhistoriker og han var skaberen af Arnold Strongman Classic, for blot at nævne nogle få bedrifter. I denne artikel skal vi se på hans liv og levned, og på hvad han har betydet for os, som elsker alt hvad der har med tunge vægte at gøre.

En tynd venstre arm blev startskuddet
Terry blev født i 1938, og var allerede som ung en ivrig sportsmand. Han var dygtig til både baseball og tennis, og i sidstnævnte vandt han flere konkurrencer. Og så havde han en sær fascination af styrke og muskler. Han elskede f.eks. at læse tegneserier, hvor han var mere fascineret af de muskuløse skurke og sidekicks, end hovedpersonerne som Tarzan og John Carter. Terry havde også en bedstefar, som kunne knuse skallerne på pecannødder med de bare næver, og det var Terry meget fascineret af som barn. Selvom Terry med tiden blev en styrkeløfter i verdensklasse, blev han aldrig stærk nok til at gentage bedstefaderens pecan-bedrift.

Terry var så god til at spille tennis, at han fik et stipendium til University of Texas i 1956. Han var højrehåndet og mange års tennisspil havde resulteret i at hans højre arm var meget tykkere end hans venstre. For at rette op på dette begyndte han at styrketræne i 1956. Og så var han fanget. Som så mange andre af os blev han bidt af ‘the iron bug’, og lige så langsomt blev han mere og mere interesseret i styrketræning, og mindre og mindre interesseret i tennis.

Terrys interesse for styrketræning blev forstærket da de fik en ny fysisk træner på skolen, som havde en samling af gamle styrkeblade. Strength & Health, Iron Man og Muscle Power hed nogle af bladene, og Terry blev helt væk, når han sad og læste i dem. Terry begyndte også at stille op til styrkekonkurrencer, men det var under dæknavne som Paul Hepburn og Doug Anderson (han tog navnene fra to af datidens bedste stærkmænd Paul Anderson og Doug Hepburn), fordi hans tennistræner ikke var fan af styrketræning. Mange trænere dengang troede atleterne blev tunge og langsomme af styrketræning, og derfor var styrketræning frowned upon. Terry vidste dog allerede dengang bedre, og fortsatte sin træning.

Læs også: En fortælling om to brødre del 4 – Mr. Olympia og den gyldne æra

En af de første ’powerliftere’
På et tidspunkt, da Terry var gået fra at være en slank, spinkel knægt på 88 kg (han var 1.88 m høj), til at være en muskuløs ung fyr på 108 kg, fik han et ultimatum af tennistræneren. Drop styrketræningen eller mist dit stipendie. Terry valgte styrketræningen, og i løbet af de næste år kom han op på imponerende 122 kg, alt imens han fortsatte sine studier, og fik en bachelor i kunst, og en Ph.D i filosofi. Han endte også med at blive assisterende fysisk træner for skolens fodboldhold, da fodboldtræneren kunne se hvor atletisk og stærk Terry var blevet af al den styrketræning.

Terry vandt sin første vægtløftningskonkurrence i 1963 med en kampvægt på ~135 kg. Han havde dog visse problemer med de meget tekniske vægtløftningsøvelser, især clean & jerk, hvor clean-delen voldte ham problemer. Heldigvis var der i 1963 en ny styrkesport på vej kaldet ‘powerlifting’ eller styrkeløft, hvor man konkurrerede i squat, bænkpres og styrkeløft, fremfor clean & jerk, snatch, og clean & press, som var de tre officielle olympiske løft i 1960’erne (clean & press blev senere udfaset i 1972).

Terry vandt sin første styrkeløftkonkurrence i 1964, og blev national mester i 1965. Han blev en force to be reckoned with inden for styrkeløft de næste mange år, og i løbet af sin løftekarriere satte han hele 15 rekorder. Han var f.eks. den første til at squatte 700 lbs (317 kg), og han var den første til at få en total på 1600, 1700, 1800 og 1900 lbs (725, 771, 816 og 861 kg). Hans bedste løft var 326 kg squat, 233 kg bænkpres og 336 kg dødløft, med en kampvægt på 154 kg. Du kan se nogle billeder af ham i sine velmagtsdage her.

Nogle vil argumentere for at disse løft er peanuts ift. de løft som moderne løftere præsterer, og det var selvfølgelig nemmere at sætte rekorder dengang, fordi styrkeløft var en ny sport. Men det er egentlig heller ikke hans egne styrkepræstationer, der er det mest imponerende ved Terry Todd. Det er mere en bi-ting.

Muscle with brains
I 1964 overtog Terry stillingen som redaktør for bladet Strength & Health, som blev udgivet af den amerikanske vægtløftningsguru og blad-magnat Bob Hoffman. De næste år var Terry med til at forme den nye powerlifting-sport, da hans skriverier om sporten blev læst og udbredt gennem Strength & Health. Terry fungerede også selv som blikfang i bladet med billeder af ham, der løftede vanvittigt tunge vægte.

Terry var dog ikke bare en dum muskelmand, for han var også en af de første nogensinde til at hive styrketræning ind i akademiske kredse, da han forsvarede sin Ph.D med titlen ‘The History of Resistance Exercise and Its Role in United States Education’. Efterfølgende fik han tilbudt en stilling ved et college, og han begyndte så småt at fokusere mere på sin akademiske karriere end på styrkeløft. Som han selv sagde om at lægge styrkeløftkarrieren på hylden: ‘I had fulfilled my curiosity about becoming big and strong.’ Denne neddrosling af egen træning betød ikke at Terry stoppede med at træne, men hans vægt faldt dog i de følgende år fra 154 kg til 113 kg.

Læs også: Den dumme muskelmand?

Terry & Jan
Sidst i 1960’erne havde Terry mødt Jan Suffolk, og de giftede sig i 1973. Jan tog Terrys efternavn, og skulle i de kommende år selv blive en stor stjerne på jernhimlen under sit nye navn Jan Todd. Jan havde første gang imponeret Terry sidst i 1960’erne til en fest, hvor hun let som ingenting, slog flere store mænd i en improviseret omgang af den skotske sportsgren træstammekast. Jan gik egentlig ikke op i at være stærk, men på et tidspunkt var hun med Terry til træning, og så en konkurrerende kvindelig styrkeløfter, på 56 kg, som dødløftede 102 kg. Jan forsøgte at løfte det samme, og gjorde det med det samme, uden forudgående træning. Herefter fik hun blod på tanden, og med Terry som træner, begyndte Jan også sin styrkeløftkarriere.

Et af de første mål som Terry og Jan satte for Jans løftekarriere var at slå Jane de Vesleys 50 år gamle verdensrekord i dødløft for kvinder på 177 kg. Det tog Jan 16 mdr. at træne sig op til at slå den rekord, som hun endte med at slå med ~2 kg. Dette gav Jan en plads i Guinness rekordbog.

