Kropskultur anno 2021

Gennem tiden har kroppen været både beundret og foragtet i vestlig kultur. I det gamle Grækenland blev kroppen f.eks. anset for, at være ekstrem vigtig, da den var bærer af sjælen. Var man flot og atletisk, betød det, at man også havde en ren sjæl, og dermed var man nærmere guderne og en top notch kindda guy. Kropsdyrkelse var lig med gudsdyrkelse, og på gymnasierne hoppede flotte nøgne mænd rundt og fornøjede guderne med deres atletiske udfoldelser og intellektuelle studier. En sund sjæl i et sundt legeme og alt det der. Det lyder som om det var good times.

I år 529 skete der imidlertid to ting, som på symbolsk vis, var med til, at indvarsle en periode på 1000 år, hvor kroppen blev sat i skammekrogen. Det første kloster i Vesteuropa åbnede nemlig i år 529, og den østromerske kejser lukkede alle gymnasier. Det var for alvor slut med smukke nøgne mænd og fremskridt. Nu kom 1000 års kristelig middelaldermørke, hvori det kropslige var noget syndigt. Kroppen skulle tugtes eller ignoreres, da den var bærer af syndige drifter, og for øvrigt mest var til besvær. Nu var der fokus på en sund sjæl i en syndig slatten og glemt krop.

Først i 1500-tallet kom kroppen ind i varmen igen. I den skulpturelle kunst blev den klassiske græske krop genopdaget som æstetisk og kunstnerisk objekt. Idealet blev nu en muskuløs, aktiv krop med Michelangelos ’David’ som et af de ypperligste eksempler.

Over de næste 3-400 år, var der vekslende idealer, som især var knyttet til stand og klasse. Overklassen distancerede sig fra arbejderklassen ved at sætte en ære i at undgå fysisk aktivitet og udendørsliv. Fysisk aktivitet, udendørs i den brændende sol, var noget bønderne var tvunget til. Dette betød at blege, fede kroppe blev totalt hippe i overklassen, mens arbejderens senede solbrændte krop, som var et produkt af trælsomt slid, var en lavstatus-krop.

Bonde- og arbejderkulturen fik dog fornyet deres selvrespekt sidst i 1800-tallet, da gymnastikkulturen vandt indpas. Først med den mandsdominerede tyske idræts- og militærgymnastik, og siden med en mere blid svensk gymnastik. Målet var her, at bondens og arbejderens krop, via gymnastikken, skulle rettes ud, og en foroverbøjet, underdanig, krumrygget holdning skulle erstattes med en stolt og rank holdning med fremskudt brystparti. Idealet var den stolte stærke bonde med overskud til at holde sig sund, og dyrke kroppen.

I 1839 blev fotografiet opfundet, og det kom til at spille en vanvittig stor rolle i udbredelsen af kropsidealer. Før 1839, var kroppen noget, der hørte til privatsfæren, men pludselig blev kroppen et uhyre populært, visuelt, æstetisk objekt. Idealkroppe blev fotograferet, og blev bl.a. brugt som kommercielt blikfang når der skulle sælges alt fra øl og mode til kosmetik og helseprodukter. Fotografiet gik sin sejrsgang lige fra dag ét, og vi kan vist konkludere, at kurven for fotografiets udbredelse og indflydelse på de herskende kropsidealer, er steget eksponentielt siden dengang.

Den kropskultur, der er dominerende i den vestlige verden i dag, anno 2021, er mere ekstrem end den nogensinde har været, med sit ensidige fokus på fitness og sundhed. Den minder vel egentlig nok mest om den græske kultur, bortset fra, at sjæl og guder næppe kan siges at spille nogen større rolle i dag. Startskuddet til den moderne kropskultur var bodybuildingbølgen fra slut 70’erne, som igen trak tråde tilbage til stærkmænd fra slutningen af 1800-tallet. Bodybuildingbølgen blev suppleret med aerobic- og fitnessbølgen fra starten af 80’erne og spinningbølgen fra midt 90’erne. Alt sammen var det optakten til det gigantiske boom i fitnesskulturen som vi kender i dag, med et mekka af holdtræning, fitness, bodybuilding, crossfit, maraton, ironman og hele fitsporationbølgen.

