Gennem årene har der været nogle spektakulære skiskydningskonkurrencer i højderne, hvor netop højden har spillet kraftigt ind på præstationerne. Den der står tydeligst i min erindring er kvindernes jagtstart ved OL i Beijing 2022, hvor Ingrid Tandrevold gav den fuld gas, og gik fuldstændigt kold til sidst, nærmest på grænsen til kollaps. Hun lavede for øvrigt noget lignende året før i 2021 i Oberhof på sprinten, ligesom hun også tidligere i 2017 har haft problemer med højden i Oberhof selvom det kun er 814 m over havet.
https://www.youtube.com/watch?v=CaqsUWug8pw
Tandrevold kommer i mål ved 45.10 min.
IBUs regelsæt vidner også om at højden spiller en rolle, da der i reglerne står, at intet sted på løjpen må ligge højere end 1800m. Ligeledes er der højderegler for OL og VM, som foreskriver at de steder atleterne er indlogeret, højst må ligge +/- 300 højdemeter ift. det sted der skal konkurreres.
Men hvordan påvirker det egentlig kroppen, skitiden og skydningen, at konkurrere i højden? Det har man forsøgt at undersøge i et studie fra 2019. Jeg supplerer desuden med andre relevante studier, fysiologi, samt et afsnit om, hvordan man kan forbedre sin præstation i højden.
Studiet
Forskerne indsamlede data fra 645 atleter fra World cuppen og IBU Cuppen samt VM og OL, fra 2009-2017, i alt 313 mænd og 332 kvinder. I alt analyserede de top 30 resultater fra 667 løb, hvoraf 316 var sprint, 96 var individuel, 78 var fællesstarter og 177 var jagtstarter. Samlet set var der 18.563 resultater fra løbene. 7001 af dem var for løb <700 m højde, 8668 var for løb mellem 700-1400 m højde og 2894 var fra løb >1400 m højde.
Mexico City 1968
Der hvor man første gang blev rigtig opmærksom på den virkning højden har på sportspræstationer var ved OL i Mexico City i 1968, hvor man konkurrerede i 2240 m højde. I den højde er der 30% mindre ilt i luften end ved havets overflade. Atleter som boede i højderne til hverdag klarede sig fint, mens andre var langt under niveau. Efter at have opholdt sig i højderne under OL, oplevede mange af atleterne desuden en præstationsfremgang hos dem selv, efter de kom hjem. En præstation der er gået over i historiebøgerne fra det år er Bob Beamons verdensrekord i længdespring. I højderne sprang han intet mindre end 8.90 m, hvilket var en forbedring på 55 cm af den hidtidige verdensrekord, og en rekord der kom til at stå indtil 1991, hvor Mike Powell sprang 8.95 m til VM i Tokyo. Der er siden hen blevet regnet meget på højde- og vindfaktorer samt det lavere atmosfæriske tryk i Mexicos tynde luft, for at fastslå, hvor meget længere Bob Beamon var i stand til at springe grundet de forhold der var da han sprang. Man er kommet frem til forskellige resultater gennem årene, alt efter hvordan man har lavet sine beregninger. I 1986 kom der f.eks. et studie, der viste at Beamon sprang hele 31 cm længere end han ville have været i stand til ved havets overflade, mens en anden udregning i 2012 kun viste en forskel på 7 cm.
Atmosfærisk tryk
Uanset hvad det korrekte tal er, så er det utvivlsomt at det lavere atmosfæriske tryk teoretisk set kan give en lille fordel i form af lavere vindmodstand. Ikke kun i længdespring, men også i skiskydning, især i hurtige nedkørsler. Men sammenlignet med den fysiologiske effekt af at køre i højden, smøring af ski, skydningen osv. betyder denne lidt lavere vindmodstand ikke noget særligt for det samlede resultat, især ikke da den er ens for alle rundt på løjpen, ligesom den også var ens for alle på længdespringsbanen i Mexicos tynde luft.