Terry havde egentlig lagt styrkeskriveriet på hylden, og havde sagt farvel til Bob Hoffman og Strength & Health. I 1970 fik han dog skrivekløe, og begyndte igen at skrive artikler om styrketræning. Denne gang i bladene Muscular Development og Iron Man. Da Terry og Jan i 1975 flyttede til Canada, kom de til at bo på en noget spartansk gård langt ude på landet, og det var her, ude i et gammelt hønsehus, som blev indrettet til kontor, at Terry skrev sine to første bøger Fitness for Athletes, og verdens første bog om styrkeløft: Inside Powerlifting. Den sidste blev i årene fremover en uhyre udbredt og indflydelsesrig bog for styrkeløftere, og Terry nåede i sin karriere at skrive 7 bøger om træning, foruden ca. 500 artikler.

Terry begyndte i disse år også at fungere mere som fysisk træner for diverse styrkeløftere og atleter, samtidig med sit job på universitetet i Halifax i Nova Scotia i Canada. I 1977 arrangerede Jan og Terry det første amerikanske mesterskab for kvindelige styrkeløftere. Jan selv satte faktisk verdensrekord i styrkeløft samme år, da hun fik en total på 1041 lbs (472 kg). Hun smadrede ved den lejlighed den gamle verdensrekord med ca. 45 kg.

Denne præstation af Jan endte i det store amerikanske blad Sports Illustrated, og det blev anledningen til at Terry, i årene efter, også blev skribent for Sports Illustrated. En stilling han bestred i mange år.

Forskning i styrketræning – og træner for de helt store
I 1979 flyttede Jan og Terry tilbage til Texas og startede det såkaldte National Strength Research Center, hvor de, sammen med andre, igangsatte forskning omkring styrketræning, og organiserede styrketræning for atleter.

En af Terrys mest berømte klienter var Bill Kazmaier, som dominerede konkurrencen Worlds Strongest Man (WSM) så eftertrykkeligt i 1980, 1981 og 1982, at han ikke blev inviteret igen før 1988, hvor han på grund af teknikaliteter ”kun” blev nr. 2 efter islændingen Jón Páll Sigmarsson. Havde Kazmaier fået lov at deltage i ’83, ’84, ’85, ’86 og ’87, ville han med stor sandsynlighed have været en af de mest vindende stærkmand gennem tiden.

Terry fungerede faktisk også som kommentator for nogle af de første WSM-konkurrencer, som blev vist på CBS fra 1977 og frem.

En af de mest indflydelsesrige artikler, som Terry skrev i 80’erne handlede om steroidernes indtog i moderne sport. Steroider var ellers ikke noget der fik megen opmærksomhed i mainstreammedierne. Ikke før 1988, da 100m løberen Ben Johnson blev knaldet for steroider. Herefter blev verden aldrig den samme igen. Terry var dog forud for sin tid, da han skrev sin artikel, hvor han kaldte steroider for ‘The Gremlins of Sport’.

Læs også: Dopingens historie – fra helte til skurke

Terry var også en af de første til at skrive forskningsbaserede artikler om styrketræning. F.eks. artikler for det der hed The NSCA Journal. Dette tidsskrift skiftede senere navn til Strength and Conditioning Journal, og er et af de tidsskrifter, som mange af Bodylabs artikler også er skrevet ud fra. Terry brugte gennem årene megen spalteplads på at aflive myter, da mange på den tid f.eks. troede at tung squat smadrede korsbåndene i knæene, ligesom myten om at man blev tung og langsom af at dyrke styrketræning, stadig levede i bedste velgående.

Terry og Jan startede også tidsskriftet ‘Iron Game History: The Journal of Physical Culture’, i 1990. Det var et tidsskrift, der publicerede forskning omkring styrketræningens historie. Det lyder måske som et tidsskrift med meget begrænset levetid, men seneste udgave udkom i 2015, 25 år efter første udgave. Terry nåede selv at skrive 66 artikler til det tidsskrift.

Omtrent samme tidspunkt (1990) fik Terry en ny klient ved navn Mark Henry. Henry var uhørt stærk fra naturens side, og som 18-årig havde han allerede vundet 3 styrkeløftkonkurrencer og kunne dødløfte og squatte over 362 kg, ligesom han kunne bænkpresse over 226 kg. Over de næste år fik Henry trænet sig op til et squat på 456 kg; et dødløft på 420 kg og et bænkpres på 272 kg. Henry var også en habil klassisk vægtløfter med en total på 400 kg. Han stillede bl.a. op til OL i 1992 og 1996.

Arnold Strongman Classic og Stark Center for Physical Culture and Sports
Mark Henry tog også 1. pladsen da han i 2002 stillede op i førsteudgaven af Arnold Strongman Classic. Arnold Strongman Classic var en stærkmandskonkurrence, som Arnold Schwarzenegger og Jim Lorimer bad Terry om at arrangere i 2001. Den oprindelige ide var at finde verdens stærkeste mand hver år, ved at invitere verdens bedste styrkeløftere, stærkmænd og vægtløftere, og sætte dem til at konkurrere i super super tunge løft. Også tungere løft, end man sædvanligvis løftede til WSM. Jeg skrev selv for år tilbage en artikel, hvor jeg forsøgte at sætte de to stærkmandskonkurrencer op mod hinanden:

Læs også: Den ultimative styrkekonkurrence

Gennem årene havde Terry og Jan været nogle værre compulsive iron hoarders, da de havde indsamlet alverdens styrke-memorabilia i form af blade, bøger, billeder, historier, styrkeudstyr osv. Faktisk havde de over 3000 kasser med sports- og styrkerelaterede artefakter. Dem valgte de i 2009 at flytte til et nyoprettet center kaldet H.J. Lutcher Stark Center for Physical Culture and Sports, som i dag ligger ved University of Texas i Austin. Det startede egentligt bare som en samling af blade og bøger omkring styrketræning, som Terry begyndte at samle allerede tilbage i 1950erne, men i dag er det et kæmpe bibliotek med bøger, magasiner, udstillinger osv., om alverdens ting inden for træning, sport og kropskultur. Kommer du til Texas en dag har du nu et lidt utraditionelt udflugtsmål: Et mekka for dem af os, som er fascinerede af styrketræning gennem tiden.

De sidste år
De sidste år inden sin død, modtog Terry Todd et væld af anerkendelser for sit store arbejde med at ‘hive styrketræningen ud af ‘The dark ages’’, som det er blevet formuleret. Mange af de ting vi i dag tager som en selvfølge, havde Terry en finger med i spillet omkring: viden om at sportsfolk kan blive bedre til deres sport, hvis de dyrker styrketræning; viden om at styrketræning er sundt for kroppen; viden om hvilke styrketræningsteknikker og protokoller der virker bedst; styrkeløftsporten; Arnold Strongman Classic; forskning omkring styrketræning; historisk viden om styrketræning, stærkmænd osv. osv.

