Den komplette Mr. Olympia historie 2:4 – 1980-1991


Billede fra: 2.bp.blogspot.com

1980 – Sydney, Australien
1979 skulle blive det sidste år med to vægtklasser. I 1980 valgte man nemlig at afskaffe vægtklasserne, for at sikre sig, at det var de bedste deltagere, der endte i finalen, og ikke bare de bedste fra de forskellige vægtklasser. 1980 var et uhyre kontroversielt år, og en knaldgod historie, det ville værd synd, at koge ned til fem linier. Jeg har derfor valgt, at give 1980-udgaven sin helt egen artikel, som kan læses her. Jeg vil ikke spoile her hvordan det gik, hvis du ikke er bekendt med historien. 1980 var også det første år man afholdt en konkurrence for kvinderne, Ms Olympia.

Chris Dickerson og Franco Columbo. Billeder fra: clubmegamusculo.com/evolutionary.org

1981 – Columbus, Ohio, USA
Arnold havde sammen med en fyr ved navn Jim Lorimer, arrangeret Mr. Olympia 1976-1979. Efter en pause i 1980, hvor Arnold selv stillede op, var han tilbage i 1981 som arrangør, og da hans bedste ven Franco Columbo også gjorde comeback efter fem år og vandt, var der ligesom i 1980, snak i krogene om urent trav, og om, at Arnold havde haft en finger med i spillet. Mange mente, at både 2. pladsen Chris Dickerson, 3. pladsen Tom Platz og 4. pladsen Roy Callender, var bedre end Columbo, og de fem dommere havde fem forskellige vindere. En af dommerne var danskeren Sven-Ole Thorsen. Joe Weider var så utilfreds med resultatet, at han rejste sig og gik, og nægtede, at løfte Francos hånd i en sejrsgestus på scenen. Noget han ellers havde for vane at gøre med vinderne. På 9. pladsen var der for øvrigt en 25-årig fyr ved navn Samir Bannout, som skulle gøre sig bemærket to år senere.

1982 – London, England
Efter at være blevet snydt for sejren i både 1980 og 1981, fik Chris Dickerson endelig sin Sandow i 1982, hvor han henviste Zane til 2. pladsen. Samir blev nr. fire, mens 3. pladsen gik til den i dag knapt så kendte Casey Viator. Det var nok også sidste udkald for Dickerson, som efterhånden var blevet 43 år. Den ældste Mr. O vinder indtil Shawn Rhoden slog ham med ganske få måneder 36 år senere i 2018. Efter sejren trak Dickerson sig tilbage.

Mohamed Makkawy og Samir Bannout. Billeder fra: bodybuildingpro.com/ifbbpro.com

1983 – München, Tyskland
Zane stillede op igen i 1983, for niende og sidste gang. Zane havde boycuttet 1981 udgaven efter den kontroversielle afgørelse i 1980, og endte på en fjerde plads i denne hans sidste Mr. O. Kort tid efter 1983 konkurrencen styrtede han på cykel og smadrede sin ene skulder. Tom Platz, som havde fået en 3. plads i 1981, havde smadret sin ene biceps i 1982, og stillede derfor ikke op i 1983. Vinderen i 1983 blev Samir Bannout foran egypteren Mohamed Makkawy, som var blevet nr. syv i 1982. Tredjepladsen gik til en 23-årig debutant ved navn Lee Haney.

1984 – New York, USA
I 1984 var de samlede pengepræmier efterhånden nået op på 100.000 $, hvilket svarer til over 1,4 mio kr. i dag. Igen endte Mohamed Makkawy på andenpladsen, mens sidste års nr. tre, Lee Haney satte sig på førstepladsen. Flere af dem der var til stede har efterfølgende sagt, at det hele var afgjort da Haney trådte ind på scenen. Der var ingen der kunne stille noget op imod hans fysik. Efter en årrække, hvor titlen var blevet smidt rundt fra den ene til den anden, var man nu ret sikre på, at sporten havde fået en ny superstar. Samir Bannout, den forsvarende mester, måtte noget usædvanligt se sig henvist til sjettepladsen. Sergio Oliva, som havde nægtet at deltage, efter han tabte til Arnold i 1972 og var blevet diskvalificeret i 1973, stillede også noget uventet op i 1984, og fik en flot 8. plads. Chris Dickerson, som efterhånden var 45 år, gjorde af uransagelige årsager comeback og endte på 11. pladsen. Også vinderen af den tunge klasse 1977-1978, Robby Robinson, gjorde comeback, og endte på en sløj 17. plads ud af de 20 deltagende. 16. pladsen gik til Charles Glass, som senere skulle blive prominent træner for bl.a. Mike Christian, Flex Wheeler, Chris Cormier, Victor Martinez, Günter Schlierkamp, Dennis James, Hidetada Yamagishi, Ben Pakulski og Kai Greene.

