Den komplette Mr. Olympia historie 1:4 – 1965-1979


Hvert efterår retter de fleste bodybuildere i verden deres opmærksomhed mod Las Vegas, hvor IFBB afholder verdens største bodybuildingkonkurrence, Joe Weider’s Olympia Weekend. Den titel mændene kæmper om, Mr. Olympia, er den mest prestigefyldte titel inden for professionel bodybuilding. Konkurrencen er altid blevet afholdt i løbet af november, oktober eller september, men siden 2006, er den konsekvent blevet holdt i september. Tidligere rykkede man også konkurrencen rundt i verden, og den er blevet afholdt så forskellige steder som Sydney, Helsingfors, Bruxelles og Pretoria i Sydafrika. Siden 1999 har man dog holdt fast i Las Vegas som konkurrencens hjemsted.

I 2014 havde konkurrencen 50-års jubilæum, og i denne anledning syntes jeg det var på sin plads, at lave en samlet kronologisk oversigt over alle årene. Det er den jeg vil præsentere i denne artikelserie.

Baggrunden for konkurrencen
I 1960’erne var der 2-3 Mr. America konkurrencer, tre Mr. Universe konkurrencer og et hav af Mr. World konkurrencer rundt om i verden. Det var ærlig talt noget rod. Mr. Olympia konkurrencen blev skabt af Joe og Ben Weider i 1965, og konkurrencen skulle være den ultimative bodybuilderkonkurrence, hvor vinderne fra alle de store konkurrencer gennem året, skulle mødes og battle om the iron throne, retten til, at kalde sig verdens bedste bodybuilder, og en skulptur af bodybuildinglegenden Eugen Sandow. Navnet Olympia, havde Joe Weider egentlig fra en øl af samme navn, men det var nu ikke meningen, at navnet skulle give associationer til øl, men i stedet til Olympen, den majestætiske bjergtinde i Grækenland, hvor guderne ifølge myterne levede.

Harold Poole, Earl Maynard og Larry Scott. Billeder fra: davedraper.com/legendaryleonbrown.com/4.bp.blogspot.com

1965 – New York, USA
18. sep. 1965 slog Joe og Ben dørene op til førsteudgaven af deres nye konkurrence. Mr. Olympia konkurrencen var sat i halen på en række andre konkurrencer, som forløb tidligere på aftenen. Først var Miss Americana, Mr. America og Mr. Universe, blevet afholdt, og først derefter skulle Mr. O kåres. På trods af, at der samlet set var omkring 150 atleter, var der kun tre deltagere i Mr. O konkurrencen. Den ene var Earl Maynard, som havde vundet Mr. Universe tidligere på aftenen, og de andre var Larry Scott og Harold Poole. Sidstnævnte var den første sorte Mr. America. Han var en ung knøs på bare 21 år, og den dag i dag, er han stadig den yngste Mr. O deltager nogensinde. Legenderne Reg Park og Bill Pearl var også blevet inviteret, men havde dog afslået. Harold Poole blev nr. to, mens Earl Maynard blev nr. tre. Det første år var der ingen pengepræmier, hverken til vinderen, Larry Scott, eller de andre deltagere. Larry Scott er den eneste deltager nogensinde, der har vundet i sin debut.

1966 – New York, USA
I 1966 udgaven var der hele fire deltagere. De samme tre som året før, plus en ny fyr ved navn Sergio Oliva. Oliva endte som nr. fire, mens de tre øvrige deltagere fik samme placeringer som året før. I 1966 var der 1000 $ til vinderen (svarende til ca 40.000 kr. i dag). På trods af, at der nu begyndte at komme lidt penge i det, annoncerede Larry Scott efterfølgende, at han indstillede karrieren. Larrys begrundelse var delvis religiøs, da han var mormon, og var begyndt at have moralske kvababbelser over den retning hans liv tog i de år (steroider, penge, fristelser, kvinder osv.)

Sergio Oliva, Chuck Sipes og Dave Draper. Billeder fra: kulturistika.ronnie.cz/forum.bodybuilding.com/bodybuilding-pics.com

1967 – New York, USA
Efter Larry Scotts exit, var tronen i 1967 klar til, at de seneste to års nr. to, Harold Poole kunne overtage den. Poole blev dog overhalet indenom, af sidste års nr. fire, Sergio Oliva. Oliva gik allerede under navnet ’The Myth’, fordi hans fysik var nærmest urealistisk fantastisk, og Poole måtte nøjes med 3. pladsen i et felt på fire deltagere. De to andre var Chuck Sipes og Dave Draper. Sipes, der blev nr. to, var en all round good guy, og en hardworker uden sidestykke. Han var bl.a. kendt for sit fullbody program, som han kørte tre gange om ugen, med super tung bænkpres og squat til hver eneste træning. Desuden var han fortaler for en roid-fri sport, og trak sig tilbage, da han indså, at det løb var kørt. Dave Draper, der blev nr. fire, var bl.a. blevet Mr. Universe 1966, og var en usandsynlig flot fyr, som Joe Weider flittigt brugte i photoshoots i de år.

