Top 5: Guilty fitness displeasures

Vi kender alle guilty pleasures. Altså noget, der bliver betragtet som dårlig stil at kunne lide, men som vi faktisk godt kan lide. Det kan f.eks. være at vi synger med på Michael Bolton når vi er alene i bilen. Men der er faktisk også noget, der hedder guilty displeasures. Altså hvor vi ikke bryder os om noget, som det ellers er god latin at være vild med.

I denne artikel vil jeg se på 5 af mine guilty fitness displeasures. Altså træningsrelaterede ting, som det er forbudt at hade, men som jeg faktisk ikke bryder mig om.

Squat passer ikke til min krop mere
I dag bliver man nærmest lidt til grin, hvis man ikke kører KONGEØVELSEN squat, men squat er jo egentlig bare en øvelse blandt øvelser. Jeg kørte selv rigtig meget squat de første 15 år jeg trænede, men har faktisk ikke kørt øvelsen de sidste 5 år. Ift. at squat primært er en øvelse folk kører for at stimulere deres quads til vækst, så går den uforholdsmæssigt meget i lænden hos mange, og jeg har slet ikke tal på de gange squat har givet mig hold i ryggen, fordi min lænd var fuldstændigt brændt af, af alt det squat og dødløft man skulle køre, hvis man ville være hardcore.

Er man bygget til squat er det en dejlig øvelse, men alt for mange, alt for usmidige personer, men alt for lange ben har gennem tiden gjort vold på dem selv, for at forsøge at blive dus med squat, hvor de måske ville være bedre tjent med split squats eller andre lignende øvelser, der tillader en mere oprejst torso. Min lænd og mit slidgigtramte venstre knæ bryder sig ikke om squat mere, og jeg har derfor lagt øvelsen på hylden.

Bænkpres er egentlig en lorteøvelse
Og nu vi er i gang med at bashe kongeøvelser, så lad os bare tage bænkpres med, for mage til overhypet øvelse skal man da lede længe efter. Der er op til flere problemer med bænkpres: For det første er det en skulderdræber, hvis man har nedsat bevægelighed i den ene skulder, som jeg f.eks. selv har. Den ene skulder kommer til at diktere hvad den anden skal lave, fordi armene skal følges ad, og det = fucked-upness af den usmidige skulder.

For det andet er ROM lavere end når du kører med håndvægte; du risikerer at dø, hvis du kører den alene og ikke kan få stangen op; du kan ikke tage højde for styrkeforskelle mellem højre og venstre side, hvorfor mange kører den skævt, og mange vil desuden kunne mærke brystmusklerne arbejde langt mere intenst, hvis de skiftede til håndvægte i stedet. Jeg har aldrig kunnet lide bænkpres; har ikke kørt øvelsen de sidste 15 år, og har dog, på trods af dette, opnået et forholdsvis imponerende brystparti.

Læs også: 20 års jubilæum som jernkriger – et eksempel på muskelvækst over tid

At være funktionel
Jeg ved godt at funktionel træning er the shit for tiden, og efterhånden har været det i mange år. Folk er trætte af ubrugelige fitnessmuskler, der bare ser ud, og funktionelle områder vinder indpas rundt om i centrene. Men jeg er ikke interesseret i alt det funktionelle lort. Det rager mig. Jeg elsker at stimulere enkeltmuskler til vækst, gennem øvelser som leg extensions, cable pushdowns og curls, og jeg synes simpelthen folk spilder tiden når de fjoller rundt med battle ropes, kaster en bold op ad en væg, svinger med kettlebells, klatrer i monkey bars eller tyrer en bold ned i en trampolin.

Jeg sværger til god gammeldags bodybuildinginspireret styrketræning med frie vægte, kabler og maskiner, og så må jeg så finde mig i ikke at være en del af det gode funktionelle selskab.

Læs også: Spilder du din tid med disse øvelser?

At stille op
Da jeg var aller mest veltrænet blev jeg virkelig ofte spurgt, om jeg ikke skulle stille op til en eller anden fitness- eller bodybuildingkonkurrence. Det skulle jeg så ikke. Jeg ved godt det er virkeligt populært at vise omverdenen hvad man kan, udleve sit potentiale og blive en ‘athlete’ på Instagram og Facebook, men hold nu kæft hvor jeg synes det er det dumt ‘at stille op’.

Jeg kan godt lide at træne, og det er det. Jeg kan ikke lide at cutte ned til min fedtprocent er absurd lav; jeg kan ikke lide at barbere al min kropsbehåring af og det interesserer mig ikke at posere i små trusser på en scene; jeg kan ikke lide at tage absurde mængder sol og smøre mig ind i bizarre tan-lotions, og det rager mig en høstblomst at lave poseringsrutiner osv. osv. Der er intet ved det at stille op der virker interessant for mig. Det har intet at gøre med den træning jeg elsker.

Men vil du ikke gerne bevise at du er den bedste?’ Nej, det har jeg faktisk heller ingen som helst interesse i. Den bedste, hvad betyder det overhovedet? Selv hvis jeg skulle blive nr. 1 til en random fitnesskonkurrence i Danmark, hvad beviser det så? At jeg tilfældigvis, på et bestemt tidspunkt, i et mikroskopisk land mod nord, var den, der var bedst til alt det ovenstående pjat? Det er en rimelig random definition af at være den bedste, og fuldstændigt ubetydeligt i min verden.

At juble over en sådan sejr, svarer for mig til at juble, fordi man er den der er mest villig til at tilsidesætte venner, familie og andre vigtige ting, til fordel for 418 træningspas om året. Nærmer det sig ikke nærmere vanvid at afholde konkurrencer, hvor vi hylder dem, der formår at leve mest ensporet og bruge deres liv på den mest idiotiske måde?

Fitnesstrackere er noget skrammel
Jeg kan se på folks håndled, og undersøgelser af fitnesstrends, at fitnesstrackere og smart watches er usandsynligt populære. Jeg har dog ikke selv sådan en sag, og det er der én rigtigt god grund til: Det er et lille idiotisk apparat, der fodrer dig med falske og ubrugelige data.

Alle de undersøgelser, der er lavet af fitnesstrackere har vist, at de er håbløst upræcise. Du kan til nøds stole på de data de giver dig omkring puls (dog er de ikke så præcise som pulsure med en strop på brystet), mens data omkring især energiforbrug er helt i skoven. Søvnkvalitet og stressniveau kan de heller ikke give dig andet end falske, ubrugelige data omkring, så for mange ender en fitnesstracker egentlig bare med at være et dyrt ur med en skridttæller, som næsten tæller alle de skridt du tager.

Studier har desuden vist at de fleste går rigtigt meget op i de data trackerne viser dem de første par måneder, mens 50 % stopper med at gå op i det efter 6 mdr. At investere i en fitnesstracker svarer til at betale en tilfældig indisk programmør en sum penge for, at han finder nogle upræcise data omkring din fysik, og stiller dem op i nogle diagrammer så det ser professionelt og overbevisende ud. Fitnesstrackere er selvbedrag.

Og således fik jeg raset ud. Har du selv nogle fitness displeasures du tør lufte, så hører jeg gerne om dem i kommentarsporet.

Læs også: Kan du gøre noget ved din appelsinhud?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s