I sine allersidste år var Terry med i arbejdet omkring forskellige film om styrketræning, f.eks. Levantadores, Stoneland og Fullsterkur. Og han er ikke engang færdig endnu, selvom han har stillet squatskoene. I 2019 udkommer hans sidste bog nemlig. Den kommer til at bære titlen: ‘Strength Coaching in America: A History of the Most Important Sport Innovation of the Twentieth Century’.

Terry Todd døde d. 7. juli 2018 af komplikationer efter et hjertetilfælde. Han blev 80 år gammel.

Gennem årene har jeg selv brugt en stor del af hans research fra Stark Center til at skrive historiske artikler ud fra. Styrkesport har jo altid været et undergrundsfænomen, og uden folk som Terry Todd til at samle viden sammen, kunne meget af vores iron history været gået tabt efterhånden som ingen længere kan huske hvordan det hele startede. For mig er han er en muskulær historiker mere end noget andet.

Hvis du er interesseret i historiske ting omkring styrketræning, kan du gå på opdagelse i Stark Centers gigantiske database, som du kan finde lige her.

Læs også: Styrketræningsforskningens historie

Kilder:
In Memoriam Dr. Terry Todd (1938–2018) Pioneering Powerlifter, Writer, Sport Promoter, and Historian Who Changed the Cultural Paradigm for Strength. Shurley, Jason P. The Journal of Strength & Conditioning Research: November 2018 – Volume 32 – Issue 11 – p 2995–3003. doi: 10.1519/JSC.0000000000002917
https://journals.lww.com/nsca-jscr/Fulltext/2018/11000/In_Memoriam___Dr__Terry_Todd__1938_2018_.1.aspx

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kropskultur anno 2021

Gennem tiden har kroppen været både beundret og foragtet i vestlig kultur. I det gamle Grækenland blev kroppen f.eks. anset for, at være ekstrem vigtig, da den var bærer af sjælen. Var man flot og atletisk, betød det, at man også havde en ren sjæl, og dermed var man nærmere guderne og en top notch kindda guy. Kropsdyrkelse var lig med gudsdyrkelse, og på gymnasierne hoppede flotte nøgne mænd rundt og fornøjede guderne med deres atletiske udfoldelser og intellektuelle studier. En sund sjæl i et sundt legeme og alt det der. Det lyder som om det var good times.

I år 529 skete der imidlertid to ting, som på symbolsk vis, var med til, at indvarsle en periode på 1000 år, hvor kroppen blev sat i skammekrogen. Det første kloster i Vesteuropa åbnede nemlig i år 529, og den østromerske kejser lukkede alle gymnasier. Det var for alvor slut med smukke nøgne mænd og fremskridt. Nu kom 1000 års kristelig middelaldermørke, hvori det kropslige var noget syndigt. Kroppen skulle tugtes eller ignoreres, da den var bærer af syndige drifter, og for øvrigt mest var til besvær. Nu var der fokus på en sund sjæl i en syndig slatten og glemt krop.

Først i 1500-tallet kom kroppen ind i varmen igen. I den skulpturelle kunst blev den klassiske græske krop genopdaget som æstetisk og kunstnerisk objekt. Idealet blev nu en muskuløs, aktiv krop med Michelangelos ’David’ som et af de ypperligste eksempler.

Over de næste 3-400 år, var der vekslende idealer, som især var knyttet til stand og klasse. Overklassen distancerede sig fra arbejderklassen ved at sætte en ære i at undgå fysisk aktivitet og udendørsliv. Fysisk aktivitet, udendørs i den brændende sol, var noget bønderne var tvunget til. Dette betød at blege, fede kroppe blev totalt hippe i overklassen, mens arbejderens senede solbrændte krop, som var et produkt af trælsomt slid, var en lavstatus-krop.

Bonde- og arbejderkulturen fik dog fornyet deres selvrespekt sidst i 1800-tallet, da gymnastikkulturen vandt indpas. Først med den mandsdominerede tyske idræts- og militærgymnastik, og siden med en mere blid svensk gymnastik. Målet var her, at bondens og arbejderens krop, via gymnastikken, skulle rettes ud, og en foroverbøjet, underdanig, krumrygget holdning skulle erstattes med en stolt og rank holdning med fremskudt brystparti. Idealet var den stolte stærke bonde med overskud til at holde sig sund, og dyrke kroppen.

I 1839 blev fotografiet opfundet, og det kom til at spille en vanvittig stor rolle i udbredelsen af kropsidealer. Før 1839, var kroppen noget, der hørte til privatsfæren, men pludselig blev kroppen et uhyre populært, visuelt, æstetisk objekt. Idealkroppe blev fotograferet, og blev bl.a. brugt som kommercielt blikfang når der skulle sælges alt fra øl og mode til kosmetik og helseprodukter. Fotografiet gik sin sejrsgang lige fra dag ét, og vi kan vist konkludere, at kurven for fotografiets udbredelse og indflydelse på de herskende kropsidealer, er steget eksponentielt siden dengang.

Den kropskultur, der er dominerende i den vestlige verden i dag, anno 2021, er mere ekstrem end den nogensinde har været, med sit ensidige fokus på fitness og sundhed. Den minder vel egentlig nok mest om den græske kultur, bortset fra, at sjæl og guder næppe kan siges at spille nogen større rolle i dag. Startskuddet til den moderne kropskultur var bodybuildingbølgen fra slut 70’erne, som igen trak tråde tilbage til stærkmænd fra slutningen af 1800-tallet. Bodybuildingbølgen blev suppleret med aerobic- og fitnessbølgen fra starten af 80’erne og spinningbølgen fra midt 90’erne. Alt sammen var det optakten til det gigantiske boom i fitnesskulturen som vi kender i dag, med et mekka af holdtræning, fitness, bodybuilding, crossfit, maraton, ironman og hele fitsporationbølgen.

Den negative vinkel
Og det er lidt overvældende, er det ikke? Mængden af fitness i det offentlige rum? Hvis 70’erne var The Golden Age of Bodybuilding, så kan vi vist efterhånden konkludere, at vi i dag lever i The Golden Age of Fitness. Antallet af danskere der er medlem af et fitnesscenter er efterhånden mere end 1 mio. Er du en af de få der ikke dyrker fitness, har du sandsynligvis en lille smule kronisk dårlig samvittighed, fordi du føler du burde dyrke fitness.

Og det er ikke kun fitness i virkeligheden, der er eksploderet de seneste år, men i endnu højere grad fitness på de sociale medier. Slettede vi samtlige fitnessselfies og fitfood billeder fra internettet, er mit gæt, at halvdelen af verdens servere ville blive tomme. Kæft vi går op i krop og fitness i de her år.

