Se godt på billedet herunder. Det er mig. Gennem tiden har jeg fået mangt en kompliment for min fysik og folk har været fyldt med imponade. Nogle af kommentarerne har været: ‘Kæft det må have krævet noget arbejde’. ‘Respekt!’ ‘Shit en fed fysik.’ ‘Swole!’ ‘Brutalt!’. ‘Vild form’. ‘Sweet jesus 😮 lord has been kind. – virkelig flot krop 🙂 det må have taget nogle timer.’ ‘Sindsyg flot… du er sku et godt forbillede.’ ‘Godt klaret’.‘HOLD DA OP HVOR EN KROP… NICE.’ Og det er jo alt sammen meget rart og egoboostende, men i denne artikel vil jeg forsøge at argumentere for, at I på ingen måde behøver være imponerede over hverken mig, eller andre der træner sig op til en flot fysik.
I disse fitspo-Instagram,-ophøje-fitnessfolk-til-semi-guder-der-høvler-respekt-ind-på-kontoen-tider, er det vist ved at være på tide at en eller anden piller os fitnessfolk ned ned fra vores pedestal og jeg ofrer gerne mig selv på bålet som den første.
For det første. Jeg har altid godt kunnet lide at løfte vægte. Jeg løfter nu vægte på 19. år eller noget i den stil og om end entusiasmen var større i mine unge år, så elsker jeg stadig at løfte vægte. Og er det imponerende at nogen bruger meget tid på noget de godt kan lide at lave? Nej vel. Nogle kan godt lide at sidde på sofaen og se film, nogle kan godt lide at svømme, nogle elsker dart og andre elsker at bygge modelfly. Jeg elsker at træne, så at finde min fysik imponerende på denne baggrund giver lige så lidt mening som at være imponeret over at andre vælger at bruge deres tid på at bygge modelfly eller se film. Og det er trods alt så som så med respekten for modelflybyggere her til lands.
‘Men altså kære Brian/Mussetrussen nu har der vel også været dage, hvor det var surt og sindssygt hårdt og ikke specielt sjovt, men hvor du trænede alligevel og holdt dig til din diæt?’
Jo såmænd såmænd. Jeg har da haft ufatteligt mange dage, hvor jeg ikke rigtigt gad, men fulgte planen alligevel og nogle vil måske finde dette beundringsværdigt. Her skal man bare passe på man ikke forveksler viljestyrke med vaner. Jeg er et ekstremt vanedyr, og i mange mange år havde jeg den vane at jeg tog ned for at træne efter arbejde. Det var bare noget jeg gjorde uden at tænke over det, ligesom jeg børster tænder hver aften og tager tøj på hver morgen. Det handlede ikke så meget om at jeg ‘tog mig sammen’ men mere at jeg fulgte mine vaner uanset om jeg havde lyst til at træne eller ej.
Min tankegang var så fokuseret på træning at jeg på flotte, dejlige solskinsdage så det som et tegn på styrke at JEG, det swole overmenneske, tog ned for at træne, mens de andre, de svage viljesløse idioter, tog på stranden eller fandt et stykke græs, hvor de kunne drikke en kold øl med deres tynde venner. Det var derfor deres træning aldrig førte til andet end gennemsnitlighed og derfor jeg var så swole. Jeg formåede ikke at slappe lidt af og nyde livet når chancen bød sig. Jeg var bare en slave af mine egoboostende vaner og min angst for at miste muskelmasse.
Forøvrigt er der efterhånden ret mange studier der har vist, at viljestyrke og motivation i høj grad er genetisk betinget. Et studie fra 2006, udført på 37.000 tvillingepar viste f.eks. at 50-75 % af den variation man så i træningsmængde, hang sammen med generne. Og et studie fra 2006, udført på 13.000 tvillingepar viste, at tendensen til at træne, hos enæggede tvillinger, var dobbelt så tilbøjelig til at være ens i sammenligning med tveæggede tvillinger. Flere studier har desuden vist, at særlige versioner af gener, der har med dopaminreception at gøre, har direkte sammenhæng med mængden af fysisk aktivitet den person, der har dette gen, udfører. Nogle mennesker får tilsyneladende en overdreven følelse af belønning og tilfredsstillelse ved at være fysisk aktive, og man er mere tilbøjelig til, at blive afhængig af træning, hvis man har disse særlige genvarianter.
