Friktionsproblemet


Nå. Du skal i gang med et sæt pulldowns. Progressionen i dit program dikterer at du skal tage 8 reps på 87.5 kg, men vægtstakken på maskinen er inddelt i 5 kg’s blokke. 80 kg, 85 kg, 90 kg. Hmm, hvad gør du så? 90 kg bliver for tungt. Så får du måske kun 6 reps. Og 85 kg tog du i sidste uge, og der skulle jo gerne være lidt fremskridt i tingene right?

Dette mikroloading-problem virker måske som noget småtteri, for du kan sgu da bare tage 9 reps på 85 kg og så går det hele nok, og hvorfor hænge sig i den slags petitesser? Men mikroloading har gennem tiden faktisk givet mange udstyrsproducenter grå hår i hovedet, og der er blevet brugt forholdsvis mange ressourcer på at finde frem til en god måde at mikroloade på, på maskiner.

På de fleste maskiner sidder vægtstakken fast på to jernstænger, de såkaldte styrestænger, og vægtstakken er koblet på resten af maskinen med en wire eller et kraftigt gummibånd i toppen (i gamle dage kunne det også være en kæde eller en sikkerhedssele). Når man anvender maskinen, trækkes vægtstakken lige op og der er som regel ikke den store friktion mellem vægtstakken og styrestængerne.

En af de store udstyrsproducenter i 1970’erne var Nautilus, som havde produceret tonsvis af maskiner med 10 punds blokke på. På et tidspunkt blev de dog opmærksomme på, at det at øge med 10 pund (4.53 kg) var liiige voldsomt nok for nogle af deres kunder. Hvis man nu var en kvindelig nybegynder der kørte noget tricepspres på en Nautilus maskine, så kørte man måske med 15 kg. Hvis man så gerne ville øge vægten blev man nødt til at øge med 4.53 kg, altså en stigning på 30 %. Nautilus kunne godt se at dette var et problem og et af de første forsøg på at løse problemet resulterede i denne løsning, hvor de simpelthen satte en lille vægtskive fast på siden af vægtstakken med en ekstra pin. Dette resulterede i det jeg har valgt at kalde friktionsproblemet, hvor den ekstra sidevægt gjorde at hele vægtstakken blev trukket skæv. Dette gav uforholdsmæssig meget modstand; en ‘hakkende’ bevægelse, og en følelse af at den maskine man brugte var noget værre skrammel.

Løsningen med en ekstra pin og en vægtskive virkede heller ikke særlig professionel, så Nautilus lavede i starten af 80’erne en række officielle mikroloadingsblokke på 1.13 kg (2.5 lbs), 2.27 kg (5 lbs) og 3.4 kg (7.5 lbs). Denne løsning kan ses her. Mikroblokkene så måske mere professionelle ud end vægtskiven på en pind (om end det stadig ligner noget Onkel Jørgen har svejset sammen ude i skuret), men mikroblokkene fik stadig hovedblokken til at trække til den ene side og løste derfor ikke friktionsproblemet.

Nautilus fik has på friktionsproblemet omkring 1982 hvor de introducerede denne løsning med to metalblokke der var svejset sammen med en smal jernstang. Dette gav en ligelig fordeling af ekstravægt på begge sider af hovedblokken og trak ikke vægtstakken skæv som de gamle løsninger. Desværre var de små jernstænger der forbandt de to metalblokke så skrøbelige, at der var stor risiko for at de bøjede eller knækkede når mikroloadingsblokkene blev tabt på gulvet. Og de blev tabt på gulvet.

Den endelige løsning blev derfor en mere solid udgave, hvor hele molevitten var støbt ud i ét, og hvor samlingen ikke sådan var til at knække. Denne løsning kan ses her. Du kan nok nikke genkendende til konstruktionen som ligner den man ser mange steder i dag. De fleste af dem man ser i dag har dog lige fået et lag gummicoating for at gøre dem lidt lækre, men ellers er idéen den samme.

Og med dette skulle man måske tro at den hellige grav var velforvaret, men nej. Næste problem var nemlig at de små ekstravægte blev så populære, at de aldrig var til at finde. Du kender det sikkert selv fra dit lokale center. Du skal liiige hurtigt bruge en lille 2.5 kgs blok men hvor filan er der én? Du vandrer rundt og leder i kasser og kigger ind på vægtstakke på forskellige maskiner og du bander og svovler over at de satans små lortevægte altid er væk når du skal bruge dem.

Maskinproducenter, inkl. Nautilus har derfor siden da forsøgt at lave smartere løsninger med ekstra vægtstakke der er indbyggede i maskinen, så du slipper for at skulle på små ekspeditioner hver gang du skal bruge en mikrovægt.

En af disse løsninger er Nautilus Nitro Double Weight Stack System, hvor man har ‘hovedstakken’ plus en lille ekstra ’sidestak’ som kan bruges til mikroloading. Dette ser umiddelbart rigtig smart ud, men i praksis er vi bare tilbage til en mere fancy udgave af vægtskiven der hænger på siden af stakken med en ekstra pin. Jeg har selv prøvet maskinen i praksis og friktionen som den lille ekstra stak giver, fordi den trækker hovedstakken skæv, er til at tage at føle på. Det er ikke helt så slemt som de gamle løsninger, men når man tænker på at de har haft 30 år til at komme op med den løsning er man ikke imponeret.