Trenden med unge, veltrænede mennesker, der bombarderer verden med billeder af dem selv, deres mad og deres træning, har endda fostret et helt nyt begreb, nemlig fitspo. Eller fitsporation. En sammentrækning af fitness og inspiration. De unge veltrænede individer inspirerer efter sigende andre til en lignende livsstil med træning og sund kost via deres blogs, Instagram, Facebookprofiler og Gud ved hvor mange andre sociale medier. Andy Warhols berømte 15 minutes of fame er i dag passé. I dag kan alle med en internetforbindelse og en Instagram eller Facebook profil, iscenesætte sig selv som fitnessatlet og gøre sig selv berømte. I hvert fald for en udvalgt skare af venner og følgere.
Billede fra: scontent.cdninstagram.com
På den ene side er det voldsomt individualiseret. Hver enkelt person har dem selv, og deres egne mål i fokus, og alle posts på de sociale medier handler om dem selv. På den anden side er det ekstremt konformt, og stort set alle fitspo-profiler ligner hinanden. Det der egentlig skulle have været et unikt projekt for den enkelte bliver uforvarende himmelråbende ensrettet og trættende.

Man kan spørge sig selv, om vi ikke snart har nået en grænse. Om bøtten ikke snart vender. Om vi ikke i løbet af få år får en modreaktion, hvor folk begynder at kaste op af alle de fitness og madbilleder, dropper lortet og lukker og slukker Instagram.

Vi har jo allerede set hele historien om The Dad Bod, hvor en blogger pludselig proklamerede, at den halvchubby, blegfede, behårede far-krop nu var det hotteste hotte. Alle hoppede med på tanken fordi den var så inderligt befriende og modsatrettet. Blogindlægget ramte noget som folk savnede. En anti-fitnessk stemme i en fitnesshysterisk tid.

Og jeg er da også overbevist om, at bøtten verden på et tidspunkt. Alle reaktioner mødes med en modreaktion på et tidspunkt. 1000 års foragt for kroppen blev afløst af intens dyrkelse af kroppen i Renæssancen; Romantikken i 1800-tallets kunst og litteratur var en modreaktion mod den fornuft og realisme, som herskede i 1700-tallet, og 30 år med ’Gillette – The best a man can get’, blev afløst af hipstere med omfangsrige fuldskæg.

Jeg forstår godt hvorfor de hårde fitnesskroppe er blevet et statussymbol, for en hård krop fortæller omverdenen, at kroppens ejer vil og evner selvdisciplin. En veltrænet fitnesskrop er et fysisk udtryk for viljens sejr over drifterne. En sejr over den syndige natur, der kræver slik og is og chips og kager. Den hårde veltrænede krop er et udtryk for selvkontrol og disciplin, som er karaktertræk, der er blevet attraktive og nødvendige, i en tid med overflod, som den vi lever i for tiden. Den æstetik vi dyrker nu til dags signalerer selvdisciplin, i en tid, hvor mangel på selvdisciplin kan føre til fedme, sygdom og død. Så jeg forstår godt trenden. Men på et tidspunkt må vi bare få nok af at dyrke disciplinen og den hårde fitnesskrop. For trenden er ved at være kørt ud i ekstremerne. Mange er i hvert fald kørt trætte. Alt er disciplin og hårdhed og selvpromoverende misforstået individualisme. Og det er til at kaste op over.

Der er egentlig tale om en slags nypuritanisme, for der er i virkeligheden ikke langt fra den asketiske munk, til den moderne fitnessudøver. De forsager begge mange af livets goder til fordel for ’et højere mål’.

Tænk nu, hvis de sociale medier var fyldt med billeder af livets goder, fremfor billeder af folk der forsager livets goder. Tænk hvis de sociale medier var fyldt med folk der dansede. Folk der sang. Folk der grinede. Folk der læste bøger. Folk der holdt om hinanden. Folk der lå på ryggen i græsset og stirrede op i den blå, blå himmel og de grønne, grønne bøgeblade, mens de lod tankerne vandre. Eller tænk hvis folk bare gjorde disse ting uden, at det hele absolut skulle deles og foreviges på de sociale medier. Det ville være ligesom i gamle dage ik?

Den positive vinkel
Inden det kommer til, at lyde som om, jeg er en gammel sur mand, vil jeg dog også præsentere en anden og mere positiv vinkling på den moderne fitnesskultur. For hvad er det egentlig alle fitnessfolkene på Instagram laver? Hvad er deres bevæggrunde for hyppigt at dele billeder af dem selv med verden? Det de i bund og grund siger, er: ’Se mig!’ ’Se mig, er jeg ikke unik, smuk, interessant, fantastisk, god nok og værd at elske og beundre?’ Var man ikke interesseret i, at blive ’set’ så oprettede man ikke en Instagramprofil, hvor man konstant smed billeder op. Så ville man bare passe sig selv. Så disse folk vil ses.

Attentionwhore eller blot et menneske med menneskelige behov? Billede fra: myproana.com
For mange vil dette stadig lyde som en negativ vinkel, for det er sgu da for faen patetisk med den ’Se mig-kultur’, hvor det hele drejer sig om, at få opmærksomhed og likes. Medieludere, attentionwhores og like-hunters er labels vi uden videre klasker på folk, hvis vi synes de er liiige opmærksomhedshungrende nok på de sociale medier. Men i mine øjne er der ikke noget negativt i at søge denne opmærksomhed.

For betragter vi ønsket om at blive set og få opmærksomhed som noget negativt, så er vi ikke bedre end de mørkemænd og dystre kristne, som i 1000 år satte den menneskelige krop og de menneskelige drifter i skammekrogen. Mener vi selv, at vi har accepteret mennesket som det er, og endegyldigt har gjort op med fordums selvhad, synd og skamfuldhed, og mener vi, at ting som seksualitet, begær og krop er inde i varmen igen, så nytter det ikke noget, at hate på trangen til opmærksomhed. For fordømmer vi helt basale menneskelige drifter, såsom ønsket om at blive set, blive anerkendt og få opmærksomhed, så er vi ikke bedre end de mørkemænd vi ellers mente vi én gang for alle havde aflivet.

Det er muligt, at vi et eller andet sted føler en irritation over folk, der tæppebomber de sociale medier med billeder af dem selv, deres mad og deres træning, men fordømme dem og kalde dem attentionwhores og like-huntere, bør vi afholde os fra, medmindre vi anser basale menneskelige drifter for at være usle og forkerte.

Vi vil alle ses. Det er et fåtal, der kan lide at være ensomme og oversete og uden for fællesskabet. Mennesket er et socialt dyr, og det er bare sådan vi er indrettet.

Og er det egentlig så forfærdeligt det de gør disse sundhedsbloggere og Instagrammere? I bund og grund forsøger de jo bare at skabe en identitet og søge bekræftelse af denne. Man iscenesætter sig selv, og de andre, ens følgere og venner bekræfter én i denne identitet som ham eller hende den fitte. Den sunde med styr på tingene. Er det egentlig så slemt? I det mindste er de sunde, raske og passionerede omkring noget, og vil gerne anerkendes for dette. Det er IMO fint nok.

