:::Denne artikel blev oprindeligt skrevet i 2018, men først udgivet i 2021:::
I 2018 måtte vi sige farvel til Terry Todd. Du kender ham måske ikke, men Terry var en af styrketræningens absolutte sværvægtere. Han var styrkeløfter, han skrev indflydelsesrige træningsartikler, han var muskelhistoriker og han var skaberen af Arnold Strongman Classic, for blot at nævne nogle få bedrifter. I denne artikel skal vi se på hans liv og levned, og på hvad han har betydet for os, som elsker alt hvad der har med tunge vægte at gøre.
En tynd venstre arm blev startskuddet
Terry blev født i 1938, og var allerede som ung en ivrig sportsmand. Han var dygtig til både baseball og tennis, og i sidstnævnte vandt han flere konkurrencer. Og så havde han en sær fascination af styrke og muskler. Han elskede f.eks. at læse tegneserier, hvor han var mere fascineret af de muskuløse skurke og sidekicks, end hovedpersonerne som Tarzan og John Carter. Terry havde også en bedstefar, som kunne knuse skallerne på pecannødder med de bare næver, og det var Terry meget fascineret af som barn. Selvom Terry med tiden blev en styrkeløfter i verdensklasse, blev han aldrig stærk nok til at gentage bedstefaderens pecan-bedrift.
Terry var så god til at spille tennis, at han fik et stipendium til University of Texas i 1956. Han var højrehåndet og mange års tennisspil havde resulteret i at hans højre arm var meget tykkere end hans venstre. For at rette op på dette begyndte han at styrketræne i 1956. Og så var han fanget. Som så mange andre af os blev han bidt af ‘the iron bug’, og lige så langsomt blev han mere og mere interesseret i styrketræning, og mindre og mindre interesseret i tennis.
Terrys interesse for styrketræning blev forstærket da de fik en ny fysisk træner på skolen, som havde en samling af gamle styrkeblade. Strength & Health, Iron Man og Muscle Power hed nogle af bladene, og Terry blev helt væk, når han sad og læste i dem. Terry begyndte også at stille op til styrkekonkurrencer, men det var under dæknavne som Paul Hepburn og Doug Anderson (han tog navnene fra to af datidens bedste stærkmænd Paul Anderson og Doug Hepburn), fordi hans tennistræner ikke var fan af styrketræning. Mange trænere dengang troede atleterne blev tunge og langsomme af styrketræning, og derfor var styrketræning frowned upon. Terry vidste dog allerede dengang bedre, og fortsatte sin træning.
Læs også: En fortælling om to brødre del 4 – Mr. Olympia og den gyldne æra
En af de første ’powerliftere’
På et tidspunkt, da Terry var gået fra at være en slank, spinkel knægt på 88 kg (han var 1.88 m høj), til at være en muskuløs ung fyr på 108 kg, fik han et ultimatum af tennistræneren. Drop styrketræningen eller mist dit stipendie. Terry valgte styrketræningen, og i løbet af de næste år kom han op på imponerende 122 kg, alt imens han fortsatte sine studier, og fik en bachelor i kunst, og en Ph.D i filosofi. Han endte også med at blive assisterende fysisk træner for skolens fodboldhold, da fodboldtræneren kunne se hvor atletisk og stærk Terry var blevet af al den styrketræning.
Terry vandt sin første vægtløftningskonkurrence i 1963 med en kampvægt på ~135 kg. Han havde dog visse problemer med de meget tekniske vægtløftningsøvelser, især clean & jerk, hvor clean-delen voldte ham problemer. Heldigvis var der i 1963 en ny styrkesport på vej kaldet ‘powerlifting’ eller styrkeløft, hvor man konkurrerede i squat, bænkpres og styrkeløft, fremfor clean & jerk, snatch, og clean & press, som var de tre officielle olympiske løft i 1960’erne (clean & press blev senere udfaset i 1972).
