Anne Bech – Bikini Bootcamp – Kickstart din strandform på 28 dage

Billede fra: http://www.arnoldbusck.dk

Danmarks fitnessdronning, træningsekspert og kostvejleder no.1, Anne Bech, er på banen med en ny bog her op til sommer, hvor de fleste gerne vil smide nogle kg, så de kan se spændstige ud i badetøj. Anne, som jo også er forretningskvinde, har derfor valgt at sætte fokus på netop vægttab til bikinisæsonen i hendes nye fremragende bog. Et revolutionerende og dristigt forsøg på fornyelse fra en af træningsverdenens største kapaciteter. Tema, indhold og strategisk udgivelsesdato minder til forveksling om de opsamlings cd’er der plejer at komme lige op til jul, med f.eks. Wham – Greatest Hits eller Hansi Hinterseer – My Danish Collection. Absolut nødvendige udgivelser, og kvalitet fra ende til anden.

Anne starter ud med at indkredse sin målgruppe, dvs. alle de kvinder der synes de har 5 kg for meget på sidebenene, spiser lidt for usundt, kæmper med stædige kg efter en graviditet eller er på en evig slankekur der ikke virker. Det svarer vel ca. til 108 % af alle danske kvinder. Derefter liner hun alt det op man kan få ud af at følge hendes bikini bootcamp. Det er alle de ting som kvinder godt kunne tænke sig. Jeg behøver vel ikke engang remse dem op, men de er: flad mave, stramme baller, pæne arme og mindre appelsinhud. Sådan. Alle kvinder er målgruppen, og alt det kvinder gerne vil have, er opnåeligt med denne slagplan. Well played Anne.

Som tilfældet også var med Annes gamle bog – Guide til Gudindekrop https://mussetrussen.wordpress.com/2012/10/13/anne-bech-guide-til-gudinde-krop/

så er der et par kendte mennesker, som udtaler sig om Annes fortrinligheder. F.eks. den kronisk overvægtige Christiane Schaumburg Müller som har tabt noget ”stress-fedt” på maven og den lige så chubby Karen Rosenberg som nævner Annes ”høje træningsintensitetsformel” som en afgørende faktor ved bikini bootcamp’en.

Denne ”formel” omtales ikke yderligere i bogen, så I må lige ringe til Karen og høre hvad hun mener.

Når du skal være smækker i bikini, er det vigtigt du ikke spiser slik. Bliver du alligevel fristet til at spise søde sager, så har Anne et par gode råd til, hvad du kan gøre i stedet: Drik urtete, børst tænder eller gå i bad. Alt sammen fortrinlige og ikke absurde råd. Personligt plejer jeg bare at bygge en carport eller masturbere, men altså, hver sin smag.

Anne har 7 FIT-rules, hvis du gerne vil tabe dig. Tæller man dem er der godt nok 8, men hvorfor skulle man også tælle dem. Den bedste af reglerne er: Ingen tropiske frugter! Der er ingen forklaring på denne Kafka’ske regel, men mit gæt er, at tropiske frugter som regel er blevet plukket af beskidte folk fra ulandene med coli-bakterier under neglene, og du risikerer bare en maveinfektion. Får du det har du ikke energi til at være på bootcamp og dine deller forbliver deller. Det er godt tænkt Anne.

Lige efter træning kan man spise mange ting. Anne anbefaler f.eks. et olie-shot. Hvad det helt præcis er ved jeg ikke, men et shotglas med fritureolie er mit bedste bud. Kedeligt skal det ikke være på sådan en bootcamp.

Du skal også drikke masser af vand. Det er godt til de ”slankende funktioner i kroppen”, til appelsinhud og til ”udrensning”, som Anne snakker meget om. Og det er godt hun gør det, for det er meget populært i disse år med udrensning, og alt hvad der er populært skal man helst snakke meget om, hvis man vil sælge mange bøger.

Anne finder også på små sjove navne til den type du er. Har du f.eks. mest appetit om aftenen er du en ”Lady Late Night”, mens du er en ”Non-food’er”, hvis du spiser mest til frokost. Jeg kan allerede høre snakken gå på caféerne: ”Er du også en Lady Late Night?” ”Nej jeg er mere en Early Bird” hi hi. Desværre har hun ikke et navn til dem af os der altid er meget sultne til alle måltider og mellem alle måltider fordi vi får en glubende appetit af at løfte tunge vægte. Måske kunne vi hedde ”Idioter”.

Anne præsenterer også groundbreaking forskning. F.eks. skal du til morgenmad spise mad der ”beroliger dit nervesystem” så du ikke bliver stresset. Beroligende mad. Jeg øjner en helt ny trend, 87 bøger, og et par nye guruer og Go’ Morgen Danmark eksperter. ”Spis dig ud af din stress.” ”Sådan afstresser du med nervekuren”. Bare Ninka Bernadette og Umahro Cadogan får vel skrevet 9 bøger til sammen om emnet.

