Fjollede FLEX reklamer

I 1983 kom der et nyt bodybuildingblad på banen fra Weiderkoncernen. Navnet på bladet var FLEX og det var det mest ekstreme, hardcore bodybuildingblad verden endnu havde set. Bladet udkom i rigtigt mange år, men i 2018 måtte man sande at tiden var løbet fra et blad som FLEX, og sidste fysiske udgave udkom i maj 2018. FLEX kaldte sig alle årene med fysiske blade for ‘The voice of the champions!’ da der var fokus på de helt store steroidegutter, deres kost- og træningsregimer, konkurrencer og ikke mindst deres kosttilskud. Der var, ifølge folkene bag FLEX ikke tale om mirakelkure og broscience, men om info direkte fra branchens bedste folk, nemlig de professionelle bodybuildere. Nå ja, og så annoncørerne, som vel fyldte 1/3 af bladet med deres reklamer.

I starten af 00’erne havde jeg abonnement på bladet og læste det religiøst. Reklamerne bladrede jeg dog hurtigt henover uden at læse dem, da det meste virkede som noget overdrevent fjolleri. Efterhånden fandt jeg også ud af at meget af det de skrev i de reelle artikler var noget værre fjolleri, og så røg bladene på loftet til fordel for mere sober info om styrketræning fra mere pålidelige kilder.

Forleden var jeg ved at rydde op på loftet og fandt de gamle blade frem igen. Denne gang kom jeg til at læse de gamle reklamer og I skal næsten lige have nogle af dem her. Det er noget far out shit noget af det, og et godt eksempel på typisk amerikansk markedsføring når det er værst. Vi skal 17-18 år tilbage i tiden og se på nogle af de gamle reklamer fra FLEX bladet fra feb 2003. Alt det fjol der følger herunder er fra ét og samme FLEX blad. The Voice of Champions!

Protein Crystals
I feb 2003 udgaven af FLEX har vi bl.a. en reklame for noget der hedder Protein Crystals. En random fyr ved navn Benny Carmino fra Jersey City udtaler i reklamen: ‘The taste is amazing…I can’t stop eating this stuff.’ Protein Crystals er åbenbart en slags krystalliseret protein der minder om det der slik man kan få der ligesom ‘popper’ i munden. Det er ifølge producenten, Urban Biologics, det mest bekvemme protein du nogensinde har prøvet. Du behøver ikke engang vand eller en shaker eller et køleskab. Ja du behøver ikke engang at tygge. Du smider det bare ind i munden og så smelter det på tungen og bygger rock solid muscle.

I reklamen siger de farvel til den velkendte og ikke-broscience-agtige 3-timers regel, som jo siger at du bliver nødt til at spise protein hver 3. time for at kroppen ikke går i fullblown catabolic mode og begynder at æde dine muskler. Du behøver ikke længere altid slæbe rundt på en gaffel og en dåse stinkende tun eller gå rundt med et dropstativ med proteindrik. Nu kan du bare drysse lidt Protein Crystals i munden hele tiden, så er den sag klaret for kun 857 kr. kiloet.

Xenadrine EFX
Fra firmaet Cytodyne kom der i 2003 et revolutionerende produkt med navnet Xenadrine EFX. Et banebrydende videnskabeligt studie afslørede åbenbart at Xenadrine var bedre end efedrin til at forbrænde fedt. Teksten i reklamen er flankeret af typiske billeder af blege, sure, tykke mennesker i brutalt hvidt lys som nu, efter de har brugt Xenadrine, er blevet fitte, solbrune og glade og oven i købet har fået ny bedre belysning installeret i deres hjem.

