Mr. Olympia 1980



Billede fra: musclemecca.com

Mr. Olympia har altid været en kontroversiel konkurrence, og gennem tiden har der også været kontroversielle afgørelser. Afgørelsen i 1980 er dog nok den mest kontroversielle nogensinde, og i denne artikel, skal vi se nærmere på, hvad der egentlig gik for sig.

Det originale lineup
Mr. Olympia 1980 blev holdt i Operahuset i Sydney, Australien 4. oktober. Storfavorit til titlen i 1980 var Frank Zane, som havde vundet de tre foregående år fra 1977-1979. Den kære Frank var dog kommet til skade i verdenshistoriens måske eneste, and I kid you not, solbadningsulykke, hvor den strandstol han lå på var brast sammen. Ved uheldet fik Zane bl.a. skåret sit urinrør over på en skarp kant og mistede en del blod. Den efterfølgende periode, hvor han ikke kunne træne, betød, at han til Mr. O 1980 ikke var i samme form som i de foregående år.

Derfor mente mange også, at Mike Mentzer nu måtte være favorit. Mentzer havde vundet den tunge klasse til Mr. O i 1979 (over 90 kg), men havde tabt finalen til vinderen af den lette klasse, Frank Zane (under 90 kg). Mentzer havde også vundet Mr. Universe i 1978, med en perfekt score. Mentzer havde satset hele butikken på Mr. O 1980, havde taget 5 kg muskelmasse på fra 1979-1980 og kørte sig selv virkeligt hårdt. På hotellet lige inden konkurrenceaftenen, lavede han sit værelse om til en sauna, for at tabe så meget væske som muligt. Mentzer var READY. Spørgsmålet var dog, om dommerne ville belønne de flere kg, eller om de igen ville favoriserede en æstetisk letvægter som Zane.

Også Chris Dickerson begyndte at se rigtigt godt ud, efter flere år med legenden Bill Pearl som træner. Boyer Coe var den sidste af favoritterne, på trods af, at han havde nogle af bodybuildinghistoriens værste ab-genetics.

Boyer Coe: Billede fra: classicbodybuilders.com

Surprise!
Arnold Schwarzenegger var ikke en del af lineup’et. Troede man. For han var gået på bodybuildingpension fem år forinden, efter at have vundet Mr. Olympia seks gange i træk fra 1970-1975.

Arnold havde i stedet, bl.a., koncentreret sig om, at arrangere Mr. Olympia, og havde gjort dette i de foregående fire år sammen med en fyr ved navn Jim Lorimer. De to var mødtes i 1970, og her havde Arnold lovet Lorimer, at han, når hans aktive karriere var ovre, ville promovere bodybuilding sammen med Lorimer. I 1980 var Mr. O dog rykket til Australien, og her var det en fyr ved navn Paul Graham der fik æren af, at arrangere Mr. O. Vi skal høre mere om denne Graham senere.

Jim Lorimer og Arnold. Billede fra: ifbbpro.com

Arnold var efter sin pension, også for alvor ved at få gang i sin filmkarriere. Han havde haft ’hovedrollen’ i Pumping Iron fra 1977 (omhandlende Mr. Olympia 1975) og Stay Hungry fra 1978, hvor han vandt en Golden Globe for sin rolle som Joe Santo. Han havde også landet rollen som Conan the Barbarian i 1978, en film der var klar til biograferne fire år senere i 1982.

I forbindelse med genopbygningen af hans fysik til Conanfilmen fik Arnold angiveligt blod på tanden, da det lykkedes ham at øge sin vægt fra 97 kg til 104 kg. Det var kun 7 kg, men 7 kg muskelmasse er alligevel også en del. Folk omkring ham var begyndt at nævne, at han kun manglede 10-20 % for at være i den form han havde været i da han peakede i 1974-75, og måske kunne han endnu konkurrere med de bedste.

Arnold var oprindeligt booket til, at være kommentator for CBS som filmede konkurrencen, og der gik rygter om, at han måske ville gæsteposere. Atleterne vidste altså, at han ville være til stede, men der var endnu ingen af de andre atleter der vidste, at de ville komme til at konkurrere mod Arnold. Måske ikke engang Arnold selv. Han besluttede sig angiveligt først endegyldigt kort tid før konkurrencestart.