Så finder du dem irriterende, jamen så lad være med at følg med i hvad de laver. Find noget du selv er passioneret omkring og lav det. Og lad bloggerne passe sig selv.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Maxulin – effektivt mandekosttilskud eller mere norsk snakeoil?

I en tidligere artikel med navnet VitaePro – norsk snakeoil eller lødigt kosttilskud?, så jeg på kosttilskuddet VitaePro, som markedsføres meget aggressivt for tiden. VitaePro produceres af den norske virksomhed NutraQ, og NutraQ er nu også begyndt med heftig markedsføring af et andet af deres produkter, Maxulin.

Lad os, ligesom i artiklen omkring VitaePro, tage et nærmere kig på ingredienslisten, og se om indholdsstofferne i Maxulin, lever op til de argumenter de sælges med, eller om der er tale om mere norsk snakeoil.

Mens VitaePro primært markedsføres til ældre med muskel- og ledsmerter, så er den primære målgruppe for Maxulin, midaldrende mænd, som begynder at opleve ting som faldende sexlyst, lavt testosteronniveau, lavt energiniveau og træthed. De argumenter Maxulin bruger i deres reklamer, lyder f.eks. således:
– Sådan kan du holde fast i din maskuline side.
– Vi har udviklet et kosttilskud til mænd, der giver en effekt mod aldersrelaterede gener – der som regel er følge af et faldende testosteronniveau.
– Forbedrer muskelstyrke/træningseffekt. De positive påvirkninger af kroppen, der kommer når man dyrker motion, kan forbedres yderligere med kosttilskuddet Maxulin.
-Ingredienserne i Maxulin® kan bidrage til øget energi, muskelstyrke og træningseffekt samt kønsdrift (lyst) hos mænd.

Ingredienslisten ser således ud:

Ser vi nærmere på ingredienserne, så er der altså, basalt set, tale om et ZMA-tilskud, tilsat fenugreek. Lad os tage ZMA først og fenugreek bagefter.

ZMA
Blander man zink (Z) magnesium aspartate (MA) og B6 vitamin sammen, kalder man det typisk ZMA. ZMA er efterhånden et old school kosttilskud, som oprindeligt blev skabt og markedsført af BALCO-bagmanden Victor Conte. Manden som også er blevet kaldet ‘The Adolf Hitler of sport’. 

Conte fandt på at lave ZMA fordi en del af hans forretning, som var startet med en blodprøvemaskine tilbage i 1983, gik ud på at måle niveauerne af forskellige mineraler hos atleter. En af hans første kunder var svømmeren Matt Biondi, som Conte begyndte at arbejde sammen med i 1985. Conte fandt efter sigende ud af at Biondi havde lave niveauer af magnesium i kroppen og at dette var årsagen til at han altid gik kold omkring 120 m. Efter Conte fik rettet op på Biondis magnesiumniveauer klarede han sig meget bedre. I løbet af 6 uger havde Biondi slået den amerikanske rekord på 200 m, og til VM året efter, i 1986, vandt han 3 guldmedaljer, én sølvmedalje og tre bronzemedaljer. To år senere til OL i 1988 vandt han 5 guldmedaljer og satte 4 verdensrekorder.

Biondis succes smittede selvfølgelig af på Conte som hurtigt fik flere atleter under sine vinger. Til OL i 1988 var Conte f.eks. træner og kosttilskudsguru for 15 topatleter som hev flere medaljer med hjem til USA.

Flere af Contes klienter fra NFL viste sig at have lave niveauer af både magnesium og zink, og Conte fandt ud af at han kunne forbedre deres præstationsniveau ved at give dem tilskud af disse mineraler.

I 2000 publicerede Conte et studie med titlen ‘Effects of a Novel Zinc-Magnesium Formulation on Hormones and Strength’ i Journal of Exercise Physiology online. Studiet skulle underbygge hans salg af ZMA. Studiet viste at ZMA øgede både testosteronniveau, IGF-1 og muskelstyrken hos atleter som dyrkede styrketræning. Studiet er senere blevet pillet fra hinanden og resultaterne er blevet modbevist i senere studier. ZMA solgte dog i 90’erne som fadøl til Grøn Koncert og pengene væltede ind i Conte-imperiet.

På et tidspunkt i slut 90’erne fik Conte, til en bodybuildingkonkurrence, fat på et steroid der hed norbolethone, som var blevet opfundet i 1960’erne, men som aldrig var blevet markedsført. Det var dette steroid som skulle komme til at danne grundlag for Contes senere problemer, da Contes hus-kemiker Patrick Arnold, videreudviklede på stoffet og skabte THG. Det designersteroid, som Marion Jones, Tim Montgomery og andre store sportsstjerner senere blev busted for i den store BALCO-skandale.

Senere forskning har ikke vist nogen effekt af ZMA. Det er muligt at der er noget at hente, hvis man er i en mangeltilstand ift. zink, magnesium eller B6, men er man fuldt dækket ind, hvilket de fleste danskere er, ser der ikke ud til at være noget at hente ved at supplere med ZMA. Mange får desuden tilført rigelige mængder zink, magnesium og B6 gennem almindelige vitaminpiller.

Det meste peger altså i retning af at ZMA er et kosttilskud du ikke har brug for.

Men hvad så med fenugreek?
Den anden ingrediens i Maxulin er stoffet fenugreek. Fenugreek er et ekstrakt af planten bukkehornkløver, som bruges meget i madlavning i Indien og Thailand, og det er en vigtig bestanddel af mange karryblandinger. Der vil altså være en del mennesker, som i forvejen indtager fenugreek uden at vide det, fordi de bruger det i madlavningen.

Maxulinfolkene kalder nogle steder deres bukkehornkløver-ekstrakt for Testofen, hvilket lyder meget potent og testosteron-agtigt. Grunden til at de kalder det Testofen er at de bruger et patenteret bukkehornkløver-ekstrakt udviklet af firmaet Gencor LifeStage Solutions.

Selvom Testofen lyder testosteron-agtigt for menigmands øren, så er ‘Maxulin dog ikke et testosteronpræparat, og tilfører ikke testosteron (som er receptpligtigt og kun kan fås i samråd med en læge)’, som de selv skriver på pakken.

Det ændrer dog ikke på at Testofen lyder potent, og det er et smarte trick at kalde det Testofen, da det lyder noget mere potent end bukkehornkløver.

Hvad siger forskningen om fenugreek?
Vi tager lige Maxulins påstande igen:
– Forbedrer muskelstyrke / træningseffekt. De positive påvirkninger af kroppen, der kommer når man dyrker motion, kan forbedres yderligere med kosttilskuddet Maxulin.
-Ingredienserne i Maxulin® kan bidrage til øget energi, muskelstyrke og træningseffekt samt kønsdrift (lyst) hos mænd.