Lee Haney og Albert Beckles. Billede fra: johnhansenfitness.com/bodybuildingpro.com

1985 – Bruxelles, Belgien
Haney vejede omkring 112 kg, fordelt på 180 cm da han vandt i 1984. Det var en hel del mere end da Zane vandt sidst i 70’erne med en kampvægt på omkring 84 kg, fordelt på 175 cm. Mange har begrædt dette skifte fra æstetik til masse, men løbet var kørt. Større var bedre fra nu af. Haney vandt igen i 1985 i et felt på hele 24 deltagere. 2. pladsen gik til Albert Beckles som stillede op for ottende gang. Beckles skulle ende med, at stille op hele tretten gange. Kun den senere Shawn Ray har stillet op lige så mange gange, mens Samir Bannout nåede 11 gange i alt. 2. pladsen fra 1985 skulle blive Beckles bedste placering. Sergio Oliva stillede op for sidste gang nogensinde, og fik ligesom i 1984, en 8. plads. 3. pladsen gik til Rich Gaspari, mens nr. to fra 1984, Mohamed Makkawy, blev nr. fire.

1986 – Columbus, Ohio, USA
Haney var urørlig i 1986, og tog sin tredje titel i træk. Rich Gaspari blev nr. to, mens tredjepladsen gik til Mike Christian.

Lee Labrada og Rich Gaspari. Billeder fra: ifbbpro.com/ nutrimuscle.com

1987 – Gøteborg, Sverige
Første- og andenpladsen endte i 1987 præcist som i 1986, mens tredjepladsen blev overtaget af Lee Labrada. Den 41-årige Robby Robinson stillede endnu engang op, i en overraskende god form, og blev nr. fem. Han gik først på pension i 2001 som 56-årig.

1988 – Los Angeles, Californien, USA
Det var måske på tide, eftersom Californien havde været et bodybuildingmekka i efterhånden mange år, men 1988, var første år nogensinde, hvor Mr. O blev afholdt i Californien. Efter Haneys dominans de seneste fire år, hvor han havde outmassed de fleste, forsøgte flere af deltagerne sig i 1988 med en ny strategi. I stedet for, at forsøge at blive lige så store som Haney, kom de ind mindre, men mere markerede. Lee Labrada vejede f.eks. kun 80 kg og Rich Gaspari var gået ned fra 100 kg til 94 kg. Også Gary Strydom, som ellers på et tidspunkt nåede helt op på 128 kg på scenen, var cuttet ned til 100 kg.

Gary Strydom og Lee Haney. Billede fra: bodybuilding-pics.com

Men det betød ingenting, for resultatet blev som året før. Haney, der vejede ind på 112 kg, tog sin femte titel i træk, og Rich Gaspari måtte for tredje gang bøje sig for overmagten og nøjes med andenpladsen. Tredjepladsen gik til en fyr der hed Berry de Mey, mens Labrada tog sig af fjerdepladsen og Strydom endte på femtepladsen. Pengepræmierne nærmede sig efterhånden de 2 mio. kr. i nutidens penge og for første gang nogensinde var der en officiel indvejning, hvor deltagerne stillede op i ens bokse-morgenkåber. Hvorfor de skulle vejes, når der nu ingen vægtklasse var, melder historien ikke noget om. Men indvejningen blev et slags pre-show, hvor man lige kunne få et glimt af årets felt, og snakken om, hvem der så bedst ud i år, så småt kunne begynde.

https://www.youtube.com/watch?v=cq5OeTVXf_Y
Haney, Gaspari og de Mey kan sammenlignes i den ovenstående video fra 1988.