Der er altså en god sandsynlighed for at det vi vælger at kalde viljestyrke og som vi har en tendens til at beundre, i virkeligheden bare er genetisk betinget adfærd som individet ikke har specielt meget indflydelse på. Dermed kan du, hvis du føler trang til at være imponeret over diverse gener, lige så godt være imponeret over en person der har brunt hår, en person der er 1.76 m høj, en person der har kraftig skægvækst eller en person der elsker at sove længe om morgenen.
Derudover, jamen så er der jo også en ekstrem grad af genetik involveret i de proportioner jeg har og i den måde hvorpå jeg responderer på træning. Der er god harmoni mellem længden på mine arme, ben og torso, mine led er små og det får altsammen min muskulatur til at se harmonisk og imponerende ud.
Der findes studier der har vist, at der både finde non-responders, low-responders og hyper-responders ift. styrketræning. I et par studier fra 2005 og 2008, så man, at tolv ugers progressiv dynamisk styrketræning havde meget forskellig indvirkning på de henholdsvis 585 og 66 deltagere der var med i forsøgene. Dem der responderede værst på træningen (non-responders) tabte faktisk 2 % i muskelfibertykkelse og blev ikke stærkere, mens dem der responderede bedst på træningen (hyper-responders) øgede deres muskelfibertykkelse med 59 % og deres styrke med op til 250 %. Et af studierne viste faktisk, at op mod ¼ af alle dem der deltog, ikke formåede at opnå nogen nævneværdig hypertrofi.
Jeg har altså været heldig med mine gener både i forhold til motivation/viljestyrke, proportioner og respons på træning. Med SÅ mange genetiske fordele er der ikke ret meget tilbage at være imponeret over, medmindre man er fan af eugenik og synes at bestemte gener der disponerer for musklemasse og fysisk aktivitet bør hyldes mere end gener der disponerer for andre ting.
Desuden, en ung mand, uden børn og uden ret mange andre forpligtelser end et små-ligegyldigt job, som vælger at bruge det meste af sin tid på sig selv og på at dyrke sin egen krop…er det særligt imponerende? Ikke rigtigt vel. De år hvor jeg virkeligt gav den en skalle med træningen og tog det meste af min muskelmasse på, det var sgu en let tid. Måske den letteste tid jeg nogensinde har haft i mit liv. Der var ikke andre end mig og en kæreste. Ingen børn, intet frivilligt arbejde, ingen forpligtelser. Bare træning, træning og mere træning så meget jeg gad. Det ville nærmest være MERE imponerende hvis jeg IKKE var blevet swole med den mængde tid jeg havde til rådighed til at dyrke mig selv i. Store muskler eller en god form hos en ung mand eller kvinde betyder jo bare at han/hun har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at dyrke sig selv fremfor at lave andre ting der måske, hvis vi skal være ærlige, betyder lidt mere i det store billede.
Og det bringer mig hen til mit næste argument for at I ikke skal være imponerede af min fysik. For løfteri og muskler betyder jo i virkeligheden ingenting. Det er ren egowanking. Betyder det noget for samfundet at jeg eller andre har store muskler? Nej. Betyder det noget som helst for andre end mig selv? Nej. Kunne jeg have valgt at bruge min tid mere konstruktivt på ting der måske havde lidt mere værdi for andre end mig og mit ego? Ja.
Jo mere veltrænet man er, des mere respekt og beundring plejer man at kunne tiltuske sig, fordi det vidner om hårdt arbejde. Der er dog tale om hårdt arbejde uden andet formål end det hårde arbejde i sig selv. Der kommer ikke en virksomhed ud af det, en bog eller noget teknologi der kan ændre og forbedre verden. Det er bare skønne spildte kræfter som ikke resulterer i andet end en muskuløs krop i mængden af andre muskuløse formålsløse kroppe.
Og nu er det ikke fordi det ikke er ok at have det at løfte vægte som en hobby eller en livsstil. At løfte vægte er en lige så fin hobby som så meget andet. Kitesurfing, at spille guitar, at danse, at spille golf eller håndbold, fint nok. Gode fritidssysler. Men der er bare ingen grund til at være specielt imponeret over at folk har en hobby de dyrker, og ophøje deres hobby til noget beundringsværdigt, bare fordi det tilfældigvis resulterer i store muskler og er lidt hårdt.
‘Men hvad så nu, hvor du har fået to børn, har lange arbejdsdage, er blevet ældre og mere slidt ældre og stadig får trænet og holder formen. DET er sgu da imponerende.’