Iltindhold i luften
Det lavere atmosfæriske tryk er dog ikke noget man taler meget om, når man taler om at dyrke skiskydning i højden. Der er det mere det lavere iltindhold i luften man bekymrer sig om. Men hvor meget mindre ilt er der egentlig i luften i højderne? Det har jeg lavet et lille skema over her:
| Højde (m over havet) | Iltniveau | % ilt mindre end ved havets overflade |
| 0 | 20.95% | 0% |
| 305 | 20.1% | -4.2% |
| 610 | 19.4% | -8% |
| 914 | 18.6% | -12.6% |
| 1219 | 17.9% | -17% |
| 1524 | 17.3% | -21% |
| 1829 | 16.6% | -26.2% |
| 2134 | 16% | -30.4% |
| 2438 | 15.4% | -36% |
| 2743 | 14.8% | -41.5% |
Ser vi på de fysiologiske konsekvenser af det det lavere atmosfæriske tryk, og det lavere iltindhold i luften, så betyder det, at det både er sværere at transportere ilt ind i blodet, og at hver indånding giver markant mindre ilt i blodet end ved havets overflade. Faktisk ser man et lineært fald i kondital på -6.3% pr. 1000 m man kommer over havet.
Puls
Man ser også at pulsen stiger i højderne, for at kompensere for det lavere iltindhold. Kroppen prøver altså at få samme mængde ilt ud til vævet som der plejer at være, men da der er mindre ilt tilstede, bliver kroppen nødt til at sætte pulsen i vejret for at kompensere. Pulsstigninger ser man i hvile og ved submaksimal træning, mens man faktisk ser et fald i puls ved høj intensitet. Det sidste ser ud til at være kroppens reaktion på den mindre ilt der er tilstede i arterierne. Det lavere iltindhold sænker simpelthen maxpulsen. Det er rapporteret at man på toppen Mount Everest i 8848 m højde vil have en maxpuls på 127 slag/min, på trods af at man ved havets overflade måske har en maxpuls på 175 slag/min.
Nervesystemet
En anden faktor som er med til at sænke maxpulsen er, at den ‘dæmpende’ del af nervesystemet, det parasympatiske system, som sørger for ar få kroppen i ro, opreguleres. Dermed skulle man måske tro at modsætningen, nemlig det sympatiske nervesystem, som er med til at få kroppen op i gear og gøre os aktive og vågne, ville blive nedreguleret. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet. Der ser faktisk ud til at være en opregulering af begge systemer i højden, hvilket på den ene side fører til lavere potentiel maxpuls, og på den anden side, en puls der falder langsommere. I praksis betyder det for en skiskytte, at pulsreserven mindskes, hvilket betyder at der skal køres med en relativt højere intensitet, samtidig med at det er sværere at få pulsen til at falde, på vej ind mod skydningen.
Åndedræt
Ud over at atleterne presses til at skyde med en højere puls, så kan deres sædvanlige skyderytme også blive ødelagt af, at man typisk ser en højere åndedrætsfrekvens i højderne. Det er sværere at tage lange dybe indåndinger. I et andet studie fra 2004, så man netop at militærfolk, som skulle skyde i højden, fik en højere åndedrætsfrekvens. Når man ser på en fyr som f.eks. Endre Strømsheim er det let at observere hans vejrtrækning, fordi han er linksskytte, og kameraet viser altid atleterne fra højre side når de skyder. Når man ser ham, er det tydeligt at han bruger sin vejrtrækning meget i sin rytme. Er man pludselig tvunget til at tage hurtigere mere overfladiske vejrtrækninger kan ens normale rytme forstyrres, og træfprocenten falder.
Mælkesyre
Ift. at syre til, altså ophobning af mælkesyre, som vi ved resulterer i både langsommere skitider og ringere skydning, så lyder det måske oplagt, at hård fysisk aktivitet i højden = mere mælkesyre, og så er den diskussion ovre. Men rent fysiolgisk er det faktisk ikke så simpelt. Atleterne selv beretter jo om, at højden giver dem stive muskler, som f.eks. gør det svært at stå og skyde, og dette er uden tvivl tilfældet. Der er dog stor forskel på de enkelte atleters fysik, og dermed også forskel på, hvor meget højden påvirker den enkelte. Visse atleter, som f.eks. en del af italienerne, bor jo i højden, og er dermed akklimatiseret til f.eks. den højde der konkurreres i i Antholz-Anterselva. Andre atleter, som f.eks. Ingrid Tandrevold har det ikke godt i højden. De fleste atleter i dag tager på højdetræningslejre nogle gange om året, og med god grund. Dette ser vi på længere nede i artiklen. Der hvor det bliver ekstra kompliceret er når vi kigger på en graf som denne her
På x-aksen har vi højden i km, og på y-aksen har vi det maksimale mælkesyreniveau man har målt, når man har sat individer til at lave hård træning i højden i forskellige studier. Som det fremgår falder mængden af mælkesyre faktisk jo højere op man kommer. Dette kan umiddelbart lyde som et paradoks, og forskerne kalder det faktisk ‘The lactate paradox’ (lactate = mælkesyre). Der er flere forskellige fysiologiske faktorer på spil, men basalt set mener man, at det lavere mælkesyre niveau skyldes at man, som tidligere nævnt, ser et lineært fald i kondital på -6.3% pr. 1000 m man kommer over havet. Det betyder at kroppens maksimale ydeevne falder jo højere man kommer op, og fordi den reelle intensitet er lavere, bliver der heller ikke produceret så meget mælkesyre.