Terry vandt sin første styrkeløftkonkurrence i 1964, og blev national mester i 1965. Han blev en force to be reckoned with inden for styrkeløft de næste mange år, og i løbet af sin løftekarriere satte han hele 15 rekorder. Han var f.eks. den første til at squatte 700 lbs (317 kg), og han var den første til at få en total på 1600, 1700, 1800 og 1900 lbs (725, 771, 816 og 861 kg). Hans bedste løft var 326 kg squat, 233 kg bænkpres og 336 kg dødløft, med en kampvægt på 154 kg. Du kan se nogle billeder af ham i sine velmagtsdage her.
Nogle vil argumentere for at disse løft er peanuts ift. de løft som moderne løftere præsterer, og det var selvfølgelig nemmere at sætte rekorder dengang, fordi styrkeløft var en ny sport. Men det er egentlig heller ikke hans egne styrkepræstationer, der er det mest imponerende ved Terry Todd. Det er mere en bi-ting.
Muscle with brains
I 1964 overtog Terry stillingen som redaktør for bladet Strength & Health, som blev udgivet af den amerikanske vægtløftningsguru og blad-magnat Bob Hoffman. De næste år var Terry med til at forme den nye powerlifting-sport, da hans skriverier om sporten blev læst og udbredt gennem Strength & Health. Terry fungerede også selv som blikfang i bladet med billeder af ham, der løftede vanvittigt tunge vægte.
Terry var dog ikke bare en dum muskelmand, for han var også en af de første nogensinde til at hive styrketræning ind i akademiske kredse, da han forsvarede sin Ph.D med titlen ‘The History of Resistance Exercise and Its Role in United States Education’. Efterfølgende fik han tilbudt en stilling ved et college, og han begyndte så småt at fokusere mere på sin akademiske karriere end på styrkeløft. Som han selv sagde om at lægge styrkeløftkarrieren på hylden: ‘I had fulfilled my curiosity about becoming big and strong.’ Denne neddrosling af egen træning betød ikke at Terry stoppede med at træne, men hans vægt faldt dog i de følgende år fra 154 kg til 113 kg.
Læs også: Den dumme muskelmand?
Terry & Jan
Sidst i 1960’erne havde Terry mødt Jan Suffolk, og de giftede sig i 1973. Jan tog Terrys efternavn, og skulle i de kommende år selv blive en stor stjerne på jernhimlen under sit nye navn Jan Todd. Jan havde første gang imponeret Terry sidst i 1960’erne til en fest, hvor hun let som ingenting, slog flere store mænd i en improviseret omgang af den skotske sportsgren træstammekast. Jan gik egentlig ikke op i at være stærk, men på et tidspunkt var hun med Terry til træning, og så en konkurrerende kvindelig styrkeløfter, på 56 kg, som dødløftede 102 kg. Jan forsøgte at løfte det samme, og gjorde det med det samme, uden forudgående træning. Herefter fik hun blod på tanden, og med Terry som træner, begyndte Jan også sin styrkeløftkarriere.
Et af de første mål som Terry og Jan satte for Jans løftekarriere var at slå Jane de Vesleys 50 år gamle verdensrekord i dødløft for kvinder på 177 kg. Det tog Jan 16 mdr. at træne sig op til at slå den rekord, som hun endte med at slå med ~2 kg. Dette gav Jan en plads i Guinness rekordbog.
Terry havde egentlig lagt styrkeskriveriet på hylden, og havde sagt farvel til Bob Hoffman og Strength & Health. I 1970 fik han dog skrivekløe, og begyndte igen at skrive artikler om styrketræning. Denne gang i bladene Muscular Development og Iron Man. Da Terry og Jan i 1975 flyttede til Canada, kom de til at bo på en noget spartansk gård langt ude på landet, og det var her, ude i et gammelt hønsehus, som blev indrettet til kontor, at Terry skrev sine to første bøger Fitness for Athletes, og verdens første bog om styrkeløft: Inside Powerlifting. Den sidste blev i årene fremover en uhyre udbredt og indflydelsesrig bog for styrkeløftere, og Terry nåede i sin karriere at skrive 7 bøger om træning, foruden ca. 500 artikler.