En fyr har f.eks. tabt intet mindre end 62 kg på få måneder stort set uden indsats. Og en anden fyr ved navn Lou Racioppi havde tidligere prøvet alle efedrinholdige produkter på markedet, men havde aldrig prøvet noget så vildt som Xenadrine. Han tabte sig 27 kg på 12 uger, OG opbyggede ny muskelmasse samtidig. Billedet afslører at Xenadrine åbenbart også har fjernet al hans kropsbehåring og har gjort ham ca. 6 toner mørkere i huden. En tredje fyr, der holder en stor luns af sit maveflæsk i hænderne på sit før-billede udtaler: ‘I thought my lean, muscular days were gone forever’. Ja jeg er sikker på at du har haft vildt mange af den slags dage, eftersom du ligner en der ikke har trænet en dag i dit liv, men hold da helt fest hvor har Xenadrine givet dig store overarme på ingen tid.

Sidst men ikke mindst er der også et meget videnskabeligt søjlediagram, der starter i intervaller af 10 i bunden og slutter på intervaller af 50 i toppen, og som afslører at Xenadrine forbrænder ca. 115-180 kcal mere i døgnet end efedrinprodukter.

Sterobol suspension muscle mass enchancer
Ja det lyder allerede godt ikke? Med et så potent navn må der næsten være noget at hente. Og det gør det ikke mindre potent at firmaet bag produktet hedder BEAST Sports Nutrition og at logoet er en kæmpe gorilla omgivet af lyn. Sterobol indeholder bl.a. eksotiske ingredienser som cissus quadrangularis, cyanotis vaga, mumie, mucuna og vanadium.

På samme side findes også et andet af BEASTs produkter, nemlig det bizarre homøopatiske middel Anabolic Activator som sprøjtes ind i munden med en slags mundspray. Det indeholder en ingrediensliste så lang at jeg ikke har plads til det hele i denne artikel. Der er dog både væksthormon, binyrebarkhormon, tribulus, progesteron, dopamin og DNA i lortet. Jeps, DNA. Så skulle du nok være dækket ind. Det hele kommer i homøopatiske mængder så man kan holde produktionsomkostningerne nede, samtidig med at man kan skrive en masse mumbo jumbo på ingredienslisten. Nede i det ene hjørne af reklamen er der for øvrigt et billede af en af brugerne, nemlig bodybuilderen Don Youngblood. R.I.P. big guy.

Guggulbolic
Det lyder lidt som en joke, men der er faktisk nogen der har kaldt deres produkt for Guggulbolic. Det er firmaet SYNTRAX der står bag kosttilskuddet som indeholder potente guggulsteroner fra guggulplanten. Disse stoffer er åbenbart gode til at regulere en masse hormoner som bliver produceret af skjoldbruskkirtlen og det giver simpelthen bare en så sund skjoldbruskkirtel at man knapt kan forstå det. Basalstofskiftet kommer bare til at køre helt fjong med alle de guggulsteroner og du vil vel gerne have at dit basalstofskifte kører helt fjong ikke?

SYNTRAX har også et andet fedt produkt med det radiostationslignende navn GLU FM. Det er bare glutamin. Men selv glutamin kan de pumpe op med pompøse sætninger som: ‘superior manufacturing process’, ‘snowy white’ ‘each and every serving is a pleasure to take’, ‘completely new, 100% natural, ultra-pure’, ‘to put it simply, it is perfect!’. Jo de kan noget med ord de amerikanere.

Myo-Blast CSP3
De er gode til navne ikke? Det lyder vildt og videnskabeligt. Og det er det da også ifølge producenten Cytodyne som også var dem med Xenadrine EFX. Med Myo-Blast CSP3 er der tale om intet mindre end en effektiv myostatinhæmmer. I 2003. Jo jo. Den er god nok. Godt nok bliver der stadig den dag i dag postet milliarder i forskning for at finde en effektiv myostatinhæmmer, som kan hjælpe f.eks. folk med muskelsvind, men et amerikansk kosttilskudsfirma havde allerede fundet den hellige gral i 2003.