En af Arnolds begrundelser for ikke, at ville afsløre sin deltagelse på forhånd var, at han var bange for, at nogle af de andre deltagere ville bakke ud, hvis de vidste han stillede op. Og det ville være dårligt for konkurrencen, sponsorerne, promoterne osv. Noget han efterhånden vidste en del om, da han selv havde arrangeret konkurrencen årene forinden.

Da Arnold endelig afslørede at han ville stille op, opstod der et større skænderi blandt deltagere og arrangører. Under skænderiet kom Arnold til at fornærme Mentzer, da han påstod, at grunden til, at Mentzer havde tabt til Zane året før, var, at Mentzer havde en stor mave. Ser man på billeder af Mentzer fra 1979, må det vist siges, at være en noget absurd påstand, da Mentzers abs ser ganske fortrinlige ud. Og skulle man tabe på grund af en stor mave, var der vist mangt en Mr. O deltager fra 00’erne der skulle have tabt (host Ronnie Coleman host). Men altså, Arnold havde da ret i, at sammenlignet med Zane, the king of the vacuum pose, havde Mentzer en stor mave. Det har de fleste vist, sammenlignet med Zane.

Mike Mentzer. Billede fra: lh3.ggpht.com

Fra dark horse til 7-dobbelt Mr. Olympia vinder
Da deltagerne trådte frem på scenen d. 4. okt. 1980, var det tydeligt for enhver, at Arnolds bryst og biceps, hans trademark muskler, var tæt på 100 %, mens skuldre, triceps, mave og især hans ben, kun var på max 90 %. I forbedømmelserne så han, ifølge Bill Pearl og andre, umiddelbart ud til, at kunne blive nr. 5 efter de 4 topfavoritter, Zane, Dickerson, Mentzer og Coe. Om aftenen så han dog en smule bedre ud, da han havde tabt lidt mere væske.

Zane var som sædvanlig i fantastisk form, men var simpelthen for lille. Dickerson lignede en vinder, da han var tæt på at være flawless, bortset fra, at hans arme måske var en kende for små. Mentzer var super skarp, men poserede desværre som om det var 1910. Det var håbløst gammeldags, og han formåede ikke, at vise sin ellers flotte fysik ordentligt frem. Coes arme var out of this world og han var lige så god til at posere som Arnold var, men han var alligevel ikke et seriøst bud på en vinder.

Arnold fik under showet flere advarsler, fordi han midt i den obligatoriske poseringsrunde, pludselig lavede en most muscular pose eller en front double biceps pose, for at få publikum til at juble. Eller han trådte frem når han skulle træde tilbage og omvendt. Arnold distraherede også de andre deltagere ved f.eks. at fortælle jokes til Zane og blinke til Mentzer for at gøre ham sur, så Mentzer glemte af flexe. Men sådan noget havde Arnold altid gjort, som det med al tydelighed fremgår af Pumping Iron filmen.

På trods af publikums begejstring for Arnold under konkurrencen (hvem ville ikke blive begejstreret over at se ham eller en anden gammel mester posere), så oplevede Arnold, da han blev udråbt som vinder, for første gang nogensinde, at publikum, op mod 40 % af de 2000 der var tilstede, buh’ede af ham. Der var ikke ret mange i salen der følte, at det var den rigtige mand, der var løbet af med sejren.

Arnold, Chris Dickerson og Frank Zane. Nr. 1, 2 og 3 til Mr. O 1980. En fair afgørelse?

The aftermath
Også bag scenen var der utilfredshed, og Zane smadrede angiveligt sit 3. plads trofæ ved at kaste det mod muren, mens Mentzer og Coe lod deres trofæer blive i Australien da de tog hjem. Frank Zane, Mike Mentzer, Boyer Coe, Chris Dickerson og Roger Walker proklamerede efterfølgende, at de ville boycutte 1981 udgaven af Mr. O., og det gjorde de alle sammen, bortset fra Dickerson, som ombestemte sig. Mike Mentzer, som på det tidspunkt var 29 år, kom desuden aldrig til at konkurrere igen efter nederlaget. Han droppede konkurrencer for bestandigt, da han følte sig forfordelt og uretfærdigt behandlet. Han blev efterfølgende meget selvdestruktiv, og døde allerede i 2001, som 49-årig, af hjerteproblemer.