Den negative vinkel
Og det er lidt overvældende, er det ikke? Mængden af fitness i det offentlige rum? Hvis 70’erne var The Golden Age of Bodybuilding, så kan vi vist efterhånden konkludere, at vi i dag lever i The Golden Age of Fitness. Antallet af danskere der er medlem af et fitnesscenter er efterhånden mere end 1 mio. Er du en af de få der ikke dyrker fitness, har du sandsynligvis en lille smule kronisk dårlig samvittighed, fordi du føler du burde dyrke fitness.

Og det er ikke kun fitness i virkeligheden, der er eksploderet de seneste år, men i endnu højere grad fitness på de sociale medier. Slettede vi samtlige fitnessselfies og fitfood billeder fra internettet, er mit gæt, at halvdelen af verdens servere ville blive tomme. Kæft vi går op i krop og fitness i de her år.

Trenden med unge, veltrænede mennesker, der bombarderer verden med billeder af dem selv, deres mad og deres træning, har endda fostret et helt nyt begreb, nemlig fitspo. Eller fitsporation. En sammentrækning af fitness og inspiration. De unge veltrænede individer inspirerer efter sigende andre til en lignende livsstil med træning og sund kost via deres blogs, Instagram, Facebookprofiler og Gud ved hvor mange andre sociale medier. Andy Warhols berømte 15 minutes of fame er i dag passé. I dag kan alle med en internetforbindelse og en Instagram eller Facebook profil, iscenesætte sig selv som fitnessatlet og gøre sig selv berømte. I hvert fald for en udvalgt skare af venner og følgere.
Billede fra: scontent.cdninstagram.com
På den ene side er det voldsomt individualiseret. Hver enkelt person har dem selv, og deres egne mål i fokus, og alle posts på de sociale medier handler om dem selv. På den anden side er det ekstremt konformt, og stort set alle fitspo-profiler ligner hinanden. Det der egentlig skulle have været et unikt projekt for den enkelte bliver uforvarende himmelråbende ensrettet og trættende.

Man kan spørge sig selv, om vi ikke snart har nået en grænse. Om bøtten ikke snart vender. Om vi ikke i løbet af få år får en modreaktion, hvor folk begynder at kaste op af alle de fitness og madbilleder, dropper lortet og lukker og slukker Instagram.

Vi har jo allerede set hele historien om The Dad Bod, hvor en blogger pludselig proklamerede, at den halvchubby, blegfede, behårede far-krop nu var det hotteste hotte. Alle hoppede med på tanken fordi den var så inderligt befriende og modsatrettet. Blogindlægget ramte noget som folk savnede. En anti-fitnessk stemme i en fitnesshysterisk tid.

Og jeg er da også overbevist om, at bøtten verden på et tidspunkt. Alle reaktioner mødes med en modreaktion på et tidspunkt. 1000 års foragt for kroppen blev afløst af intens dyrkelse af kroppen i Renæssancen; Romantikken i 1800-tallets kunst og litteratur var en modreaktion mod den fornuft og realisme, som herskede i 1700-tallet, og 30 år med ’Gillette – The best a man can get’, blev afløst af hipstere med omfangsrige fuldskæg.

Jeg forstår godt hvorfor de hårde fitnesskroppe er blevet et statussymbol, for en hård krop fortæller omverdenen, at kroppens ejer vil og evner selvdisciplin. En veltrænet fitnesskrop er et fysisk udtryk for viljens sejr over drifterne. En sejr over den syndige natur, der kræver slik og is og chips og kager. Den hårde veltrænede krop er et udtryk for selvkontrol og disciplin, som er karaktertræk, der er blevet attraktive og nødvendige, i en tid med overflod, som den vi lever i for tiden. Den æstetik vi dyrker nu til dags signalerer selvdisciplin, i en tid, hvor mangel på selvdisciplin kan føre til fedme, sygdom og død. Så jeg forstår godt trenden. Men på et tidspunkt må vi bare få nok af at dyrke disciplinen og den hårde fitnesskrop. For trenden er ved at være kørt ud i ekstremerne. Mange er i hvert fald kørt trætte. Alt er disciplin og hårdhed og selvpromoverende misforstået individualisme. Og det er til at kaste op over.