1968 – New York, USA
Prøv at se billedet herover af Sergio Oliva. Holy fuck. Ville du have lyst til, at stille op mod ham? Nej vel. Det var der heller ingen andre der havde i 1968, hvor Oliva vandt uden konkurrence. Pænt sløj konkurrence. De andre mulige deltagere havde alle gode grunde til, at blive væk. Harold Poole havde for travlt med sit rigtige arbejde, og var ikke i ordentlig form, og Dave Draper havde travlt med en spirende film- og tv-karriere. Den eneste reelle udfordrer Chuck Sipes, vandt same aften Mr. World, men efter en samtale med Joe Weider, valgte han ikke at stille op. Sergio lavede for øvrigt en scene på scenen, da han pludselig begyndte at beskylde en fyr ved navn Dan Lurie, en af Joe Weiders konkurrenter, som sad blandt publikum, for at have snydt ham med en kosttilskudskontrakt.

1969 – New York, USA
Igen blev Mr. Universe og Mr. O holdt den samme aften. Vinderen af Mr. Universe, var en fyr fra Østrig ved navn Arnold Schwarzenegger. Det var egentlig ikke meningen, at Arnold ville stille op mod Oliva i 1969, men Oliva gemte sig for Arnold hele aftenen, og Arnold tolkede dette som om, Oliva var bange for at tabe til ham. Arnold besluttede sig derfor for at stille op, men tabte modet fuldstændigt, da han endelig så Oliva. Der var intet at stille op. Oliva var urørlig, og vandt for tredje gang. Det skulle blive Arnolds eneste Mr. O nederlag ever.

Billede fra: nattyornot.com

1970 – New York, USA
I 1970 var Oliva stadig i tip-top form, og ville blive uhyre svær at slå. Der var to udfordrere dette år. En fyr ved navn Reg Lewis, og så Arnold, som arbejdede sammen med Joe Weider, og så langt bedre ud end han havde gjort i 1969. Desuden mente de to kumpaner, at de havde fundet Olivas akilleshæl, nemlig hans posering. Det var derfor i disse år, at Arnold udviklede den yndefulde posering vi alle kender så godt, og tilskuerne blev ellevilde da Arnold gik i gang med sin rutine. 1969 blev også året, hvor Arnolds infamøse evne til psykologisk spil for første gang satte sit præg på konkurrencen. Arnold fik nemlig overbevist Sergio om, at de begge skulle forlade scenen efter en trættende afsluttende poseringsrunde. Mens Sergio forlod scenen, blev Arnold tilbage, og dommere og publikum tolkede det som om Oliva havde givet op. Arnold havde vundet sin første Mr. O sejr som bare 23-årig. Den yngste vinder i historien både før og siden.

1971 – Paris, Frankrig
I 1971 gik der politik i den, da Ben Weider, som stod for de tekniske ting omkring afholdelsen af Mr. O, valgte at diskvalificere samtlige deltagere, bortset fra Arnold. Ligesom Oliva havde vundet uden konkurrence i 1968, så vandt Arnold i 1971 også uden konkurrence. De deltagere der blev diskvalificeret var Roy Callender, Franco Columbo og Sergio Oliva. Grunden til diskvalifikationerne var, at Ben forsøgte, at få bodybuilding optaget i det olympiske program. Dette betød, at IFBB, for at blive anerkendt af IOC (Den internationale olympiske komite), som det eneste seriøse bodybuildingforbund, måtte overholde dets egne regler, som foreskrev, at ingen atleter måtte stille op i ikke-anerkendte konkurrencer. Både Columbo, Callender og Oliva havde forbrudt sig mod denne regel i løbet af året, og derfor kunne Arnold tage sin anden Sandow med hjem uden kamp. Columbo og Oliva endte dog med at ’gæsteposere’ for at publikum ikke skulle gå alt for skuffede hjem. Der var også andre deltagere der kunne have valgt at stille op, men de betakkede sig for, at skulle konkurrere mod Arnold, og valgte i stedet, at stille op i det konkurrerende forbund NABBAs, Mr. Universe konkurrence, som blev holdt samme aften i Paris.

Roy Callender og Serge Nubret. Billeder fra: ifbbpro.com/forum.bodybuilding.com

1972 – Essen, Vesttyskland
I 1972 var der fem deltagere i Mr. O. Det største antal hidtil. Udover Arnold og Oliva var der den flotte frankmand Serge Nubret, Arnolds bedste ven Franco Columbo, og den ectomorphe Frank Zane. Oliva havde forbedret sig fra de foregående to år, men da dommerstemmerne var blevet talt op, stod Arnold tilbage med en 4:3-sejr. Oliva blev nr. to, mens Nubret, Zane og Columbo tog sig af tredje, fjerde og femtepladsen.