En anden producent der også har forsøgt sig med en mindre vellykket indbygget mulighed for mikroloading er Precor, som har lavet løsningen herunder, hvor de har tilføjet en ekstra styrestang, hvorpå der er sat en lille 2,5 kgs cylindervægt, som kan kobles fra og til ved at trække i, og skubbe på, et lille gult håndtag. Dette er en ganske forfærdelig løsning, der giver så meget friktion at man lige så godt bare kan sætte 5 ‘normale’ kg på. Det føles ca. lige tungt.


En anden ting der også er blevet eksperimenteret med gennem tiden er de glidelejer/bøsninger der får hovedstakken til at glide op og ned af styrerørene. Dvs. den lille ‘krans’ der sidder rundt om stålrøret til venstre på billeder herover og som er fastkoblet til den øverste 5 kgs skive.

I gamle dage var der slet ingen glidelejer som det fremgår af dette billede. Her var der bare hul i jernblokken, og en lidt større diameter på hullet end på styrestangen betød at det kørte så nogenlunde. I hvert fald så længe man ikke trak stakken skæv med uhensigtsmæssige mikroloadingsblokke. Efterhånden som der kom lidt konkurrence mellem forskellige udstyrsproducenter, som hver især forsøgte at lave de bedste produkter så de kunne blive markedsførende, begyndte man at eksperimentere med forskellige former for bøsninger og glidelejer for at få det hele til at køre mere glat. Nautilus begyndte f.eks. at bruge plastikbøsninger og forsøgte sig på et tidspunkt også med teflon bøsninger, som gled ret godt, men disse blev for dyre i længden og man gik derfor tilbage til plastik igen.

Den ultimative løsning var kuglelejer, men det blev alt for dyrt, og prisen på maskinerne blev for høj til at den var konkurrencedygtig, hvis der skulle alt for mange kuglelejer i hver maskine. Nautilus forsøgte sig på et tidspunkt med en fremsynet løsning der gik ud på at bruge lineære kuglelejer i den øverste vægtskive. Her ligger der en række lodrette kugler på række, som giver et ultra let glid, men da Nautilus samtidig brugte for blødt stål til deres styrestænger, blev stængerne skæve og beskadigede og friktionen blev øget.

De løsninger man bruger i dag, hvis man virkelig vil lave et godt produkt er lineære kuglelejer kombineret med styrestænger af kvalitetsstål. Denne løsning kan ses her. Ellers kan man bruge fedtfri glidelejer lavet af specialmaterialer. Det kan f.eks. være blandinger af epoxyharpiks, glasfiber og polytetrafluorethylen fibre. Mange anvender dog stadig blot plastik.

Vender vi tilbage til mikroloading så har man i dag også fundet en anden løsning der reducerer behovet for små ekstravægte, nemlig brugen af multitrisser. Princippet bag multitrisser er demonstreret meget godt i denne illustration. Ved at lade kablet på maskinen køre over flere trisser kan man i praksis reducere en 5 kgs blok til en 2.5 kgs blok, hvilket overflødiggør mikroloadingsblokke, da de fleste godt kan tage 2.5 kg mere uden det volder de store problemer.

Man kan selvfølgelig argumentere for at det er spild af god metal at reducere modstanden på denne måde, og at man i stedet burde reducere vægten på de enkelte blokke til 2.5 kg og så nøjes med én trisse. Dette ser man også rundt omkring på forskellige maskiner, men et problem her er at blokken, hvis den kun må veje 2.5 kg, bliver så tynd at der ikke er plads til en solid pin. Dette kan løses ved at lave en tyk blok med huller i, så man holder vægten nede på 2,5 kg, eller ved at lave blokkene mindre. Der er dog et andet aspekt af sagen der også spiller ind. Systemer med multitrisser er nemlig mere skånsomme for kroppens led, da de giver en blødere bevægelse end systemer med kun én trisse. I éntrissesystemer løfter man vægten mere direkte og får derfor en rimelig hård belastning i skiftene mellem koncentrisk og excentrisk arbejde, sammenlignet med multitrissesystemer. Mange producenter har derfor holdt fast i de tykke 5 kgs blokke, der giver plads til en solid pin, og så har man lavet et multitrissesystem for at gøre maskinen skånsom mod leddene, og reducere behovet for at skulle putte ekstra mikrovægte på. For øvrigt er multitrissemaskinerne ofte ret populære, fordi det er godt for egoet, at det ser ud som om man løfter dobbelt så meget som man ellers ville kunne i et éntrisse system.

En sidste ting jeg vil nævne er den praksis mange, herunder jeg selv, har, hvor vi smider små håndvægte oven på vægtstakkene i maskinerne, hvis vi har brug for mikroloading eller ekstra vægt på maskinen. Det kan være en benpresmaskine der kun går til 190 kg, og ham der bruger den mener han har brug for at læsse 210 kg på maskinen. Derfor smider man f.eks. to 10 kgs håndvægte oven på vægtstakken. Dette giver sjældent de store problemer med friktion. For det første fordi man anvender samme princip som Nautilus, nemlig at man kommer lige meget vægt på hver side, og vægten er centralt placeret oven på den eksisterende vægtstak. Og for det andet fordi flere maskinproducenter i dag anvender lineære kuglelejer i kransen på den øverste vægtstak, hvilket minimerer mængden af friktion, selvom vægtstakken skulle blive trukket lidt skæv.

Kilder:
ren-ex.com
schaeffler.dk

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Friktionsproblemet

  1. Carsten Nielsen siger:

    Ved at lave en skinne, som er glidende med vægte på, den som i klippet forskubbes, kan man finjustere så specifikt man ønsker.

    Klik lidt rundt i videoerne uploadede herfra for at se forsk. måder at bruge systemet på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s