Der er egentlig tale om en slags nypuritanisme, for der er i virkeligheden ikke langt fra den asketiske munk, til den moderne fitnessudøver. De forsager begge mange af livets goder til fordel for ’et højere mål’.

Tænk nu, hvis de sociale medier var fyldt med billeder af livets goder, fremfor billeder af folk der forsager livets goder. Tænk hvis de sociale medier var fyldt med folk der dansede. Folk der sang. Folk der grinede. Folk der læste bøger. Folk der holdt om hinanden. Folk der lå på ryggen i græsset og stirrede op i den blå, blå himmel og de grønne, grønne bøgeblade, mens de lod tankerne vandre. Eller tænk hvis folk bare gjorde disse ting uden, at det hele absolut skulle deles og foreviges på de sociale medier. Det ville være ligesom i gamle dage ik?

Den positive vinkel
Inden det kommer til, at lyde som om, jeg er en gammel sur mand, vil jeg dog også præsentere en anden og mere positiv vinkling på den moderne fitnesskultur. For hvad er det egentlig alle fitnessfolkene på Instagram laver? Hvad er deres bevæggrunde for hyppigt at dele billeder af dem selv med verden? Det de i bund og grund siger, er: ’Se mig!’ ’Se mig, er jeg ikke unik, smuk, interessant, fantastisk, god nok og værd at elske og beundre?’ Var man ikke interesseret i, at blive ’set’ så oprettede man ikke en Instagramprofil, hvor man konstant smed billeder op. Så ville man bare passe sig selv. Så disse folk vil ses.

Attentionwhore eller blot et menneske med menneskelige behov? Billede fra: myproana.com
For mange vil dette stadig lyde som en negativ vinkel, for det er sgu da for faen patetisk med den ’Se mig-kultur’, hvor det hele drejer sig om, at få opmærksomhed og likes. Medieludere, attentionwhores og like-hunters er labels vi uden videre klasker på folk, hvis vi synes de er liiige opmærksomhedshungrende nok på de sociale medier. Men i mine øjne er der ikke noget negativt i at søge denne opmærksomhed.

For betragter vi ønsket om at blive set og få opmærksomhed som noget negativt, så er vi ikke bedre end de mørkemænd og dystre kristne, som i 1000 år satte den menneskelige krop og de menneskelige drifter i skammekrogen. Mener vi selv, at vi har accepteret mennesket som det er, og endegyldigt har gjort op med fordums selvhad, synd og skamfuldhed, og mener vi, at ting som seksualitet, begær og krop er inde i varmen igen, så nytter det ikke noget, at hate på trangen til opmærksomhed. For fordømmer vi helt basale menneskelige drifter, såsom ønsket om at blive set, blive anerkendt og få opmærksomhed, så er vi ikke bedre end de mørkemænd vi ellers mente vi én gang for alle havde aflivet.

Det er muligt, at vi et eller andet sted føler en irritation over folk, der tæppebomber de sociale medier med billeder af dem selv, deres mad og deres træning, men fordømme dem og kalde dem attentionwhores og like-huntere, bør vi afholde os fra, medmindre vi anser basale menneskelige drifter for at være usle og forkerte.

Vi vil alle ses. Det er et fåtal, der kan lide at være ensomme og oversete og uden for fællesskabet. Mennesket er et socialt dyr, og det er bare sådan vi er indrettet.

Og er det egentlig så forfærdeligt det de gør disse sundhedsbloggere og Instagrammere? I bund og grund forsøger de jo bare at skabe en identitet og søge bekræftelse af denne. Man iscenesætter sig selv, og de andre, ens følgere og venner bekræfter én i denne identitet som ham eller hende den fitte. Den sunde med styr på tingene. Er det egentlig så slemt? I det mindste er de sunde, raske og passionerede omkring noget, og vil gerne anerkendes for dette. Det er IMO fint nok.

Så finder du dem irriterende, jamen så lad være med at følg med i hvad de laver. Find noget du selv er passioneret omkring og lav det. Og lad bloggerne passe sig selv.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s