Tv kanalen CBS, som havde filmet hele showet, besluttede efterfølgende, at de ikke ville vise det. De gad ikke engang redigere i råoptagelserne, fordi showet ’tydeligvist var aftalt spil’.

Bodybuildingkonkurrencer burde, ifølge deres egne regelsæt, være objektive bedømmelser af atleternes samlede præstation. Med kroppens udseende som det absolut vigtigste. Men Arnolds sejr i 1980, er af mange blevet beskrevet som en unfair hyldest af et ikon. Det handlede ikke nødvendigvis om hvem der var bedst på aftenen, men om hvem der virkede bedst. Arnold havde kun trænet seriøst i syv-otte uger op til konkurrencen, mens de andre havde brugt hele året til at forberede sig.

En kommentar fra en fan angående showet lød således: ’Arnold vandt fordi alt andet end hans krop var i topform. Han havde karisma som ingen anden. Han poserede som ingen anden. Han var sportens ansigt og guldfugl og blev båret frem af sine egne tidligere præstationer. Respekten omkring ham var enorm, og dommerpanelet var desuden biased’.

Dommernes bedømmelser. Billede fra: Fair 2009

Dommerne
Chris Dickersons træner Bill Pearl skulle oprindeligt havde været dommer, men trak sig, da han betragtede sig selv som værende inhabil, fordi Dickerson var med i konkurrencen. Ser vi nærmere på de dommere der endte med, at sidde i panelet, så er der nok en del af dem der også burde have trukket sig, hvis man skal tale om inhabilitetsproblemer.

Albert Busek var f.eks. en af Arnolds nærmeste venner (på højde med Franco Columbo). Sjovt nok havde Busek Arnold som vinder. Brendan Ryan var også en Arnold kendte, og Mits Kawashima var en af Arnolds forretningspartnere. Kawashima betragtede, ifølge flere kilder, Arnold som en søn.

Også Reg Park havde Arnold et tæt forhold til. Han var en slags mentor for Arnold. Arnold havde ofte besøgt Reg og hans kone Mareon, og Arnold havde boet sammen med Regs søn Jon i 1½ år. Der er endda folk der påstår, at Reg gav Arnold instruktioner og tips fra dommerstolen under konkurrencen. Mike Walczak havde Arnold også relationer til, men ikke så åbenlyse som med de fire andre. Walczaks pointgivning er dog en smule besynderlig. Mens alle andre har Dickerson i top tre, har Walczak ham kun som nr. otte, mens han har Tinerino som nr. ét. Ingen af de andre dommere har Tinerino højere end nr. seks. Denne besynderlige pointgivning var også til Arnolds fordel, da det betød færre point til Dickerson.

Jacques Blommaert havde ingen relationer til Arnold, og var en stædig belgisk motherfucker, der gjorde som det passede ham. Ben Weider betragtede ham som værende den meste respekterede og erfarne bodybuildingdommer i verden. Blommaert havde kun Arnold som nr. otte. En placering mange efterfølgende har ment, ville have været retfærdig. Dan Howard, den sidste dommer, var faktisk også en af Arnolds gode venner, men modsat de andre, var han indstillet på, at bedømme konkurrencen fair. Han placerede kun Arnold som nr. fire, og Arnold blev, ifølge Howard selv, så sur på ham, at han ikke talte til ham i et år efter konkurrencen.

Paul Graham og Arnold. Billede fra: bodybuilding.com

Også manden der udpegede dommerne, Paul Graham, var en af Arnolds gode venner. Arnold var f.eks. forlover da Graham blev gift i 1981, og Arnold valgte først at stille op, efter han havde fået vished for, hvem Graham havde udpeget til, at sidde i dommerpanelet.

Hvorfor endte det som det gjorde?
Om dommerne dømte fair eller om de var partiske, kan man selvfølgelig diskutere fra nu og til al evighed, og man kan brygge konspirationsteorier sammen, som ikke nødvendigvis holder vand. Men man må nok indrømme, at havde det været en hvilken som helst anden sport, var det sandsynligvis endt med retssager om korruption eller noget lignende, hvis et dommerpanel, så inhabilt, var blevet udpeget.

Nogle har ment, at Dickerson blev tilsidesat fordi han var sort og homoseksuel, men da han rent faktisk vandt to år senere i 1982, virker det som en ubegrundet anklage. Især når man tager i betragtning, at Graham i årene efter, samarbejdede med Dickerson, og sikrede ham mange gæsteposeringer og den slags ting.

