Den komplette Mr. Olympia historie 4:4 – 2005-2014 (+lille update)

Billede fra: 2.bp.blogspot.com

I tredje del var det Yates og Coleman der dominerede. Her i fjerde og sidste del er det det nyeste kuld af muskelmonstre der tager over.

2005 – Las Vegas, Nevada, USA
Præmierne i 2005 fik et ordentligt nyk opad, med 550.000 $ i mændenes konkurrence, svarende til 4,3 mio. kr i dag. Vinderen fik lige godt 1,2 mio kr. Gunther havde endnu engang forbedret sig, og havde i 2005 sit bedste år i karrieren, men måtte stadig nøjes med fjerdepladsen. Gustavo Badell var også ekstrem muskuløs, og endte igen på tredjepladsen. Jay og Ronnie slåssede igen igen om førstepladsen, og igen igen vandt Ronnie duellen. Med denne sejr rykkede han op på øverste plads på skamlen, sammen med Haney, og kunne lade sig hylde, som den mest vindende bodybuilder i Mr. O historien. Otte sejre i træk.

Gustavo Badell. Billede fra: muscleandbrawn.com

2006 – Las Vegas, Nevada, USA
Op til Mr. O 2006, skete der noget bemærkelsesværdigt. Ronnie tabte nemlig hele tre gange til Jay op til konkurrencen. Både i det østriske grand prix, i det hollandske grand prix og i det rumænske grand prix. Der var derfor lagt op til noget af en dyst i september 2006. Ronnie havde chancen for, at vinde for niende gang, og dermed sætte ny Mr. O rekord. Men Jay, med sine tre sejre i løbet af året, var mere end nogensinde en trussel for Coleman. Det var 22 år siden en regerende Mr. O var blevet slået på scenen. Sidst det skete var i 1984, da Lee Haney slog Samir Bannout. Men Bannout have også kun vundet ét år. At en ottedobbelt vinder skulle tabe, var helt uhørt i Mr. O regi. Ikke desto mindre var det sådan det gik. Jay slog Ronnie, og efter fire andenpladser, kunne han endelig tage en Sandow med hjem. Tredjepladsen i 2006 gik til Victor Martinez, mens Dexter Jackson tog fjerdepladsen. Efter Jays sejr, var mange interesserede i at vide, om Ronnie nu gik på pension. De gjorde han dog ikke. Han annoncerede i stedet, at det var ok at Jay havde lånt hans Sandow et enkelt år, men Big Ron ville være tilbage året efter, for at tage den tilbage.

2007 – Las Vegas, Nevada, USA
Ron holdt delvist sit ord. Han var tilbage i 2007, men der var ikke noget at stille op. Løbet var kørt. Jay løb for andet år i træk med titlen, mens den tidligere konge måtte se sig henvist til fjerdepladsen. Victor Martinez var imidlertid tæt på at tage sejren fra Jay, da Victor troppede op i vanvittigt god form og tog andenpladsen. Dexter tog tredjepladsen og på femtepladsen var et nyt tysk monster, som var klar til at tage over efter Rühl og Schlierkamp, nemlig Dennis Wolf. Efter den skuffende fjerdeplads meddelte Ronnie nu, at han trak sig tilbage. I de kommende år, hvor han rejste rundt og gæsteposerede, blev hans fysik efterhånden ganske horribel, med en højre biceps og en venstre triceps der var voldsomt atrofieret, ligesom hans venstre lår begyndte at se meget mystisk ud. Skildpaddemaven sportede han dog stadig. På trods af dette fall from grace, kan ingen dog tage fra Ronnie, at han, da han var bedst, måske var den bedste bodybuilder verden har set.