Terry begyndte i disse år også at fungere mere som fysisk træner for diverse styrkeløftere og atleter, samtidig med sit job på universitetet i Halifax i Nova Scotia i Canada. I 1977 arrangerede Jan og Terry det første amerikanske mesterskab for kvindelige styrkeløftere. Jan selv satte faktisk verdensrekord i styrkeløft samme år, da hun fik en total på 1041 lbs (472 kg). Hun smadrede ved den lejlighed den gamle verdensrekord med ca. 45 kg.
Denne præstation af Jan endte i det store amerikanske blad Sports Illustrated, og det blev anledningen til at Terry, i årene efter, også blev skribent for Sports Illustrated. En stilling han bestred i mange år.
Forskning i styrketræning – og træner for de helt store
I 1979 flyttede Jan og Terry tilbage til Texas og startede det såkaldte National Strength Research Center, hvor de, sammen med andre, igangsatte forskning omkring styrketræning, og organiserede styrketræning for atleter.
En af Terrys mest berømte klienter var Bill Kazmaier, som dominerede konkurrencen Worlds Strongest Man (WSM) så eftertrykkeligt i 1980, 1981 og 1982, at han ikke blev inviteret igen før 1988, hvor han på grund af teknikaliteter ”kun” blev nr. 2 efter islændingen Jón Páll Sigmarsson. Havde Kazmaier fået lov at deltage i ’83, ’84, ’85, ’86 og ’87, ville han med stor sandsynlighed have været en af de mest vindende stærkmand gennem tiden.
Terry fungerede faktisk også som kommentator for nogle af de første WSM-konkurrencer, som blev vist på CBS fra 1977 og frem.
En af de mest indflydelsesrige artikler, som Terry skrev i 80’erne handlede om steroidernes indtog i moderne sport. Steroider var ellers ikke noget der fik megen opmærksomhed i mainstreammedierne. Ikke før 1988, da 100m løberen Ben Johnson blev knaldet for steroider. Herefter blev verden aldrig den samme igen. Terry var dog forud for sin tid, da han skrev sin artikel, hvor han kaldte steroider for ‘The Gremlins of Sport’.
Læs også: Dopingens historie – fra helte til skurke
Terry var også en af de første til at skrive forskningsbaserede artikler om styrketræning. F.eks. artikler for det der hed The NSCA Journal. Dette tidsskrift skiftede senere navn til Strength and Conditioning Journal, og er et af de tidsskrifter, som mange af Bodylabs artikler også er skrevet ud fra. Terry brugte gennem årene megen spalteplads på at aflive myter, da mange på den tid f.eks. troede at tung squat smadrede korsbåndene i knæene, ligesom myten om at man blev tung og langsom af at dyrke styrketræning, stadig levede i bedste velgående.
Terry og Jan startede også tidsskriftet ‘Iron Game History: The Journal of Physical Culture’, i 1990. Det var et tidsskrift, der publicerede forskning omkring styrketræningens historie. Det lyder måske som et tidsskrift med meget begrænset levetid, men seneste udgave udkom i 2015, 25 år efter første udgave. Terry nåede selv at skrive 66 artikler til det tidsskrift.
Omtrent samme tidspunkt (1990) fik Terry en ny klient ved navn Mark Henry. Henry var uhørt stærk fra naturens side, og som 18-årig havde han allerede vundet 3 styrkeløftkonkurrencer og kunne dødløfte og squatte over 362 kg, ligesom han kunne bænkpresse over 226 kg. Over de næste år fik Henry trænet sig op til et squat på 456 kg; et dødløft på 420 kg og et bænkpres på 272 kg. Henry var også en habil klassisk vægtløfter med en total på 400 kg. Han stillede bl.a. op til OL i 1992 og 1996.