Vince Taylor og Berry de Mey. Billede fra: evolutionofbodybuilding.net/ nutrimuscle.com

1989 – Rimini, Italien
1989 lignede meget de tidligere år, hvor Haney var løbet af med sejren, og han tog da også sin sjette Sandow i træk, præcis som Arnold havde gjort. Men Haney vandt ikke så overlegent som de tidligere år. Lee Labrada fik sin bedste placering hidtil med en andenplads, mens tredjepladsen tilfaldt en debutant ved navn Vince Taylor. Vince skulle, på trods af, at han ikke er en af bodybuildingsportens mest kendte ansigter, gå hen og blive en af de mest vindende nogensinde. Han vandt aldrig Mr. O, men vandt 22 andre titler, herunder Arnold Classic 1992 og Mr. Olympia for ældre deltagere, nemlig Masters Olympia i 1996, 1997, 1999, 2000 og 2001. Rich Gaspari blev nr. fire, og måtte derefter nok indse, at han aldrig ville blive Mr. O på trods af tre andenpladser, en tredjeplads og nu en fjerdeplads.

1990 – Chicago, Illinois, USA
I 1990 var der for første gang nogensinde 200.000 $ i samlede præmiepenge, herunder 100.000 $ til førstepladsen, svarende til 1,1 mio kr. i dagens penge. Dem ville Haney gerne have fingrene i, men han kom til at arbejde hårdt for dem i 1990. Man forsøgte sig nemlig med dopingtests i 1990, igen et af resultaterne af Ben Weiders formålsløse kamp for, at få bodybuilding optaget i det olympiske program. Mange af deltagerne havde derfor skåret ned på forbruget af roidz, og mødte op 7-10 kg lettere end de plejede. Haney var langt fra sin bedste form nogensinde og Vince Taylor var helt off, og trak sig efter første runde, da han godt kunne se, at det var håbløst. Mike Christian, Shawn Ray og Lee Labrada var nok dem der så bedst ud og efter de første runder var Haney bagud på point. Haney endte dog til sidst med at vinde igen, og tangerede dermed Arnolds rekord på syv sejre. Labrada tog sig af andenpladsen, Shawn Ray fik tredjepladsen, og Mike Christian fik fjerdepladsen.

Dorian vs. Haney. Billede fra: johnhansenfitness.com

1991 – Orlando, Florida, USA
1991 bød på et rekordstort felt på 26 deltagere, herunder gamle travere som Robby Robinson, Samir Bannout og Albert Beckles. Men der var også en række nye navne som Mike Matarazzo, Milos Sarcev og en newcomer fra England ved navn Dorian Yates. Dorian havde vundet Night of Champions i 1991, det der i dag hedder New York Pro og var den første deltager i mange år, der for alvor så ud til, at kunne true Haney. Dorian var en lille smule lavere end Haney, var omtrent lige så muskuløs, og havde en brutal ramme. Dorians lår og lats var i en liga for sig, mens hans bryst haltede en smule ift. Haney. Han havde heller ikke helt den samme smalle talje som Haney. Det blev an drabelig kamp om titlen i 1991.

Vince Taylor var også ON, og havde en poseringsrunde planlagt, der var forud for sin tid. Efter en blød traditionel start, gik der Terminator i den, og publikum gik amok. Showet kan ses her.

Haney var dog også ON, og valgte at posere til den samme musik som han havde brugt, da han vandt for første gang i 1984.

Haney endte med at tage sejren foran Dorian, Vince Taylor, Lee Labrada og Shawn Ray, og blev dermed den mest vindende Mr. O deltager nogensinde, med otte sejre i træk. Haney valgte derefter at trække sig tilbage.

Med Haney på pension, skulle der i 1992 kåres en ny konge. Den lå lige til højrebenet for Yates, men han endte med at få kamp til stregen fra en uventet kant.

Kilder:
Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness
FLEX magazine – diverse årgange
Diverse hjemmesider

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s