Victor Martinez og Dexter Jackson. Billede fra: musclemecca.com/bodybuilding.com

2008 – Las Vegas, Nevada, USA
2008 blev et underligt rodet år. Runner op i 2008, Victor Martinez havde smadret sin venstre patellasene og stillede derfor ikke op. Dennis Wolf var gigantisk, men hans lettere aparte proportioner gjorde, at han skulle pakke usandsynligt meget masse for at fylde sin ramme ud. Og det gjorde han måske ikke helt endnu. Jay havde et off-år og var ikke så skarp som han havde været tidligere, og en uhyre velbygget newcomer, Jay Cutlers gode ven og træningsbuddy Phil Heath, troppede op, og så fantastisk ud. Da dommerne havde afgivet deres stemmer, stod Jay og noget overraskende, Dexter Jackson, på scenen som de to der havde fået de bedste karakterer. Jay vejede vel 15 kg mere end Dexter, men Dexter var i superb form. Ripped, defineret og symmetrisk. Han lignede noget fra en svunden og mere æstetisk tid. Men det her var the age of the freakz, så selvfølgelig løb Jay med sejren. Men nej.

Af uransagelige årsager valgte dommerne i 2008, at belønne konditionering over masse, og Dexter stod pludselig som en af de måske mest overraskende Mr. O vindere i historien. Phil Heath fik en flot debut og tog tredjepladsen. Ikke siden 1992, hvor Kevin Levrone fik en andenplads i sin debut, og 1993, hvor Flex Wheeler gjorde ham kunststykket efter, havde en debutant klaret sig så godt. Wolf satte sig på fjerdepladsen, mens den 42-årige Toney Freeeman endte på femtepladsen. En fyr der var omtrent 10 år ældre end de fleste af de andre deltagere.

Som et lille addendum blev der igen i 2008 indført vægtklasser, som man ellers var gået bort fra i 1980. Men i stedet for at blande klasserne sammen, blev den nye vægtklasse 202 (for atleter under 202 pund (ca. 91,6 kg)), en klasse for sig. Vinderen i 2008 blev David Henry.

Jay Cutler 2009. Billede fra: i.imgur.com

2009, Las Vegas, Nevada, USA
I 2009 var der intet mindre end 200.000 $ til vinderen. 1,4 mio kr. i nutidens danske mønt. Med Dexter som den forsvarende mester, Jay der noget overraskende havde smidt sejren i 2008 og Phil Heath on the rise, var det et åbent løb om titlen og de mange penge. Der viste sig dog hurtigt at være to andre dark horses, som også ville blande sig i toppen. Branch Warren havde fået en ottende plads i 2005 og en tolvte plads i 2006. Derefter tog han to års pause og vendte tilbage i sit livs bedste form i 2009. Den anden mørke hest, var grapefrugtkongen Kai Greene, der i foråret havde vundet Arnold Classic. Verdens næstmest prestigefyldte bodybuildingkonkurrence.

Mange var i tvivl om, hvor de havde Jay efter det bemærkelsesværdige nederlag til Dexter i 2008. Var Jay færdig, eller ville han tage sig sammen og forbedre sig til 2009 udgaven? Svaret blev det sidste. Ingen Mr. Olympia havde indtil da tabt titlen, for så at tage den igen, men Jay troppede op i en form mange siden har beskrevet som en af de måske bedste BB forme nogensinde, hvis man kan se bort fra den noget brede talje. Og så lykkedes det en fotograf at tage billedet herover, som også er gået over i historien som et af de mest episke bodybuildingbilleder.

Branch Warren, den hårdtarbejdende texaner, kom ind som nr. to efter Jay, mens Kai endte som nr. fire lige efter Dexter Jackson. For anden gang i 2010 lykkedes det her Kai, at slå Phil Heath, da Heath endte på femtepladsen, ét point efter Kai. Kai slog ham også til Arnold Classic tidligere på året, hvor Kai vandt, og Phil blev nr. to. Der var også kun ét point der skilte Dexter og Branch på 2. og 3. pladsen. Dennis Wolf havde taget en hel del masse på i det forgangne år, og havde vel selv håbet på, at dette ville give ham en placering bedre end hans 4. plads fra 2008. Desværre var hans konditionering helt off, og han endte uden for nr. sammen med folk som Bill Wilmore, Michael Kefalianos og Troy Alves.

Branch Warren 2009. Billede fra: cdn-w.musculardevelopment.com

2010 – Las Vegas, Nevada, USA
Jay Cutler vidste det godt, for han trænede ofte sammen med Phil Heath, og han kunne se, hvor god Heath var blevet. Da de to venner tørnede sammen på scenen i 2010 var der derfor lagt op til en god kamp. Der var dog andre som også gerne ville blande sig. Branch Warren var stadig ON og det samme var Dexter. Også Wolf, som havde failet miserabelt i 2009, så rigtig godt ud. Kai Greene derimod havde ikke helt ramt formen. Efterhånden som konkurrencen skred frem, var det Heath og Jay der trak fra. Wolf endte på femtepladsen, Dexter på fjerdepladsen og Branch på tredjepladsen. Jay endte med, at tage sin fjerde titel og henviste Heath til andenpladsen. Kai endte på en skuffende syvendeplads.

2011 – Las Vegas, Nevada, USA
Op til konkurrencen begyndte der at florere rygter om, at der var et eller andet galt med Jays venstre biceps. Var den sprunget eller var det en syntholindsprøjtning der var gået galt? Under alle omstændigheder stillede Jay op i 2011, med en sort biceps. Det gav associationer til 1994, hvor Dorian Yates havde stillet op med noget lignende. I 1994 vandt Dorian på trods af den åbenlyse skade, så mange stillede sig selv det spørgsmål, om Jay kunne gøre det samme i 2011.

Da afgørelsens time oprandt, vidste Jay dog godt, at han havde tabt. Måske ikke så meget på grund af armen, men mere fordi hans lærling Phil Heath efter få års træning, allerede havde overgået sin læremester. Phil tog titlen, og Jay blev nr. to. At Jay fik andenpladsen og ikke endte som nr. fem eller seks, har mange siden ment, var en gave fra dommerne. Jay var ikke den næstbedste denne aften, men han blev nr. to. Kai Greene endte som nr. tre, Victor Martinez som nr. fire og Wolf tog femtepladsen.

Phil og Kai i 2012. Billede fra: bodyflex.pl

2012 – Las Vegas, Nevada, USA
Da Kai Greene trådte ind på scenen i 2012 kunne enhver se, at der var sket noget dramatisk. Hvor Kai ellers de sidste par år, var blevet posterboy for den uæstetiske skildpaddemave, så var det på mirakuløs vis lykkedes ham, at blive smallere på midten, samtidig med, at han havde øget massen på resten af kroppen. Hvis Kai nogensinde skulle tage titlen måtte det være i 2012. Phil stod dog også uhyggeligt godt. Om man er fan eller ej, så må man medgive, at der ikke er ret meget at sætte en finger på hos Phil ’The Gift’ Heaths fysik. Han er fucking flawless. Jay var ikke med i 2012, da han var blevet opereret i sin venstre biceps. Med i lineuppet i 2012 var i stedet et forholdsvis ubeskrevet blad, nemlig den superæstetiske Shawn Rhoden. Rhoden var kommet noget sent i gang med sin karriere, men han endte som nr. tre i 2012 efter Kai, som tog andenpladsen, og Phil som tog sin anden sejr i træk. Dexter tog fjerdepladsen, mens Branch tog femtepladsen. Wolf blev nr. seks. Dexter vandt for øvrigt Olympia Masters, som blev afholdt igen efter otte års pause.

Victor Martinez, som var blevet nr. to i 2007 og nr. fire i 2011, stillede ikke op i 2012, da han kort efter showet i 2011, var løbet ind i problemer med de amerikanske immigrationsmyndigheder. Martinez, der kommer fra Den Dominikanske Republik, men bor i USA, var blevet dømt for, at sælge steroider tilbage i 2004 og det betød, at han fik problemer med, at få fornyet sin opholdstilladelse i 2011/2012. Han måtte droppe steroiderne i en periode, og uden dem var det selvsagt umuligt at konkurrere i 2012, da han endelig fik lov til, at blive i USA.

Som tilfældet var i 1975, så blev der også til denne konkurrence lavet en dokumentarfilm. Generation Iron kom den til at hedde. Her blev Phil Heath fremstillet som den selvsikre fyr der var kommet nemt til det hele på grund af gode gener, og hans ærkerival, Kai Greene, blev fremstillet som underdog’en. Børnehjemsbarnet der levede og åndede for bodybuilding, og som knoklede hårdt for, at overvinde Phils genetiske fordel. Hvorvidt tingene i virkeligheden er så sort/hvide er nok tvivlsomt, men filmen var godt skruet sammen og formåede at skabe dramatik og interesse.

I 2012 blev 202-klassen for øvrigt lavet om til en 212 klasse. Dvs. maxvægten for deltagerne blev øget fra 91,6 kg til 96,5 kg. Hvor Kevin English havde taget titlen i 2009, 2010 og 2011, blev det i 2012 den kun 1,66 m høje Flex Lewis der tog over. Han vandt efterfølgende også i 2013 og 2014.

Shawn Rhoden og Dennis Wolf. Billeder fra: generationiron.com/

2013 – Las Vegas, Nevada, USA
Med Phils fejlfri fysik var der i 2013 lagt op til, at han igen ville vinde, med Kai på andenpladsen og de resterende placeringer up for grabs til dem der tilfældigvis peakede. På internettet begyndte der imidlertid at florere billeder af et egyptisk monster kaldet Big Ramy. Efter sigende skulle han være 1.78 m høj og have en vægt på 135 kg. Ripped. Hans borgerlige navn var Mamdouh Elssbiay, og hans lår fik selv Tom Platz og Ronnie Colemans lår til at blegne. Forventningerne til denne nye mystiske mastodont, der efter sigende ikke kunne et ord engelsk, var derfor store, da showet løb af stablen sidst i september. Nr. to fra 2007, Victor Martinez var også tilbage efter sine problemer med immigrationsmyndighederne og det samme var Jay Cutler, som var klar igen efter sin bicepsskade. Så hvad der ellers lignede et forudsigeligt show, var pludselig interessant igen.

Da dagen oprandt, troppede Dennis Wolf også op i en uhyggelig form, og satte endnu mere rav i den. Også Rhoden så godt ud. Branch var også med, men han var et stykke fra den form, der i 2009 havde givet ham andenpladsen.

Da støvet havde lagt sig stod Phil som vinder for tredje gang i træk, med Kai på andenpladsen igen. Wolf blev belønnet for sine forbedringer og endte som nr. tre, mens Rhoden og Dexter Jackson tog sig af fjerde og femtepladsen. Martinez skuffede og endte som nr. 11, mens Big Ramy, som mange havde forventet sig en del af, måtte nøjes med en ottendeplads. Jay endte som nr. seks og Branch som nr. syv.

Phil Heath og Big Ramy. Billede fra: Muscular development

2014 – Las Vegas, Nevada, USA
Big Ramys træner, Dennis James, der selv blev nr. fire til Mr. O i 2003, blev i løbet af 2013 ved med, at lægge billeder op på nettet af Ramy, for at skabe hype omkring ham til Mr. O 2014. Ramy var nu angiveligt oppe på 145 kg offseason, med synlige abs. Et BMI på 46. Phil Heaths BMI ligger på omkring 41 offseason. Spekulationerne omkring, om Ramy kunne blive en fremtidig Mr. O, gik lystigt på diverse bodybuilding fora. Tilhængerne mente han burde kunne lande titlen på ren masse, mens kritikkerne påpegede, at hans lår simpelthen var for vanvittige, og at hans proportioner var helt i skoven.

Big Ramy skulle klare sig godt i fremtidige Mr. O, men 2014 var for tidligt for ham. Her løb Phil med sin fjerde sejr i træk, mens Kai for tredje år i træk måtte tage til takke med andenpladsen. Kai var dermed på højde med Rich Gaspari og Flex Wheeler, som også blev nr. 2 tre gange. De tre evige to’ere blev kun overgået af Kevin Levrone der blev nr. 2 fire gange, og Jay Cutler, den stakkel, som har seks andenpladser. Rhoden og Wolf byttede i 2014 plads ift. året før, så Rhoden nu fik tredjepladsen og Wolf fjerdepladsen. De næste placeringer hed Dexter, Branch, Ramy og Martinez.

Pengepræmierne i 2014 var på 275.000 $ til vinderen, svarende til 1,8 mio. kr. Desuden har det de sidste mange år været kutume, at vinderen oven i hatten har fået en muskelbil.

Cedric McMillan, Justin Compton og Steve Kuclo. Billede fra: bodybuildingpro.com/bodybuilding.com/flexonline.com

2015-2021 og fremtiden
Oprindeligt, da jeg skrev denne artikelserie tilbage i 2014 gjorde jeg mig spekulationer omkring, om Phil kunne nå op på Ronnie og Haneys niveau, og vinde otte gange i træk. Det kunne han ikke, da hans stime blev stoppet i 2018 af Shawn Rhoden. Han nåede dog trods alt at vinde 7 gange i træk, og er derfor, historisk set, en lille smule bedre end Arnold, som også vandt 7 gange, men ikke 7 i træk, og sejren i 1980 fik han foræret. Nogle gange er der en åbenlys arvtager, når en Olympiakonge ryger, men det var der ikke da Phils fysik begyndte at halte en smule. Vi har de senere år derfor haft en situation, der ligner den omkring 1981-1983, hvor vi fik nogle lettere forglemmelige vindere i form af Samir Bannout, Chris Dickerson og Franco Columbo. I 2019 blev vinderen Brandon Curry i en af de nok mindst imponerende og mest forglemmelige Mr O konkurrencer nogensinde. 2020 blev for øvrigt det første år, siden 1999, hvor konkurrencen ikke blev afholdt i Las Vegas i september. I stedet valgte man, grundet coronarestriktioner, at flytte konkurrencen til Orlando Florida i dec. I 2021 holder man fast i Orlando, men har rykket konkurrencen til okt.

I min oprindelige artikel havde jeg, foruden Big Ramy, også Cedric McMillan, som en mulig kandidat til en fremtidig Mr. O. Han har det dog med at være usandsynlig dårlig til at ramme formen på dagen, og så er hans lægge bare lidt underlige. Cedric har indtil videre måttet tage til takke med en 12., en 10., en 9. og to 7. pladser til Mr. O. Også Justin Compton blev omkring 2014 nævnt som en mulig fremtidig Mr. O vinder. Han måtte dog nøjes med en 10. plads, da han endelig ramte Olympia scenen i 2016, og måtte det følgende år opgive sin karriere, grundet helbredsproblemer. En anden mulig Mr. O, som blev hypet omkring 2014 var Steve Kuclo. Han blev nr. 14 til Mr. O i 2013 og tog de efterfølgende år placeringer som nr. 9, 16, 10 og 6. Kuclo opnåede et af sine bedste resultater i 2020 med en 4. plads til Arnold Classic, så det er ikke fordi han er helt ude af løbet, men han er måske ikke ligefrem topkandidat til at smide Ramy af tronen. Om Big Ramy er kommet for at blive, og bliver en legende med 6-7 titler i træk, eller om han også er et one hit wonder må tiden vise. Lige umiddelbart er det svært at se hvem der skulle true ham, men som vi så med Dorian, Flex Wheeler og Kevin Levrone, kan der dog pludselig dukke en ny udfordrer op, mere eller mindre ud af det blå. Et bud på en konkurrent kunne være publikumsfavoritten, den persiske ulv Hadi Choopan. Han er i hvert fald kvalificeret til Mr. O her i 2021, og det samme er 41-årige Phil Heath, som muligvis stiller op for at forbedre sin 3. plads fra 2020.

Hvor Mr. O de første mange år kun var netop det, Mr. O, så er konkurrencen siden hen blevet udvidet med mange andre kategorier. I 1980 kom Ms. Olympia til som den første ’ekstra’ konkurrence, og siden da har vi fået både fitness, figure, bikini, wellness, physique, masters og classic physique, foruden 202 (senere omdøbt til 212) og, i 2018 Wheelchair Olympia. Seneste tilføjelse var i 2020, hvor man igen kårede en Ms. Olympia, efter konkurrencen ellers blev kasseret tilbage i 2014. Hele cirkusset er i dag samlet under det mundrette navn ’Joe Weider’s Olympia Fitness and Performance Weekend’, med en samlet præmiesum på over 1.000.000 $. Det bliver spændende at følge med i fremtiden og se, hvilke freakz der kommer til at overtage tronen efter Scott, Oliva, Schwarzenegger, Columbo, Zane, Dickerson, Bannout, Haney, Yates, Coleman, Cutler, Jackson, Heath, Rhoden, Curry og Ramy.

Kilder:
Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness
FLEX magazine – diverse årgange
Diverse hjemmesider

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s