Hvad må man ellers spise på sådan en bootcamp? Jo Anne har en hel række fødevarer, hvoraf nogle er obligatoriske, så som agurk, friske brombær, paranødder og lakridste, mens andre er valgfri, som f.eks. kylling, citrongræs, gurkemeje og Cool mint/Herbal mint te. Meget specifikke valgfri ting. I mit eget bud på en kur: ”Anorakkrop på 688 dage” er det f.eks. også valgfrit om man vil spise økologisk gedeost fra et lille landsby i det sydlige Polen, så jeg forstår godt hendes tankegang. Hvorfor du skal  spise bestemte ting, må du gætte dig til. Agurk beroliger nok nervesystemet eller noget. Desuden er der meget specifikke ting du må og ikke må spise på forskellige tidspunkter i bootcampen, eller kuren som det, let’s face it, er. Nogle dage må du gerne spise oksekød, mens du ikke må spise oksekød andre dage. Smoothies skal du drikke på dag 2, 4 og 6 i uge 3 af kuren, mens du i uge 4 skal drikke smoothies på dag 1,3, 5, 6 og 7. Ellers ingen smoothies. You can’t beat science.

Man skal selvfølgelig også træne på sådan en bootcamp. Løb f.eks. er rigtigt godt. Når du har løbet skal du altid strække ud bagefter. Du skal lave ”vælt-væggen”-strækket, hvor du læner dig op af en væg eller et træ og sætter benet bagud med hælen i jorden. Læg vægt bag dine hænder og skub – ”vælt” – væggen eller træet. Denne øvelse mindsker risikoen for ømhed og overbelastningsskader. Jo ho. Har I måske ikke læst Helse fra maj 1989, samt Folkeskoleidrætslærernes fagblad ”I dag skal I bare spille fodbold – Torben du er førstevælger – jeg sætter mig lige over og retter matematikopgaver” fra okt 1988? Der fremgår dette velunderbyggede fakta tydeligt.

Derefter følger en allerhelvedes masse sider med billeder af Anne der laver en række relevante øvelser, som giver bogen en tykkelse der berettiger til titlen ”bog” og hæver den over det den ellers ville være, en pamflet. Øvelserne er en god kombination af folkeskoleøvelser som sprællemand og spark dig selv i numsen, og så crossfit’ish øvelser som burpees og mountain climbers. Nok til at tage pusten fra enhver.

Jeg ledte forgæves efter afsnittet om styrketræning, men det findes ikke. Eller jo det findes, men Anne er ikke fan af tunge vægte. Kropsvægt er nok. Altid kun kropsvægt. Vi skulle jo nødigt have store kuglemuskler. Styrketræning skal laves i bikini på stranden med kropsvægt ser det ud til på billederne. Jeg har derfor selv lige meldt mig ind i ”Vesterhavet”. Hver dag pendler jeg 45 min ud til stranden og laver Charlotte Bircow-agtige stue-øvelser i sandet for that extra hardcore bootcampishness.

Jeg vil slutte af med bogens bedste og mest brugbare råd, der går ud på at du skal kende din krops signaler. F.eks. ”Jeg er træt”, hvortil Annes råd lyder: Sørg for at få hvilet dig.

Tak Anne. Af hjertet tak.

Jeg har selvfølgelig selv afprøvet kuren, undskyld ”BOOTCAMPEN”, og som I kan se har den virket.

Nu har jeg ikke bare en krop i en bikini, men en bikinikrop.

Dette indlæg blev udgivet i Almindelige vrøvlerier. Bogmærk permalinket.

42 svar til Anne Bech – Bikini Bootcamp – Kickstart din strandform på 28 dage

  1. Mattias G siger:

    I ❤ this

  2. dh4nsen siger:

    Ahahahaha det er godt det der!

  3. Susann Romy siger:

    Fantastisk læsning!

  4. Modspil siger:

    Jeg har ventet spændt på den anmeldelse, og den var dæleme ventetiden værd.

  5. Jesper siger:

    Det er fandme i orden 🙂

  6. Stine Bine siger:

    Genialt skrevet – tak for et godt grin 😀

  7. Dok tør siger:

    Bogen er bestilt

  8. Marius siger:

    Fantastisk – lækker bikinikrop 🙂

  9. Keld siger:

    Fedt skrevet 😀

  10. Jeg ved ikke helt hvad der er galt med dit bikinibillede? – for mange stjerner på væggen, eller for mange prikker på bikinien, – hjælp mig mine øjne bliver ikke glade – måske du skal på endnu en bootcamp…

  11. Hvad er der galt med polsk gedeost? 😉
    Fantastisk skrevet, du har fået et link på http://heleplanter.dk/bikini-bootcamp
    God vind!

  12. Mus siger:

    Jeg har nu læst den to gange, og jeg griner stadig. Dog griner jeg mest af de tosser, som poster deres “bootcamp”-resultater på Facebook. 2 kilo på 3 uger? De burde næsten få en lille præmie.

  13. Pingback: Bikini Bootcamp – hvorfor? | The Best Me I Can Be

  14. Vibeke siger:

    Seriøst sjov og god anmeldelse! flad af grin, tak for det!