Arnold Strongman Classic og Stark Center for Physical Culture and Sports
Mark Henry tog også 1. pladsen da han i 2002 stillede op i førsteudgaven af Arnold Strongman Classic. Arnold Strongman Classic var en stærkmandskonkurrence, som Arnold Schwarzenegger og Jim Lorimer bad Terry om at arrangere i 2001. Den oprindelige ide var at finde verdens stærkeste mand hver år, ved at invitere verdens bedste styrkeløftere, stærkmænd og vægtløftere, og sætte dem til at konkurrere i super super tunge løft. Også tungere løft, end man sædvanligvis løftede til WSM. Jeg skrev selv for år tilbage en artikel, hvor jeg forsøgte at sætte de to stærkmandskonkurrencer op mod hinanden:
Læs også: Den ultimative styrkekonkurrence
Gennem årene havde Terry og Jan været nogle værre compulsive iron hoarders, da de havde indsamlet alverdens styrke-memorabilia i form af blade, bøger, billeder, historier, styrkeudstyr osv. Faktisk havde de over 3000 kasser med sports- og styrkerelaterede artefakter. Dem valgte de i 2009 at flytte til et nyoprettet center kaldet H.J. Lutcher Stark Center for Physical Culture and Sports, som i dag ligger ved University of Texas i Austin. Det startede egentligt bare som en samling af blade og bøger omkring styrketræning, som Terry begyndte at samle allerede tilbage i 1950erne, men i dag er det et kæmpe bibliotek med bøger, magasiner, udstillinger osv., om alverdens ting inden for træning, sport og kropskultur. Kommer du til Texas en dag har du nu et lidt utraditionelt udflugtsmål: Et mekka for dem af os, som er fascinerede af styrketræning gennem tiden.
De sidste år
De sidste år inden sin død, modtog Terry Todd et væld af anerkendelser for sit store arbejde med at ‘hive styrketræningen ud af ‘The dark ages’’, som det er blevet formuleret. Mange af de ting vi i dag tager som en selvfølge, havde Terry en finger med i spillet omkring: viden om at sportsfolk kan blive bedre til deres sport, hvis de dyrker styrketræning; viden om at styrketræning er sundt for kroppen; viden om hvilke styrketræningsteknikker og protokoller der virker bedst; styrkeløftsporten; Arnold Strongman Classic; forskning omkring styrketræning; historisk viden om styrketræning, stærkmænd osv. osv.
I sine allersidste år var Terry med i arbejdet omkring forskellige film om styrketræning, f.eks. Levantadores, Stoneland og Fullsterkur. Og han er ikke engang færdig endnu, selvom han har stillet squatskoene. I 2019 udkommer hans sidste bog nemlig. Den kommer til at bære titlen: ‘Strength Coaching in America: A History of the Most Important Sport Innovation of the Twentieth Century’.
Terry Todd døde d. 7. juli 2018 af komplikationer efter et hjertetilfælde. Han blev 80 år gammel.
Gennem årene har jeg selv brugt en stor del af hans research fra Stark Center til at skrive historiske artikler ud fra. Styrkesport har jo altid været et undergrundsfænomen, og uden folk som Terry Todd til at samle viden sammen, kunne meget af vores iron history været gået tabt efterhånden som ingen længere kan huske hvordan det hele startede. For mig er han er en muskulær historiker mere end noget andet.
Hvis du er interesseret i historiske ting omkring styrketræning, kan du gå på opdagelse i Stark Centers gigantiske database, som du kan finde lige her.
Læs også: Styrketræningsforskningens historie
Kilder:
In Memoriam Dr. Terry Todd (1938–2018) Pioneering Powerlifter, Writer, Sport Promoter, and Historian Who Changed the Cultural Paradigm for Strength. Shurley, Jason P. The Journal of Strength & Conditioning Research: November 2018 – Volume 32 – Issue 11 – p 2995–3003. doi: 10.1519/JSC.0000000000002917
https://journals.lww.com/nsca-jscr/Fulltext/2018/11000/In_Memoriam___Dr__Terry_Todd__1938_2018_.1.aspx
Brian Henneberg / Mussetrussen 