Læs også: Jagten på den hellige muskelgral

Den videnskabelige forklaring i reklamen lyder således: Nogle spanske forskere fandt en eksotisk tangplante (cystoseira canariensis) som de udtog et ekstrakt af kaldet Fraction C. Det er det Cytodyne sælger som Myo-Blast CSP3, og det er det stof der er en noget så fandens potent myostatinhæmmer. Det binder til myostatin inden myostatin når sin receptor og så har vi balladen: massive mængder super human muskelvækst. Oh yeah! Du kan slet ikke få nok af alt det Myo-Blast.

Der findes faktisk et studie fra 2003, hvor man tilsyneladende har observeret at cystoseira canariensis kan binde sig til myostatin. Studiet er publiceret i et bulgarsk tidsskrift med titlen ‘Acta Physiologica et Pharmacologica Bulgarica’. 2003 var åbenbart det sidste år det tidsskrift eksisterede og da det ikke har været muligt at fremskaffe artiklen i fuldtekst må jeg melde pas på om det var et brugbart studie eller ej. Manden bag studiet, Zakir Ramazanov, har imidlertid også et patent liggende fra 2003 hvor han har taget patent på at bruge cystoseira canariensis til sin Boratsk klingende ‘method for making compounds for reducing myostatin concentration’. Så en lille økonomisk interessekonflikt er der i hvert fald i det omtalte studie. Ramazanov døde desværre i 2006 og fik vist ikke det store ud af sit patent. Der findes kun ét andet studie omkring cystoseira canariensis’ evne til at øge muskelmassen via myostatininhibering, nemlig et studie fra 2004 af en anden forsker, og her så man ingen effekt.

1-Testabolin-AQ
Testabolinreklamen fra feb 2003 udgaven af FLEX indeholder nogle ret fede ord. Det er åbenbart et ‘designer pro-steroid’ som tvinger musklerne til at vokse gennem noget de kalder ‘forced poly-hypertrophy’ som involverer det her: ‘combat pro-steroid induced endogenous testosterone shut-down’. Med deres ECMM delivery technology, hvor stoffet ikke bliver nedbrudt i leveren, skal du nok være godt undervejs til Mr. Olympia scenen. Det hjælper selvfølgelig også at Testabolin indeholder en ny og unik muskelcelleudvidende formel der hiver så meget ATP ind i musklen at den svulmer totalt op og får musklerne til at se sygt store ud. Gotta love dat ATP pump. De har godt nok ikke nogle studier der bakker deres påstande op, men taler man med brugerne vil de helt sikkert fortælle dig en god historie om hvor vildt det er. Som de skriver: ‘Don’t take our word for it, take someone else’s!’.

Afsluttende
Alt det ovenstående fjol er altså bare fra de første 36 sider af et enkelt FLEX blad. Og de fortsætter ufortrødent hele bladet igennem. Hele vejen gennem alle 308 sider. Det er massive mængder bullshit som FLEX-læsere skal pløje sig igennem når de prøver at hive lidt brugbar viden ud af det blad der skulle være ‘The voice of the champions!’ Fri for broscience og mirakelkure. Jo tak.

Det er selvfølgelig fair nok at man har reklamer i bladet. Lortet skal jo finansieres, men at man tillader så usandsynligt meget udokumenteret vrøvl i et blad der slår sig op på at være fri for pis, gør det hele grinagtigt. Efter min bedste overbevisning er FLEX bladets største kvalitet at det altid er så tykt, omkring 300 sider, at det er ret effektivt som brændsel i en kakkelovn.

Læs også: Kosttilskud – den ultimative guide fra A-Z

Kilder:
Int J Sport Nutr Exerc Metab. 2004 Aug;14(4):461-72. Effects of an alleged myostatin-binding supplement and heavy resistance training on serum myostatin, muscle strength and mass, and body composition. Willoughby DS1.

Acta Physiol Pharmacol Bulg. 2003;27(2-3):101-6. Sulfated polysaccharides of brown seaweed Cystoseira canariensis bind to serum myostatin protein. Ramazanov Z1, Jimenez del Rio MZiegenfuss T.

FLEX feb 2003

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s