Men tager atleterne så fejl, når de påstår at det er mælkesyre, som gør dem stive og langsomme når de konkurrerer i højden? Sandsynligvis ikke. For som det også fremgår af grafen, så starter den faldende kurve ved 1 km. De studier man har brugt til at lave grafen herover, er lavet på akklimatiserede bjergbestigere, og folk som bor ekstremt højt oppe. Langt højere end man nogensinde konkurrerer i skiskydning. Det er folk som gennem måneder eller år, har vænnet sig til de ekstreme højder, og her ser man altså at deres kroppe ikke producerer så meget mælkesyre ved hård anstregelse som man måske kunne forvente. Men under 1 km, som er der størstedelen af skiskydningskonkurrencer foregår, ser man ikke dette fænomen, at mælkesyreniveauet falder med højden. Når vi nærmer os de højeste steder der konkurreres, i 1600-1700 m højde, kan der måske være en lille smule af det på spil. Studierne viser dog også at dette fald i mælkesyreniveau kun sker hos ekstremt velakklimatiserede individer, som har været i højden i lang tid. Hos langt størstedelen af dem som bevæger sig op i højden og begynder at lave hård fysisk aktivitet, ser man en voldsom stigning i mælkesyre. Altså det modsatte af grafen herover. Professionelle skiskytter, som kommer fra højdetræningslejr, og skal konkurrere i 1600 m højde, ligger derfor måske et sted midtimellem. Der er ikke højt nok til at man ser markant lavere niveauer af mælkesyre, og de er hverken akklimatiserede nok til slet ikke at blive berørt, eller til at kunne konkurrere 100 % som i lavlandet.
Resultater fra studiet
Vender vi tilbage til det indledende studie, hvor man analyserede 18.563 resultater fra løb i forskellige højder, så viser dataene, måske lidt overraskende, at skitiderne ikke var markant forskellige fra hinanden i de varierende højder. Mest markant forskel så man i skitiden hos mændene mellem <700 m og >1400 m i den individuelle (1.7% langsommere i højden) og jagtstarten (2.8 % langsommere i højden). I sprint var farten højere ved 700-1400 m end >1400 m.
Hos kvinderne så man en lavere skifart mellem <700 og >1400 på henholdsvis 2.6% i sprint, og 3.0 % i jagtstart. Lidt overraskende så man en stigning i skifart på 2.9% i fællestarten, når man kørte i >1400 m, sammenlignet med 700-1400 m. Man så dog også at skifarten gennemsnitligt, over alle konkurrencer var 0.9% lavere >1400 m sammenlignet med <700 m.
Skydning
Ser vi på hvordan skydningen blev påvirket af højden, så var der en markant lavere træfprocent i højderne, både for mænd og kvinder. Den faldt faktisk stabilt jo højere oppe atleterne skulle præstere, med fald på ca. 2.1% i 700-1400 m højde sammenlignet med <700, og hele 3.6% når man kom over 1400 m. Det vil sige at højden alene kan sende en skytte fra 91% i træfprocent til 87.4%. Nok til at ryge fra en medaljeplads til f.eks. en 8. plads eller værre.
Højdetræning
Det kan altså give en markant værre præstation at skulle konkurrere i højden, hvis man ikke er forberedt ordentligt på det. Derfor vælger mange atleter at tage på højdetræningslejr et par gange om året. Faktisk er det muligt at mange af de atleter, som var en del af det studie vi lige har gennemgået, havde været på højdetræningslejr op til de konkurrencer, man har hentet tallene fra. At dette er meget sandsynligt bakkes op af det faktum at VO2 max, som nævnt, falder med ca. 6.3% pr. 1000 m man kommer op i højderne. +1400m eller 1600-1700m som man har konkurreret i ved visse mesterskaber, ville derfor give et fald i VO2 max på op til 10% uden højdetræning, hvilket ville give markant lavere skitider end dem man har set i studiet her. Ifølge professor Carsten Lundby, som er en af verdens førende forskere i højdetræning, vil et fald i VO2 max på 6 mL/kg/min, betyde en præstationsnedgang på ca. 20%. Og et så stort fald i præstation fandt de trods alt ikke i skiskydningsstudiet. Det er altså meget muligt at man ville se en endnu større påvirkning af resultaterne, hvis det var muligt at få rene tal fra højden, fra atleter, som ikke havde været på højdetræning.