Lad os sammenholde dem med den forskning der foreligger. På deres hjemmeside henviser Maxulinfolkene til nogle studier, der skal bakke op om deres påstande. Her har de selvfølgelig kun de positive studier med, det er klart. Alt andet ville være idiotisk. Det ville være langt mere redeligt, hvis de selv samlede sammen på al den forskning der ligger, og præsenterede den, fremfor bare at tage de studier med, som viser en positiv effekt, men altså, det er de færreste firmaer, der direkte vælger at smide information op på deres hjemmeside, der betvivler effekten af deres egne produkter.

Et af de studier der ligger er fra 2010 og har titlen: ‘The effects of a commercially available botanical supplement (fenugreek) on strength, body composition, power output, and hormonal profiles in resistance-trained males.’

Studiet er finansieret af Indus Biotech, som sælger fenugreek-produkter under navne som Fenu FG og FEAD. Indus Biotech har specialiseret sig i at lave udtræk af diverse planter og fødevarer. Udtræk, som de så giver sære navne, og udtræk som tilsyneladende har svært fantastiske egenskaber. Nogle af deres andre produkter er f.eks. FEDE der forbedrer udholdenheden; IBPR, som forbedrer restitutionen og INDCA som minimerer stress.

At Indus har finansieret studiet, er dog ikke i sig selv et argument imod de resultater de så er kommet frem til i studiet, og selve studiet ser faktisk ud til at være ret veludført. Studiet viste faktisk at Testofen havde en signifikant positiv effekt på både styrke og kropskomposition i forbindelse med at deltagerne trænede 4 dage om ugen i 8 uger.

Et lignende studie, også fra 2010, og også finansieret af Indus Biotech, viste lignende resultater, ligesom man i dette studie også så en stigning i testosteron i Testofengruppen.

Der findes lidt flere af disse Indus-finansierede studier, og de ser faktisk ud til at være veludførte, og de fleste viser positive resultater på både styrke, kropskomposition og testosteronniveau.

Der er dog altid et eller andet der nager én, når det firma, der gerne vil sælge et produkt, spytter forskning ud, der viser at deres produkt har en god effekt. Det er ikke nødvendigvis et problem, at firmaer gerne vil have deres produkter undersøgt, og selv finansierer studierne, når nu ingen andre gider gøre det, men alligevel. Det er meget almindeligt at studier afvises af den generelle befolkning når studierne er finansierede af dem, der tjener penge på de produkter der testes, og når resultaterne så oven i købet er til fordel for producenterne, så står de fleste af, uanset om det er retfærdigt eller ej. Så hvordan ser det ud, hvis vi ser på studier omkring fenugreek, der ikke er finansierede af Indus?

Ja her har vi Park et al. 2018, som faktisk også fandt frem til at fenugreek øgede testosteron-niveauet. Denne gang hos en række forsøgspersoner, som led af for lave testostoronniveauer. I dette studie var fenugreek dog også blandet med noget der hedder lespedeza cuneata, er et ekstrakt af en art kløverbusk. Denne blanding af to ting gør det umuligt at sige om det er det ene, det andet, begge dele, eller synergieffekten mellem de to, som giver udfaldet.

Der ligger også et studie fra 2017 af Maheshwari et al. som viste at testosteronniveauerne blev øget med op til 46% hos 90% af deltagerne i studiet, mens 85.4% viste forbedringer i sædtal. Dette studie er imidlertid noget værre bras, da der hverken er randomisering, blinding eller en kontrolgruppe. Desuden er studiet lavet af Cepham, et firma, som også sælger fenugreek under navnet Furosap. Forskerne bag studiet er desuden chefer og chefforskere hos Cepham, og har selv gennemlæst og godkendt studiet. Dette studie tæller meget lavt i den samlede bedømmelse.

Rao et al. 2015 er også et fenugreek-studie, hvor deltagerne dog var kvinder, og her så man også stigninger i testosteron, samt øget sexlyst. Noget lignende så man i Steels et al. 2011, hvor deltagerne var mænd, her var der imidlertid ingen stigning i testosteron, men kun øget sexlyst. I begge disse studier var det Gencor LifeStage Solutions, som enten finansierede studierne eller leverede fenugreek-pillerne. Ud over dette ser de begge ud til at være veludførte med både randomisering, placebo, kontrolgrupper og double-blinding.

Taylor et al. 2009 er faktisk også et Indus-finansieret studie, men her var der ingen effekt på testosteronniveauet.

Park et al. 2018 ser altså ud til at være det eneste fuldstændigt uafhængige studie der er lavet, som viser positive resultater. Dertil kommer dog en forholdsvis lang række af studier, som godt nok er finansierede af fenugreek-producenter, men som umiddelbart ser ud til at være veludførte, og resultaterne må derfor indgå i vores samlede bedømmelse af fenugreek (Cepham-studiet undtaget).

Slår vi fenugreek op på den anerkendte hjemmeside Examine.com, som har rigtig mange, meget grundige gennemgange af forskellige kosttilskud, så skriver de faktisk også her, at der er meget der tyder på at fenugreek kan have en hvis effekt på sexlysten. De skriver også at fenugreek er anvendeligt ift. at stimulere til mælkeproduktion hos nybagte mødre. Man har også set at det at spise bukkehornkløverfrø, eller anvende mel lavet af disse frø, kan hjælpe med at stabilisere blodsukkeret hos folk med diabetes.

Ser vi på påstandene om stigninger i testosteronniveau, så skriver Examine at resultaterne i studierne er ret ens (flere studier hvor mindst to er dobbelt-blindede og placebo kontrollerede, viser samme effekt). Ifølge examine ligger der dog kun 3 studier, hvoraf de to ikke har vist nogle særlige resultater, men af litteraturlisten fremgår det også, at Examine ikke har studier med som er lavet efter 2013. 

Sammenfatning
Samler vi sammen på den forskning der ligger omkring ZMA og fenugreek, ser det altså ud som om ZMA er overflødigt, med mindre du er i en decideret mangeltilstand af enten magnesium, zink eller B6. Fenugreek-studierne viser, måske lidt overraskende, at der måske er noget at hente ift.:
– Øget sexlyst (det er dog svært at måle hvor stor effekten er)
– Øget testosteronniveau (små stigninger som det er svært at vurdere den praktiske effekt af)
– Muligvis også øget styrke og muskelmasse (det er dog ganske få studier hvor man har testet dette)
– Stimulation af mælkeproduktion hos mødre
– En hvis stabilisering af blodsukkeret hos diabetikere (oralt indtag af frø fra bukkehornkløver 2-5 g)

Baseret på de studier der foreligger, vil det nok være uredeligt at kalde Maxulin for decideret snakeoil, da der rent faktisk ligger lidt forskning, som bakker op om nogle af deres påstande, i hvert fald når det kommer til fenugreek.