  15. Pingback: Anne Bech – “Bikini Bootcamp” | Modspil

  16. Anneli siger:

    Hahaha, ren guldgrube til anmeldelse! Jeg anmeldte selv bogen i ugen på min blog, og nu kan jeg se at jeg været alt alt for sød mod den kære Anne. Jeg konstaterede blot bogen er noget ubrugeligt møg.

    Men det værste er jo at det er en bestseller og folk køber lortet og ikke mindst tror på lortet. Suk.

  17. Helena siger:

    Det här är det roligaste jag läst i år!

  18. Bobby siger:

    Du er fanme flot! ❤

  19. Pingback: Loving me some mussetrusse! | Amrit Maria Pal

  20. Takker for vid og latter

  21. Tanja Lewis siger:

    Tak tak og atter tak for dette. Du rammer på kornet på bedste vis – YES!

  22. Pingback: Erfaringer med Anne Bech

  23. Helle siger:

    Hahahahahahaha…. You made my day!!!!! 😀 Haha… SÅ fedt skrevet! 😀

  24. Mette Grith Sørensen siger:

    SÅ sjovt! Og tusind tak….vi er nogen (hvor utroligt det end lyder), der er nødt til at synes at vi ser ret søde ud i bikini med 8-10 kilo for meget ifølge sagkundskaben, fordi vi er alt for glade for mad, vin, chokolade….livet….:-)

  25. Zienna Eve siger:

    Hahah jeg elsker det, hvor er du bare blevet fræk!

  26. Astrid siger:

    Hehe fedest Eller nå nej…

  27. Nynne Holm siger:

    Du ser utroligt nok frækkere ud end Anne i en bikini. You go girl! Genialt boganmeldelse og fantastisk skrevet.

  28. Pingback: Anne Bechs bikini bootcampTrying to get fit | Trying to get fit

  29. Jette siger:

    HELT fantastisk! Tak et for godt grin. Hamrende velskrevet. Skønt.

  30. Tina Kold Jensen siger:

    Hej Brian

    Tusind tak for et godt grin, du rammer lige på kornet. Lånte denne bog og glædede mig til at få gode kost- og træningsråd. De udeblev. Der stod en masse letkøbte råd om vand, tandbørstning, the osv (som du så rammende påpeger), men intet om, hvordan kost skulle sammensættes. Træningsøvelserne var trivielle. Heldigvis kan man finde masser af små Youtube klip, hvor Anne handler i Netto, træner, giver gode råd osv, og er det ikke nok, kan man booke Anne som personlig træner for kun 2600 kr i timen. Min kollega har i øvrigt været på hendes kostplan fra Alt For Damerne og var simpelthen for træt til at træne, efter 3 uger sagde kollegaer og familie stop fordi hun var umuligt at være sammen med, og da havde hun ikke tabt sig et gram!

  31. Fiemus (FKA Sofie) siger:

    Fantastisk anmeldelse, – overvejer du en tjans som anmelder i et dameblad..? For så ville jeg da overveje at begynde at læse dem igen… ❤

  32. Mette Holm siger:

    Hi hi får helt lyst til at læse bogen.

  33. Peter siger:

    det var jo ikke bare lidt sjovt, men ualmindeligt morsomt!!!

  34. Fiorella siger:

    Fantastisk anmeldelse!!!! Anne anbefaler også i sin første bog (Gudindekropsguiden) at man ikke må træne mere end 4 gange om ugen for så bliver kroppen stresset og så hober fedtet sig op…
    min krop må være sygt stresset så…. jeg træner nemlig 5-6x ugentligt!!! Blev så glad da jeg fandt ud af at det var på grund af al den træning at jeg er fed 😉 Ikke fordi jeg synes ost, pasta og chokolade er guds gave til min mave. Tak siger jeg bare!

  35. Haha, fantastisk! TAK for det 😉

  36. Sheila siger:

    Stik imod hensigten, (sikkert) er jeg allerede stået af bare ved at se hende. Hun er 10 x smukkere end mig og den mave dér – hvor fa’en er der plads til tarme? Ej, hvis jeg skal tabe mig, vil jeg gerne være mæt imens. Godt skrevet. Jeg elsker mænd med sarkastisk humor. Gider du gifte dig med mig..? Nårh nej, jeg er sgu’ gift. Men jeg må hellere følge din blog fra nu af.
    Vh Sheila

  37. Pingback: Tanker om det løse 2; Opdeling | everythingyblog

  38. Pingback: Bodybuilding Uge 853, dag 2 | Brian Henneberg / Mussetrussen

  39. Nanna H siger:

    DU ER GENIAL! 😀

  40. Fie siger:

    Grinede alt for højt over “I mit eget bud på en kur: ”Anorakkrop på 688 dage” er det f.eks. også valgfrit om man vil spise økologisk gedeost fra et lille landsby i det sydlige Polen, så jeg forstår godt hendes tankegang.” – Jeg ville elske den kur!
    Btw. tror jeg køber bogen – dine resultater er jo for vilde! Aldrig har jeg set så flot en bikinikrop!

  41. Pingback: Anne Bech – fit på 100 dage | Brian Henneberg / Mussetrussen

  42. Pingback: Anne Bech anmeldelser <3 | Klodernes Kamp

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s