Når man laver højdetræning gør de fleste det efter devisen ‘Live high – train low’. Det betyder at man skal opholde sig 2.500-3.000 meter over havet det meste af døgnet, og helst i 3 uger. Når man træner kører man ned under 1200 m, især når man skal lave træning med maksimal intensitet. Når man befinder sig i højden i 2-3 uger begynder kroppen at producere flere røde blodlegemer, og 1-3 uger efter man har været på højdetræningslejr, kan man høste frugterne af træningen, som vel nærmest er at betegne som en slags lovligt, naturligt EPO, hvor hæmatokritværdien stiger. 2-3 uger efter man peaker ser effekterne dog ud til at være væk igen, så timing er altafgørende. Nogle atleter, som f.eks. Lou Jeanmonnot, har derhjemme et ilttelt, som gør, at man kan simulere, at man sover i højden, for så at gå ud og træne i normalt tryk/højde.
Ser vi på en atlet som Martin Fourcade, så havde han typisk 2 højdetræninger om året, men kun i 1700-1850 m højde, og kun 15 dage af gangen. Det fungerede tilsyneladende for ham, mens teorien siger at han måske kunne have fået endnu mere ud af at komme lidt højere op, og være deroppe lidt længere. Men én ting er teori, en anden er hvad der passer til den enkelte atlet.
De fysiologiske tilpasninger man får ved at være på højdetræningslejr vil for de fleste have en markant indflydelse på fysikken. Ifølge Carsten Lundby kan man rykke sit kondital med op til 6% på en VO2max test, mens f.eks. doping med EPO giver mellem 9-12% (EPO giver dog også nogle ekstra fordele submaksimalt). 6% forbedring på VO2max kan være forskellen mellem en medalje og en 45. Plads. Det skal dog bemærkes at ikke alle vil se en så stor forbedring. Nogle responderer ikke specielt godt på højdetræning, og der vil sædvanligvis også være forskel i respons, afhængigt af hvor veltrænet man er, og hvilken højde man bor i normalt.
Der kan også være negative ting forbundet med højdetræning. F.eks. rapporteres det ofte af atleterne, at de sover dårligere i højden. Man får også en større dosis UV-A og UV-B lys (10-20 % mere), når man er i højden, hvilket i værste tilfælde kan øge risikoen for hudkræft eller skader på øjnene.
Andre afgørende faktorer og konklusion
I studiet diskuterer de afslutningsvis om andre faktorer end højden, inden for en så kompleks sport som skiskydning, kan spille en så stor rolle, at selve højden måske ikke ender med at være så afgørende i konkurrencerne, i hvert fald ikke ift. farten på skiene. Selvom der i de mange resultater man så på, var visse tendenser til lavere skifart i højden, så var resultaterne ikke overbevisende, men derimod meget blandede. Ja i visse tilfælde var atleterne endda hurtigere i højden. Faktorer som vejret, sneen, selve løjpens forløb, smøring af ski, taktik, pacing osv., ser ud til ofte at spille en langt større rolle for skifarten end en højdeforskel på ganske få hundrede meter.
Skydningen var en anden sag, da tallene her var meget overbevisende: skydningen bliver ringere i højden. Der ligger også en række ældre studier lavet på militærpersonel, som bakker op om denne konklusion. Om det så udelukkende er på grund af den fysiologiske påvirkning af kroppen kan også diskuteres. En del af forklaringen kunne også være at man ofte ser lavere temperatur i højderne, hvilket kan give koldere og mere stive fingre og bøvl med triggerpunktet.
Kilder:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31199701/
https://link.springer.com/article/10.1007/s42978-021-00113-5
https://www.feltet.dk/nyheder/foerende_forsker_hoejdetraening_er_fremtiden_-_og_nutiden
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/8897025
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/3536595
https://journals.physiology.org/doi/full/10.1152/japplphysiol.00039.2007
https://www.wired.com/2012/08/long-jump-air-density
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/3586109
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/3525187
Brian Henneberg / Mussetrussen 