Om man så vælger at anvende Maxulin, eller bare køber bukkehornkløverfrø fra den lokale helsekost (hvor de kan fås for ca. 345 kr/kg), er så spørgsmålet. Fenugreek bliver nok ikke billigere af at blive omdannet til det patenterede Testofen, blandet sammen med ZMA og udsat for massive marketingsbudgetter. Til sammenligning koster Maxulin ca. 225 kr. for en måneds forbrug.

Nogle mener der kan være en synergieffekt mellem ZMA og fenugreek, og at dette skulle være et argument for at anvende Maxulin fremfor ren bukkehornkløver, men dette er dog endnu spekulativt.

Skal vi se på et argument for at fenugreek måske ikke er vildt potent, så kan vi f.eks. fremhæve at det ikke er på dopinglisten. Spørger man WADA, betragtes fenugreek som et kosttilskud, og ikke som et dopingstof. Havde det en vild effekt på testosteronniveauet ville man sandsynligvis se en eller anden form for regulering.

Er fenugreek sikkert at indtage?
Skal vi afslutningvis se på om bukkehornkløver så er sikkert at indtage, jamen så ved man at det kan give alvorlige allergiske reaktioner hos mennesker med allergi mod planter i ærteblomstfamilien, herunder peanuts. Dette står dog også på Maxulinpakkerne.

Der ligger desuden et enkelt casestudie omkring en person, som tilsyneladende fik en blodprop i lungerne efter at have brugt fenugreek, men det er som sagt kun en enkelt, lidt usikker sag, som sandsynligvis ikke er repræsentativ for brugen af fenugreek. I så fald skulle folk fra Indien og Thailand, eller folk der spiser meget karry, falde om i hobetal med lungeembolier.

En lidt spøjs bivirkning ved indtag af fenugreek er desuden at ens sved og urin kan komme til at lugte af ahorn sirup. Go figure.

Skal du investere i Maxulin?
Personligt kunne jeg aldrig drømme om at købe Maxulin, og heller ikke bukkehornkløver, da det virker som et unødvendigt og tilfældigt kosttilskud at begynde at tage. Har du lavt testosteron, jamen så gå da for filan til lægen og snak med ham om det. Det er sikkert ham, der har opdaget det til at starte med. Kvinder går jo også til lægen når de kommer i overgangsalderen og får en snak om, hvad de kan stille op. At begynde at selvmedicinere med random kosttilskud, som måske og måske ikke er effektive, virker bare fjollet, men det er bare min egen mening.

Maxulin oversælger måske deres produkt en smule med nogle lige rigeligt slagfærdige argumenter, og der mangler helt klart nuancer i deres markedsføring, men det ser dog ikke ud som om de har hevet alle deres argumenter direkte ud af deres egen røv. 

Kilder:
Colin D Wilborn, Chad M Kerksick, Bill I Campbell, Lem W Taylor, Brandon M Marcello, Christopher J Rasmussen, Mike C Greenwood, Anthony Almada and Richard B Kreider. Effects of Zinc Magnesium Aspartate (ZMA) Supplementation on Training Adaptations and Markers of Anabolism and CatabolismJ Int Soc Sports Nutr. 2004; 1(2): 12–20.

L. R Brilla, V. Conte. Effects of a novel zinc-magnesium formulation on hormones and strength. Article in Journal of Exercise Physiology Online 3(4):26-36 · October 2000

Sachin Wankhede, Vishwaraman Mohan, Prasad Thakurdesai. Beneficial effects of fenugreek glycoside supplementation in male subjects during resistance training: A randomized controlled pilot study. Journal of Sport and Health Science, Volume 5, Issue 2, June 2016, Pages 176-182

Chris Poole,1 Brandon Bushey,1 Cliffa Foster,1 Bill Campbell,2 Darryn Willoughby,3 Richard Kreider,4 Lem Taylor,1 and Colin Wilborn. The effects of a commercially available botanical supplement on strength, body composition, power output, and hormonal profiles in resistance-trained males. J Int Soc Sports Nutr. 2010; 7: 34.

Park HJ, Lee KS, Lee EK, Park NC. Efficacy and Safety of a Mixed Extract of Trigonella foenum-graecum Seed and Lespedeza cuneata in the Treatment of Testosterone Deficiency Syndrome: A Randomized, Double-Blind, Placebo-Controlled Clinical Trial.World J Mens Health. 2018 Mar 22. doi: 10.5534/wjmh.170004. [Epub ahead of print]

Steels E1, Rao A, Vitetta L. Physiological aspects of male libido enhanced by standardized Trigonella foenum-graecum extract and mineral formulation. Phytother Res. 2011 Sep;25(9):1294-300. doi: 10.1002/ptr.3360. Epub 2011 Feb 10.

Amanda Rao, Elizabeth Steels, Warrick J. Inder, Suzanne Abraham & Luis Vitetta. Testofen, a specialised Trigonella foenum-graecum seed extract reduces age-related symptoms of androgen decrease, increases testosterone levels and improves sexual function in healthy aging males in a double-blind randomised clinical studyThe Aging Male. Volume 19, 2016 – Issue 2, Pages 134-142

Nguyen SM1, Ko Ko N2, Sattar AS2, Gucuk Ipek E2, Ali S3. Pulmonary Embolism Secondary to Testosterone-Enhancing Herbal Supplement Use. Cureus. 2017 Aug 6;9(8):e1545. doi: 10.7759/cureus.1545.

Anuj Maheshwari1,2, Narsingh Verma3, Anand Swaroop4, Manashi Bagchi4, Harry G. Preuss5, Kiran Tiwari6 and Debasis Bagchi. Efficacy of FurosapTM, a novel Trigonella foenum-graecum seed extract, in Enhancing Testosterone Level and Improving Sperm Profile in Male Volunteers. International Journal of Medical Sciences 2017; 14(1): 58-66.

Amanda Rao, Elizabeth Steels,4 Gavin Beccaria,3 Warrick J. Inder2 and Luis Vitetta. Influence of a Specialized Trigonella foenumgraecum Seed Extract (Libifem), on Testosterone, Estradiol and Sexual Function in Healthy Menstruating Women. PHYTOTHERAPY RESEARCH 29: 1123–1130 (2015)

Wilborn C1, Taylor L, Poole C, Foster C, Willoughby D, Kreider R. Effects of a purported aromatase and 5α-reductase inhibitor on hormone profiles in college-age men.Int J Sport Nutr Exerc Metab. 2010 Dec;20(6):457-65.

Lem Taylor, Colin Wilborn, Brandon Bushey, Darryn S. Willoughby. Fenugreek Extract Supplementation Has No Effect On The Hormonal Profile Of Resistance-trained Males: 2085. Article in Medicine & Science in Sports & Exercise 41(Supplement 1) · May 2009 

https://examine.com/supplements/fenugreek/

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvad er myoser?


Hvis du har været til fysioterapeut eller massør med nakke/skuldersmerter eller ’spændingshovedpine’, er der en god sandsynlighed for, at behandleren har trykket på dine muskler i nakken, hvorefter du har sagt: ’av for satan – det er godt nok ømt der, hvad er det?’, hvorefter terapeuten eller massøren har svaret: ’myoser’.

