The Church of fitness – gør selvkontrol dit liv mindre rigt?

I dag dyrker vi kroppen i en grad som vi sjældent har set mage til tidligere i historien, og det er derfor let at overbevise os selv om, at vi endegyldigt har frigjort os fra tidligere tiders middelalderlige tanker om, at kroppen var noget syndigt, der skulle negligeres. Men i vores ageren minder vi faktisk rigtigt meget om tidligere tiders kropslige mørkemænd, der tugtede deres kroppe med afholdenhed og fysiske pinsler.

Lyster er noget, der skal tøjles
Mange af os som træner, har jo en tendens til at holde vores egne lyster i kort snor, fordi vi befinder os i en konstant kamp mellem viljen til at kontrollere lysterne gennem træning og stramme kostplaner, og bare overgive os til dovenskaben, og blive nogle slatne, fede Netflix-junkier. Fordi vi ikke ønsker det sidste, overdriver vi det første, og vi vælger derfor ofte at erstatte lyst og livsglæde med den selvrespekt, der naturligt følger, når vi formår at styre vores lyster.

Når man afstår fra nydelse, så får man en følelse af at have besejret en trang eller en drift, som andre stadig er underlagt, og derfor har asketiske mennesker det med at føle sig bedre end andre. Jeg har i hvert fald selv tænkt sådan da jeg var yngre: De andre svage individer hygger sig i parken eller ved stranden med øl og sol, på en varm sommerdag, mens jeg, det overlegne overmenneske, tager ned for at træne, og bliver stærkere i både krop og ånd. Det er jo faktisk ikke langt fra den følelse religiøse mennesker sidder med, når de føler sig bedre end de andre syndere, fordi de selv har fundet den ene sande vej.

Fra friheden til at nyde, til det selvkontrollerende fængsel
Fitnessfolket dyrker ofte mådeholdet fremfor den mere direkte lystopfyldelse, og der er en generel tendens i samfundet til, at vi ser med agtelse på veltrænede fitnessmennesker, som formår at styre sig, mens der ikke er megen respekt at hente, hvis man elsker at ryge, drikke, danse til dårlig musik, grine, råbe og nyde livet i fulde drag. Man bliver let betragtet som simpel og viljesvag, hvis man udviser ukontrolleret livslyst.

Den græske filosof Epikur mente dog at vi også skal være mådeholdne med måde, fordi mådeholdet i sig selv let bliver en slags besættelse, som er med til at gøre vores liv mindre rigt.

Se bare på hvor stift, klinisk og ensrettet vores samfund er blevet siden starten af 80’erne: Rygning er nu forbudt, selv på værtshuse, hvor folk ellers kommer for at slå sig løs; alkohol er forbudt for unge (da jeg var barn kunne jeg frit købe sprut og smøger i den lokale Brugs); at nyde sin ungdom ved at rejse rundt og opleve verden kalder vi for ‘fjumre år’; SU til hjemmeboende kalder vi ‘cafépenge’; det er næsten umuligt at gøre noget som helst, uden at nogen føler sig krænkede over det osv. osv.

I det hele taget har vi ikke meget til overs for mennesker, der opfatter det at slå sig løs, more sig og nyde livet som et godt mål med livet. Næh du, det gælder om at være en effektiv samfundsborger. Fri for druk, fedme, røg og munterhed, men med en skarp sixpack og en veludviklet evne til at negligere lyst og morskab. Alle lidenskaber skal tøjles.

Men bliver vi gladere mennesker af at leve sådan?
Jeg var for nylig til en koncert med Metallica, efter at have holdt en meget lang koncertpause på næsten 2 årtier, og jeg var målløs over den måde folk opførte sig på til koncerten. For 20 år siden var jeg også til en Metallicakoncert, og her gik folk fuldstændigt amok; sang med, morede sig, hoppede rundt, og havde det virkeligt fedt. Nu står folk jo med korslagte arme og stive ansigter, ude af stand til at more sig, fordi det efterhånden betragtes som idiotisk at hoppe rundt og slå sig løs. Man skulle jo nødig skille sig ud og være en simple-minded motherfucker uden selvkontrol.

Men hvorfor tager man så til koncert, hvis man ikke gider more sig, og egentlig er tæt på død indeni? Er det bare for at få et godt Instagram-opslag? Hvorfor er vi her overhovedet, hvis vi ikke nyder at være her?

I bund og grund er livet jo uden mening, og derfor giver det faktisk rigtig god mening bare at leve livet. Opleve det, inden det slutter igen. Slå sig løs og grine og græde og skråle med på en Metallicasang inden det hele er ovre igen. I dag er det dog som om vi er holdt op med bare at leve. I vores insisterende jagt på en højere mening er vi blevet projektmennesker, som lever for, f.eks. et projekt om at opbygge den perfekte krop, og gennem en viljesindsats hæve os over enhver form for lyst og nydelse, og blive overlegne effektive overmennesker.

Og vi fitnessmennesker er rigtigt gode til at pille alt det sjove ud af det sjove. Vi går i byen, men drikker ikke; vi spiser kager, men kun kager uden sukker, mel, gluten og smag. Vi elsker den følelse askesen giver os, fordi den giver os en fornemmelse af, at vi ikke, som alle de svage individer, er i vores lysters vold. Vi formår at tugte lysterne og det er en meget forførende følelse.

Men uanset om vi morer os og nyder livet, eller om vi træner som besatte og satser på selvrespekt, og en følelse af overlegenhed, så ender det på samme måde: med forfald og død. Og hvem har så haft det bedste liv i sidste ende?

Synder vi, eller er det bare synd for os?
Ligesom religiøse livsfornægtere talte om at synde, ligeledes taler vi også i dag om at synde. F.eks. hvis vi spiser noget, der ikke passer ind i vores livsprojekt om den perfekte krop. Hvis vi ser på begrebet ‘at synde’, så betyder det egentlig ‘at gå fejl af målet’, og vi kan så diskutere om det at spise et stykke kage er at synde, eller om det at nægte sig selv et stykke kage er den egentlige synd. Man kan i hvert fald argumentere for, at det er synd for et individ, hvis man går gennem hele livet, og aldrig rigtigt nåede at nyde det, fordi man faldt i den fælde, der hedder, at overdrive mådeholdet.

Personligt kan jeg godt tage mig selv i f.eks. at undlade at gå en lang tur, eller sætte mig ned for at spille guitar, eller høre musik, eller læse en god bog, fordi jeg føler jeg skal være effektiv, produktiv og yde noget. Kroppen skal bygges op med vægtene, og en gåtur er bare ikke effektiv i den henseende. Men der er jo en stor nydelse i at være ødsel med sin tid. En lørdag, hvor man sjosker rundt i hjemmesko og laver ingenting; en gåtur på 15 km rundt om en sø; kaffe og kringle med mormor en langsom søndag. Det er jo fantastiske ting at bruge sin tid på. Men det er sjældent efterhånden, at vi giver os selv lov til den slags ting.

Engang imellem tror jeg det er sundt at vi fitnessmennesker kigger os selv i spejlet, og vurderer om vi egentlig nyder vores liv, eller om vi bare er bange for ikke at leve op til vores egne og samfundets herskende idealer. Der kan jo også være en stor tilfredsstillelse i at sige fuck til flertallets læggen-låg-på-livet, og bare beslutte sig for at køre sit eget muntre løb. Men spørgsmålet er nok, om vi ikke er for glade for vores sirligt opbyggede selvagtelse, til at ville ofre den til fordel for et mere nydelsesfuldt liv.

Læs også en mere positiv vinkel på selvpineriet: Askese og selvpineri

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s