Dertil kan jeg kun svare: nej. Det kan godt være at mængden af tid man bliver nødt til at bruge i centeret som ung for at opbygge en stor muskelmasse er riiimelig stor, men den tid har man jo som nævnt, når man er ung og har få forpligtelser. Det var ikke så imponerende en indsats. Og mængden af tid man behøver at bruge på træning for så nogenlunde at vedligeholde sin muskelmasse når man bliver ældre er jævnt lille. 1-3 korte, lette pas om ugen er faktisk tilstrækkeligt. Så den fysik jeg sporter på billedet herunder, som en mand midt i 30’erne, ikke et resultatet af en benhård træningsindsats af en stålsat familiefar, men blot reminiscenser af den tid i min ungdom hvor jeg trænede rigtigt meget, samt en halvsløj indsats for at vedligeholde lortet så nogenlunde efter jeg har fået børn.
Og så har jeg selvfølgelig også valgt et billede hvor jeg ser swole ud, fordi jeg er forfængelig og ikke helt vil slippe tanken om at jeg er pisse imponerende. Jeg kunne også have valgt billedet herunder, som er taget ganske få uger før billedet herover. Det skal I vide venner. Det er ikke bare tilfældige billeder vi fitnessfolk smider op på nettet. Næh, de er nøje udvalgt så de fremstiller os så imponerende som muligt.
‘Men hvis man nu fastholder samme mængde træning, efter man har fået børn og forpligtelser, så er det sgu da imponerende, ikke?’
Igen er svaret nej. For det ville betyde at livet intet havde lært én. At ens værdier ikke havde ændret sig efter man fik børn. At man stadig følte det nødvendigt at fortsætte med 1½ times træning fem dage om ugen, og at træning stadig havde ultra høj prioritet i ens liv. Se det ville jeg faktisk finde endnu mere sørgeligt. Der er kun 24 timer i døgnet, og med fuldtidsjob, hus, bil, have, indkøb og andre tidskonsumerende aktiviter er der ekstremt få timer tilbage i døgnet. Dvs. at hver time man tilbringer i træningscenteret, er en time man ikke tilbringer sammen med sine børn. Og kære venner, det lyder som en kliché, men fuck hvor bliver de store hurtigt. Puf, og så er barndommen ovre og de er flyttet væk for at uddanne sig til noget relevant.
At blive ved med at insistere på at tilbringe timevis hver eneste uge i træningscenteret, mens man har små børn, det føler jeg i hvert fald selv, giver mindre og mindre mening. I næsten 20 år har træning haft ekstrem høj prioritet i mit liv og jeg ser det kun som noget positivt at træning er rykket et par trin ned af rangstigen efter der er kommet børn ind i mit liv. Jeg synes det er mere beundringsværdigt at gøre sine børn til førsteprioritet i sit liv, end at man stædigt hænger fast i at det er mængden af muskelmasse der skal afgøre hvor imponerende man er.
På et tidspunkt troede jeg fejlagtigt også at jeg gennem hård træning knoklede mig til en plads i toppen af evolutionspyramiden. Men survival of the fittest handler ikke om at være mest fit, og overleve de andre fede McDonaldsofre. I biologien handler ’fittest’ udelukkende om forplantning. Mens jeg, som havde misforstået det hele, svedede i fitnesscentret, var dem, der havde forstået det, dem der virkeligt var ’the fittest’, ude at finde tøsebørn de kunne besvangre. ’The fittest’, er den, hvis gener slår bedst rod i den kommende generation. Det er ikke den der lever længst, er mest sund, og stadig er swole som 69-årig der tæller mest i naturen, men den, der skifter flest bleer.
Og med det kære venner, håber jeg I vil se på mig med mindre imponade i øjenkrogen. Der er slet ingen grund til at være så benovede over mig og andre veltrænede mennesker. Hvis vi er veltrænede er det blot fordi vi godt kan lide at træne, har gode gener, er vanedyr, har god tid og er rimeligt selvoptagede. Og selvom vi ofte er ret imponerede over os selv, fordi det jo er så hårdt så hårdt at træne og være på diæt og være et priviligeret ungt menneske med for meget fritid i en rig, fredelig vestlig verden, så behøver andre ikke også nødvendigvis at være imponerede. Personligt er jeg mere stolt af mig selv som far end jeg er af mig selv som fitnessgud, og jeg håber I har det på samme måde ift. jer selv.
Brian Henneberg / Mussetrussen 