Nogle gange har du måske også selv kunnet mærke nogle hårde, ømme, knudeagtige områder i dine muskler i nakken, på oversiden af underarmen omkring albuen, på bagdelsmuskulaturen eller andre steder, og du har måske undret dig over præcis hvad det er, og hvorfor det opstår. I denne artikel skal vi se om vi ikke kan blive lidt klogere på begrebet myoser.

Observationer fra virkeligheden
Der er ingen tvivl om, at mange døjer med hårde, ømme, knudeagtige områder i musklerne. Mine egne erfaringer som fysioterapeut er, at disse områder ofte opstår i muskler der overbelastes på en eller anden måde. Det kan være en statisk belastning som den man ser i nakkemuskulaturen hos folk der er stressede, folk der har en holdning med optrukne skuldre, kyfotisk øvre ryg, fremskudt hoved, eller folk der sidder meget foran en computer. Det kan også være en overdreven dynamisk belastning som f.eks. hos bodybuildere, der laver mange trække-øvelser med håndfladerne vendt fremad/nedad (proneret greb i f.eks. pulldowns, rows eller pull-ups), hvilket kan give problemer med hårde smertefulde knuder i ekstensormuskulaturen på underarmene.

I denne artikel omkring styrkeløft og skader, så vi også, at dannelse af hårde punkter/knuder i muskulaturen, i artiklen benævnt myogelosis (myoser), var et hyppigt selvrapporteret problem for styrkeløftere.

Forskning
At disse knudrede områder findes, er der altså ikke tvivl om, men hvad består disse områder så af? Hvad er det der er galt? De forklaringer jeg selv har hørt gennem tiden er f.eks., at det er ansamlinger af affaldsstoffer eller bare ikke-nærmere specificerede ’muskelinfiltrationer’.

Der findes sikkert flere forklaringer, men heldigvis findes der også forskning, hvor man har taget muskelbiopsier af sådanne knudrede områder og har undersøgt dem. For at der ikke skulle være tvivl om resultatet, tog man også biopsier fra ikke-afficerede områder for at sammenligne normalt væv med ’myosevæv’.


Billede fra: Schibye 2004

Det man fandt var, at det såkaldte endomysium, dvs. det bindevæv der omgiver de enkelte muskelfibre, og hvori der bl.a. ligger små blodkar og nerver, var bredt i normal muskulatur, mens det var smalt og næsten forsvundet i myoseramt muskulatur (billedet herunder).

Normalt væv til venstre. Myoseramt væv til højre. Billede fra: Windisch et al. 1999

Desuden så man enkelte voldsomt hypertrofierede muskelfibre indeholdende et højt antal mitokondrier (billedet herunder).

Billede fra: Windisch et al. 1999

Derudover fandt man et øget antal vakuoler som er en slags opbevaringsceller, hvori f.eks. affaldsstoffer kan opbevares og udskilles. Og sidst men ikke mindst fandt man også degenerative muskelfibre, med grove, hårde områder, irregulære forløb og muskelfibre der var fyldt med klumper af dødt mitokondrievæv. Desuden manglede der myofibriller i flere områder af muskelfibrene.


Normalt væv til venstre. Myoseramt væv til højre. Billede fra: Windisch et al. 1999

Det ser ud til, at det er type I muskelfibrene der vokser og bliver ’mølædte’, mens type II fibrene svinder ind.

Forskerne fandt flest myoser i følgende muskler: trapezius, rhomboidererne (musklerne mellem skulderbladene), levator scapulae, gluteus medius og maximus, piriformis og erector spinae. Da de røde udholdende type I muskelfibre i de fleste af disse muskler er statisk aktive når vi står op, konkluderede forskerne at myoser sandsynligvis er et resultat af overdreven aktivitet i dette muskelvæv.

Forsnævringen af endomysium hænger ifølge forskerne sammen med at type I muskelfibrene bliver større og klemmer endomysium sammen, og da det er i endomysium at de små blodkar ligger, som skal føre næringsstoffer til området og føre affaldsstoffer væk, bliver både næringstilførsel og udskillelse af affaldsstoffer forstyrret. Dette forårsager tilsyneladende et ændret intracellulært miljø, med disse degenerative, nekrotiske, mølædte områder i musklerne.

Der er ingen forklaring i studiet på, hvorfor et sådant degenereret væv er smertefuldt. Vi ved dog fra andre studier at nedsat ilttilførsel til vævet aktiverer smertesensorer, ligesom man ved f.eks. tendinopatisk væv ser indvækst at små nervebaner som virker smertegenererende. Hvorvidt nogle af disse forklaringer kan overføres til myoseramt væv forbliver dog rent gætværk.

Forskerne i dette studie mener desuden, at tilstanden er irreversibel, dvs. at vi ikke gennem massage, akupunktur eller andre behandlingsmetoder kan ændre på vævets struktur. Mine egne erfaringer siger dog, at det er muligt i hvert fald at få smerten til at forsvinde. Endda fuldstændigt. F.eks. ved at skifte sit pronerede greb i trækkeøvelser ud med et supineret greb (håndfladerne opad), ligesom smerten i nogen grad kan mindskes midlertidigt ved at lave lave en behandling hvor man trykker hårdt ned i det ramte væv, udsætter det for stræk og holder dette smertefulde stræk i f.eks. 5 x 30 sek. Effekten holder dog som regel ikke længe. Hvorvidt man også er i stand til at ændre strukturen i det ramte væv skal jeg lade være usagt.

Kilder:
Windisch A, Reitinger A, Traxler H, Radner H, Neumayer C, Feigl W, Firbas W. Morphology and histochemistry of myogelosis. Clin Anat. 1999;12(4):266-71

Shah JP, Thaker N, Heimur J, Aredo JV, Sikdar S, Gerber L. Myofascial Trigger Points Then and Now: A Historical and Scientific Perspective. PM R. 2015 Jul;7(7):746-61.

Quintner JL, Bove GM, Cohen ML. A critical evaluation of the trigger point phenomenon. Rheumatology (Oxford). 2015 Mar;54(3):392-9.

Schibye, Bente; Klausen, Klaus (2007). Menneskets fysiologi – Hvile og arbejde., FADL’s forlag Købehavn, 2. udgave, 2. oplag.

Bron C, Dommerholt JD. Etiology of myofascial trigger points. Curr Pain Headache Rep. 2012 Oct;16(5):439-44.

John Quintner, Geoffrey M Bove, Milton L Cohen. Comment on: A critical evaluation of the trigger point phenomenon: Reply. Rheumatology (Oxford, England). 12/2014; 54(3).

Comment on: A critical evaluation of the trigger point phenomenon. Alasdair Timothy Llewelyn Rathbone, James Henry, Dinesh Kumbhare. Rheumatology. 05/2015

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar