Hvis du har været til fysioterapeut eller massør med nakke/skuldersmerter eller ’spændingshovedpine’, er der en god sandsynlighed for, at behandleren har trykket på dine muskler i nakken, hvorefter du har sagt: ’av for satan – det er godt nok ømt der, hvad er det?’, hvorefter terapeuten eller massøren har svaret: ’myoser’.
Nogle gange har du måske også selv kunnet mærke nogle hårde, ømme, knudeagtige områder i dine muskler i nakken, på oversiden af underarmen omkring albuen, på bagdelsmuskulaturen eller andre steder, og du har måske undret dig over præcis hvad det er, og hvorfor det opstår. I denne artikel skal vi se om vi ikke kan blive lidt klogere på begrebet myoser.
Observationer fra virkeligheden
Der er ingen tvivl om, at mange døjer med hårde, ømme, knudeagtige områder i musklerne. Mine egne erfaringer som fysioterapeut er, at disse områder ofte opstår i muskler der overbelastes på en eller anden måde. Det kan være en statisk belastning som den man ser i nakkemuskulaturen hos folk der er stressede, folk der har en holdning med optrukne skuldre, kyfotisk øvre ryg, fremskudt hoved, eller folk der sidder meget foran en computer. Det kan også være en overdreven dynamisk belastning som f.eks. hos bodybuildere, der laver mange trække-øvelser med håndfladerne vendt fremad/nedad (proneret greb i f.eks. pulldowns, rows eller pull-ups), hvilket kan give problemer med hårde smertefulde knuder i ekstensormuskulaturen på underarmene.
I denne artikel omkring styrkeløft og skader, så vi også, at dannelse af hårde punkter/knuder i muskulaturen, i artiklen benævnt myogelosis (myoser), var et hyppigt selvrapporteret problem for styrkeløftere.
Forskning
At disse knudrede områder findes, er der altså ikke tvivl om, men hvad består disse områder så af? Hvad er det der er galt? De forklaringer jeg selv har hørt gennem tiden er f.eks., at det er ansamlinger af affaldsstoffer eller bare ikke-nærmere specificerede ’muskelinfiltrationer’.
Der findes sikkert flere forklaringer, men heldigvis findes der også forskning, hvor man har taget muskelbiopsier af sådanne knudrede områder og har undersøgt dem. For at der ikke skulle være tvivl om resultatet, tog man også biopsier fra ikke-afficerede områder for at sammenligne normalt væv med ’myosevæv’.
Billede fra: Schibye 2004
Det man fandt var, at det såkaldte endomysium, dvs. det bindevæv der omgiver de enkelte muskelfibre, og hvori der bl.a. ligger små blodkar og nerver, var bredt i normal muskulatur, mens det var smalt og næsten forsvundet i myoseramt muskulatur (billedet herunder).
Normalt væv til venstre. Myoseramt væv til højre. Billede fra: Windisch et al. 1999
Desuden så man enkelte voldsomt hypertrofierede muskelfibre indeholdende et højt antal mitokondrier (billedet herunder).
Billede fra: Windisch et al. 1999
Derudover fandt man et øget antal vakuoler som er en slags opbevaringsceller, hvori f.eks. affaldsstoffer kan opbevares og udskilles. Og sidst men ikke mindst fandt man også degenerative muskelfibre, med grove, hårde områder, irregulære forløb og muskelfibre der var fyldt med klumper af dødt mitokondrievæv. Desuden manglede der myofibriller i flere områder af muskelfibrene.
Normalt væv til venstre. Myoseramt væv til højre. Billede fra: Windisch et al. 1999
Det ser ud til, at det er type I muskelfibrene der vokser og bliver ’mølædte’, mens type II fibrene svinder ind.
Forskerne fandt flest myoser i følgende muskler: trapezius, rhomboidererne (musklerne mellem skulderbladene), levator scapulae, gluteus medius og maximus, piriformis og erector spinae. Da de røde udholdende type I muskelfibre i de fleste af disse muskler er statisk aktive når vi står op, konkluderede forskerne at myoser sandsynligvis er et resultat af overdreven aktivitet i dette muskelvæv.
Forsnævringen af endomysium hænger ifølge forskerne sammen med at type I muskelfibrene bliver større og klemmer endomysium sammen, og da det er i endomysium at de små blodkar ligger, som skal føre næringsstoffer til området og føre affaldsstoffer væk, bliver både næringstilførsel og udskillelse af affaldsstoffer forstyrret. Dette forårsager tilsyneladende et ændret intracellulært miljø, med disse degenerative, nekrotiske, mølædte områder i musklerne.
Der er ingen forklaring i studiet på, hvorfor et sådant degenereret væv er smertefuldt. Vi ved dog fra andre studier at nedsat ilttilførsel til vævet aktiverer smertesensorer, ligesom man ved f.eks. tendinopatisk væv ser indvækst at små nervebaner som virker smertegenererende. Hvorvidt nogle af disse forklaringer kan overføres til myoseramt væv forbliver dog rent gætværk.
Forskerne i dette studie mener desuden, at tilstanden er irreversibel, dvs. at vi ikke gennem massage, akupunktur eller andre behandlingsmetoder kan ændre på vævets struktur. Mine egne erfaringer siger dog, at det er muligt i hvert fald at få smerten til at forsvinde. Endda fuldstændigt. F.eks. ved at skifte sit pronerede greb i trækkeøvelser ud med et supineret greb (håndfladerne opad), ligesom smerten i nogen grad kan mindskes midlertidigt ved at lave lave en behandling hvor man trykker hårdt ned i det ramte væv, udsætter det for stræk og holder dette smertefulde stræk i f.eks. 5 x 30 sek. Effekten holder dog som regel ikke længe. Hvorvidt man også er i stand til at ændre strukturen i det ramte væv skal jeg lade være usagt.
Kilder:
Windisch A, Reitinger A, Traxler H, Radner H, Neumayer C, Feigl W, Firbas W. Morphology and histochemistry of myogelosis. Clin Anat. 1999;12(4):266-71
Shah JP, Thaker N, Heimur J, Aredo JV, Sikdar S, Gerber L. Myofascial Trigger Points Then and Now: A Historical and Scientific Perspective. PM R. 2015 Jul;7(7):746-61.
Quintner JL, Bove GM, Cohen ML. A critical evaluation of the trigger point phenomenon. Rheumatology (Oxford). 2015 Mar;54(3):392-9.
Schibye, Bente; Klausen, Klaus (2007). Menneskets fysiologi – Hvile og arbejde., FADL’s forlag Købehavn, 2. udgave, 2. oplag.
Bron C, Dommerholt JD. Etiology of myofascial trigger points. Curr Pain Headache Rep. 2012 Oct;16(5):439-44.
John Quintner, Geoffrey M Bove, Milton L Cohen. Comment on: A critical evaluation of the trigger point phenomenon: Reply. Rheumatology (Oxford, England). 12/2014; 54(3).
Comment on: A critical evaluation of the trigger point phenomenon. Alasdair Timothy Llewelyn Rathbone, James Henry, Dinesh Kumbhare. Rheumatology. 05/2015
Brian Henneberg / Mussetrussen 