I deres selvbiografi ’Brothers of Iron’ fra 2006, kommer Ben og Joe Weider med deres egen udlægning af sagen, og de påstår hårdnakket, at der ingen problemer var med dommerpanelet. I nov. 1980, umiddelbart efter konkurrencen, blev der dog indført nye regler for valg af dommere i IFBB. Hvor det indtil da, var promoterne der udpegede dommerne, så blev der nu indsat en professionel dommeransvarlig, som havde en komité af kompetente folk til at hjælpe sig. Enhver inhabil og inkompetent dommer ville fremover blive smidt ud i kulden og erstattet af en uvildig og kompetent dommer. Mere end noget andet, vidner dette nok om, at Ben Weider godt vidste den var gal. Ben havde i årevis arbejdet hårdt for, at få bodybuilding anerkendt som en olympisk sportsgren, og efter 1980-afgørelsen måtte der en regelændring til, hvis den nyvalgte præsident for IOC, Juan Antonio Samaranch, skulle overbevises og sporten skulle tages seriøst.

Der er mange gennem årene, der har beskyldt Ben, og især Joe Weider, for at stå bag, f.eks. på grund af Joes tætte forhold til Arnold. Men afgørelsen i 1980 var faktisk primært til besvær for de to brødre. Regelændringer, et fald i anerkendelsen fra det gode selskab, tab af sponsorer og tv-aftaler, var bare nogle af de negative ting der fulgte i halen på den kontroversielle afgørelse. Skylden ligger nok nærmere hos Paul Graham, Arnold og en del af dommerpanelet. Arnold og Joe havde selvfølgelig haft et meget givtigt forretningssamarbejde, og Arnold på forsiden af Joes blade gav altid et godt salg, men Arnold var efter sin pension, efterhånden blevet erstattet af f.eks. Mentzer.

Billede fra: bodybuilding.com

Nogle mener, at dommerne dømte som de gjorde, for at hjælpe Joe, da et billede af Arnold som en genopstået Fugl Føniks-vinder af Mr. O, på forsiden af bladene, ville sælge bedre end f.eks. Dickerson. Men Arnold havde ikke været på forsiden af Muscle and Fitness i månederne op til konkurrencen, mens både Dickerson, Tinerino, Coe og Zane havde været på forsiden. Mentzer var desuden den, der stod for flest artikler i de syv blade der blev udgivet op til konkurrencen i sep 1980. Så hvis det var for Joes skyld de stemte som de gjorde, så var det en misforstået gestus, da Joe allerede var kommet videre og ikke længere var så afhængig af Arnold.

Billeder fra: 4.bp.blogspot.com/isteroids.com/ legendaryfitness.com

Enkelte har også forsøgt at forklare Arnolds sejr med det der kaldes ’glorie-effekten’ eller ’the halo effect’. Her betragter man folk ud fra, hvad man ved om dem, og hvad de tidligere har præsteret, fremfor nøgternt at se på, hvordan de rent faktisk ser ud i det øjeblik man betragter dem. Tidligere positive følelser, som man forbinder med personen overskygger lige-nu-og-her bedømmelsen. Når man tænker på Arnold som bodybuilder, er billederne herover nok dem, der popper op i manges hoveder, og det var nok også tilfældet hos en del af dommerne i 1980. Arnold var uhyre karismatisk, et ikon, en champ og en gudsbenådet bodybuilder, der poserede som en drøm. Og dommerne kunne nok ikke sige sig fri for, at være ramt en smule af glorie-effekten. Lægger man dertil deres personlige forhold til ham, ja så skulle det nok gå galt den oktober dag i 1980.

Der blev lavet en dokumentar omkring Arnolds comeback tilbage i 1980, men den udkom aldrig dengang, fordi konkurrencen endte som den gjorde. Siden da har filmen dog fundet vej til internettet og kan ses her, hvis man er interesseret i selv at få syn for sagen. Den er filmet på 16 mm film og er derfor noget gnidret, men den er stadig et kig værd.

Kilder:
Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness
Starkcenter.org
Bodybuilding.com
Ironmanmagazine.com
Wikipedia.org
Ifbbaustralia.com

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Mr. Olympia 1980

  1. Pingback: Den komplette Mr. Olympia historie 2:4 – 1980-1991 | Brian Henneberg / Mussetrussen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s