1973 – New York, USA
Der hersker tvivl omkring, om Sergio Oliva var sur over 1972 afgørelsen og derfor ikke ville stille op til 1973 udgaven, eller om han bare ikke havde lært lektien fra 1971. Sagen var i hvert fald, at Sergio i årets løb havde stillet op i en ikke-godkendt konkurrence ved navn WBBG Mr. Galaxy, og derfor blev han diskvalificeret til 1973 udgaven af Mr. O. Feltet var herefter Arnold, Columbo og Nubret, og de endte i samme rækkefølge på podiet. Arnold stod nu som den mest vindende atlet i konkurrencens historie, med fire sejre i træk mod Sergios tre sejre.

1974 – New York, USA
I deres bestræbelser på at forbedre Mr. O formatet, fandt arrangørerne i 1974 på, at man nu, som i andre sportsgrene, skulle have vægtklasser. I 1972-74 stillede der nemlig både klejne fyre op som Columbo og Zane (1,75 m/84 kg) og høje fyre som Arnold, og ikke mindst den gigantiske Lou Ferrigno (1,96 m/130 kg). Hvordan skulle man sammenligne disse ekstreme typer, som alle sammen havde hver deres kvaliteter? Løsningen blev en opdeling i en let klasse (under 90 kg) og en tung klasse (over 90 kg). Det var måske lidt absurd med kun fem deltagere, men sådan valgte man altså at gøre det. Arnold vandt den tunge klasse foran Nubret og den 23-årige Lou Ferrigno, mens Columbo vandt den lette klasse foran Zane. Arnold tog sejren samlet, og dermed sin femte titel i træk.

Lou Ferrigno og Frank Zane. Billeder fra: pipocaradioativa.com.br/frankzane.com

1975 – Pretoria, Sydafrika
1975 skulle vise sig, at blive et legendarisk år for Mr. O konkurrencen. Feltet var historisk stort, med otte deltagere, og hele menageriet var rykket til det apartheidramte Sydafrika. Årets konkurrence blev dokumenteret i filmen ’Pumping Iron’, som udkom i 1977 og blev en kæmpe succes. Igen var der to vægtklasser, og Columbo vandt den lette klasse foran Ed Corney, Albert Beckles, Frank Zane og Giuseppe Deiana, mens Arnold tog sejren i den tunge klasse foran Serge Nubret og Lou Ferrigno. Som bekendt løb Arnold af med den samlede sejr for sjette gang i træk, og umiddelbart efter konkurrencen annoncerede han, at han gik på bodybuildingpension.

1976 – Columbus, Ohio, USA
Med Arnold ude af billedet var 1976 et uforudsigeligt år. Der var kun to deltagere i den tunge klasse, Ken Waller og Mike Katz, og her løb Waller af med sejren. I finalen skulle han så op mod Columbo, som med et halvt mulehår havde vundet den lette klasse foran Zane. Alle årets syv deltagere var fra USA, bortset fra Columbo, som var italiener. Og det var den lille tætbyggede italiener, der endte med at løbe af med sejren. Ligesom tilfældet var med Arnold året før, så annoncerede Columbo også efterfølgende, at han trak sig tilbage.

1977 – Columbus, Ohio, USA
1977 udgaven blev ligesom året før, en succes for vinderen af den lette klasse. Zane løb nemlig af med sejren, da han i finalen var oppe mod vinderen af den tunge klasse, Robby Robinson.

1978 – Columbus, Ohio, USA
Årets konkurrence blev næsten en kopi af 1977 udgaven, med Robinson som vinder af den tunge klasse og Zane som vinder af den lette klasse og den samlede titel. Med 13 deltagere var det det hidtil største felt, og de samlede pengepræmier var efterhånden ved at være ret gode. 26.000 $ blev der delt ud til deltagerne, hvilket svarer til over 600.000 kr. i nutidens penge.

Mike Mentzer og Tom Platz. Billeder fra: worldsfittest.net/gym-talk.com

1979 – Columbus, Ohio, USA
For tredje år i træk vandt Zane over vinderen af den tunge klasse, som i 1979 var Mike Mentzer. På fjerdepladsen i den lette klasse var Chris Dickerson, som skulle komme til at spille en stor rolle i 1980 udgaven. Af andre prominente deltagere kan nævnes quad-kongen Tom Platz, som endte på 8. pladsen i den lette vægtklasse.

I næste del skal vi se på årene 1980-1991, der på mange måder blev nogle rodede år, hvor titlen fløj rundt fra den ene til den anden. Det var lige indtil sporten fik en ny superstar i 1984.

Kilder:Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness
FLEX magazine – diverse årgange
Diverse hjemmesider

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s